Irlands historie | Irland er nu opdelt i Republikken Irland og Nordirland

Forhistorie

Ingen ved præcis, hvornår de første mennesker kom til Irland. Ved hjælp af radiometrisk datering fandt forskerne ud af, at en bjørneknogle med knivmærker var 12.500 år gammel. Det er sandsynligt, at der levede mennesker i Irland dengang. I 7900 f.Kr. levede der jæger-samlere (mennesker, der spiste vilde planter og dyr) i Irland. Denne tid blev kaldt stenalderen. Omkring 4000 f.Kr. begyndte de at lave gårde med dyr og planter. De lavede keramik, stenredskaber, træhuse og store grave. Bronzealderen begyndte omkring 2500 fvt. Folk lærte at lave ting af metaller som bronze, guld og kobber, men det var for det meste kun rige mennesker, der havde dem. Folk begyndte også at væve og arbejde med læder. Der blev bygget store rum til opbevaring af metalvåben. Jernalderen begyndte omkring 600 f.Kr. eller tidligere, da folk begyndte at fremstille jernredskaber. I løbet af jernalderen kom kelterne til Irland, så de begyndte at tale keltiske sprog. Kelterne bragte deres kunststil med sig. Mellem 1 og 400 e.Kr. invaderede romerske soldater muligvis Irland, men Irland blev ikke medlem af Romerriget. Omkring fem konger herskede hver over en stor del af Irland.

 

Tidlig middelalderlig æra

I 300-tallet blev både kristendommen og skriftsproget bragt til Irland. Sankt Patrick var berømt for at have spredt kristendommen i Irland i 400-tallet, men han var ikke den første kristne i Irland. I de næste 300-400 år blev flere irere kristne. Kristne munke fra andre lande kom til irske klostre. Nogle klostre voksede til byer. De vigtigste bygninger fra 400-800 e.Kr. var runde forter (raths eller ringforts) lavet af jord med huse indeni. De fleste skove blev fældet for at lave gårde. Der opstod nogle nye kongeriger i denne periode. Riget Uí Néill i Nordirland overtog området kaldet Tara og herskede derefter over alle de andre kongeriger. De blev kaldt de høje konger.

I 800-tallet var næsten alle kristne. De blev kaldt gallere, og de talte det gæliske sprog. I 795 invaderede vikingerne, sømænd fra Skandinavien, og stjal fra mange byer. Vikingerne herskede over de irske konger. De byggede Dublin og andre byer og byer ved kysten. I 902 skubbede de kristne irske hære vikingerne ud, men i 917 kom vikingerne tilbage for at starte et nyt kongerige i Dublin. Med tiden startede vikingerne nye kongeriger. I 1000- og 1100-tallet forlod vikingerne enten landet eller blev en del af den irske kultur.

Brian Boru, en konge af Munster, kæmpede mod Leinster og blev højkonge i begyndelsen af 1000-tallet. Herefter kom højkongerne fra de fire provinser: Munster, Leinster, Ulster og Connacht. Hver provins havde også sin egen konge.

 
Gallowglasses - irske krigere, hvis forfædre var vikinger  

Normannisk æra

I 1100-tallet var Ruaidrí Ua Conchobair højkonge. Han tvang Diarmaid Mac Murchada, kongen af Leinster, til at forlade sit kongerige. Diarmaid bad Henry II, en normannisk konge af England, om at hjælpe ham med at få sit land tilbage. Henry indvilligede, så en hær af normanniske (og walisiske) riddere invaderede Irland i 1167. Richard de Clare, kaldet Strongbow, ledede ridderne. Henrik mente, at de normanniske riddere og Strongbow var for magtfulde, så han besluttede at overtage Irland. Han rejste til Irland med sin egen flåde i 1171. Henry erobrede Irland og gav det til sin yngste søn John. Henrik troede, at John aldrig ville blive konge af England, så han gjorde John til lord af Irland. Men John blev konge af England i 1199, efter at alle hans brødre var døde. Herefter blev Irland regeret af den engelske konge. Normanniske lords fra England begyndte at overtage mere af Irland. De boede mest nær øst- og sydkysten, og noget land blev stadig styret af irske konger.

De normanniske herrer byggede nye borge og byer i deres land. Mange mennesker kom fra England til Irland for at få mere jord. De engelske, normanniske eller anglo-normanniske herremænd opdelte jorden i områder, der blev kaldt herregårde. De satte hegn rundt om gårdene, så alle vidste, hvem der ejede gården. Gårdene blev gjort bedre, så de kunne dyrke mere på et mindre areal. Anglo-normannerne plantede mere hvede og opdrættede flere får. Befolkningen voksede hurtigt. I 1297 startede anglo-normannerne det irske parlament, som var en forsamling, der skulle lave love.

De gæliske irere forsøgte ofte at overtage kontrollen fra anglo-normannerne. I 1315 allierede Edward Bruce, en lord fra Skotland, sig med irerne for at bekæmpe anglo-normannerne. I 1318 vandt anglo-normannerne krigen. Men de anglo-normanniske herskere blev svagere. I 1500 kontrollerede England kun en lille del af det østlige Irland, kaldet Pale. I resten af Irland talte folk irsk og havde irsk kultur.

 
Irland i 1450 med landområder tilhørende de indfødte irere (grøn), de anglo-irske (blå) og den engelske konge (mørkegrå).  

Det moderne Irland

Irland havde en guvernør (hersker), som skulle være loyal over for kongen af England. I 1530'erne gjorde guvernøren Thomas Fitzgerald oprør mod England. På grund af dette ønskede kong Henrik VIII af England mere magt. I 1541 erklærede han sig selv for konge af Irland i stedet for Lord of Ireland. Englænderne byggede militære forter i Irland. Engelske bosættere flyttede til områder i Irland, der blev kaldt plantager. De brugte engelske love og overtog en stor del af Irland. Under niårskrigen i 1590'erne kæmpede irske soldater fra Ulster mod englænderne.

De fleste irere var katolikker. Bosætterne var for det meste protestanter. I Ulster, den største plantage, var bosætterne for det meste presbyterianere fra Skotland. I de andre provinser var bosætterne for det meste anglikanere fra England. De engelske konger og det engelske parlament ønskede, at den irske befolkning skulle være anglikansk. De oprettede Church of Ireland, en gren af den anglikanske kirke. Straffelovene fra 1600-tallet straffede irere, der ikke fulgte den irske kirke. Anglikanerne fik mere magt. Denne tid blev kaldt den protestantiske opstigningsperiode. Det var enden for det gæliske Irland.

I 1700-tallet var den katolske befolkning i Irland fattige bønder. De måtte ikke eje jord, og meget af den mad, de producerede, blev eksporteret til udlandet af England. Det tvang dem til mest at spise kartofler. Der var oprør mod godsejere og det engelske styre, men de slog for det meste fejl. I 1801 blev Irland og Storbritannien forenet med unionsakterne og dannede Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland (UK). Det irske parlament blev en del af Det Forenede Kongeriges parlament i London.

I 1831 tvang regeringen folkeskolerne til at undervise på engelsk, ikke irsk. Børn blev straffet, hvis de talte irsk i skolen. Folk var nødt til at tale engelsk, hvis de ville have et godt job. Fra 1845-1849 dræbte en sygdom kartoffelplanterne, hvilket forårsagede den store hungersnød eller den irske kartoffelhungersnød. Omkring en million mennesker sultede ihjel, og en million flere flyttede til andre lande. Hungersnøden ramte de irsksprogede mest, fordi de var fattige. Flere mennesker skiftede fra at tale irsk til engelsk. Nogle siger, at folk sultede, fordi afgrøderne i Irland blev solgt til andre lande. Disse afgrøder kunne have givet folk i Irland mad. Mange irere blev tvunget til at forlade deres jord, fordi de ikke kunne betale husleje til godsejerne. Nogle måtte arbejde på fabrikker oprettet af regeringen på grund af de irske fattiglove. Fra 1870'erne til 1890'erne var der vold mellem Land League og regeringen. Land League ønskede lavere husleje, og de ønskede at købe jord.

 
Irlands befolkning i grønt. Befolkningstallet faldt på grund af den store hungersnød og fordi folk flyttede til andre lande.  

Indsatser for frihed

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet gjorde den britiske regering det lettere for irerne at købe jord. I 1886 forsøgte det liberale parti at oprette et nyt parlament for Irland. Denne idé blev kaldt Home Rule. Parlamentet tillod dog ikke, at Irland fik Home Rule. Omkring år 1900 blev irerne delt i nationalister, som ønskede Home Rule eller uafhængighed, og unionister, som ønskede at blive styret af Storbritannien. Nationalisterne var for det meste katolikker, der boede i landområderne. Unionisterne var for det meste protestanter, som boede i byerne. Unionisterne var bekymrede for, at de ville miste deres rettigheder, hvis Irland fik sin egen regering. I nogle dele af Irland var unionisterne for det meste rige. Men i Ulster var mange unionister arbejdere, som ønskede, at overklassen skulle have mindre magt.

I 1912 forsøgte nogle folk i parlamentet igen at få hjemmestyre. Omkring 500.000 unionister i Ulster underskrev en underskriftsindsamling mod hjemmestyre kaldet Ulster Convenant. De dannede også en hær kaldet Ulster Volunteers. Irske nationalister dannede en hær kaldet Irish Volunteers. I 1914 var regeringen for bekymret over Første Verdenskrig til at tænke på Home Rule. Både nationalister og unionister kæmpede i britiske militærenheder under Første Verdenskrig.

I 1916 var der et oprør blandt irerne, som ønskede at blive uafhængige. Storbritannien stoppede det hurtigt, men mange irere var vrede. De valgte Sinn Féin, et uafhængighedsparti, til de fleste irske pladser i parlamentet. Sinn Féin-medlemmer nægtede at tage til London for at komme i parlamentet. I stedet startede de en ny forsamling i Dublin kaldet Dáil Éireann (eller Dáil). Sinn Féin sagde, at Irland nu var uafhængigt. I 1918 organiserede de de irske frivillige til den irske republikanske hær (IRA). Fra 1919-1921 kæmpede IRA en krig mod briterne (Irsk uafhængighedskrig) for at blive et selvstændigt land. I 1920 besluttede den britiske regering at dele Irland op i Sydirland (The Provisional Government), som var ca. 5/6 af øen, og Nordirland. Dáil og Storbritannien underskrev i 1922 en traktat, der gjorde det sydlige Irland til den irske fri stat (Irish Free State). Det var stadig forbundet med Storbritannien, men havde mere frihed. IRA ønskede dog at forlade Storbritannien helt og holdent. De udkæmpede en krig (Irsk borgerkrig) mod den irske frihedsstatsregering. IRA holdt op med at kæmpe i 1923.

 

Efter deling

Nordirland blev regeret af Ulster Unionist Party fra 1922-1972. James Craig, landets første premierminister, sagde, at det var et protestantisk land. Den irske fri stat fik en ny forfatning i 1937, som skabte dens regering. I 1949 forlod Irland det britiske Commonwealth og blev Republikken Irland (nogle gange bare kaldet Irland). I 1969 voksede volden i Nordirland mellem de nationalistiske katolikker og de unionistiske protestanter. Det provisoriske IRA blev dannet for at forsvare katolikkerne og forene Irland. Fra 1969 til 1998 var der konstante kampe (The Troubles) mellem det provisoriske IRA og den britiske hær.

I 1998 godkendte de irske vælgere Belfast-aftalen, eller Langfredagsaftalen, hvilket betød, at de accepterede, at Nordirland skulle forblive i Det Forenede Kongerige. Nordirland kunne tilslutte sig Republikken Irland, hvis mere end halvdelen af vælgerne ønskede det. Med aftalen blev der også oprettet råd, hvor ministre fra begge dele af Irland arbejdede sammen. Nordirland fik en ny regering i 1998.

I det meste af det 20. århundrede (1900-1999) var Republikken Irland over 90 % katolsk. Befolkningen og regeringen var socialt konservative. Skilsmisse, prævention og abort var ikke tilladt før slutningen af det 20. århundrede. I 1927 oprettede Republikken Irlands regering Electricity Supply Board til at forvalte elektricitetsforsyningen. I 1960'erne havde 80 % af familierne i landdistrikterne elektricitet. Det fælles elmarked blev oprettet i 2007 for at forsyne hele Irland.

Republikken Irland og Det Forenede Kongerige blev medlem af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, som blev til Den Europæiske Union (EU), i 1973. I 1990'erne blev Republikken Irland en del af det indre marked i EU. Folk har lov til at rejse og sælge ting mellem landene i det europæiske indre marked. I slutningen af det 20. århundrede voksede økonomien hurtigt og ændrede sig fra hovedsagelig landbrug til hovedsagelig tjenesteydelser og industri. Det Forenede Kongerige, herunder Nordirland, forlod Den Europæiske Union i 2020, men Det Forenede Kongerige og Republikken Irland blev enige om ikke at kontrollere grænseovergangene.

 
Den irske republikanske hær bombede Grand Brighton Hotel i 1984 under urolighederne.