Xizang (Tibet): Den autonome region i Kina med hovedstad Lhasa

Tibets vigtigste religion er buddhismen. Deres traditioner gør det til et sted af interesse for mange mennesker. De lokale munke siges nogle gange at have særlige, overmenneskelige evner. De tibetanske munkes skrifter deles nogle gange med udenforstående og er kendt for deres indsigt. Den tibetanske Dødebog indeholder ritualer for de døde og døende, der minder en del om den katolske sidste ritual. Nogle tibetanere praktiserer en religion kaldet bon. Folk, der studerer Bon, er uenige om, hvor Bon stammer fra, hvor gammel den er, og om den kan kaldes en form for buddhisme. Den religiøse leder af Tibets buddhister kaldes Dalai Lama. Han blev tvunget til at forlade landet, da den kinesiske hær overtog magten. Dalai Lama lever i dag i eksil i Indien, men besøger ofte andre lande. Mange munke og andre religiøse mennesker blev også tvunget til at forlade landet, og mange af dem har startet buddhistiske og bon-centre i byer rundt om i verden.

Tibet blev dannet af samfund, der levede langs Yarlung Tsangpo, Tibets længste flod. Namri Songtsen forenede disse samfund under én konge omkring 600 e.Kr., og byen Lhasa blev hovedstad. Hans søn Songtsen Gampo overtog kontrollen med landet uden for Lhasa og Yarlung Tsangpo og startede det tibetanske imperium. Tibetanske forfattere fortæller, at buddhisterne kom til Tibet for første gang, mens Songtsen Gampo var konge. Trisong Detsen, der var konge fra 755 til 794 e.Kr., gav stor støtte til buddhismen. Han hjalp med at bygge et kloster i Samye, som blev meget vigtigt. I Trisong Detsen's tid som konge havde det tibetanske imperium kontrol over store landområder. Tibets grænser berørte Centralasien og Afghanistan i vest, Bangladesh i syd og Kina i øst. Efter at kong Langdarma blev dræbt i 842, brød det tibetanske imperium sammen, og Tibet var ikke længere forenet under én konge.

I slutningen af 900-tallet og i 1000-tallet startede folk nye buddhistiske og bon-traditioner. Tre af de fire skoler inden for tibetansk buddhisme blev startet i denne periode, og de første bon-klostre blev også oprettet. Folk, der studerer Tibets historie, kalder denne tid for den tibetanske renæssance. I 1042 kom den indiske buddhistiske mester Atisha til Tibet. Atisha inspirerede til en reform af Tibets klostre og skrev en vigtig vejledning for folk, der skulle opnå oplysning. Denne slags vejledninger kaldes lamrim, og alle lamrim-bøgerne i Tibet er baseret på Atishas bog. Den største skole inden for tibetansk buddhisme, Gelug-skolen, blev startet af folk, der blev inspireret af Atisha, især munken Tsongkhapa (1357-1419). Tsongkhapa's skrifter om filosofi blev den nye norm i Tibet.

Det mongolske imperium sendte hære til Tibet i 1240 og overtog kontrollen med landet i løbet af de næste ni år. Mongolerne overlod ledelsen af landet til ledere fra den buddhistiske Sakya-skole. Den tibetanske buddhisme spredte sig til Mongoliet, og i dag er de fleste mennesker i Mongoliet buddhister som følge heraf. I midten af 1300-tallet blev Tibet igen uafhængigt, men mongolerne havde stadig en vis magt og indflydelse. I 1577 gav den mongolske leder Altan Khan lederen af Gelug-skolen titlen Dalai Lama. Den femte Dalai Lama var i stand til at få kontrol over hele Tibet, og Dalai Lama blev ikke blot leder af Gelug-skolen, men også leder af Tibet. I løbet af 1700-tallet sendte Qing-imperiet, der havde base i Kina, hære til Tibet og overtog officielt kontrollen med Tibet, men Qing-kejserne lod for det meste Dalai Lama lede landet. Qing-kejseren Qianlong støttede den tibetanske buddhisme, idet han tillod nye oversættelser af buddhistiske bøger og byggede nye templer. I slutningen af 1800-tallet begyndte det britiske imperium og det russiske imperium at være interesseret i at få kontrol over Tibet, da det lå midt mellem de russiske kolonier i Centralasien og de britiske kolonier i Indien. Storbritannien sendte hære til Tibet i 1903-4. De tvang Tibet til at acceptere ikke at være venligsindet over for Rusland. En revolution gjorde en ende på Qing-imperiet i 1911, og Tibet blev uafhængigt igen og var uafhængigt i de næste 36 år.

I 1949 blev Mao Zedong leder af Kina. Mao og de kinesiske ledere mente, at Kina skulle genvinde kontrollen over Tibet, og i 1950 gik kinesiske tropper ind i det østlige Tibet. Mao Zedong var kommunist og mente, at mange ting ved den måde, som tibetanerne levede deres liv på, skulle være anderledes. De kinesiske kommunister brød sig ikke om, hvor meget magt Dalai Lama, Gelug-skolen og buddhistiske grupper i almindelighed havde over det tibetanske samfund, og de ønskede at reformere den måde, hvorpå jorden blev ejet i Tibet. De ændringer, som det kinesiske kommunistparti foretog i Tibet, blev gennemtvunget med vold, og tibetanerne begyndte at gøre oprør mod den kinesiske regering. Kineserne svarede ved at sende mange tropper i 1959, hvilket tvang Dalai Lama og tusindvis af andre tibetanere til at flygte til andre lande. Dalai Lama startede en eksilregering i Indien. Mellem 1959 og 1961 blev de fleste af Tibets klostre ødelagt, og det kinesiske kommunistparti fik kontrol over tibetanernes liv. Kina oprettede i 1965 en administrativ deling af en del af Tibet kaldet den autonome region Tibet, selv om de etniske tibetanere ikke har haft meget at skulle have sagt i forvaltningen af denne region. Den kinesiske regering har tilskyndet et stort antal Han-kinesere til at bosætte sig i Tibet. Grupper uden for Kina, såsom Human Rights Watch, hævder, at den kinesiske regering undertrykker tibetanerne og får dem til at miste deres kultur.

Tibet er opdelt i 2 kommuner (地级市) og fem autonome præfekturer (自治州).

• Lhasa (拉萨)
• Xigaze (日喀则)
• Ngari præfektur (阿里里地区)
• Nagqu præfektur (那曲地区)
• Chamdo præfektur (昌都地区)
• Nyingchi præfektur (林芝地区)
• Lhoka-præfekturet (山南地区)

Den tibetanske kultur påvirker også andre regioner i nærheden, f.eks. Nepal, Bhutan, dele af det østlige Kashmir og nogle regioner i det nordligste del af Indien, især Sikkim, Uttaranchal og Tawang. Kina hævder, at en del af den indiske provins Arunachal Pradesh er Sydtibet.

Der har været en del protester i Tibet, siden Kina overtog kontrollen i 1950'erne. De fleste af dem har været på grund af sociale eller økonomiske problemer. Nogle af dem har været, fordi der er folk, som mener, at Tibet ikke bør være en del af Kina. For at vise deres modstand satte mange tibetanere ild til sig selv for at lægge pres på den kinesiske regering for at få den til at blive uafhængig igen. I 2011 begik 19 mennesker selvmord. Der er blevet bygget en jernbanelinje, Qingzang-jernbanen, som forbinder Kina med Lhasa. Stigende priser på fødevarer og vanskelig adgang til højere uddannelse har også gjort mange mennesker vrede. Jernbanelinjen har også skabt frygt for mere migration. Denne situation har ført til en del vold mod folk fra lande uden for Tibet. En del af denne vold finder sted uden for Tibet. Når det drejer sig om at tildele regeringsposter i Tibet, synes flere kinesere af anden nationalitet at blive tildelt i stedet for tibetanere. Den kinesiske regering hævder, at hvis Tibet igen blev uafhængigt, ville dets økonomi lide under det.

• Sydtibet