Det første slag ved Marne var et slag i Første Verdenskrig mellem det tyske kejserrige på den ene side og de franske og britiske styrker på den anden. Slaget blev udkæmpet fra den 5. til den 12. september 1914 og endte med en taktisk tilbagetrækning af den tyske hær, hvilket standsede den tyske fremrykning i Frankrig og gjorde det umuligt for Tyskland at gennemføre Schlieffenplanen som beregnet. Slaget markerede samtidig overgangen fra bevæbnet manøvrekamp til den langvarige skyttegravskrig, som kom til at præge resten af krigen.

Baggrund

I sommeren 1914 gennemførte Tyskland en lynkrigsmanøvre i henhold til Schlieffenplanen med det mål hurtigt at besejre Frankrig ved at omgå franske styrker gennem Belgien og nordlige Frankrig, hvorefter fokus skulle skifte mod Rusland. På fronten i Nord- og Nordøstfrankrig rykkede tyske arméer hurtigt frem, men logistiske problemer, hård modstand og dispositionsfejl skabte en åbning i den tyske stilling, som de allierede udnyttede.

Hovedaktører

  • Frankrig: General Joseph Joffre som øverstbefalende for de franske styrker.
  • Storbritannien: The British Expeditionary Force (BEF) under feltmarskal Sir John French bidrog med mobile, veltrænede divisionsstyrker.
  • Tyskland: Den tyske operation blev ført under den tyske generalstab ledet af Helmuth von Moltke den yngre; i felten spillede hærførere som Alexander von Kluck og Karl von Bülow en central rolle.

Forløb

Slaget begyndte som en serie indbyrdes angreb og modangreb i området øst og nordøst for Paris, ved floden Marne. I begyndelsen af september opdagede de allierede, at tyske styrkers højre flanke var sårbar på grund af afstand mellem de tyske 1. og 2. arméers bevegelser. General Joffre beordrede derfor en koordineret modoffensiv for at udnytte denne åbning. De britiske styrker angreb fra nord, mens franske enheder pressede ind fra øst og syd.

Et berømt moment i kampens indledende fase var mobiliseringen af reservestyrker fra Paris med taxier — de såkaldte "taxis of the Marne" — som hurtigt transporterede tropper til fronten. Under pres trak de tyske styrker sig gradvis tilbage fra deres fremskudte stillinger mod floderne Aisne og Ourcq i dagene efter 9. september, efterhånden som risikoen for omringning steg.

Tab og efterretninger om omfang

Nogle samtidige og senere, fejlagtige fremstillinger har påstået ekstremt høje dødstal — f.eks. at slaget skulle have kostet over en million franske og britiske soldater livet og 750.000 tyskere — men disse tal er ukorrekte. Historiske undersøgelser angiver i stedet, at tabene var betydelige, men langt lavere end sådanne påstande. De mest almindeligt citerede estimater lyder på samlet set omkring 250.000–300.000 allierede (franske og britiske) og cirka 200.000–250.000 tyske tab, når man regner døde, sårede og savnede sammen. Tallene varierer efter kilde, og det er vigtigt at skelne mellem døde og samlede tab.

Betydning og efterspil

  • Strategisk vendepunkt: Slaget standsede Tysklands plan om en hurtig sejr i vest og betød, at krigen gik ind i en længere, mere udmattende fase.
  • Skyttegravskrigens begyndelse: Efter den tyske tilbagetrækning gravede begge sider sig ned langs en sammenhængende frontlinje, hvilket førte til de statiske skyttegravssystemer, som kom til at dominere krigen i flere år.
  • Politiske og moraleffekter: Sejren ved Marne gav et væsentligt løft til fransk moral og viste, at de Allierede kunne standse den tyske offensiv.
  • Efterfølgende operationer: Efter Marne fulgte en periode kaldet "The Race to the Sea", hvor begge sider forsøgte at omgå hinanden mod nord, hvilket i sidste ende skabte en næsten ubrudt front fra Schweiz til Nordsøen.

Vurdering

Første slag ved Marne regnes bredt som et af de mest afgørende engagementer i krigens tidlige fase. Det ændrede krigens karakter fra manøve til fastlåst positionel krigsførelse og satte scenen for de næste fire års blodige, udmattende kampe på Vestfronten.