Manorialisme (Seigneurialisme) er

Fælles træk

Herregårdene havde hver op til tre forskellige jordklasser:

1. Demesne, den del, der direkte kontrolleres af herremanden og anvendes til gavn for hans husstand og afhængige personer;
2. afhængige bedrifter (livegne eller byfæller), der indebærer, at bondehusstanden skal levere bestemte arbejdstjenester eller en del af sin produktion (eller penge i stedet) til herremanden i henhold til den skik, der er knyttet til bedriften, og
3. Fri bondejord, der ikke er omfattet af en sådan forpligtelse, men som i øvrigt er underlagt herredsret og sædvane, og som skal betale en pengepagt, der fastsættes på forpagtningstidspunktet.

Nogle gange havde herremanden en mølle, et bageri eller en vinpresser. Dette kunne bruges af bønderne mod betaling af en afgift. På samme måde var retten til at jage eller lade svin æde i hans skovområder betinget af en afgift. Bønderne kunne bruge herremandens retssystem til at bilægge deres tvister - mod et gebyr. Der skulle betales engangsbeløb ved hvert skift af forpagter. På den anden side af regnskabet var administrationen af herregården forbundet med betydelige udgifter. Dette kan være en af grundene til, at mindre godser havde tendens til at være mindre afhængige af leje af byfogeder.

Afhængige bedrifter blev holdt efter aftale mellem herre og forpagter, men i praksis blev forpagtningen normalt arvelig, idet der blev betalt en afgift til herren ved hvert arvefald af et andet familiemedlem. Villein-jord kunne ikke opgives, i hvert fald ikke så længe alle flygtende bønder risikerede at sulte ihjel, og den kunne heller ikke overdrages til tredjemand uden herremandens tilladelse og den sædvanlige betaling.

Selvom de ikke var frie, var byfogederne bestemt ikke slaver: de havde juridiske rettigheder, underlagt lokale skikke, og de kunne henvende sig til loven, med forbehold af retsafgifter, som var en yderligere kilde til herregårdens indtægter. Underudleje af bysgårde var almindeligt, og arbejdskraft i domænet kunne ombyttes til en ekstra betaling i penge, hvilket skete i stigende grad fra det 13. århundrede.

Denne beskrivelse af en herregård i Chingford, Essex i England, blev registreret i et dokument til kapitlet i St Paul's Cathedral, da den blev tildelt Robert Le Moyne i 1265:

Variation mellem godserne

Det feudale samfund er baseret på to principper, feudalisme og herregårdsstyre. Manorialismens strukturer varierede dog. I den senere middelalder fandtes der fortsat områder med ufuldstændig eller ikke-eksisterende herregårdsdannelse, mens herregårdsøkonomien gennemgik en betydelig udvikling, efterhånden som de økonomiske vilkår ændrede sig.

Ikke alle herregårde havde alle tre former for jord: i gennemsnit udgjorde demesne ca. en tredjedel af det dyrkbare areal og byejendomme noget mere; men nogle herregårde bestod udelukkende af demesne, andre udelukkende af bondegårde. På samme måde kunne andelen af ufrie og frie ejendomme variere meget. Det betød, at mængden af lønarbejdere til at udføre landbrugsarbejde på godserne også varierede. Andelen af det dyrkede areal i demesne var normalt større på mindre godser. Andelen af byjord var større på store godser, hvilket gav herremanden et større potentielt udbud af obligatorisk arbejdskraft til demesne-arbejde. Andelen af frie lejemål var generelt mindre varierende, men havde en tendens til at være noget større på de mindre godser.

Herregårdene varierede også i deres geografiske placering: de fleste var ikke sammenfaldende med en enkelt landsby. Ofte hørte dele af to eller flere landsbyer til en herregård eller var delt mellem flere herregårde. På disse steder betalte bønder, der boede langt fra herregården, undertiden kontant i stedet for at arbejde for herremanden.

En ejendom var normalt ikke en enkelt jordlod. Den bestod af en del jord omkring det centrale hus og godsets bygninger. Resten af den jord, der var udlagt i form af striber spredt ud over godset. Herudover kunne herremanden forpagte gratis ejendomme, der tilhørte nabogårde, og han kunne også eje andre godser i en vis afstand for at få et større udbud af produkter.

Ikke alle herregårde blev ejet af lægmænd, der ydede militærtjeneste eller betalte kontanter til deres overordnede. En undersøgelse fra 1086 anslår, at 17 % af godserne tilhørte kongen direkte, og at en større del (mere end en fjerdedel) blev ejet af biskopper og klostre. Disse kirkelige herregårde var normalt større og havde et betydeligt større bygdemæssigt areal end de lægmandsgodser, der lå ved siden af dem.

Omstændighedernes indvirkning på herregårdens økonomi er kompleks og til tider modstridende: Forholdene i højlandet er blevet anset for at bevare bøndernes frihed (især husdyravl er mindre arbejdskrævende og kræver derfor mindre af byfogederne); på den anden side er nogle af disse områder i Europa blevet anset for at have nogle af de mest undertrykkende herregårdsforhold, mens det østlige Englands lavland er blevet krediteret for et usædvanligt stort frit bondesamfund, hvilket til dels er en arv fra skandinavisk bosættelse.

På samme måde anses udbredelsen af pengeøkonomien ofte for at have stimuleret erstatningen af arbejdstjenester med pengebetalinger, men væksten i pengemængden og den deraf følgende inflation efter 1170 fik i første omgang adelsmændene til at tage udlejede ejendomme tilbage og genindføre arbejdsafgifter, da værdien af faste kontantbetalinger faldt reelt set.

Historisk udvikling og geografisk udbredelse

I dag bruges udtrykket mest til at henvise til det vestlige Europa i middelalderen. Et lignende system blev anvendt i landdistrikterne i det sene Romerrige. Fødselstallet og befolkningen var faldende. Arbejdskraft var derfor den vigtigste faktor for produktionen. De skiftende administrationer forsøgte at stabilisere den kejserlige økonomi ved at fastfryse den sociale struktur: Sønnerne skulle efterfølge deres fædre i deres fag.

Det var forbudt for rådsmedlemmer at træde tilbage, og coloni, de landbearbejdende, måtte ikke flytte fra den ejendom, de var knyttet til. De var på vej til at blive livegne. Adskillige faktorer var medvirkende til, at tidligere slaver og tidligere frie landmænd fik samme status som tidligere slaver og tidligere frie landmænd og blev til en afhængig klasse af sådanne coloni. Konstantin I's love fra omkring 325 styrkede både coloni'ernes negative halvt servile status og begrænsede deres ret til at føre retssager ved domstolene. Deres antal blev forøget af barbariske foederati, som fik lov til at bosætte sig inden for kejserens grænser.

Da de germanske kongeriger afløste den romerske autoritet i Vesten i det femte århundrede, blev de romerske godsejere ofte blot erstattet af gotiske eller germanske godsejere, uden at der skete store ændringer i den grundlæggende situation. Selvforsyningsprocessen i landdistrikterne fik et brat skub i det ottende århundrede, da den normale handel i Middelhavet blev afbrudt. Henri Pirenne har fremsat en tese, som mange anfægter, nemlig at de arabiske erobringer tvang middelalderens økonomi til at blive endnu mere ruraliseret og gav anledning til det klassiske feudale mønster med en varierende grad af træls bondesamfund, der understøttede et hierarki af lokale magtcentre.

Relaterede sider

• Allodial titel
• Herregård
• Det nyfranske herredømme i det 17. århundrede i Canada
• Shōen (japansk herredømme)
• Heerlijkheid (nederlandsk herredømme)
• Junker (preussisk herredømme)