Einsatzgruppen: Nazitysklands mobile dødsstyrker (1939–1945)

SS-leder Reinhard Heydrich oprettede Einsatzgruppen omkring 1938.

I første omgang, i oktober 1938, sendte Heydrich Einsatzgruppen til Sudeterlandet. Adolf Hitler, lederen af Nazityskland, ønskede at overtage Sudeterlandet. Han var klar til at bruge det nazistiske militær til at invadere området. I München-aftalen blev verdensmagterne imidlertid enige om, at Hitler kunne få Sudeterlandet. Einsatzgruppen hjalp med at overtage regeringsbygninger og tog alle de regeringspapirer, de kunne finde. De arresterede også omkring 10.000 tjekkiske kommunister og tyske statsborgere.^{pp. 405, 412}

Fra september til december 1939 deltog Einsatzgruppen i nazisternes T4-aktionsprogram. Nazisterne mente, at mennesker med fysiske, intellektuelle og mentale handicap ikke fortjente at leve. Aktion T4 var en plan for at dræbe dem alle. I første omgang skød Einsatzgruppen og andre nazister disse mennesker. Men i foråret 1940 begyndte nazisterne at bruge gaskamre, så de kunne dræbe mennesker med handicap hurtigere.^{pp. 138–141}

I 1939 besluttede Hitler at invadere Polen. Heydrich besluttede, at Einsatzgruppen skulle følge den almindelige tyske hær.^p. 425 Deres opgave skulle være at dræbe de vigtigste personer i det polske samfund, som f.eks. præster, lærere og medlemmer af den akademiske verden. De ville også dræbe alle, der nægtede at tilslutte sig nazisternes idéer eller regler.^p. 144 Adolf Hitler sagde: "...der må ikke være nogen polske ledere; hvor der findes polske ledere, skal de dræbes[.]"^p. 143 Einzatsgruppen fulgte denne plan ved at dræbe omkring 65.000 civile inden udgangen af 1939. Disse mennesker omfattede polske ledere, jøder, prostituerede, romaer og mennesker med psykiske sygdomme.^{pp. 430–432}

Endelig tvang Einsatzgruppen de overlevende jøder i Polen til at flytte til ghettoer i de store polske byer. Nazisterne planlagde at skaffe sig af med alle jøderne i Polen, men de havde endnu ikke besluttet, hvor de skulle sendes hen.^{pp. 227–228, 242-245} Med hjælp fra den tyske hær tvang Einsatzgruppen også titusindvis af jøder østpå til den del af Polen, som Sovjetunionen havde overtaget.^p. 429

I 1941 besluttede Hitler at invadere Sovjetunionen. Han kaldte denne plan for Operation Barbarossa. Hitler hadede kommunismen. Han ønskede at overtage det kommunistiske Sovjetunionen og dræbe kommunismen for altid.^{pp. 95–96}

I maj 1941 gav Heydrich Einsatzgruppen ordre til at dræbe jøderne i Sovjetunionen.^{pp. 94–95}

I juni 1941 fortalte SS-lederen Heinrich Himmler de andre SS-ledere, at nazisterne planlagde at dræbe op til 30 millioner mennesker i Sovjetunionen. Einsatzgruppen ville spille en vigtig rolle i dette ved at myrde folk, som nazisterne mente var mindreværdige. Nazisterne ville dog også bruge andre strategier, som f.eks. sult, til at dræbe andre sovjetter.^p. 181

Einsatzgruppen var opdelt i syv bataljoner.^p. 225 Hitlers hær invaderede Sovjetunionen den 22. juni 1941. Et par uger senere begyndte Einsatzgruppen at arbejde i det østlige Polen, som var kontrolleret af Sovjetunionen.^p. 185 Heydrich gav dem tre hovedopgaver:^p. 177

1. At overtage kontrollen med alle kontorer og papirer, der tilhørte Sovjetunionen og det kommunistiske parti;
2. At dræbe alle Sovjetunionens øverste ledere og
3. At starte og tilskynde til pogromer (optøjer og mord) mod jøder

Einsatzgruppen udførte disse opgaver på mange forskellige måder. Nogle gange lavede de lister over folk, som de troede var fjender, og myrdede dem derefter. Andre gange foretog de massakrer på tusindvis af mennesker i løbet af et par dage. I Babi Yar dræbte en indsatsgruppebataljon f.eks. 33.771 jøder på to dage; i Rumbula-massakren dræbte en anden indsatsgruppebataljon omkring 25.000 mennesker på to dage.

Efterhånden som nazisterne overtog flere og flere lande, oprettede de flere Einsatzgruppen. De oprettede også mindre grupper kaldet Einsatzkommando og Sonderkommando. Disse omfattede:

• Einsatzgruppe E, som arbejdede i den uafhængige stat Kroatien
• Einsatzgruppe G, i Rumænien, Ungarn og Ukraine
• Einsatzgruppe H, i Slovakiet^p. 419
• Einsatzgruppe Iltis, på grænsen mellem Slovenien og Østrig
• Einsatzgruppen Jugoslawien og Serbien, i Jugoslavien
• Einsatzkommando Luxemburg, i Luxembourg
• Einsatzgruppe Norwegen, i Norge
• Einsatzkommando Tilsit, i Litauen og Polen^p. 197
• Einsatzgruppe Tunis, i Tunis

Ordre til at dræbe

Efter nazisternes invasion af Sovjetunionen var Einsatzgruppens hovedopgave stadig at dræbe civile, ligesom de gjorde i Polen. Denne gang gav Heydrich imidlertid Einsatzgruppen ordre til at dræbe:

• Kommissærer (officerer i den sovjetiske regering)
• Alle top- og mellemledere i Komintern, en gruppe, der støttede verdenskommunismen
• Alle medlemmer af kommunistpartiet på højeste og mellemste niveau
• Alle ekstremistiske medlemmer af det kommunistiske parti
• Alle jøder, der havde job i regeringen eller i fællesskabspartiet

Mellem den 8. og 17. juli beordrede Heydrich også Einsatzgruppen til at dræbe:

• Alle mandlige jøder mellem 15 og 45 år^p. 198
• Alle jødiske krigsfanger fra den sovjetiske Røde Hær
• Alle krigsfanger fra den røde hær i Georgien og Centralasien, da de måske også er jøder^p. 97
• Alle de romaer, de kunne finde, og alle mennesker med psykiske lidelser

Drab

Den Røde Hær trak sig tilbage. Heydrich troede imidlertid, at der stadig var sovjetiske guerillakrigere i området, og han troede, at lokale jøder hjalp dem. Han beordrede Einsatzgruppen til at tilskynde til antijødiske pogromer i de nyligt besatte områder. Pogromer (hvoraf Einsatzgruppen startede nogle af dem) brød ud i Letland, Litauen og Ukraine.^p. 526 Inden for de første uger af Operation Barbarossa blev 10.000 jøder dræbt i 40 forskellige pogromer. Ved udgangen af 1941 havde der fundet omkring 60 pogromer sted, hvor op mod 24.000 mennesker blev dræbt.^p. 526

Alle de vigtigste Einsatzgruppen deltog i masseskyderier fra begyndelsen af krigen.^{pp. 196–202} I begyndelsen skød de kun voksne jødiske mænd. Men i august skød de alle jøder, herunder kvinder, børn, spædbørn og ældre. I begyndelsen dræbte de folk i skydetrupper. Da dette blev for langsomt, begyndte Einsatzkommandos at skyde større grupper ved siden af eller endog inde i massegrave.^p. 207 Da nyheden om disse drab spredte sig, flygtede mange jøder.

Nazisterne begyndte at sende folk til koncentrationslejre og ghettoer. Landområderne var for det meste Judenfrei (jødefri).^{pp. 211–212} Nazisterne oprettede tvangsarbejdsbander, så de kunne bruge jøderne som slaver, indtil nazisterne havde dræbt dem alle. Nazisterne havde udskudt dette mål til 1942.^{pp. 212–213}

Einsatzgruppe A arbejdede i de baltiske stater Estland, Letland og Litauen. Disse lande havde været besat af Sovjetunionen, før nazisterne overtog dem. Einsatzgruppe A dræbte omkring 140.000 mennesker mellem juni og november 1941.^p. 98

Da Einsatzgruppe A gik ind i Kaunas i Litauen, var der en pogrom i gang. De lukkede alle forbrydere ud af fængslerne og opfordrede dem til at deltage i pogromerne. I løbet af fire dage blev 4.000 jøder dræbt under pogromet.^p. 41

Lederen af Einsatzgruppe A lod en voldelig antisemitisk mand ved navn Viktors Arājs starte en mindre Einsatzgruppe kaldet Arājs Kommando. Sammen dræbte de to grupper 2.300 jøder i Riga i Litauen. I løbet af seks måneder dræbte Arājs Kommando omkring halvdelen af jøderne i Letland.

Grupper som Arājs Kommando blev også oprettet i Litauen og Estland. Med deres hjælp var Einsatzgruppe A i stand til at dræbe næsten alle jøder i sit område.^p. 182

Rumbula-massakren

I november 1941 besluttede Himmler, at letterne ikke blev dræbt hurtigt nok. Han ønskede at flytte jøder fra Tyskland til Letland. Han beordrede, at alle, der boede i ghettoen i Riga i Letland, skulle myrdes.^{pp. 206–209}

Nazisterne fortalte folk i ghettoen, at de blev sendt til et andet sted at bo. De bad dem om at tage deres ting og værdigenstande med.^{pp. 208–210}

Nazisterne flyttede folk til en nærliggende skov tusindvis af mennesker ad gangen. De skød folk, der forsøgte at løbe væk eller ikke kunne gå hurtigt nok. De tog de ting, som jøderne havde taget med sig, og tvang dem til at tage deres tøj af. Derefter fik de ofrene til at lægge sig ned i en massegrav, 50 ad gangen, og skød dem.^{pp. 208–210}

På to dage blev omkring 25.000 mennesker myrdet af Einsatzgruppen.^{pp. 210–214}

Efter et stykke tid indså Himmler, at Einsatzgruppens metoder ikke var den bedste måde at dræbe folk på så hurtigt og billigt som muligt.^p. 197 Han fandt også ud af, at mange Einsatzgruppen havde problemer med at dræbe så mange mennesker. Nogle havde fysiske og psykiske helbredsproblemer, og andre blev alkoholikere.^{pp. 52, 124, 168} Himmler traf en endelig beslutning efter at have overværet en massehenrettelse i august 1941. Han besluttede, at det var for stressende for hans mænd at skyde jøder.^{pp. 547–548}

Himmler besluttede, at løsningen på dette problem var at dræbe jøder (og andre) med giftgas.^p. 167 Fra 1942 begyndte alle de vigtigste Einsatzgruppen at dræbe folk ved hjælp af gasvogne, som tidligt i aktion T4 var blevet brugt til at dræbe handicappede. I disse varevogne blev kulilteudstødningsgasser fra varevognenes motorer pumpet ind bag i lastbilen og dræbte ofrene indeni. I september 1941 var nazisterne i koncentrationslejren Auschwitz imidlertid begyndt at eksperimentere med Zyklon B, et cyanidlignende pesticid.^{pp. 280–281}

På Wannsee-konferencen den 20. januar 1942 besluttede nazisterne officielt at dræbe alle jøder i Europa (11 millioner mennesker). Nogle ville blive slidt ihjel. Andre ville blive dræbt i udryddelseslejre (dødslejre) (tysk: Die Endlösung der Judenfrage).^p. 555-556 Nazisterne oprettede dødslejre som Auschwitz-Birkenau og Bełżec udryddelseslejre med det formål at dræbe så mange mennesker som muligt, så hurtigt som muligt. Disse dødslejre erstattede Einsatzgruppen som nazisternes vigtigste strategi for massemord og folkedrab.^{pp. 279–280}

I første omgang blev Einsatzgruppen sendt ud for at bekæmpe partisaner - folk i de nazistisk besatte områder, som fortsatte med at kæmpe imod nazisterne.^p. 248 I 1944 var de fleste Einsatzgruppen imidlertid blevet en del af Waffen-SS-kampenheder eller sendt til at bevogte dødslejre.

Einsatzgruppen førte omhyggelige optegnelser over deres massemord, så de kunne skrive rapporter til deres overordnede. Kommandanten for Einsatzgruppe A indgav Jäger-rapporten den 1. december 1941, som omhandler Einsatzgruppe A's handlinger i Litauen.

Rapporten siger, at Einsatzgruppen A dræbte 137.346 mennesker.^p. 215 De fleste var jøder, men andre var kommunister, forbrydere og andre nazistiske "fjender".^p. 126 Fra midten af august, hvor 3.207 mennesker blev myrdet, var der også børn blandt ofrene.^p. 126

I februar 1942 ændrede Jäger sit skøn over, hvor mange mennesker Einsatzgruppen havde dræbt. Han sagde, at der var 138.272 ofre, herunder:^p. 126

• 48.252 mænd (35 %)
• 55.556 kvinder (40%)
• 34.464 børn (25%)

Jäger sagde også, at kun 1.851 af ofrene (1,3 %) ikke var jøder.^p. 126

Mange andre papirer og rapporter skrevet af Einsatzgruppen fortæller om, hvor mange mennesker de forskellige enheder dræbte. En forsker har f.eks. kigget på over 200 operationelle situationsrapporter (rapporter fra Einsatzgruppen til deres chefer om, hvad de foretog sig). Han kiggede også på breve og rapporter skrevet af Einsatzgruppens chefer. Han fandt frem til, at Einsatzgruppen A, B, C og D i 1942 havde dræbt næsten en million mennesker: