IRA

Det oprindelige IRA

Den irske republikanske hær (irsk: Óglaigh na hÉireann) blev dannet ved at en del af det irske broderskab blev forenet med Unionens irske borgerhærs milits efter Påskeopstanden i 1916.

Efter den ensidige uafhængighedserklæring fra det irske parlament i 1919 fortsatte IRA krigen mod den britiske besættelse i det, der blev kaldt den irske uafhængighedskrig. Den sluttede i 1921 med underskrivelsen af den engelsk-irske traktat, som delte øen i Republikken Irland og Nordirland. Underskrivelsen af traktaten førte til en splittelse i IRA mellem dem, der var imod traktaten, og dem, der var for den. Dette førte til en meget bitter borgerkrig, hvor tidligere venner og endda familiemedlemmer stod på forskellige sider. IRA tabte borgerkrigen, men gruppen forsvandt ikke, og de fortsatte med at kæmpe mod Storbritannien.

Problemerne

I 1930'erne opnåede venstrefløjsgruppen en vis succes med at overvinde splittelsen mellem katolikker og protestanter i Nordirland^[] . IRA-ledelsens afvisning af at samarbejde med denne kurs førte til yderligere splittelse. Frank Ryan ledte en del af Kongres-gruppen efter Spanien, hvor de er med i den spanske borgerkrig mod general Francisco Franco. ^[]

Den brutale politiaktion mod den nordirske borgerrettighedsbevægelse og de loyalistiske paramilitærers angreb i 1967 bragte IRA tilbage på landkortet. På det tidspunkt og indtil slutningen af 80'erne befandt de nordirske katolikker sig i et juridisk tomrum og var de facto sårbare over for de officielle, af Storbritannien støttede nordirsk-protestantiske politistyrker og paramilitære grupper^[] . Åben vold til mord, tortur, åbenlys retsforfølgelse, ærekrænkelse og udelukkelse fra kvalificeret uddannelse og offentlige embeder var i årevis normale forhold for de nordirske katolikker^[] . IRA fik støtte fra store dele af den katolske befolkning og havde næsten status som en "beskyttelsesmagt". Nogle irsk-amerikanere støttede også volden.

I 60'erne var der forskelle mellem militæret og de provisorisk orienterede, snarere marxistisk-teoretisk orienterede embedsmænd. Dette resulterede i 1969 i en ny opdeling i Provisional Irish Republican Army PIRA og den "officielle" gruppe OIRA, som er stærkt orienteret mod borgerrettighedsbevægelsen. Den "officielle" fløj af IRA blev aldrig formelt opløst, men er de facto ikke længere relevant siden ca. 1980. I de 80 år ændrede ledelsen af Provisional IRA, i stedet for veteraner fra syd over yngre aktivister fra Nordirland til nøglepositioner. I toppen af Sinn Féin sluttede Gerry Adams, partiet klart til venstre. I 1993 tog han sammen med socialdemokraterne John Hume initiativ til fredsprocessen, og i august 1994 indførte IRA en ensidig våbenhvile, som var en forudsætning for Langfredagsaftalen. På trods af våbenhvilen var IRA fortsat aktiv, selv om det ikke kæmpede.

Kun to små splintergrupper holdt stand under den sidste krigstilstand: Real IRA og Continuity IRA. Da en bilbombe angreb splintergruppen, som kaldes "Real IRA", i august 1998 i Nordirland Omagh blev i alt 29 mennesker dræbt. Den 28. juli 2005 sluttede IRA's væbnede krigsførelse. "Alle IRA-soldater er blevet instrueret om at lægge deres våben ned", lyder det i en erklæring fra IRA-dagene, og fortsatte: "Vi mener, at der nu er en alternativ vej, (...) det britiske styre i vores land til ophør." Den 26. september 2005 meddelte lederen af afvæbningskommissionen, den canadiske general John de Chastelain, den fuldstændige afvæbning af IRA. To præster, en katolik og en protestant, var til stede ved ødelæggelsen af våbnene, og der måtte ikke tages billeder eller videooptagelser som bevis. Den 29. oktober 2005 sagde Gerry Adams, at IRA-kampagnen "klart var slut".