Det engelske parlament
Det engelske parlament var den lovgivende forsamling i Kongeriget England. Dets rødder går tilbage til den tidlige middelalder. Det overtog mere og mere fra monarkens magt og blev efter unionsakten fra 1707 den vigtigste del af Storbritanniens parlament og senere Det Forenede Kongeriges parlament.
I dag er der i stigende grad opfordringer til, at England får sit eget, uafhængige parlament, ligesom det er tilfældet med de andre nationer i Det Forenede Kongerige, Skotland, Wales og Nordirland. Dette kaldes decentralisering.
Det engelske parlament foran kongen ca. 1300
Historie
Oprindelser
Parlamentets oprindelse kan findes i angelsaksernes tid. De angelsaksiske konger blev rådgivet af et råd kaldet Witenagemot, som bestod af kongens sønner og brødre.
Ealdormene, eller de udøvende ledere af grevskabet og de øverste præster i staten, havde også pladser. Kongen havde stadig den højeste autoritet, men love blev kun vedtaget efter at have indhentet Witenagemot's råd (og i senere tider også deres samtykke).
Udvikling
Det kongelige råd blev langsomt til et parlament. Første gang ordet parlament optræder i officielle dokumenter er under Henrik III's regeringstid. Det var stadig mest uformelt og ikke et officielt organ. Stemmeretten ved parlamentsvalg til amtsvalgkredse var den samme overalt i landet, hvilket gav stemmeret til alle, der ejede en fri ejendom af jord til en leje på 40 shilling om året (Forty-shilling Freeholders).
Parlamentets stigende magt blev bremset af borgerkrigen mellem Stefan og kejserinde Matilda. Ved slutningen af Rosenkrigene havde kongen igen den stærkeste autoritet. Kronen var på højdepunktet af sin magt under Henrik VIII.
Den store kamp mellem kronen og parlamentet fandt sted under James I's efterfølger, Charles I. Underhuset sendte i 1628 Charles en Petition of Right, hvori de krævede at få deres rettigheder tilbage. Selv om han accepterede petitionen, lukkede han senere parlamentet og regerede uden dem i elleve år. Først da han fik pengeproblemer som følge af krig, blev han tvunget til at indkalde parlamentet, så de kunne godkende nye skatter. Det nye parlament var ret oprørsk, så kongen lukkede dem efter kun tre uger; dette blev kaldt det korte parlament. Men det hjalp ikke kongen med hans pengeproblemer, så han indså, at han måtte indkalde et nyt parlament. Deres kamp om magten med kongen førte til den engelske borgerkrig. De, der støttede parlamentet, blev kaldt parlamentarikere eller "Roundheads". I 1649 blev Charles slået ihjel af Rump Parliament og erstattet af militærdiktatoren Oliver Cromwell. Efter Cromwells død blev monarkiet dog genoprettet i 1660.
Efter restaurationen blev monarkerne enige om at indkalde parlamentet regelmæssigt. Men der var ingen klar garanti for parlamentariske frihedsrettigheder, før James II, en upopulær katolsk hersker, blev tvunget til at flygte fra landet i 1688. Parlamentet besluttede, at han havde opgivet sin krone, og tilbød den til sin protestantiske datter Mary i stedet for til sin katolske søn. Mary II regerede sammen med sin mand, William III.
Union: parlamentet i Storbritannien
Efter unionstraktaten i 1707 blev der ved to parlamentsakter vedtaget i henholdsvis det engelske og det skotske parlament oprettet et nyt kongerige Storbritannien og opløst begge parlamenter, som blev erstattet af et nyt parlament i Storbritannien med hjemsted i det tidligere engelske parlament.
Relaterede sider
- Medlem af Parlamentet
