Manorialisme (Seigneurialisme): Forklaring af middelalderens landbrugsøkonomi
Manorialisme: En klar guide til middelalderens landbrugsøkonomi — jordfordeling, herremænd, bøndernes pligter, naturaliebetaling og magtstrukturer.
Manorialisme (Seigneurialisme) er betegnelsen for organiseringen af økonomien i middelalderen i Europa. Økonomien var hovedsageligt baseret på landbrug. Manorialisme beskriver, hvordan jorden blev fordelt, og hvem der tjente på jorden.
En herre fik et stykke jord, som regel fra en højere adelsmand eller fra kongen. Når han modtog jorden, fik han også alt, hvad der var på den. Det betyder, at de fleste af de mennesker, der boede på jorden, også tilhørte adelsmanden. De mennesker, der blev kaldt bønder, skulle betale til herremanden, eller de skulle arbejde for ham. På den måde kunne adelsmanden leve og forsørge sin familie af det, han fik fra bønderne. Han havde også visse juridiske beføjelser, som f.eks. en politistyrke. Bønderne var almindelige borgere eller undersåtter og skulle betale tribut til herremanden. Til gengæld fik de beskyttelse.
Den hyldest, som undersåtterne skulle betale, var forskellig. Det kunne være penge, men subsistenslandbrug betød, at de fleste ikke havde nogen penge. De kunne betale ved at udføre arbejde for deres herre eller ved at betale en vis del af deres indtægt (f.eks. en tiendedel). Det betød, at hvis de dyrkede en afgrøde, f.eks. en form for majs, fik herren en tiendedel af deres indtjening i majs. Dette kaldes også betaling i naturen eller sharecropping.
Organisation og nøglebegreber
Et manor (herregård) bestod typisk af:
- Herremandens domæne (demesne) – den jord, som herren selv drev eller fik indtægter fra direkte.
- Lejeboliger og småbrug – jordstykker, som bønder brugte mod ydelser til herren.
- Fællesarealer – skov, græsningsarealer og hegn, som landsbyens beboere kunne bruge efter særlige regler.
Det økonomiske system var ofte karakteriseret ved naturalieøkonomi (betaling i varer og arbejde fremfor penge) og et åbent feltsystem, fx tremarksbruget (tre-feltsystem), hvor marker blev delt op i sæt, der lå udenfor individuelle hegn og blev dyrket i fællesskab.
Bøndernes pligter og rettigheder
Bøndernes forpligtelser kunne variere meget fra sted til sted. Typiske pligter var:
- Arbejdspligt på herremandens jord (corvée), hvor bønderne måtte arbejde et antal dage om året på demesne.
- Naturalieydelser – en andel af høsten eller husdyrproduktionen.
- Tiende (en tiendedel) til kirken, som var en separat forpligtelse ud over herremandens krav.
- Betaling af afgifter, told og afkast ved brug af møller, ovne og jagtret.
Til gengæld kunne bønderne have visse rettigheder: adgang til fællesarealer, beskyttelse mod røveri eller invasion, og i nogle områder en vis sikkerhed mod vilkårlig udsmidning. Nogle bønder var frie (free tenants), mens andre var livegne/indëg̊ftede (serfs) og havde stærkt begrænset bevægelsesfrihed.
Herrens magt og institutioner
Herremanden havde ikke kun økonomiske krav, men ofte også retslig myndighed på godset. Han kunne afholde herredomsting (manorial courts), tage sig af lokale stridigheder, indkræve bøder og regulere brugen af fællesarealer. Indtægtskilder var blandt andet leje, naturalieydelser, afgifter for brug af faciliteter og indtægter fra domænet.
Økonomiske og sociale konsekvenser
Manorialisme skabte en stabil produktion i en tid med begrænset handel og pengeøkonomi, men systemet kunne også begrænse økonomisk mobilitet og innovation. Afhængighed af naturaliebetalinger gjorde samfundet sårbart over for dårlige høstår og sygdomme blandt dyr.
Udvikling og opløsning
Systemet ændrede sig i løbet af middelalderen. Katastrofer som Den sorte død i midten af 1300-tallet reducerede befolkningen dramatisk, hvilket gav arbejdskraften større forhandlingsstyrke. På mange steder førte det til højere lønninger, udfrielse af livegne og en overgang fra naturalieydelser til pengeydelser og lønnet arbejde. I de følgende århundreder blev manorialismens institutioner gradvist svækket, efterhånden som markeder, centralstatsmagt og kapitalistiske produktionsformer voksede frem.
Bemærkninger om eksempler
Originalteksten nævner majs som eksempel på en afgrøde. Det er dog værd at bemærke, at majs (New World-corn) først blev almindelig i Europa efter 1500-tallet som følge af den kolumbianske udveksling; middelalderens almindelige kornsorter var hvede, rug, byg og havre.
Samlet set var manorialismen et fleksibelt system, som kunne antage forskellige former afhængig af lokal skik, jordbundsforhold og politiske forhold. Det var et centralt element i middelalderens landbrugsøkonomi og i udviklingen af de sociale lag i Europa.
Generisk plan over en middelalderlig herregård; åben mark, nogle indhegninger, treårigt sædskifte, gods og herregård, almindelig skov, græsningsarealer og enge
Fælles træk
Herregårdene havde hver op til tre forskellige jordklasser:
- Demesne, den del, der direkte kontrolleres af herremanden og anvendes til gavn for hans husstand og afhængige personer;
- afhængige bedrifter (livegne eller byfæller), der indebærer, at bondehusstanden skal levere bestemte arbejdstjenester eller en del af sin produktion (eller penge i stedet) til herremanden i henhold til den skik, der er knyttet til bedriften, og
- Fri bondejord, der ikke er omfattet af en sådan forpligtelse, men som i øvrigt er underlagt herredsret og sædvane, og som skal betale en pengepagt, der fastsættes på forpagtningstidspunktet.
Nogle gange havde herremanden en mølle, et bageri eller en vinpresser. Dette kunne bruges af bønderne mod betaling af en afgift. På samme måde var retten til at jage eller lade svin æde i hans skovområder betinget af en afgift. Bønderne kunne bruge herremandens retssystem til at bilægge deres tvister - mod et gebyr. Der skulle betales engangsbeløb ved hvert skift af forpagter. På den anden side af regnskabet var administrationen af herregården forbundet med betydelige udgifter. Dette kan være en af grundene til, at mindre godser havde tendens til at være mindre afhængige af leje af byfogeder.
Afhængige bedrifter blev holdt efter aftale mellem herre og forpagter, men i praksis blev forpagtningen normalt arvelig, idet der blev betalt en afgift til herren ved hvert arvefald af et andet familiemedlem. Villein-jord kunne ikke opgives, i hvert fald ikke så længe alle flygtende bønder risikerede at sulte ihjel, og den kunne heller ikke overdrages til tredjemand uden herremandens tilladelse og den sædvanlige betaling.
Selvom de ikke var frie, var byfogederne bestemt ikke slaver: de havde juridiske rettigheder, underlagt lokale skikke, og de kunne henvende sig til loven, med forbehold af retsafgifter, som var en yderligere kilde til herregårdens indtægter. Underudleje af bysgårde var almindeligt, og arbejdskraft i domænet kunne ombyttes til en ekstra betaling i penge, hvilket skete i stigende grad fra det 13. århundrede.
Denne beskrivelse af en herregård i Chingford, Essex i England, blev registreret i et dokument til kapitlet i St Paul's Cathedral, da den blev tildelt Robert Le Moyne i 1265:
| " | Han fik også en tilstrækkelig stor og smuk sal med et godt loft af egetræ. På den vestlige side er der en værdig seng, på jorden en stenkamin, et skab og et andet lille kammer; i den østlige ende er der et spisekammer og et smørrum. Mellem salen og kapellet er der et sidekammer. Der er et anstændigt kapel dækket med fliser, et bærbart alter og et lille kors. I salen er der fire borde på bukke. Der er ligeledes et godt køkken dækket med fliser, med en ovn og ovne, den ene stor, den anden lille, til kager, to borde, og ved siden af køkkenet et lille hus til bagning. Desuden et nyt kornkammer, der er dækket med egeskifter, og en bygning, hvori mejeriet er indrettet, selv om det er opdelt. Ligeledes et kammer, der er egnet til præster, og et nødvendigt kammer. Desuden et hønsehus. Disse ligger inden for den indre port. Uden for denne port er der ligeledes et gammelt hus til tjenestefolkene, et godt bord, langt og opdelt, og øst for hovedbygningen, ud for den mindre stald, en solgård til brug for tjenestefolkene. Desuden en bygning, hvori der er en seng, samt to lader, en til hvede og en til havre. Disse bygninger er indhegnet med en voldgrav, en mur og en hæk. Bag den midterste port er der også en god lade og en stald til køer og en anden til okser, disse er gamle og forfaldne. Bag den ydre port er der også en svinestald. | " |
| -J.H. Robinson, oversat fra University of Pennsylvania Translations and Reprints (1897) i Middle Ages, Volume I: pp283-284. | ||
Variation mellem godserne
Det feudale samfund er baseret på to principper, feudalisme og herregårdsstyre. Manorialismens strukturer varierede dog. I den senere middelalder fandtes der fortsat områder med ufuldstændig eller ikke-eksisterende herregårdsdannelse, mens herregårdsøkonomien gennemgik en betydelig udvikling, efterhånden som de økonomiske vilkår ændrede sig.
Ikke alle herregårde havde alle tre former for jord: i gennemsnit udgjorde demesne ca. en tredjedel af det dyrkbare areal og byejendomme noget mere; men nogle herregårde bestod udelukkende af demesne, andre udelukkende af bondegårde. På samme måde kunne andelen af ufrie og frie ejendomme variere meget. Det betød, at mængden af lønarbejdere til at udføre landbrugsarbejde på godserne også varierede. Andelen af det dyrkede areal i demesne var normalt større på mindre godser. Andelen af byjord var større på store godser, hvilket gav herremanden et større potentielt udbud af obligatorisk arbejdskraft til demesne-arbejde. Andelen af frie lejemål var generelt mindre varierende, men havde en tendens til at være noget større på de mindre godser.
Herregårdene varierede også i deres geografiske placering: de fleste var ikke sammenfaldende med en enkelt landsby. Ofte hørte dele af to eller flere landsbyer til en herregård eller var delt mellem flere herregårde. På disse steder betalte bønder, der boede langt fra herregården, undertiden kontant i stedet for at arbejde for herremanden.
En ejendom var normalt ikke en enkelt jordlod. Den bestod af en del jord omkring det centrale hus og godsets bygninger. Resten af den jord, der var udlagt i form af striber spredt ud over godset. Herudover kunne herremanden forpagte gratis ejendomme, der tilhørte nabogårde, og han kunne også eje andre godser i en vis afstand for at få et større udbud af produkter.
Ikke alle herregårde blev ejet af lægmænd, der ydede militærtjeneste eller betalte kontanter til deres overordnede. En undersøgelse fra 1086 anslår, at 17 % af godserne tilhørte kongen direkte, og at en større del (mere end en fjerdedel) blev ejet af biskopper og klostre. Disse kirkelige herregårde var normalt større og havde et betydeligt større bygdemæssigt areal end de lægmandsgodser, der lå ved siden af dem.
Omstændighedernes indvirkning på herregårdens økonomi er kompleks og til tider modstridende: Forholdene i højlandet er blevet anset for at bevare bøndernes frihed (især husdyravl er mindre arbejdskrævende og kræver derfor mindre af byfogederne); på den anden side er nogle af disse områder i Europa blevet anset for at have nogle af de mest undertrykkende herregårdsforhold, mens det østlige Englands lavland er blevet krediteret for et usædvanligt stort frit bondesamfund, hvilket til dels er en arv fra skandinavisk bosættelse.
På samme måde anses udbredelsen af pengeøkonomien ofte for at have stimuleret erstatningen af arbejdstjenester med pengebetalinger, men væksten i pengemængden og den deraf følgende inflation efter 1170 fik i første omgang adelsmændene til at tage udlejede ejendomme tilbage og genindføre arbejdsafgifter, da værdien af faste kontantbetalinger faldt reelt set.
Historisk udvikling og geografisk udbredelse
I dag bruges udtrykket mest til at henvise til det vestlige Europa i middelalderen. Et lignende system blev anvendt i landdistrikterne i det sene Romerrige. Fødselstallet og befolkningen var faldende. Arbejdskraft var derfor den vigtigste faktor for produktionen. De skiftende administrationer forsøgte at stabilisere den kejserlige økonomi ved at fastfryse den sociale struktur: Sønnerne skulle efterfølge deres fædre i deres fag.
Det var forbudt for rådsmedlemmer at træde tilbage, og coloni, de landbearbejdende, måtte ikke flytte fra den ejendom, de var knyttet til. De var på vej til at blive livegne. Adskillige faktorer var medvirkende til, at tidligere slaver og tidligere frie landmænd fik samme status som tidligere slaver og tidligere frie landmænd og blev til en afhængig klasse af sådanne coloni. Konstantin I's love fra omkring 325 styrkede både coloni'ernes negative halvt servile status og begrænsede deres ret til at føre retssager ved domstolene. Deres antal blev forøget af barbariske foederati, som fik lov til at bosætte sig inden for kejserens grænser.
Da de germanske kongeriger afløste den romerske autoritet i Vesten i det femte århundrede, blev de romerske godsejere ofte blot erstattet af gotiske eller germanske godsejere, uden at der skete store ændringer i den grundlæggende situation. Selvforsyningsprocessen i landdistrikterne fik et brat skub i det ottende århundrede, da den normale handel i Middelhavet blev afbrudt. Henri Pirenne har fremsat en tese, som mange anfægter, nemlig at de arabiske erobringer tvang middelalderens økonomi til at blive endnu mere ruraliseret og gav anledning til det klassiske feudale mønster med en varierende grad af træls bondesamfund, der understøttede et hierarki af lokale magtcentre.
Relaterede sider
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er manorialisme?
A: Manorialisme eller seigneurialisme er navnet på den økonomiske organisation i middelalderen i Europa, der primært var baseret på landbrug.
Q: Hvordan blev jorden fordelt i manorialismen?
A: En herremand modtog et stykke jord fra en højere adelsmand eller kongen og fik alt på det, inklusive folket.
Q: Hvem var de mennesker, der boede på jorden?
A: De mennesker, der boede på jorden, blev kaldt bønder.
Q: Hvordan støttede bønderne adelsmanden?
A: Bønderne skulle betale tribut til herremanden, arbejde for ham eller give ham en del af det, de tjente.
Q: Hvad indebar tributbetaling i manorialismen?
A: Tributbetalingen varierede og kunne være i form af penge, arbejde eller en del af det, de tjente. Betaling i form af naturalier eller forpagtning, hvor herren fik en tiendedel af, hvad de tjente, var også en form for betaling.
Q: Hvorfor skulle bønderne betale tribut?
A: Bønderne skulle betale tribut til herremanden i bytte for beskyttelse.
Q: Hvilke beføjelser havde adelsmanden?
A: Adelsmanden havde visse juridiske beføjelser, herunder en politistyrke.
Søge