Balsamering: Konservering af lig — definition, metoder og formål
Balsamering: Konservering af lig — definition, metoder og formål. Hvordan og hvorfor lig balsameres til udstilling, begravelse og bevaring af kroppen.
Balsamering er en handling, der består i at konservere et lig, så det ikke forrådner. Hvis et lig ikke bliver balsameret, vil det meget hurtigt begynde at forfalde. Derfor balsameres de fleste lig, hvis de skal udstilles (f.eks. ligge i statue) til en begravelse.
Balsamering svarer til mumificering, som mange gamle folkeslag gjorde ved døde kroppe. Balsamering adskiller sig fra taxidermi, hvor kun huden er bevaret.
Balsamering anvendes i dag både af praktiske og ceremonielle årsager. Praktisk fordi den forlænger nedbrydningstiden og gør transport over lange afstande og udstillinger muligt; ceremonielt fordi den giver pårørende mulighed for at tage afsked ved en visuel præsentation af den afdøde. Desuden bruges balsamering i retsmedicinske sammenhænge, ved medicinsk undervisning og ved donerede lig, hvor konservering kan være nødvendig i en periode.
Moderne balsamering indebærer typisk flere trin:
- Undersøgelse og identifikation: Foreløbig undersøgelse, registrering af kroppens tilstand og identificering.
- Arterieinjektion (arteriel balsamering): Konserverende væske pumpes ind i blodkarsystemet (ofte via carotis- eller femoralarterien) for at fordrive blod og fordele konserveringsmidler i vævene.
- Hulrumskonservering: Indholdet af bryst- og bughule aspireres, og hulrummene fyldes med konserverende væsker (intracavitært).
- Hypodermisk behandling: Lokale injektioner i områder, hvor arteriel væske ikke når tilstrækkeligt, f.eks. under hudfolder eller i forfaldne områder.
- Udvendig pleje og kosmetik: Rensning, reetablering af udseende, påføring af make-up og påklædning for at give et naturligt og værdigt udseende ved begravelsen.
- Opbevaring: Afkøling og korrekt opbevaring, ofte i kølerum, indtil begravelse eller transport.
De mest almindelige konserveringsmidler er formalehyd (formalin), glutaraldehyd, alkoholer (f.eks. methanol), phenol og forskellige saltopløsninger. Moderne balsameringsvæsker indeholder ofte også fugtighedsbevarende stoffer, farvestoffer, bufferstoffer og antikoagulantia for at forbedre både konservering og udseende.
Der er vigtige hensyn ved balsamering:
- Sikkerhed: Arbejdsmiljø for balsameringspersonale er kritisk; formaldehyd er kræftfremkaldende og kan irritere luftveje og hud, så korrekt ventilation, handsker og åndedrætsværn er nødvendigt.
- Miljø: Balsameringsvæsker kan være miljøbelastende, og bortskaffelse af kemikalier er reguleret. Nogle kirkegårde og krematorier stiller krav til håndtering af resterende væsker.
- Juridisk og religiøst: Lovgivning kan kræve balsamering i forbindelse med international transport af lig. Samtidig fraråder eller forbyder visse religioner (fx ortodoks jødedom, traditionel islam) balsamering og foretrækker hurtig jordfæstelse uden indgreb.
- Kvalitet og etik: Balsamering skal udføres med respekt for afdødes værdighed og efter pårørendes ønsker, inden for gældende lov og faglige standarder.
Alternativer til balsamering omfatter køling i mortuarium, brug af tøris under transport, donation til forskning, eller hurtig jordfæstelse/kremering. Valget afhænger af kulturelle præferencer, juridiske krav og praktiske behov.
Historisk er balsamering en videreudvikling af ældre konserveringsmetoder som mumificering; i modsætning til mummificering, der ofte var beregnet til permanent bevarelse gennem tørning og saltning, er moderne balsamering oftest rettet mod midlertidig konservering med kemiske væsker. Taxidermi adskiller sig ved, at det er dyre- og udstillingsorienteret og indebærer bevarelse af huden, mens indre organer oftest fjernes — en teknik, der ikke er relevant for menneskelige begravelser.
For pårørende kan balsamering give tid og mulighed for et værdigt farvel, men beslutningen bør træffes med information om både fordele, risici og religiøse eller juridiske hensyn. Ved behov for transport til udlandet eller ved særlige retsmedicinske forhold bør man kontakte bedemand, sygehus eller relevante myndigheder for vejledning om krav og praksis.
Historie
Mumificering
De ældste mumificerede lig, der nogensinde er blevet fundet, blev mumificeret omkring 5000-6000 f.Kr. Disse lig kaldes Chinchorro-mumierne. Disse døde kroppe blev mumificeret af gamle mennesker, der levede i Atacama-ørkenen i det nuværende Chile og Peru.
De gamle egyptere mumificerede ofte døde kroppe. De begyndte at mumificere lig allerede i 3200 f.Kr. De troede, at når en død krop blev mumificeret, kunne kroppens sjæl finde tilbage til kroppen og begynde sin rejse til livet efter døden.
Gamle balsamering
Gamle kulturer fra Etiopien, Peru, Tibet og det sydlige Nigeria brugte også balsameringsteknikker. Det samme gjorde guancherne, jivaro-indianerne, aztekerne, toltekerne og mayaerne.
I det gamle Europa var det mindre almindeligt at balsamere døde kroppe. De tidligst kendte konserverede lig i Europa er omkring 5000 år gamle. Disse kroppe blev dækket af cinnober for at konservere dem. De blev fundet i Osorno i Spanien. Det var usædvanligt at balsamere døde kroppe i Europa indtil Romerriget.
Arkæologer har fundet bevarede lig i Kina fra Han-dynastiets tid (206 f.Kr. - 220 e.Kr.). Ingen ved, hvordan disse lig blev bevaret.
Middelalderen og renæssancen
Omkring år 500 e.Kr. var viden om konservering af lig blevet spredt fra de gamle kulturer, og balsamering blev meget mere almindelig i Europa. Dette skete til dels, fordi videnskaben og medicinen udviklede sig, og videnskabsfolk havde brug for at dissekere døde kroppe for at lære mere om menneskekroppen. Hvis ligene ikke blev konserveret, ville de forfalde med det samme, og videnskabsmændene kunne ikke dissekere dem eller opbevare dem, så andre videnskabsmænd kunne lære af dem.
Det 17. og 18. århundrede
Den engelske læge William Harvey skabte den moderne metode til balsamering i det 17. århundrede. Denne metode indebærer, at der sprøjtes kemikalier ind i et dødt legemes arterier for at forhindre, at liget forfalder.
Indtil midten af det 18. århundrede blev balsamering mest brugt inden for videnskab og medicin. I midten af det 18. århundrede brugte den skotske kirurg William Hunter imidlertid Harveys metoder til at konservere lig i lighuse. Hans bror, John Hunter, var den første til at reklamere for balsamering over for almindelige mennesker, der ønskede at se deres elskedes lig bevaret efter døden.
Det 19. århundrede
I det 19. århundrede blev mange mennesker mere interesserede i at balsamere døde venner og slægtninge. Nogle gange ønskede en person f.eks. at blive begravet et langt væk sted. Men først ville de mennesker, der holdt af dem, gerne se deres lig og vise dem deres sidste respekt. Det kunne de gøre, hvis kroppen blev balsameret, fordi kroppen ikke ville forfalde.
I USA blev balsamering meget udbredt under borgerkrigen. Det skete, fordi mange mennesker døde langt hjemmefra, mens de kæmpede i krigen. Deres kroppe skulle hjem og begraves, og balsamering forhindrede, at deres kroppe rådnede op under disse lange rejser. Da præsident Abraham Lincoln blev dræbt, gjorde balsamering det muligt at sende hans lig hjem for at blive begravet. Dette gjorde folk i USA mere opmærksomme på balsamering.
Hvis en person tidligere døde af en smitsom sygdom, blev liget begravet meget hurtigt for at forhindre, at sygdommen spredte sig. Balsamering blev mere almindeligt som en måde at forhindre sygdomme i at sprede sig.
I midten af det 19. århundrede begyndte folk at drive virksomheder, der leverede begravelser og begravelser. På det tidspunkt blev de personer, der drev disse forretninger, kaldt bedemænd. (I dag kaldes de bedemænd.) Disse mennesker begyndte at bruge balsameringsmetoder regelmæssigt i stedet for at bruge ældre metoder som f.eks. indpakning af lig i is.
Moderne historie
Indtil begyndelsen af det 20. århundrede blev arsenik ofte brugt til at balsamere lig. Til sidst blev det erstattet af andre kemikalier, der virker bedre og er mindre giftige. I 1867 opdagede den tyske kemiker August Wilhelm von Hofmann formaldehyd. Forskerne indså hurtigt, at dette kemikalie fungerede meget godt til at konservere døde kroppe. Snart erstattede formaldehyd andre kemikalier som det mest almindelige kemikalie, der bruges til at balsamere lig.
Keramik, fade og andre genstande fra den gamle egyptiske farao Tutankhamons balsameringslager.
Balsameringsvæsker, der blev brugt i begyndelsen af det 20. århundrede.
Balsamering i dag
I USA og den vestlige verden er balsamering nu meget almindelig. Normalt er der et par trin i balsameringsprocessen:
- Balsamøren sprøjter kemikalier (kaldet balsameringsvæske) ind i kroppens blodkar. Dette får blodet og andre væsker i kroppen til at løbe ud af kroppen og erstatter dem med kemikalierne.
- Balsamøren bryder de hule organer i kroppen op og fylder dem med balsameringsvæske.
- Balsamøren kan sprøjte balsameringsvæske ind under huden.
- Balsamøren kan bruge balsameringskemikalier direkte på huden, hvis liget har skader.
Normalt tager balsamering et par timer.
Balsamering forhindrer ikke kroppen i at forfalde for evigt. Det er meningen, at den skal bevare en død persons krop i et stykke tid. Det giver folk mulighed for at se liget under begravelsesgudstjenesterne og gør det muligt at sende liget til fjerne steder for at blive begravet. Men uanset hvilken type balsamering der anvendes, vil kroppen til sidst forfalde.
Religiøse synspunkter om balsamering
Forskellige religioner har mange forskellige idéer om balsamering. For eksempel tillader disse religioner normalt balsamering:
- Buddhisme
- De fleste grene af kristendommen
- Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (mormonerne)
- Hinduisme
- Selskabet af Venner (kvækere)
Nogle religioner, som f.eks. nogle neopaganske religioner, fraråder balsamering, men forbyder det ikke.
Nogle religioner siger, at balsamering aldrig er tilladt. Disse religioner omfatter:
- Bahá'í-troen
- Islam og jødedommen (undtagen på steder, hvor loven foreskriver, at ligene skal balsameres)
- Zoroastrianisme
Relaterede sider
- Udstopning
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er balsamering?
A: Balsamering er processen med at konservere en død krop for at forhindre, at den går i forrådnelse.
Q: Hvorfor er balsamering vigtig?
A: Balsamering er vigtigt, fordi det forhindrer et lig i at gå i forrådnelse og gør det muligt at vise det frem til en begravelse eller andre offentlige fremvisninger.
Q: Hvordan adskiller balsamering sig fra mumificering?
A: Balsamering ligner mumificering, som oldtidens mennesker gjorde med døde kroppe, men balsamering involverer en anden proces, hvor man bruger andre materialer.
Q: Hvad sker der, hvis et lig ikke bliver balsameret?
A: Hvis et lig ikke balsameres, vil det begynde at rådne meget hurtigt.
Q: Hvad er taxidermi?
A: Udstopning er en proces, hvor man konserverer et dyrs hud, men det adskiller sig fra balsamering ved, at hele kroppen ikke bliver konserveret.
Q: Hvorfor er udstopning anderledes end balsamering?
A: Udstopning adskiller sig fra balsamering, fordi det kun handler om at konservere et dyrs hud, mens balsamering handler om at konservere hele kroppen på et menneske.
Q: Hvornår foretager man typisk balsamering?
A: Balsamering foretages typisk, når et lig skal udstilles, f.eks. i forbindelse med en begravelse eller en offentlig fremvisning.
Søge