Balsamering

Historie

Mumificering

De ældste mumificerede lig, der nogensinde er blevet fundet, blev mumificeret omkring 5000-6000 f.Kr. Disse lig kaldes Chinchorro-mumierne. Disse døde kroppe blev mumificeret af gamle mennesker, der levede i Atacama-ørkenen i det nuværende Chile og Peru.

De gamle egyptere mumificerede ofte døde kroppe. De begyndte at mumificere lig allerede i 3200 f.Kr. De troede, at når en død krop blev mumificeret, kunne kroppens sjæl finde tilbage til kroppen og begynde sin rejse til livet efter døden.

Gamle balsamering

Gamle kulturer fra Etiopien, Peru, Tibet og det sydlige Nigeria brugte også balsameringsteknikker. Det samme gjorde guancherne, jivaro-indianerne, aztekerne, toltekerne og mayaerne.

I det gamle Europa var det mindre almindeligt at balsamere døde kroppe. De tidligst kendte konserverede lig i Europa er omkring 5000 år gamle. Disse kroppe blev dækket af cinnober for at konservere dem. De blev fundet i Osorno i Spanien. Det var usædvanligt at balsamere døde kroppe i Europa indtil Romerriget.

Arkæologer har fundet bevarede lig i Kina fra Han-dynastiets tid (206 f.Kr. - 220 e.Kr.). Ingen ved, hvordan disse lig blev bevaret.

Middelalderen og renæssancen

Omkring år 500 e.Kr. var viden om konservering af lig blevet spredt fra de gamle kulturer, og balsamering blev meget mere almindelig i Europa. Dette skete til dels, fordi videnskaben og medicinen udviklede sig, og videnskabsfolk havde brug for at dissekere døde kroppe for at lære mere om menneskekroppen. Hvis ligene ikke blev konserveret, ville de forfalde med det samme, og videnskabsmændene kunne ikke dissekere dem eller opbevare dem, så andre videnskabsmænd kunne lære af dem.

Det 17. og 18. århundrede

Den engelske læge William Harvey skabte den moderne metode til balsamering i det 17. århundrede. Denne metode indebærer, at der sprøjtes kemikalier ind i et dødt legemes arterier for at forhindre, at liget forfalder.

Indtil midten af det 18. århundrede blev balsamering mest brugt inden for videnskab og medicin. I midten af det 18. århundrede brugte den skotske kirurg William Hunter imidlertid Harveys metoder til at konservere lig i lighuse. Hans bror, John Hunter, var den første til at reklamere for balsamering over for almindelige mennesker, der ønskede at se deres elskedes lig bevaret efter døden.

Det 19. århundrede

I det 19. århundrede blev mange mennesker mere interesserede i at balsamere døde venner og slægtninge. Nogle gange ønskede en person f.eks. at blive begravet et langt væk sted. Men først ville de mennesker, der holdt af dem, gerne se deres lig og vise dem deres sidste respekt. Det kunne de gøre, hvis kroppen blev balsameret, fordi kroppen ikke ville forfalde.

I USA blev balsamering meget udbredt under borgerkrigen. Det skete, fordi mange mennesker døde langt hjemmefra, mens de kæmpede i krigen. Deres kroppe skulle hjem og begraves, og balsamering forhindrede, at deres kroppe rådnede op under disse lange rejser. Da præsident Abraham Lincoln blev dræbt, gjorde balsamering det muligt at sende hans lig hjem for at blive begravet. Dette gjorde folk i USA mere opmærksomme på balsamering.

Hvis en person tidligere døde af en smitsom sygdom, blev liget begravet meget hurtigt for at forhindre, at sygdommen spredte sig. Balsamering blev mere almindeligt som en måde at forhindre sygdomme i at sprede sig.

I midten af det 19. århundrede begyndte folk at drive virksomheder, der leverede begravelser og begravelser. På det tidspunkt blev de personer, der drev disse forretninger, kaldt bedemænd. (I dag kaldes de bedemænd.) Disse mennesker begyndte at bruge balsameringsmetoder regelmæssigt i stedet for at bruge ældre metoder som f.eks. indpakning af lig i is.

Moderne historie

Indtil begyndelsen af det 20. århundrede blev arsenik ofte brugt til at balsamere lig. Til sidst blev det erstattet af andre kemikalier, der virker bedre og er mindre giftige. I 1867 opdagede den tyske kemiker August Wilhelm von Hofmann formaldehyd. Forskerne indså hurtigt, at dette kemikalie fungerede meget godt til at konservere døde kroppe. Snart erstattede formaldehyd andre kemikalier som det mest almindelige kemikalie, der bruges til at balsamere lig.

 
Keramik, fade og andre genstande fra den gamle egyptiske farao Tutankhamons balsameringslager.  


Balsameringsvæsker, der blev brugt i begyndelsen af det 20. århundrede.  

Balsamering i dag

I USA og den vestlige verden er balsamering nu meget almindelig. Normalt er der et par trin i balsameringsprocessen:

1. Balsamøren sprøjter kemikalier (kaldet balsameringsvæske) ind i kroppens blodkar. Dette får blodet og andre væsker i kroppen til at løbe ud af kroppen og erstatter dem med kemikalierne.
2. Balsamøren bryder de hule organer i kroppen op og fylder dem med balsameringsvæske.
3. Balsamøren kan sprøjte balsameringsvæske ind under huden.
4. Balsamøren kan bruge balsameringskemikalier direkte på huden, hvis liget har skader.

Normalt tager balsamering et par timer.

Balsamering forhindrer ikke kroppen i at forfalde for evigt. Det er meningen, at den skal bevare en død persons krop i et stykke tid. Det giver folk mulighed for at se liget under begravelsesgudstjenesterne og gør det muligt at sende liget til fjerne steder for at blive begravet. Men uanset hvilken type balsamering der anvendes, vil kroppen til sidst forfalde.

 

Religiøse synspunkter om balsamering

Forskellige religioner har mange forskellige idéer om balsamering. For eksempel tillader disse religioner normalt balsamering:

• Buddhisme
• De fleste grene af kristendommen
• Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (mormonerne)
• Hinduisme
• Selskabet af Venner (kvækere)

Nogle religioner, som f.eks. nogle neopaganske religioner, fraråder balsamering, men forbyder det ikke.

Nogle religioner siger, at balsamering aldrig er tilladt. Disse religioner omfatter:

• Bahá'í-troen
• Islam og jødedommen (undtagen på steder, hvor loven foreskriver, at ligene skal balsameres)
• Zoroastrianisme

 

Relaterede sider

• Udstopning