Hinduisme: Definition, historie, filosofi og centrale begreber

Ordet hindu er taget fra det indo-ariske/sanskrit ord Sapta Sindhu, som er sanskrit navnet på Indus-floden, der ligger vest for grænsen mellem Indien og Pakistan. Ifølge Gavin Flood blev ordet Hindu brugt af perserne om de mennesker, der bor på den anden side af Indus-floden, og i Darius I's indskrift, der blev skrevet omkring 550-486 f.Kr., henvises der også til Hinduer som de mennesker, der bor på den anden side af Indus-floden. Disse optegnelser henviste ikke til hinduer som en religion. De tidligste optegnelser, der omtaler hinduer som religion, kan være den kinesiske tekst fra det 7. århundrede e.Kr. af Xuanzang, Record of the Western Regions, og den persiske tekst fra det 14. århundrede Futuhu's-salatin af 'Abd al-Malik Isami. Dette skyldes, at navnet på religionen hedder hinduisme og ikke hindu.

Den arabiske betegnelse al-Hind refererede til det folk, der bor på den anden side af Indus-floden. Det betyder "hinduernes land", og det var det, det stod for, indtil muslimerne begyndte at komme til Indien.

Udtrykket "hindu" blev senere brugt i nogle sanskrit-tekster som f.eks. de senere Rajataranginis fra Kashmir (Hinduka, ca. 1450) og nogle Gaudiya Vaishnava-tekster fra det 16. til det 18. århundredes bengalske Gaudiya Vaishnava-tekster, herunder Chaitanya Charitamrita og Chaitanya Bhagavata. Disse tekster brugte til at skelne hinduer fra muslimer, der kaldes yavanas (udlændinge) eller mlecchas (barbarer), og i Chaitanya Charitamrita-teksten fra det 16. århundrede og Bhakta Mala-teksten fra det 17. århundrede anvendes udtrykket "hindu dharma". I slutningen af det 18. århundrede begyndte de europæiske købmænd og kolonister at kalde tilhængere af indiske religioner kollektivt for hinduer. Udtrykket hinduisme, der dengang blev stavet hindooisme, blev indført i det engelske sprog i det 18. århundrede for at betegne de religiøse, filosofiske og kulturelle traditioner, der stammer fra Indien.

Hinduismen har mange forskellige ideer om åndelighed og traditioner, men har ingen kirkelig orden, ingen ubestridelige religiøse autoriteter, ingen styrende organer, ingen profet(er) eller nogen bindende hellig bog; hinduer kan vælge at være polyteistiske, panteistiske, monoteistiske, monistiske, agnostiske, ateistiske eller humanistiske. På grund af hinduismens bredde og åbenhed er det vanskeligt at finde frem til en definition. Hinduisme er blevet defineret som en religion, en religiøs tradition, et sæt religiøse overbevisninger og "en livsstil". Fra et vestligt synspunkt betegnes hinduismen ligesom andre trosretninger som en religion. I Indien foretrækker man udtrykket dharma, som er bredere end det vestlige udtryk religion.

Studiet af Indien og dets kulturer og religioner og definitionen af "hinduisme" er blevet præget af kolonialismens interesser og af vestlige opfattelser af religion. Siden 1990'erne har disse påvirkninger og resultaterne heraf været genstand for debat blandt forskere i hinduisme og er også blevet overtaget af kritikere af den vestlige opfattelse af Indien.

Hinduernes tro omfatter (men er ikke begrænset til) Dharma (etik/pligter), Samsāra (den fortsatte cyklus af fødsel, liv, død og genfødsel), Karma (enhver handling har en reaktion), Moksha (befrielse fra samsara eller befrielse i dette liv) og de forskellige yogas (veje eller praksis).

Purusharthas (mål med menneskelivet)

Hinduismen har accepteret fire egentlige mål eller formål med menneskelivet: Dharma, Artha, Kama og Moksha. Disse er kendt som Puruṣārthas:

Dharma (retfærdighed, etik)

Dharma anses for at være et af de vigtigste mål for et menneske i hinduismen. Dharma anses for at være vigtigt, fordi det er dharma, der gør det muligt at drive universet og livet, og det omfatter pligter, dyder og "den rette måde at leve på". Hindu Dharma omfatter de religiøse pligter, moralske rettigheder og pligter for hvert enkelt individ samt adfærd, der muliggør social orden, retfærdig adfærd og adfærd, der er dydig. I Brihadaranyaka Upanishad står det som følger:

Intet er højere end Dharma. Den svage overvinder den stærkere ved Dharma, som over en konge. Sandelig, at Dharma er Sandheden (Satya); Derfor, når et menneske taler Sandheden, siger de: "Han taler Dharma"; og hvis han taler Dharma, siger de: "Han taler Sandheden!" For begge dele er ét.

- Brihadaranyaka Upanishad, 1.4.xiv

I Mahabharata siger Krishna, at det er Dharma, der holder styr på både denne og den anden verdens anliggender. (Mbh 12.110.11). Ordet Sanātana betyder evigt, evigt eller for evigt; Sanātana Dharma betyder således, at det er den dharma, der hverken har begyndelse eller ende.

Artha (levebrød, rigdom)

Artha er det andet mål for livet i hinduismen, som betyder stræben efter rigdom for at kunne leve og økonomisk velstand. Det omfatter politisk liv, diplomati og materiel velfærd. Artha omfatter alle "livets midler", aktiviteter og ressourcer, der gør det muligt for en at være i en tilstand, man ønsker at være i, rigdom, karriere og økonomisk sikkerhed. Målet artha betragtes som et vigtigt mål for det menneskelige liv i hinduismen.

Kāma (sanselig nydelse)

Kāma (Sanskrit, Pali; Devanagari: काम) betyder begær, ønske, lidenskab, sansernes nydelse, nydelse af livet, hengivenhed eller kærlighed, med eller uden seksuelle konnotationer. I hinduismen betragtes Kama som et vigtigt og sundt mål i menneskelivet, når det forfølges uden at ofre Dharma, Artha og Moksha.

Mokṣa (frigørelse, frihed fra samsara)

Moksha (sanskrit: मोक्ष mokṣa) eller mukti (sanskrit: मुक्ति) er det ultimative og vigtigste mål i hinduismen. I den ene skole betyder moksha befrielse fra sorg, lidelse og saṃsāra (fødsels- og genfødselscyklus). I andre skoler inden for hinduismen, som f.eks. den monistiske, betyder moksha selvrealisering, "at realisere hele universet som selvet".

Karma og samsara

Karma betyder handling, arbejde eller gerning, og det er også den vediske teori om årsag og virkning". Teorien er en kombination af (1) kausalitet, der kan være moralsk eller ikke-moralsk, (2) moralisering, dvs. at gode eller dårlige handlinger har konsekvenser, og (3) genfødsel. Karma-teorien betyder ''Uanset hvilken oplevelse et menneske i øjeblikket har, skyldes det hans/hendes tidligere arbejde''. Disse handlinger kan være i en persons nuværende liv eller, i nogle skoler inden for hinduismen, handlinger i tidligere liv. Denne cyklus af fødsel, liv, død og genfødsel kaldes samsara. Befrielse fra samsara gennem moksha menes at sikre varig lykke og fred. Hinduistiske skrifter lærer, at fremtiden afhænger af den aktuelle handling og vores tidligere gerninger.

Moksha

Det ultimative mål for livet er ifølge hinduismen moksha, nirvana eller samadhi, men det forstås på forskellige måder i forskellige skoler.Advaita Vedanta siger for eksempel, at efter at have opnået moksha kender en person sin "sjæl, sit selv" og identificerer den som ét med Brahman (den ultimative virkelighed eller årsagen til alting). Tilhængere af Dvaita-skoler (dualistiske skoler) siger, at efter at have opnået moksha identificerer en person "sjæl, selv", som er forskellig fra Brahman, men meget tæt på Brahman, og efter at have opnået moksha vil man tilbringe evigheden i en loka (højere planer). Ifølge de teistiske skoler i hinduismen er moksha befrielse fra samsara, mens moksha for andre skoler som f.eks. den monistiske skole er mulig i det nuværende liv og er et psykologisk begreb.

Begrebet Gud

Hinduismen er mangfoldig, og hinduismen omfatter bl.a. monoteisme, polyteisme, panenteisme, panteisme, monisme og ateisme; i bund og grund afhænger det af den enkeltes valg, og det er derfor, at hinduismen nogle gange omtales som henoteistisk (dvs. med hengivenhed til en enkelt gud, mens man accepterer eksistensen af andre), men et sådant udtryk er en overgeneralisering.

Hinduerne tror, at alle levende væsener har en sjæl. Denne sjæl eller det sande "selv" i ethvert levende væsen kaldes ātman. Man mener, at sjælen er evig. Ifølge hinduismens monistiske/pantheistiske (ikke-dualistiske) teologier (såsom Advaita Vedanta-skolen) er denne Atman uadskillelig fra Brahman. Ifølge Advaita-skolen er målet med livet at indse, at ens sjæl er identisk med den højeste sjæl, at den højeste sjæl er til stede i alt og alle, at alt liv er forbundet med hinanden, og at der er enhed i alt liv. De dualistiske skoler (se Dvaita og Bhakti) ser Brahman som et højeste væsen adskilt fra de enkelte sjæle. De tilbeder det højeste væsen på forskellig vis som Vishnu, Brahma, Shiva eller Shakti, afhængigt af sekten. Gud kaldes Ishvara, Bhagavan, Parameshwara, Devadu eller Devi, og disse udtryk har forskellige betydninger i de forskellige skoler inden for hinduismen. Devi bruges typisk, når der refereres til en kvindelig gudinde.

De hinduistiske skrifter henviser til himmelske væsener kaldet Devaer (eller devī i feminin form; devatā bruges synonymt med Deva på hindi), som på engelsk betyder halvguder eller himmelske væsener. Devaerne er en integreret del af den hinduistiske kultur og er afbildet i kunst, arkitektur og gennem ikoner, og historier om dem fortælles i skrifterne, især i den indiske episke poesi og puranaerne. De adskilles dog ofte fra Ishvara, en personlig gud, idet mange hinduer tilbeder Ishvara i en af sine særlige manifestationer som deres iṣṭa devatā, eller udvalgte ideal. Valget er et spørgsmål om individuelle præferencer og om regionale og familietraditioner. De mange devaer betragtes som manifestationer af Brahman.

Hinduismen har ingen central doktrinær autoritet, og hinduer hævder ikke at tilhøre nogen bestemt sekt eller tradition. Der findes fire store sekter inden for hinduismen: Vaishnavisme, Shaivisme, Shaktisme og Smarthisme.

Vaishnavisme er den tradition, der tilbeder Vishnu og hans avatarer, såsom Krishna og Rama. Folk i denne sekt er generelt ikke-asketiske og klosterbrugere. Denne praksis omfatter bl.a. fælles dans, sang af Kirtans og Bhajans, hvor lyd og musik af nogle anses for at have meditative og spirituelle kræfter.

Shaivismen er den tradition, der fokuserer på Shiva. Shaivas er mere tiltrukket af asketisk individualisme, og den har flere underskoler. Deres praksis omfatter hengivelse i Bhakti-stil, men de læner sig op ad filosofi som Advaita og Yoga. Nogle Shaivas tilbeder i templer, men nogle praktiserer yoga og stræber efter at blive ét med Shiva indeni. Shaivas visualiserer gud som halvt mandlig og halvt kvindelig, som en kombination af de mandlige og kvindelige principper (Ardhanarishvara). Shaivismen er beslægtet med Shaktismen, hvor Shakti ses som Shivas hustru. Shaivismen praktiseres hovedsageligt i det nordlige Himalaya fra Kashmir til Nepal og i det sydlige Indien.

Shaktismen fokuserer på gudindetilbedelse af Shakti eller Devi som kosmisk moder, og den dyrkes hovedsageligt i de nordøstlige og østlige stater i Indien, såsom Assam og Bengalen. Devi afbildes i blidere former som Parvati, Shivas ledsager, eller som krigsgudinder som Kali og Durga. Samfundsfesterne omfatter festivaler, hvoraf nogle omfatter processioner og nedsænkning af idoler i havet eller andre vandområder.

Smartismen tilbeder alle de store hinduistiske guder som Shiva, Vishnu, Shakti, Ganesha, Surya og Skanda. Smarta-traditionen udviklede sig i løbet af hinduismens (tidlige) klassiske periode omkring begyndelsen af den fælles æra, hvor hinduismen opstod i samspillet mellem brahmanismen og lokale traditioner. Smarta-traditionen er meget lig Advaita Vedanta og betragter Adi Shankara som dens grundlægger eller reformator, der betragtede tilbedelse af Gud-med-attributter (saguna Brahman) som en rejse mod i sidste ende at realisere Gud-uden-attributter (nirguna Brahman, Atman, selvviden).

Hindu-tekster er verdens ældste og er skrevet på sanskrit og tamil. Den ældste tekst er Rig Veda, som er omkring 4000 år gammel.Hindutekster kan opdeles i to dele:

• Shruti (det, der høres)
• Smriti (det, man husker)

Shruti

Shruti eller Shruthi (Sanskrit: श्रुति; IAST: Śruti; IPA/Sanskrit: [Disse gamle religiøse tekster, der udgør hinduismens centrale kanon, omfatter de fire Vedaer, herunder de fire typer af vedhæftede tekster - Samhitas, Brahmanaerne, Aranyakas og de tidlige Upanishader.

Smriti

Smriti (Sanskrit: स्मृति, IAST: Smṛti), betyder "det, der er husket" og er en samling af hinduistiske tekster. Smriti var de tekster, som blev husket og blev spredt gennem munden fra generation til generation. Smriti omfatter (Mahābhārata og Rāmāyana), Dharmasūtras og Dharmaśāstras (eller Smritiśāstras), Arthasaśāstras, Purānas, Kāvya eller poetisk litteratur.

Der er mange hinduistiske festivaler, der fejres over hele verden, men primært i Indien og Nepal. Disse festivaler omfatter tilbedelse, offergaver til guddommene, faste, ritualer, messer, velgørenhed, fester, Puja osv. Festivalerne fejrer hovedsagelig begivenheder fra hinduistisk mytologi, årstidsændringer og ændringer i solsystemet. Forskellige sekter fejrer forskellige festivaler, men festivaler som Diwali, Holi, Shivratri, Raksha Bandhan, Janamashtmi osv. fejres af størstedelen af hinduerne.

Periodisering

Hinduismen kan opdeles i følgende tidsaldre

• Prævediske religioner (før historien og Indus-dalens civilisation; indtil ca. 1500 fvt.);
• Vedisk periode (ca. 1500-500 fvt.);
• "Anden urbanisering" (ca. 500-200 fvt.);
• Klassisk hinduisme (ca. 200 fvt-1100 e.Kr.);[note 20]
• Præklassisk hinduisme (ca. 200 f.Kr. - 300 e.Kr.);
• "Guldalderen" (Gupta-imperiet) (ca. 320-650 e.Kr.);
• Senklassisk hinduisme - Puransk hinduisme (ca. 650-1100 e.Kr.);
• Islam og sekter af hinduismen (ca. 1200-1700 e.Kr.);
• Moderne hinduisme (fra ca. 1800).

Billeder

Hinduismens oprindelse er ukendt, men de tidligste spor af hinduismen stammer fra mesolitisk tid på steder som f.eks. klippemalerierne i Bhimbetka rock shelters, der dateres til en periode på 30.000 f.Kr. eller ældre, samt fra neolitisk tid. Nogle af de religiøse praksisser kan anses for at være opstået i 4000 fvt. Der findes stadig adskillige stammesamfund, selv om deres praksis måske ikke ligner de forhistoriske religioners praksis.

Ifølge en opfattelse viser Varna, som senere blev til kastesystemet under det britiske styre, hvor stærkt mange har følt for, at hver enkelt person skal følge sin dharma, eller den vej, der er bestemt for ham eller hende. Mange hinduer siger, at det går imod den sande betydning af dharma. Varna spiller imidlertid en stor rolle i det hinduistiske samfund. Det blev senere omdannet til et kastesystem under det britiske styre i Indien og mistede sin popularitet og blev ulovligt efter Indiens uafhængighed.

Puja (tilbedelse) finder sted i mandiren (templet). Mandirs varierer i størrelse fra små landsbyhelligdomme til store bygninger, der er omgivet af mure. Folk kan også besøge mandiren når som helst for at bede og deltage i bhajans (religiøse sange). Hinduer tilbeder også i hjemmet og har ofte et særligt rum med en helligdom til bestemte guder.

Tempelbyggeriet i Indien begyndte for næsten 2000 år siden. De ældste templer, der blev bygget af mursten og træ, eksisterer ikke længere. Sten blev senere det foretrukne materiale. Templerne markerede hinduismens overgang fra den vediske religion med rituelle ofre til en religion af Bhakti eller kærlighed og hengivenhed til en personlig guddom. Tempelbyggeri og tilbedelsesmåde er reguleret af gamle sanskritskrifter kaldet agamaer, hvoraf der findes flere, som omhandler individuelle guder. Der er betydelige forskelle i arkitektur, skikke, ritualer og traditioner i templer i forskellige dele af Indien. Under den rituelle indvielse af et tempel påkalder man ved hjælp af et ritual den universelle, altomfattende Brahmans tilstedeværelse i templets hovedguddom af sten, hvorved guddommen og templet gøres hellige og guddommelige.

Bhakti-skolerne

Bhakti-skolen (den hengivne skole) har sit navn fra det hinduistiske begreb, der betegner en salig, uselvisk og overvældende kærlighed til Gud som den elskede Fader, Moder, Barn, eller hvilken relation der nu måtte appellere til den hengivnes hjerte. Bhakti-filosofien søger at udnytte den universelle guddommelighed gennem en personlig form, hvilket forklarer udbredelsen af så mange guder og gudinder i Indien, som ofte afspejler de særlige tilbøjeligheder i små regioner eller grupper af mennesker. Som en form for yoga, eller forening, søger den at opløse egoet i Gud, da bevidstheden om kroppen og det begrænsede sind som selvet anses for at være en splittelsesfaktor i den åndelige realisering. I det væsentlige er det Gud, der skaber al forandring, som er kilden til alle værker, og som handler gennem den hengivne som kærlighed og lys. Det siges, at hengivnes "synder" og onde gerninger falder væk af sig selv, at hengivne bliver skiftet ud, at deres begrænsning endda overskrides, gennem Guds kærlighed. Bhakti-bevægelserne foryngede hinduismen gennem deres intense udtryk for tro og deres lydhørhed over for Indiens følelsesmæssige og filosofiske behov. De kan med rette siges at have påvirket den største bølge af forandringer i hinduernes bønner og ritualer siden oldtiden.

Den mest populære måde at udtrykke kærlighed til Gud på i den hinduistiske tradition har været gennem puja, eller rituel hengivenhed, ofte ved hjælp af en murti (statue) i forbindelse med sang eller sang af meditative bønner i form af mantraer.

Devotionelle sange kaldet bhajans (primært skrevet fra det 14.-17. århundrede), kirtan (lovsang) og arti (en nedfiltret form for vedisk ildritual) synges nogle gange i forbindelse med puja. Dette ret organiske system af hengivenhed forsøger at hjælpe den enkelte med at komme i kontakt med Gud gennem et symbolsk medium. Det siges imidlertid, at bhaktaen gennem en voksende forbindelse med Gud til sidst er i stand til at undgå alle ydre former og er helt fordybet i lyksaligheden ved den udifferentierede kærlighed i sandhed.

Alt i alt resulterede bhakti i en masse hengiven litteratur, musik og kunst, som har beriget verden og givet Indien fornyet åndelig fremdrift, der undgår unødvendige ritualer og kunstige sociale grænser. Se bhakti yoga for at få mere at vide.

Tantrisme

Ifølge den mest berømte vestlige tantrik-kender, Sir John Woodroffe (pseudonym Arthur Avalon): "De indiske tantraer, som er talrige, udgør Kaliyugas skrift (Shastra) og er som sådan den omfattende kilde til den nuværende og praktiske ortodokse 'hinduisme'. Tantra Shastra er i virkeligheden, og uanset dens historiske oprindelse, en udvikling af Vaidika Karmakanda, der blev bekendtgjort for at opfylde den tidsalders behov. Shiva siger: "Til gavn for menneskene i Kali-alderen, mennesker uden energi, som er afhængige af den mad, de spiser, er Kaula-læren, O, den lykønske, givet" (kap. IX, vers 12). Vi må derfor se til Tantraen, hvis vi vil forstå både ritualer, yoga og sadhana af enhver art, samt de generelle principper, som disse praksisser kun er det objektive udtryk for." (Indledning til Sir John Woodroffes oversættelse af "Mahanirvana Tantra").

Ordet "tantra" betyder "afhandling" eller "kontinuum" og anvendes på en række mystiske, okkulte, medicinske og videnskabelige værker samt på dem, som vi i dag ville betragte som "tantriske". De fleste tantraer blev skrevet i senmiddelalderen og stammer fra hinduistisk kosmologi og yoga.

Ahimsa og koen

Mange hinduer er vegetarer (de spiser ikke kød) på grund af deres respekt for livet. Omkring 30 % af den nuværende hindubefolkning, især i de ortodokse samfund i Sydindien, i visse nordlige stater som Gujarat og i mange brahmaniske områder rundt om på subkontinentet, er vegetarer.

De fleste hinduer, der spiser kød, spiser ikke oksekød. Nogle bruger ikke engang læderprodukter. Det skyldes sandsynligvis, at mange hinduer har været så afhængige af koen til alle mulige mejeriprodukter, til dyrkning af markerne og som brændstof til gødning, at dens status som menneskehedens villige "vogter" voksede til at identificere den som en næsten moderlig figur. Selv om de fleste hinduer ikke tilbeder koen, og reglerne mod at spise oksekød blev indført længe efter, at Vedaerne blev skrevet, har den stadig en ærefuld plads i det hinduistiske samfund. Det siges, at Krishna både er Govinda (køernes hyrde) og Gopala (køernes beskytter), og Shivas ledsager er tyren Nandi. Med den vægt, der lægges på vegetarisme (som normalt følges selv af kødspisende hinduer på religiøse dage eller ved særlige lejligheder) og koens hellige natur er det ikke underligt, at de fleste hellige byer og områder i Indien har forbud mod salg af kødprodukter, og der er en bevægelse blandt hinduer for at forbyde ko-slagtning ikke kun i bestemte regioner, men i hele Indien.

Hinduistiske symboler

Hinduerne bruger mange symboler og tegn. De to vigtigste symboler, som hinduer bruger, er "Aum" og "Swastika (hinduisme)".

Tilbedelsesformer: murtis og mantraer

I modsætning til hvad mange tror, er den praktiserede hinduisme hverken polyteistisk eller strengt monoteistisk. De forskellige hinduistiske guder og avatarer, der dyrkes af hinduerne, opfattes som forskellige former for én sandhed, der undertiden ses som mere end blot en gud og som en formløs guddommelig grund (Brahman), der er beslægtet med, men ikke begrænset til monisme, eller som ét monoteistisk princip som Vishnu eller Shiva.

Uanset om man tror på den ene kilde som formløs (nirguna brahman, uden attributter) eller som en personlig gud (saguna brahman, med attributter), forstår hinduerne, at den ene sandhed kan opfattes forskelligt af forskellige mennesker. Hinduismen opfordrer hengivne til at beskrive og udvikle et personligt forhold til deres valgte guddom (ishta devata) i form af en gud eller gudinde.

Nogle folketællinger anslår, at 80 % af befolkningen er tilhængere af Vishnu i en eller anden form (kendt som Vaishnavs), mens de resterende 20 % er tilhængere af Shiva (kaldet Shaivaites) og Shakti, men sådanne tal er måske misvisende. Langt de fleste hinduer tilbeder mange guder som forskellige former af den samme sandhedens prisme. Blandt de mest populære er Vishnu (som Krishna eller Rama), Shiva, Devi (moderen som mange kvindelige guder, såsom Lakshmi, Saraswati, Kali og Durga), Ganesha, Skanda og Hanuman.

Tilbedelse af de nævnte guder sker ofte ved hjælp af billeder eller ikoner (murti), som ikke siges at være Gud selv, men kanaler for den hengivnes bevidsthed, markører for den menneskelige sjæl, der signalerer den ubeskrivelige og ubegrænsede natur af Guds kærlighed og storhed. De er symboler på det større princip, som repræsenterer og aldrig formodes at være selve begrebet eller entiteten. Således er hinduistisk billeddyrkelse en form for ikonolatri, hvor symbolerne æres som formodede tegn på guddommelighed, i modsætning til afgudsdyrkelse, som ofte (fejlagtigt) beskyldes hinduerne for at være afguder. For flere oplysninger om denne form for tilbedelse, se murti.

Mantra

Hinduerne bruger flere bønner og ordgrupper. Nogle grupper af ord kaldes mantraer. Det siges, at disse ord giver den, der taler, en dybere koncentration og forståelse og dermed kommer tættere på Brahman. Et velkendt mantra er om eller aum. Det symboliserer Brahman og er ofte det indledende ord i mange bønner. For at udtale et mantra godt skal du sige det langsomt og med dyb stemme.

I Indien, Mauritius og Nepal samt på den indonesiske ø Bali er der flere hinduer end ikke-hinduer.I disse lande, især Nepal og Indien, er hinduismen meget populær. Disse lande har også mange hinduer:

• Indien (1,1 milliarder),
• Bangladesh (12 millioner),
• Sri Lanka (2,5 millioner),
• USA (2,0 millioner)
• Pakistan (3,3 millioner),
• Sydafrika (1,2 millioner),
• Det Forenede Kongerige (1,2 millioner),
• Malaysia (1,1 millioner),
• Canada (0,7 millioner),
• Fiji (0,5 millioner),
• Trinidad og Tobago (0,5 millioner),
• Guyana (0,4 millioner),
• Nederlandene (0,4 mio.),
• Singapore (0,3 millioner)
• Myanmar (0,3 millioner),
• Surinam (0,2 millioner),
• Australien (0,1 millioner).

Der er også stærke hinduistiske samfund i landene i det tidligere Sovjetunionen, især i Rusland og Polen. De indonesiske øer Java, Sulawesi, Sumatra og Borneo har også store indfødte hindubefolkninger. I sin yogastrøm er hinduismen endnu mere udbredt over hele verden med 30 millioner (mindre end én procent kan ikke være 30 millioner for USA's befolkning) hinduer alene i USA.