Undergrundsbane

Europa

Mange mennesker anser det ældste hurtigtransportsystem af nogen art for at være Metropolitan Railway i London, hovedstaden i Det Forenede Kongerige. Den første del af det, der senere skulle blive til Londons undergrundsbane, begyndte at blive bygget i 1860, og den første del blev åbnet i 1863. De første undergrundstog blev drevet af lokomotiver, der brændte kul, og røgen gjorde, at mange mennesker blev kvalt i tunnellerne. Senere kørte togene på strækningen med elektrisk strøm. Denne linje, der nu er en del af Metropolitan line, kører stadig i dag. En anden jernbanestrækning i London, City and South London Railway, var den første hurtigbanestrækning med tog, der kører på elektricitet. Denne del åbnede i 1890 og er i dag en del af Northern line. Der blev bygget flere andre undergrundsbaner i London, og i dag har undergrundsbanen, som kaldes "tube" på grund af dens små tog og tunneller, elleve linjer, hvoraf nogle kører på spor, som benyttes af National Rail-togene.

De næste to byer, der byggede hurtige transportlinjer, var Budapest i Ungarn (hvis første metrolinje åbnede i 1896) og Glasgow i Skotland (hvis "Subway" også åbnede i 1896). Snart byggede mange andre storbyer i Europa deres egne metrolinjer, f.eks. Berlin i Tyskland (Berlin U-Bahn), Paris i Frankrig (Paris Métro) og Moskva i Rusland (Moskva Metro). En række af Paris Métro-linjerne bruger tog, der har gummidæk sammen med hjul af stål; dette hjælper togene til at køre bedre og mere jævnt, især på stejle stigninger. Montreals metrosystem er også sådan, sammen med nogle people mover-systemer, som transporterer færre mennesker end hurtig transport.

Nord- og Sydamerika

Den første undergrundsbane i Nordamerika blev bygget i Boston. Byggeriet startede i 1895, og den første strækning blev åbnet i 1897. Tunnellerne til denne metro bruges stadig af den grønne linje af Massachusetts Bay Transportation Authority (MBTA), som siden har bygget en række andre undergrundsbaner. I 1904 åbnede New York City Subway, som betjener New York City. Den voksede hurtigt og blev snart en af de største i verden. Den har stadig de fleste stationer af alle hurtige transportsystemer med over 400 stationer. Flere andre byer i USA og Canada byggede deres egne undergrundsbaner, f.eks. Philadelphia (drives af SEPTA), Los Angeles (drives af METRO), Montreal Metro i Montreal, Toronto Subway i Toronto og Vancouver SkyTrain i Vancouver, Canada.

Selv om de fleste hurtige transportsystemer for det meste er bygget i underjordiske tunneller, er der nogle linjer, som er bygget over gaden. Disse "hævede" linjer er billigere at bygge end metroer, da det ikke er nødvendigt at grave tunneller. Et velkendt, hovedsagelig hævet hurtigt transportsystem er Chicago "L", der har betjent Chicago siden 1892. New York City Subway har også mange forhøjede strækninger i lighed med Chicago. Bay Area Rapid Transit-systemet i San Francisco Bay Area og Washington Metro i Washington D.C., to af de nyere hurtige transportsystemer, der er bygget i USA, blev taget i brug i 1972 og 1976, i nævnte rækkefølge. Selv om de to sidstnævnte systemer har lange banestrækninger uden stationer og for det meste kører over jorden, nogle steder i midterrabatten på motorveje, kører alle linjer gennem undergrundsbaner i de indre bydele.

Den første undergrundsbane i Sydamerika åbnede i den argentinske hovedstad Buenos Aires i 1913 (Buenos Aires Underground). De ældste tog i undergrunden blev brugt i næsten 100 år og blev først udskiftet med nye vogne i 2013. Andre byer i Latinamerika med hurtig transport omfatter São Paulo, Brasilien (São Paulo Metro), Santiago, Chile (Santiago Metro) og Mexico City, Mexico (Mexico City Metro). Togene i Santiago og Mexico City ligner Paris og Montreal, da de er gummibetonede. Selv om der ikke er så mange byer med lyntog som i Europa eller andre steder, har mange storbyer busnettet, som transporterer mange mennesker ligesom jernbaner og ofte har deres egen vejbane på vejene, men bruger busser i stedet for tog. Disse systemer er ofte designet til at blive omdannet til jernbanebaseret hurtig transport i fremtiden.

Asien, Afrika og Australien

Den første metro i Asien var metroen i Tokyo, Japan. Den første del af Ginza-linjen blev åbnet i 1927. Nu er der 13 linjer, der drives af to forskellige selskaber (Tokyo Metro og Toei Subway), og mange af togene på disse linjer, kaldet "gennemgående tog", kører direkte på de almindelige japanske jernbaner. Mange andre byer i Japan har deres egne undergrundsbaner, f.eks. Osaka, Kyoto og Nagoya. I Kina åbnede den første undergrundsbane, Beijing Subway, i Beijing i 1969. Andre byer i Kina begyndte at bygge metroer, herunder Tianjin, Shanghai og Guangzhou. Disse systemer, især Beijing med sine 18 linjer, er blevet nogle af de største og længste i verden. For eksempel havde Shanghais metro kun én linje, da den åbnede i 1993, men har i dag 14 linjer. Både Beijings og Shanghais systemer har over 500 kilometer spor. Andre byer i Asien med store metrosystemer er Taipei, Taiwan (Taipei Metro), Seoul, Sydkorea (Seoul Metropolitan Subway), Delhi, Indien (Delhi Metro) og Singapore (MRT). Tre af Singapores MRT-linjer samt tre mindre LRT-linjer drives automatisk uden chauffør. Et par andre metrosystemer, der kører på denne måde, er Londons Docklands Light Railway, SkyTrain i Vancouver, Canada, og Dubai Metro, der betjener Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Afrika har ikke mange byer med hurtig transport. Blandt dem, der har en, er den ældste i Cairo, Egypten (Cairo Metro), der har været i brug siden 1987. Nogle byer i Sydafrika har dog et jernbanenetværk med tog, der kører med høj frekvens, ligesom hurtigbaner. Australien var det sidste kontinent, der fik et hurtigbanesystem, selv om landets største byer allerede har store pendlerbaner, hvoraf nogle kører i tunneller som hurtigbaner. Det første hurtigbanesystem i Australien nogensinde åbnede i Sydney (Sydney Metro) i 2019. Det bruger også førerløse tog.

Relaterede sider

• Letbane
• Sporvogn