Londons undergrundsbane (London Underground): Oversigt, historie og fakta
Opdag London Underground: komplet oversigt, fascinerende historie og overraskende fakta om Tube — verdens ældste og ikoniske metrosystem.
London Underground er et system af elektriske tog i London, Storbritannien. Det er den ældste undergrundsbane i verden. Den begyndte at køre i 1863 som Metropolitan Railway. Efter åbningen blev systemet kopieret i mange andre byer, f.eks. i New York og Madrid. Selv om det kaldes undergrundsbanen, er ca. halvdelen af den over jorden. "Tube" er en slangbetegnelse for Londons undergrundsbane, fordi tunnellerne til nogle af linjerne er runde rør, der løber gennem jorden. Undergrundsbanen betjener 270 stationer og har over 408 km spor. Fra 2006 til 2007 benyttede over 1 milliard passagerer undergrunden.
Historie
Den første del, bygget som Metropolitan Railway, åbnede i 1863 mellem Paddington (Bishop's Road) og Farringdon ved hjælp af damplokomotiver i skyttegravstil anlæg. Electrificering og udbygning kom senere, og i slutningen af 1800-tallet samt begyndelsen af 1900-tallet blev dybere, cirkulære tunneller boret med særlige skærme — deraf tilnavnet the Tube. I det 20. århundrede blev flere linjer samlet under fælles administration, og i 1930'erne tegnede Harry Beck det berømte, stiliserede kort, som stadig danner grundlag for det moderne systemkort.
Linjer og struktur
London Underground består af flere typer linjer:
- Overfladenære (sub-surface) linjer, hvor tunnelerne er store og mere rektangulære — fx Metropolitan, District, Circle og Hammersmith & City.
- Deep-level tube linjer med runde, smalle tunneller — fx Northern, Piccadilly og Bakerloo.
De mest kendte linjer omfatter Bakerloo, Central, Circle, District, Hammersmith & City, Jubilee, Metropolitan, Northern, Piccadilly, Victoria og Waterloo & City. Systemet interagerer desuden med andre transportformer i London som London Overground, Docklands Light Railway (DLR) og togenes nyeste store projekt, Elizabeth line (Crossrail), som dog teknisk set ikke er en del af Underground-nettet.
Billetter, zoner og betalingsformer
Billetsystemet er opdelt i priszoner (Zone 1–9). De mest brugte betalingsformer er:
- Oyster-kortet (genopladeligt rejsekort) — indført i begyndelsen af 2000'erne.
- Kontaktløse betalingskort og mobile wallet-løsninger (f.eks. Apple Pay/Google Pay).
- Klippekort og dagspas (Travelcards) for kortere ophold eller pendlere.
Systemet har prisloft (capping) for Oyster og kontaktløse betalinger, så brugere ikke betaler over et maksimum for en dags rejser inden for de valgte zoner.
Drift, teknologi og service
Transport for London (TfL) administrerer langt størstedelen af undergrundsbanens drift. Gennem årene er togmateriel og signalering moderniseret løbende: nye typer tog (f.eks. S-stock på Circle, District, Hammersmith & City og Metropolitan) og moderne automatiske signaleringssystemer på udvalgte linjer for at øge kapacitet og sikkerhed.
Nogle linjer tilbyder natkørsel (kaldet Night Tube) i weekender på udvalgte linjer siden midten af 2010'erne, og der er også udvidede nattjenester på Overground-ruter i weekender.
Stationer og arkitektur
London Underground rummer en blanding af historiske stationer fra 1800-tallet og moderne arkitektur. Mange stationer har karakteristiske designtræk, f.eks. de klassiske indgangspartier, glas og jern, samt 1930'ernes moderneistiske elementer. Undergrunden er kendt for sin signatur-roundel (rødt cirkelmærke med blå bjælke), som er et af byens mest genkendelige symboler.
Adgangsforhold og tilgængelighed er et igangværende fokus: der installeres løbende elevatorsystemer og ramper for at skabe flere stationer med step-free access, men mange ældre stationer mangler stadig fuld tilgængelighed.
Sikkerhed og passageroplevelse
Der er omfattende sikkerhedsforanstaltninger, herunder overvågning (CCTV), brandbeskyttelse i tunneller og på tog samt undervisning af personale i nødsituationer. Passagerinformation leveres via stationernes annonceringer, digitale skærme og TfL-apps. Et kendt advarselsudtryk på perronerne er "Mind the gap", som påminder rejsende om afstand mellem tog og perronkant.
Fremtiden og udvidelser
TfL planlægger og gennemfører løbende opgraderinger af tog, signaler og stationer for at øge kapacitet og forbedre komfort. Der er også planer og forslag om punktvise udvidelser og bedre koblinger til nybyggeri og forstæder. Samtidig påvirker politiske beslutninger, finansiering og byudvikling tempoet i større projekter.
Fakta og tal — hurtig oversigt
- Åbningsår: 1863 (Metropolitan Railway)
- Stationer: ca. 270 stationer
- Spor: over 408 km spor
- Kendt som: "Tube", men omkring halvdelen af netværket kører over jord
- Årligt passagerantal: historisk over 1 milliard (fx i 2006–07); tal svinger afhængig af år og særlige hændelser
- Drift: administreret af Transport for London (TfL)
London Underground er ikke blot et transportmiddel, men også et vigtigt kulturelt og historisk element i Londons bybillede — fra de tidlige dampdrevne skinner til nutidens elektriske tog og digitale billetløsninger. Systemets betydning for byens mobilitet gør det til en central del af hverdagen for millioner af mennesker hver dag.
Historie
Begyndelser
Metropolitan Line var den første del af undergrundsbanen, der blev bygget. Den blev åbnet i 1863. Den gik dengang mellem Paddington og Farringdon. Den tog 40.000 passagerer om dagen. Senere blev den gjort længere. District Line blev bygget af et andet selskab. I 1884 var Circle Line færdig i 1884. Alle disse linjer brugte i begyndelsen damplokomotiver.
I 1890 blev der åbnet en linje med elektriske tog. Den lå meget dybere under jorden end de andre linjer. Nu er den en del af den nordlige linje. Der blev åbnet flere linjer som denne. Folk kunne lide dem, så i 1905 blev de linjer, der brugte damplokomotiver, ændret til at bruge elektriske tog.
Ind i det 20. århundrede
Da de forskellige linjer blev drevet af forskellige selskaber, var det vanskeligt at skifte linje. Mellem 1900 og 1902 købte Charles Yerkes de fleste af selskaberne og dannede et selskab ved navn Underground Electric Railways of London Company Ltd., forkortet UERL.
I 1930'erne og 1940'erne
I 1933 blev der dannet et selskab bestående af alle bus-, sporvogns- og metroselskaberne under navnet London Passenger Transport Board (LPTB). Det havde planer om at gøre nettet længere, men Anden Verdenskrig satte en stopper for dette. Under krigen blev nogle undergrundsstationer brugt som beskyttelsesrum mod bomber.
Efter krigen
Efter krigen benyttede flere passagerer undergrunden. Der blev foretaget mindre ændringer: Victoria Line blev åbnet i 1960'erne, og Piccadilly Line blev i øjeblikket forlænget til Heathrow Airport i 1977. Jubilee Line blev åbnet i 1979 og forlænget til Stratford 20 år senere. Night Tube blev indført i 2016.
Øgenavnet "the Tube" kommer fra de runde tunneller, som nogle tog bruger. "Tube-toget", der forlader Fulham Broadway metrostation i London i 2005.
Netværk
Tog
Systemet anvender to typer tog, en stor type - kaldet undergrundstog - og en mindre type - dybtgående tog. De store tog anvendes i de rektangulære tunneler (District Line, Metropolitan Line, Circle Line), de små i de runde tunneler. De fleste linjer har forskellige tog, selv om de passer ind i en af de to kategorier.
Stationer
Undergrundstogene kører normalt til 270 stationer. 14 stationer ligger uden for London.
Linjer
| Navn | Kortets farve | Først | Type | Længde | Nej. | Nuværende lager | Rejser | Gennemsnitlig antal ture | |
| Bakerloo line | Brun | 1906 | Dybt | 23,2 km | 25 | 1972 lager | 111,136 | 7,665 | |
| Central linje | Rød | 1900 | Dybt | 74,0 km | 49 | 1992 lager | 260,916 | 5,672 | |
| Cirkellinje | Gul | 1871 | Under | 27,2 km | 36 | S lager | 114,609 | 4,716 | |
| Distriktslinje | Grøn | 1868 | Under | 64,0 km | 60 | S lager | 208,317 | 5,208 | |
| Hammersmith & City-linjen | Pink | 1864 |
| 25,5 km | 29 | S lager | 114,609 | 4,716 | |
| Jubilee line | Sølv | 1979 | Dybt | 36,2 km | 27 | 1996 lager | 213,554 | 9,491 | |
| Metropolitan line | Mørk magenta | 1863 |
| 66,7 km | 34 | S lager | 66,779 | 1,609 | |
| Den nordlige linje | Sort | 1890 | Dybt | 58,0 km | 50 | 1995 lager | 252,310 | 7,009 | |
| Piccadilly-linjen | Mørkeblå | 1906 | Dybt | 71,0 km | 53 | 1973 lager | 210,169 | 4,744 | |
| Victoria-linjen | Lyseblå | 1968 | Dybt | 21,0 km | 16 | 2009 Aktier | 199,988 | 15,093 | |
| Waterloo & City-linjen | Turkis | 1898 | Dybt | 2,5 km | 2 | 1992 lager | 15,892 | 10,595 | |
| |||||||||
Zone 1 (den centrale zone) i undergrundsbanenettet, som det ville se ud i virkeligheden
Billetter
Undergrundsbanen bruger zoner til at opkræve billetpriser. Der er 9 zoner. Zone 1 er den mest centrale zone. De eneste London Underground-stationer i zone 7 til 9 ligger på Metropolitan-linjen uden for Moor Park, uden for Greater London. Nogle stationer ligger i to zoner, og her gælder den billigste billetpris.
Du kan bruge papirbilletter eller det kontaktløse Oyster-kort til at rejse med. Oyster Card er et plastikkort, som indeholder kredit (penge og Travelcards), som ejeren bruger til at betale for rejser med undergrundsbanen. Brugeren skal "oplade" (sætte penge på) sit kort i en billetautomat. Derefter rører de kortet på en gul læser for at betale for deres rejse. Siden indførelsen i 2002 er det blevet meget populært blandt almindelige rejsende, da priserne er meget billigere, hvis man bruger et Oyster-kort.
Der er billetkontorer, hvoraf nogle kun er åbne i myldretiden, og billetautomater, som kan bruges når som helst. Nogle automater tager kun mønter, andre med touchscreen tager mønter og engelske sedler og giver normalt byttepenge. Disse automater tager også kredit- og betalingskort: nogle nyere automater tager kun imod kort.
Oversigt over billettyper
Følgende billetter kan købes hos London Underground og TfL's billetkontorer til brug i undergrundsbanen:
| Billet | Papir | Version uden for spidsbelastning | Noter | |
| Enkelt | Ja | Ja | Ja (på Oyster) | Papirbilletter er dyrere. |
| Dagsrejsekort | Ja | Nej | Ja | Det maksimale daglige forbrug på Oyster er begrænset til 50 pence under rejsekortprisen. |
| 3-dages rejsekort | Ja | Nej | Ja | |
| Ugentligt rejsekort | Nej | Ja | Nej | |
| Månedligt rejsekort | Nej | Ja | Nej | Kræver registrering. |
| Årligt rejsekort | Nej | Ja | Nej | Kræver registrering. |
Adgang til station
Da de fleste af stationerne i Londons undergrundsbane blev bygget, blev der ikke taget hensyn til adgang for handicappede og kørestolsbrugere. Mens mange overjordiske stationer kun har nogle få trin til perronen, har næsten alle undergrundsstationer nogle af systemets 410 rulletrapper og 112 elevatorer (elevatorer). Nyere stationer har adgang for handicappede, og mange ældre stationer har adgang for handicappede, når de renoveres eller ombygges. Siden 2004 har kort i togene vist, hvilke stationer der har trinløs adgang fra gadeplan. Transport for London planlægger at have et netværk med over 100 fuldt tilgængelige stationer i 2020, hvilket betyder, at 75 % af alle ture med Tube kan foretages med trinløs adgang.
Rulletrapperne i Londons undergrundssystem er nogle af de længste i Europa. De kører 20 timer i døgnet 364 dage om året og bruges af 13.000 mennesker i timen, og 95 % af dem er i drift på én gang.
Rulletrapper på Bank-stationen på Northern Line.
Sikkerhed
Ulykker
Der har været relativt få ulykker i metroens historie. De fleste sker, når folk ved et uheld falder ned på skinnerne. På nogle stationer er der lavet gruber midt på skinnerne for at forhindre, at folk kommer til skade, hvis de falder ned på skinnerne. Nyligt ombyggede dele af systemet, især på Jubilee-linjen, har perrondøre. Disse døre åbnes kun, når et tog standser, og forhindrer, at folk falder eller springer ned på skinnerne.
Døre til perroner
De underjordiske Jubilee Line-forlængelsesstationer (Westminster til North Greenwich) er forsynet med skydedøre til perronerne for at forhindre, at folk falder ned fra perronen og ud på sporene, og for at modvirke/forebygge selvmord.
Bombeangreb
I 1930'erne, 1970'erne og 1990'erne blev undergrundsbanen bombet mange gange af IRA, og derfor har der ikke været nogen skraldespande på eller omkring stationerne før for ganske nylig, da der blev indført gennemsigtige plastiksække i nogle dele af systemet. Den 7. juli 2005 blev der foretaget tre angreb af radikale islamiske terrorister på to tog på Circle Line og et tog på Piccadilly Line.
Rygning
Rygning er ikke tilladt i alle dele af undergrunden. Det blev forbudt efter en brand på King's Cross Station i 1987.
Perronskærme på Westminster Station.
Kritik
Pendlerne i London klager ofte over undergrundsbanen. Selv aviserne, især Evening Standard, kritiserer ofte systemet.
Normalt handler klagerne om forsinkelser, overfyldte pladser og billetpriser. Nogle gange strejker personalet i London Underground.
Billetpriser
Billetpriserne for Londons undergrundsbane er nu de dyreste af alle jernbanesystemer i verden, inklusive den luksuriøse Orient Express, og de fortsætter med at stige meget kraftigt. Der er også blevet udtrykt bekymring over den store forskel mellem priserne med oyster card og kontantpriser, og der er rejst kritik af, at de høje kontantpriser vil afskrække turister og dagsgæster i London fra at rejse rundt i byen.
Forsinkelser
Da undergrunden er et meget gammelt system, er der ofte behov for ingeniørarbejde, og det medfører ofte forsinkelser. Der kan også være andre årsager, f.eks. signalfejl eller andre nedbrud. Kunderne kan kræve tilbagebetaling, hvis deres metrorejse er forsinket i mere end 15 minutter på grund af problemer, som Transport For London har kontrol over.
Overbelægning
Fordi mange flere pendlere end planlagt bruger undergrunden, opstår der ofte overfyldte passagerer. Dette kan skabe stress og frustration blandt pendlerne over metrosystemet. Ifølge en rapport fra parlamentsmedlemmer står pendlerne over for "et dagligt traume" og er ofte tvunget til at rejse under "uudholdelige forhold".
Arbejdsnedlæggelse
Fordi der er så mange passagerer, der rejser med Londons undergrundsbane hver dag, har strejker eller arbejdskonflikter i undergrundsbanenettet en meget stor indvirkning på Londons trafik og kan påvirke Londons økonomi. London Underground og jernbanefagforeningerne hævder at være under stort pres fra den arbejdende offentlighed, private virksomheder og regeringsafdelinger.
Strejker i Londons undergrundsbane forekommer af en række årsager, herunder sundhed og sikkerhed, arbejdsforhold og lønniveau. Der var flere af disse strejker i slutningen af 1970'erne.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er Londons undergrundsbane?
A: London Underground er et system af elektriske tog i London, Storbritannien. Det er den ældste undergrundsbane i verden og begyndte at køre i 1863 som Metropolitan Railway.
Spørgsmål: Hvor længe har den været i drift?
A: Londons undergrundsbane har kørt siden 1863.
Spørgsmål: Hedder den noget andet?
A: Ja, den kaldes nogle gange "The Tube", fordi nogle af dens linjer er runde rør, der løber gennem jorden.
Sp: Hvor mange stationer betjener den?
A: Londons undergrundsbane har 270 stationer og over 408 km spor.
Spørgsmål: Hvor mange passagerer benyttede den fra 2006 til 2007?
Svar: Fra 2006 til 2007 benyttede over 1 milliard passagerer metroen.
Spørgsmål: Findes der andre lignende systemer rundt om i verden?
A: Ja, der findes andre lignende systemer rundt om i verden, som kan kaldes metros (som Tyne and Wear Metro) eller undergrundsbaner (Glasgow Subway). Subway bruges også i hele Storbritannien til at betegne underjordiske gangbroer.
Søge