Mumificering og mumier: Bevaring af lig, metoder og egyptiske ritualer
Lær om mumificering: metoder, egyptiske ritualer, hjerneudtagelse og kanopiske krukker samt fund af menneske- og dyremumier.
Mumificering er en proces, hvor huden og kødet på et lig kan bevares. Processen kan enten foregå naturligt eller være tilsigtet. Hvis den sker naturligt, er den et resultat af kulde (som man kan finde i en gletsjer), syre (som man kan finde i en mose) eller tørhed. Egypterne viklede bandager om liget for at beskytte kroppen mod råddenskab.
Naturlig kontra tilsigtet mumificering
Mumier af mennesker og andre dyr er blevet fundet på alle kontinenter, men af to overordnede årsager: naturlig bevaring under usædvanlige miljøforhold og som kulturelle artefakter skabt med vilje. Naturlig mumificering opstår ofte i ekstremt tørre ørkener, i meget kolde gletsjere eller i oxygende, tanninholdige moser, hvor bakteriel nedbrydning hæmmes. Kendte eksempler på naturlig mumificering er ismanden Ötzi fundet i Alperne og mosefund som Tollund-manden.
Tilsigtet mumificering er et resultat af bevidste teknikker og ritualer. Forskellige kulturer anvendte forskellig viden og materiale for at hindre forrådnelse: tørrende salte, røgning, indsmøring i harpiks eller olie, indpakning i tekstiler og kirurgisk fjernelse af indre organer. I moderne tid findes også metoder inden for f.eks. thanatopraxi (moderne balsamering) til kort- eller langtidsbevaring af lig.
Egyptiske metoder og ritualer
I det gamle Egypten udviklede man en detaljeret og ceremoniel tilgang til mumificering, der var stærkt forbundet med religion og forestillingen om et liv efter døden. Processen kunne tage op til 70 dage og omfattede typisk følgende trin:
- Rensning af kroppen og anvendelse af rengørende væsker.
- Fjernelse af hjernen ved at føre en krog ind gennem næseborene og trække hjernemassen ud, som beskrevet i ældre tekster.
- Kirurgisk fjernelse af de indre organer (lever, lunger, mave og tarm) — undantagen hjertet, som ofte blev efterladt i kroppen fordi det blev betragtet som sæde for tanken og nødvendigt ved den senere "vejning af hjertet".
- De fjernede organer blev ofte lagt i særlige beholdere, de såkaldte kanopiske krukker, og begravet sammen med mumien.
- Kroppen blev tørret ud med natron (en naturlig saltblanding), indsmurt i harpiks og derefter omviklet i mange lag af linnedbandager. Amuletter og beskyttende formularer kunne placeres mellem lagene.
Rituelt indgik også bønner, ceremonielle handlinger udført af præster og afbildninger af guder som Anubis (mumificeringens og de dødes vogter) og Osiris (dødsrigets hersker). I efterlivet skulle hjertet vejes mod sandhedens fjer, Ma'at, og derfor var hjertet centralt i religionen. De døde fik ofte med sig tekster, som Dødebogen, for at vejlede dem gennem efterlivet.
Dyremumier og votivpraksis
Der er fundet over en million dyremumier i Egypten, hvoraf mange er katte. Mange af disse dyr blev ikke altid begravet som kæledyr, men som votivgaver til guderne — især til guder som Bastet (kattegudinden). Dyremumier kunne fremstilles både ved hurtig balzamering og som masseproducerede ofringer ved templer.
Andre kulturer og historiske eksempler
Mumificering er ikke unikt for Egypten. I Sydamerika, især blandt Chinchorro-kulturen i det nuværende Chile og Peru, findes nogle af verdens ældste bevidste mumier (over 7.000 år gamle). I de kolde bjergområder i Andesfjellene findes også naturligt bevarede lig på grund af lave temperaturer. I Nordamerika og Eurasien har tørre ørkenmiljøer bevaringsværdige lig, og i moserne i det nordlige Europa findes velbevarede mosefund med bevaret hud og hår takket være lave pH-værdier og anaerobe forhold.
Moderne forskning, bevaring og etiske overvejelser
Studier af mumier bruger i dag ikke-destruktive teknikker som CT-, røntgen- og DNA-analyser for at forstå sundhed, kost, alder, sygdomme og årsag til død uden at åbne indpakningerne. Radiocarbon-datering (14C) fastsætter alder, mens isotopundersøgelser kan give oplysninger om kost og migration.
Museer og arkæologer arbejder også med bevaringsmetoder for at forhindre yderligere forfald: kontrolleret klima i udstillings- og opbevaringsrum, lysstyringsregler og minimal håndtering. Samtidig rejser arbejdet med menneskelige rester svære etiske spørgsmål: respekt for afdøde, afstemning med efterkommere og oprindelige folk, samt lovgivning om håndtering og genbegravelse.
Vigtige pointer
- Mumificering kan være både et resultat af naturlige miljøforhold og bevidste menneskelige handlinger.
- Egyptiske metoder var omfattende og tæt forbundet med religion og forestillingen om en dødelig sjæls vej til efterlivet.
- Dyremumier var almindelige i Egypten og kunne være både kæledyr og votivofringer.
- Moderne teknikker gør det muligt at studere mumier uden at ødelægge dem, men arbejdet kræver også hensyn til etik og kulturel følsomhed.
Bevidst mumificering
Bevidst mumificering var almindelig i det gamle Egypten, hvor man begravede egyptiske faraoer. Osiris var sandsynligvis den første mumie i Egypten.
Det tager ca. 70 dage at mumificere et lig fuldstændigt. Det første skridt er at skubbe en skarp stang op i næsen og ind i hjernen. Derfra bliver hjernen brudt op i små stykker og fjernet gennem næsen, hvorefter næsen fyldes med savsmuld. Derefter laver de et hul i kroppen for at fjerne alle organerne undtagen hjertet. Krukker med gudernes hoveder på toppen blev brugt til at opbevare organerne. Hullet blev derefter fyldt med linned og krydderier, og kroppen blev efterladt under salt for at blive tør. Senere, efter 40 dage, blev kroppen pakket ind i linnedbind. Præster omringede liget, mens det blev forberedt, og udførte ritualer. Efter at mumificeringsprocessen var afsluttet, blev der sat en maske over hovedet, så man kunne kende det i livet efter døden.
Mumier i Egypten
Der var ingen begrænsninger for, hvem der kunne blive mumificeret. Enhver egypter, der havde råd til at betale for den dyre proces med at bevare sin krop til livet efter døden, kunne mumificere sig selv. Egypterne troede på et liv efter døden, og at døden blot var en overgang fra et liv til et andet. De troede, at de var nødt til at bevare deres kroppe, så de kunne leve et nyt liv. De ville få brug for alle de ting, de havde brugt, da de var i live, så deres familie ville lægge disse ting i deres grav. Egypterne betalte store summer for at få deres kroppe bevaret ordentligt. Det tog meget lang tid fra start til slut. Det tog dem 70 dage at balsamere et lig. Ægypterne brugte kanoniske krukker til at opbevare de indre organer. Det var meget vigtigt for den egyptiske religion, at menneskekroppen blev bevaret. Anubis var mumificeringsgud, han havde en menneskekrop og et hoved som en sjakal. Hans opgave var at forberede de dødes krop til at blive modtaget af Osiris, de dødes gud. Osiris vil derefter lade sjælene gå videre og ind i underverdenen.
· 
En mumie på det britiske museum. Denne mumificering var tilsigtet.
· 
Tollundmanden på et museum i Silkeborg. Hans mumie blev konserveret i en mose.
· 
Hånd af en mumie i Guanajuato i Mexico
· 
Bevidst mumificerede katte.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er mumificering?
A: Mumificering er en proces, hvor man bevarer huden og kødet på en død krop.
Q: Hvordan kan mumificering forekomme naturligt?
A: Mumificering kan forekomme naturligt på grund af kulde (i en gletsjer), syre (i en mose) eller tørhed.
Q: Hvad brugte egypterne til at beskytte den afdødes krop?
A: Egypterne brugte bandager til at vikle rundt om liget for at beskytte det mod forrådnelse.
Q: Hvor har man fundet mumier?
A: Mumier er blevet fundet på alle kontinenter som et resultat af naturlig konservering på grund af usædvanlige forhold og som kulturelle artefakter.
Q: Hvor mange dyremumier er der fundet i Egypten?
A: Der er fundet over en million dyremumier i Egypten, og mange af dem er katte.
Q: Hvad gjorde egypterne for at fjerne hjernen fra kroppen?
A: Egypterne brugte en krog til at fjerne hjernen fra kroppen ved at tage den ud af næsen.
Q: Hvad blev begravet sammen med mumien i separate beholdere kaldet kanopiske krukker?
A: Alle organer undtagen hjertet blev fjernet kirurgisk og begravet sammen med mumien i separate beholdere kaldet kanopiske krukker.
Søge