Balsamering er en handling, der består i at konservere et lig, så det ikke forrådner. Hvis et lig ikke bliver balsameret, vil det meget hurtigt begynde at forfalde. Derfor balsameres de fleste lig, hvis de skal udstilles (f.eks. ligge i statue) til en begravelse.
Balsamering svarer til mumificering, som mange gamle folkeslag gjorde ved døde kroppe. Balsamering adskiller sig fra taxidermi, hvor kun huden er bevaret.
Balsamering anvendes i dag både af praktiske og ceremonielle årsager. Praktisk fordi den forlænger nedbrydningstiden og gør transport over lange afstande og udstillinger muligt; ceremonielt fordi den giver pårørende mulighed for at tage afsked ved en visuel præsentation af den afdøde. Desuden bruges balsamering i retsmedicinske sammenhænge, ved medicinsk undervisning og ved donerede lig, hvor konservering kan være nødvendig i en periode.
Moderne balsamering indebærer typisk flere trin:
- Undersøgelse og identifikation: Foreløbig undersøgelse, registrering af kroppens tilstand og identificering.
- Arterieinjektion (arteriel balsamering): Konserverende væske pumpes ind i blodkarsystemet (ofte via carotis- eller femoralarterien) for at fordrive blod og fordele konserveringsmidler i vævene.
- Hulrumskonservering: Indholdet af bryst- og bughule aspireres, og hulrummene fyldes med konserverende væsker (intracavitært).
- Hypodermisk behandling: Lokale injektioner i områder, hvor arteriel væske ikke når tilstrækkeligt, f.eks. under hudfolder eller i forfaldne områder.
- Udvendig pleje og kosmetik: Rensning, reetablering af udseende, påføring af make-up og påklædning for at give et naturligt og værdigt udseende ved begravelsen.
- Opbevaring: Afkøling og korrekt opbevaring, ofte i kølerum, indtil begravelse eller transport.
De mest almindelige konserveringsmidler er formalehyd (formalin), glutaraldehyd, alkoholer (f.eks. methanol), phenol og forskellige saltopløsninger. Moderne balsameringsvæsker indeholder ofte også fugtighedsbevarende stoffer, farvestoffer, bufferstoffer og antikoagulantia for at forbedre både konservering og udseende.
Der er vigtige hensyn ved balsamering:
- Sikkerhed: Arbejdsmiljø for balsameringspersonale er kritisk; formaldehyd er kræftfremkaldende og kan irritere luftveje og hud, så korrekt ventilation, handsker og åndedrætsværn er nødvendigt.
- Miljø: Balsameringsvæsker kan være miljøbelastende, og bortskaffelse af kemikalier er reguleret. Nogle kirkegårde og krematorier stiller krav til håndtering af resterende væsker.
- Juridisk og religiøst: Lovgivning kan kræve balsamering i forbindelse med international transport af lig. Samtidig fraråder eller forbyder visse religioner (fx ortodoks jødedom, traditionel islam) balsamering og foretrækker hurtig jordfæstelse uden indgreb.
- Kvalitet og etik: Balsamering skal udføres med respekt for afdødes værdighed og efter pårørendes ønsker, inden for gældende lov og faglige standarder.
Alternativer til balsamering omfatter køling i mortuarium, brug af tøris under transport, donation til forskning, eller hurtig jordfæstelse/kremering. Valget afhænger af kulturelle præferencer, juridiske krav og praktiske behov.
Historisk er balsamering en videreudvikling af ældre konserveringsmetoder som mumificering; i modsætning til mummificering, der ofte var beregnet til permanent bevarelse gennem tørning og saltning, er moderne balsamering oftest rettet mod midlertidig konservering med kemiske væsker. Taxidermi adskiller sig ved, at det er dyre- og udstillingsorienteret og indebærer bevarelse af huden, mens indre organer oftest fjernes — en teknik, der ikke er relevant for menneskelige begravelser.
For pårørende kan balsamering give tid og mulighed for et værdigt farvel, men beslutningen bør træffes med information om både fordele, risici og religiøse eller juridiske hensyn. Ved behov for transport til udlandet eller ved særlige retsmedicinske forhold bør man kontakte bedemand, sygehus eller relevante myndigheder for vejledning om krav og praksis.
