London Underground | system af elektriske tog i London, Storbritannien

Historie

Begyndelser

Metropolitan Line var den første del af undergrundsbanen, der blev bygget. Den blev åbnet i 1863. Den gik dengang mellem Paddington og Farringdon. Den tog 40.000 passagerer om dagen. Senere blev den gjort længere. District Line blev bygget af et andet selskab. I 1884 var Circle Line færdig i 1884. Alle disse linjer brugte i begyndelsen damplokomotiver.

I 1890 blev der åbnet en linje med elektriske tog. Den lå meget dybere under jorden end de andre linjer. Nu er den en del af den nordlige linje. Der blev åbnet flere linjer som denne. Folk kunne lide dem, så i 1905 blev de linjer, der brugte damplokomotiver, ændret til at bruge elektriske tog.

Ind i det 20. århundrede

Da de forskellige linjer blev drevet af forskellige selskaber, var det vanskeligt at skifte linje. Mellem 1900 og 1902 købte Charles Yerkes de fleste af selskaberne og dannede et selskab ved navn Underground Electric Railways of London Company Ltd., forkortet UERL.

I 1930'erne og 1940'erne

I 1933 blev der dannet et selskab bestående af alle bus-, sporvogns- og metroselskaberne under navnet London Passenger Transport Board (LPTB). Det havde planer om at gøre nettet længere, men Anden Verdenskrig satte en stopper for dette. Under krigen blev nogle undergrundsstationer brugt som beskyttelsesrum mod bomber.

Efter krigen

Efter krigen benyttede flere passagerer undergrunden. Der blev foretaget mindre ændringer: Victoria Line blev åbnet i 1960'erne, og Piccadilly Line blev i øjeblikket forlænget til Heathrow Airport i 1977. Jubilee Line blev åbnet i 1979 og forlænget til Stratford 20 år senere. Night Tube blev indført i 2016.

 
Øgenavnet "the Tube" kommer fra de runde tunneller, som nogle tog bruger. "Tube-toget", der forlader Fulham Broadway metrostation i London i 2005.  

Netværk

Tog

Systemet anvender to typer tog, en stor type - kaldet undergrundstog - og en mindre type - dybtgående tog. De store tog anvendes i de rektangulære tunneler (District Line, Metropolitan Line, Circle Line), de små i de runde tunneler. De fleste linjer har forskellige tog, selv om de passer ind i en af de to kategorier.

Stationer

Undergrundstogene kører normalt til 270 stationer. 14 stationer ligger uden for London.

Linjer

Navn	Kortets farve	Først opereret	Type	Længde	Nej. Sta	Nuværende lager	Rejser pr. år (×1000)	Gennemsnitlig antal ture pr. kilometer (×1000)
Bakerloo line	Brun	1906	Dybt rør	23,2 km 14,5 mi	25	1972 lager	111,136	7,665
Central linje	Rød	1900	Dybt rør	74,0 km 46,0 mi	49	1992 lager	260,916	5,672
Cirkellinje	Gul	1871	Under overflade	27,2 km 17,0 mi	36	S lager	114,609	4,716
Distriktslinje	Grøn	1868	Under overflade	64,0 km 40,0 mi	60	S lager	208,317	5,208
Hammersmith & City-linjen	Pink	1864	Underflade	25,5 km 15,9 mi	29	S lager	114,609	4,716
Jubilee line	Sølv	1979	Dybt rør	36,2 km 22,5 mi	27	1996 lager	213,554	9,491
Metropolitan line	Mørk magenta	1863	Underflade	66,7 km 41,5 mi	34	S lager	66,779	1,609
Den nordlige linje	Sort	1890	Dybt rør	58,0 km 36,0 mi	50	1995 lager	252,310	7,009
Piccadilly-linjen	Mørkeblå	1906	Dybt rør	71,0 km 44,3 mi	53	1973 lager	210,169	4,744
Victoria-linjen	Lyseblå	1968	Dybt rør	21,0 km 13,3 mi	16	2009 Aktier	199,988	15,093
Waterloo & City-linjen	Turkis	1898	Dybt rør	2,5 km 1,5 mi	2	1992 lager	15,892	10,595
↑ Kendt som Central London før 1937. ↑ Metropolitan og District Railways' fælles indre cirkelservice startede i form af en hestesko, i 1884 blev der dannet en komplet sløjfe, og i 2009 blev den nuværende spiral dannet. Linjen har været omtalt som Circle line mindst siden 1936 og optrådte første gang separat på metrokortet i 1948. ↑ Oprindeligt var det en fælles tjeneste for Great Western og Metropolitan Railways, men i 1990 optrådte linjen først separat på kortet over metrolinjerne. ↑ Navnet stammer fra 1937. ↑ Indtil 1994 blev Waterloo & City-linjen drevet af British Rail og dens forgængere.

 
Zone 1 (den centrale zone) i undergrundsbanenettet, som det ville se ud i virkeligheden  

Billetter

Undergrundsbanen bruger zoner til at opkræve billetpriser. Der er 9 zoner. Zone 1 er den mest centrale zone. De eneste London Underground-stationer i zone 7 til 9 ligger på Metropolitan-linjen uden for Moor Park, uden for Greater London. Nogle stationer ligger i to zoner, og her gælder den billigste billetpris.

Du kan bruge papirbilletter eller det kontaktløse Oyster-kort til at rejse med. Oyster Card er et plastikkort, som indeholder kredit (penge og Travelcards), som ejeren bruger til at betale for rejser med undergrundsbanen. Brugeren skal "oplade" (sætte penge på) sit kort i en billetautomat. Derefter rører de kortet på en gul læser for at betale for deres rejse. Siden indførelsen i 2002 er det blevet meget populært blandt almindelige rejsende, da priserne er meget billigere, hvis man bruger et Oyster-kort.

Der er billetkontorer, hvoraf nogle kun er åbne i myldretiden, og billetautomater, som kan bruges når som helst. Nogle automater tager kun mønter, andre med touchscreen tager mønter og engelske sedler og giver normalt byttepenge. Disse automater tager også kredit- og betalingskort: nogle nyere automater tager kun imod kort.

Oversigt over billettyper

Følgende billetter kan købes hos London Underground og TfL's billetkontorer til brug i undergrundsbanen:

Billet	Papir	Østers	Version uden for spidsbelastning	Noter
Enkelt	Ja	Ja	Ja (på Oyster)	Papirbilletter er dyrere.
Dagsrejsekort	Ja	Nej	Ja	Det maksimale daglige forbrug på Oyster er begrænset til 50 pence under rejsekortprisen.
3-dages rejsekort	Ja	Nej	Ja
Ugentligt rejsekort	Nej	Ja	Nej
Månedligt rejsekort	Nej	Ja	Nej	Kræver registrering.
Årligt rejsekort	Nej	Ja	Nej	Kræver registrering.

 

Adgang til station

Da de fleste af stationerne i Londons undergrundsbane blev bygget, blev der ikke taget hensyn til adgang for handicappede og kørestolsbrugere. Mens mange overjordiske stationer kun har nogle få trin til perronen, har næsten alle undergrundsstationer nogle af systemets 410 rulletrapper og 112 elevatorer (elevatorer). Nyere stationer har adgang for handicappede, og mange ældre stationer har adgang for handicappede, når de renoveres eller ombygges. Siden 2004 har kort i togene vist, hvilke stationer der har trinløs adgang fra gadeplan. Transport for London planlægger at have et netværk med over 100 fuldt tilgængelige stationer i 2020, hvilket betyder, at 75 % af alle ture med Tube kan foretages med trinløs adgang.

Rulletrapperne i Londons undergrundssystem er nogle af de længste i Europa. De kører 20 timer i døgnet 364 dage om året og bruges af 13.000 mennesker i timen, og 95 % af dem er i drift på én gang.

 
Rulletrapper på Bank-stationen på Northern Line.  

Sikkerhed

Ulykker

Der har været relativt få ulykker i metroens historie. De fleste sker, når folk ved et uheld falder ned på skinnerne. På nogle stationer er der lavet gruber midt på skinnerne for at forhindre, at folk kommer til skade, hvis de falder ned på skinnerne. Nyligt ombyggede dele af systemet, især på Jubilee-linjen, har perrondøre. Disse døre åbnes kun, når et tog standser, og forhindrer, at folk falder eller springer ned på skinnerne.

Døre til perroner

De underjordiske Jubilee Line-forlængelsesstationer (Westminster til North Greenwich) er forsynet med skydedøre til perronerne for at forhindre, at folk falder ned fra perronen og ud på sporene, og for at modvirke/forebygge selvmord.

Bombeangreb

I 1930'erne, 1970'erne og 1990'erne blev undergrundsbanen bombet mange gange af IRA, og derfor har der ikke været nogen skraldespande på eller omkring stationerne før for ganske nylig, da der blev indført gennemsigtige plastiksække i nogle dele af systemet. Den 7. juli 2005 blev der foretaget tre angreb af radikale islamiske terrorister på to tog på Circle Line og et tog på Piccadilly Line.

Rygning

Rygning er ikke tilladt i alle dele af undergrunden. Det blev forbudt efter en brand på King's Cross Station i 1987.

 
Perronskærme på Westminster Station.  

Kritik

Pendlerne i London klager ofte over undergrundsbanen. Selv aviserne, især Evening Standard, kritiserer ofte systemet.

Normalt handler klagerne om forsinkelser, overfyldte pladser og billetpriser. Nogle gange strejker personalet i London Underground.

Billetpriser

Billetpriserne for Londons undergrundsbane er nu de dyreste af alle jernbanesystemer i verden, inklusive den luksuriøse Orient Express, og de fortsætter med at stige meget kraftigt. Der er også blevet udtrykt bekymring over den store forskel mellem priserne med oyster card og kontantpriser, og der er rejst kritik af, at de høje kontantpriser vil afskrække turister og dagsgæster i London fra at rejse rundt i byen.

Forsinkelser

Da undergrunden er et meget gammelt system, er der ofte behov for ingeniørarbejde, og det medfører ofte forsinkelser. Der kan også være andre årsager, f.eks. signalfejl eller andre nedbrud. Kunderne kan kræve tilbagebetaling, hvis deres metrorejse er forsinket i mere end 15 minutter på grund af problemer, som Transport For London har kontrol over.

Overbelægning

Fordi mange flere pendlere end planlagt bruger undergrunden, opstår der ofte overfyldte passagerer. Dette kan skabe stress og frustration blandt pendlerne over metrosystemet. Ifølge en rapport fra parlamentsmedlemmer står pendlerne over for "et dagligt traume" og er ofte tvunget til at rejse under "uudholdelige forhold".

Arbejdsnedlæggelse

Fordi der er så mange passagerer, der rejser med Londons undergrundsbane hver dag, har strejker eller arbejdskonflikter i undergrundsbanenettet en meget stor indvirkning på Londons trafik og kan påvirke Londons økonomi. London Underground og jernbanefagforeningerne hævder at være under stort pres fra den arbejdende offentlighed, private virksomheder og regeringsafdelinger.

Strejker i Londons undergrundsbane forekommer af en række årsager, herunder sundhed og sikkerhed, arbejdsforhold og lønniveau. Der var flere af disse strejker i slutningen af 1970'erne.