New York City Subway – New Yorks undergrundsbane: drift, ruter og fakta

Alfred Ely Beach byggede en undergrundstunnel til test i 1869. Hans Beach Pneumatic Transit gik kun 95 meter under Broadway på Lower Manhattan. Metrovognen i tunnelen var pneumatisk, dvs. blev skubbet af luft. Tunnelen blev aldrig lavet længere. Den kunne have gået til Battery Park i syd og Harlem River i nord.

Den første underjordiske metrolinje åbnede den 27. oktober 1904. Den ældste højbanelinje i metrosystemet åbnede i 1885. Den ældste rettighed var en dampjernbane kaldet Brooklyn, Bath and Coney Island Rail Road. Denne jernbane åbnede i 1863.

Da den første metro åbnede, var der to private metroselskaber. Det var Brooklyn Rapid Transit Corporation (BRT) og Interborough Rapid Transit Company (IRT). De fleste metrolinjer, der blev bygget efter 1913, blev bygget af New York Citys regering. Disse spor blev udlejet til selskaberne. Den første linje af det byejede og bystyrede Independent Subway System (IND) åbnede i 1932.

I 1940 blev de to private systemer købt af byen. Nogle højbanelinjer lukkede og blev ødelagt. New York City Transit Authority (NYCTA) blev oprettet i 1953 for at drive metro-, bus- og sporvognsdrift. Det blev en del af Metropolitan Transportation Authority i 1968.

I 1970'erne og 1980'erne var New York City Subway virkelig dårlig at køre med. Der var meget få mennesker, der tog metroen. Der var en masse graffiti og kriminalitet i metroen. Dette blev rettet i 1990'erne.

Efter angrebene den 11. september var der afbrydelser på de tog, der kørte gennem Lower Manhattan. I 2012 oversvømmede orkanen Sandy metrosystemet. Det lukkede mange linjer i lang tid.

Der er undergrundsstationer på Manhattan, Brooklyn, Queens og Bronx. Ca. 40 % af sporene er over jorden, og de øvrige 60 % er under jorden. Hver dag tager ca. 5 076 000 mennesker en tur med metroen. 463 ud af systemets 472 stationer er altid åbne.

Mange stationer har "mezzaniner". Det er de etager på stationen, hvor man betaler billetprisen, inden man går ind på metroperronerne. Alle skal betale en billet for at komme ind i metrosystemet. De ligger normalt mellem gadeplan og perronniveau.

Mange ind- og udgange til stationer har lygtepæle. På toppen af lygtepælene er der farvede kugler. Grønne kugler viser normalt, at stationen er åben hele dagen. Røde kugler kan vise to ting. En lygtepæl med en rød kugle ved indgangen kan vise, at du kun kan komme ind i dagtimerne. Der er også røde udgangslygtepæle, som viser, at man kun kan forlade stationen. Nogle af kuglerne viser ikke de rigtige oplysninger om en indgang eller udgang.

De fleste metrostationer har venteperroner, der er 150-180 m lange. Folk venter på togene på disse perroner.

Alle nye stationer har perroner med aircondition.

På mange stationer er der også kunstværker på væggene i metroen.

De fleste af stationerne blev bygget før 1990. Det var dengang, da en ny lov sagde, at mange nye bygninger, som f.eks. metrostationer, skulle have elevatorer og ramper, så folk i kørestol kunne komme ind i bygningerne.

MTA har haft programmet "Music Under New York" (MUNY) i metroen siden 1987. Folk skal konkurrere for at få lov til at spille musik på en station. Der er nu mere end 100 musikere og kunstnere i metrosystemet.

Der er kun 129 åbne toiletter på 77 af systemets stationer.

Nogle platforme har også avismontrer. De sælger mange ting, bl.a. aviser og mad. Der er også butikker på nogle stationer.

I andre byers metrosystemer er en "linje" det samme som en "rute". I New York Citys metrosystem er "linje" imidlertid de faktiske spor, som en togrute benytter. "Ruter", også kaldet "services", har et bogstav eller et tal, f.eks. "1" eller "A". "Linjer" har navne, som f.eks. "Broadway Line".

Der er 24 togforbindelser. Dette omfatter 3 korte "shuttle"-ruter. Hver rute har en farve. R. Raleigh D'Adamo, en advokat, der deltog i en konkurrence i 1964, planlagde de farver, der nu bruges på metrokort. Førhen brugte man forskellige farver til hver enkelt rute på metrokort. Folk, der bor i New York City, kalder ikke linjer og tjenester efter farve (f.eks. Blue Line eller Green Line). Turister bruger dog ofte farverne til at skelne mellem ruterne.

Der findes tre forskellige typer af metrotjenester. "Lokale" tog stopper alle på "lokale" stationer og på "ekspres" stationer. "Ekspres"-tog springer nogle stationer over, men stopper på "ekspres"-stationer. Der findes en "skip-stop"-tjeneste, J/Z, hvor to togruter kører på samme strækning; hver rute stopper kun på hver anden station langs strækningen.

Metroen kører 24 timer i døgnet og 7 dage om ugen, men nogle ruter kører ikke, når der ikke er så mange, der tager metroen. Når en linje er lukket, bruger transportmyndighederne gratis shuttlebusser. Trafikmyndighederne viser planlagte ændringer i servicen på deres websted, på væggene på stationerne, i metrovognene og på deres Twitter-side.

Trunk-linjer

Ruter

Der er mange ruter i metroen. Mange mennesker, der aldrig har kørt med metroen, bliver forvirrede, fordi der er så mange ruter, der går til så mange forskellige steder. Metroen har skilte, der hænger fra stationernes lofter og viser ruterne, og hvor de går hen.

Fra 1904 til 1948 betalte folk en femmer for at komme ind i metroen. Den 1. juli 1948 blev prisen hævet til 10 øre. I juli 1953 blev prisen hævet til 15 cent. MTA uddelte metromærker, som folk brugte til at komme ind i metroen. Folk holdt op med at bruge poletter i 2003.

Billetprisen er 2,75 USD. Passagerer skal betale med MetroCards. Metroen begyndte at bruge dem i 1994. På metrostationer kan passagererne købe MetroCards i en stander på stationen eller i en automat. Man kan også købe MetroCards mange steder i New York City, f.eks. i dagligvarebutikker og avissælgere.

Rytterne må tage billeder med kameraer, men det er ikke tilladt at tage billeder med kameraer, der blinker, eller med kameraer, der er monteret på stativer.

Politiet i metroen kan visitere passagererne for at sikre sig, at de ikke har våben eller andre genstande, der kan bruges til at skade andre mennesker.

Når passagerer kommer til skade, er det som regel fordi de glider, når de stiger på eller af toget. Det skyldes, at der er et mellemrum mellem toget og perronen. I den seneste tid har arbejderne gjort hullerne mindre for at forhindre, at folk glider. Ofte afspilles der meddelelser fra højttalere, hvor der står "Pas venligst på mellemrummet, når du stiger ind og ud af toget".

MTA sørger for, at New York City Subway-togene kører uden ulykker. Der er sporskifter, jernbanesignaler og hastighedsbegrænsninger i metroen. Alle spor har også en stopklods på siden. Hvis toget passerer et rødt signal, stopper stopperen toget.

En sort-hvid stribet tavle hænger over midten af hver platform. Konduktøren skal pege på tavlen foran sig selv. Når konduktøren peger på tavlen, åbnes togdørene.

Der har været over 56 togulykker i metroen siden 1918. Malbone Street-ulykken den 1. november 1918 var den mest dødbringende. Den ulykke kostede 93 mennesker livet.

Siden slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne har MTA eksperimenteret med automatisk togdrift. Togene i New York City Subway kører normalt med en togkonduktør og en lokomotivfører. I 2006 var L-toget den første strækning, der blev betjent af computere. 7-toget er ved at blive den anden rute, der bliver styret af en computer. Der er computere både i toget og langs siden af skinnerne. Computeren udfører lokomotivførerens arbejde ved at køre og standse toget.