I begyndelsen af Første Verdenskrig i 1914 indledte den tyske hær Vestfronten ved at invadere Luxembourg og Belgien. Målet var et hurtigt gennembrud gennem Belgien og ind i Frankrig efter Schlieffen-planen, så Frankrig kunne besejres, før Rusland nåede at mobilisere. De tyske styrker opnåede kontrol over vigtige industri- og transportområder, men deres hurtige fremmarch blev standset ved slaget ved Marne (september 1914). Herefter etablerede begge sider faste forsvarslinjer og gravede omfattende forsvarsgrave. Skyttegravssystemet kom til at strække sig fra Nordsøen til den schweiziske grænse til Frankrig, med forreste linje, støttegrave og forbindelsesgrave.

Skyttegravskrig og offensiver 1915–1917

I årene 1915–1917 gennemførte begge sider adskillige store offensiver fra deres skyttegrave. Kampene på Vestfronten blev ofte kendetegnet af langvarige bombardementer efterfulgt af bølger af infanterister, støttet af et massivt forbrug af artilleri. Eksempler på blodige og langtrukne slag er Verdun (1916), Somme (1916) og Passchendaele/Third Ypres (1917), hvor tabene var enorme på begge sider.

Gennembrud blev som regel forhindret af en kombination af:

  • tæt pigtråd og minerede forposter,
  • maskingeværsreder og dygtig defensiv brug af maskingeværer,
  • effektivt artilleribedømmende flankeringsild og barrages,
  • terrænforhold som mudder og granathuller, der stoppede fremrykningsfartøjer.
Selv store angreb resulterede ofte i små terrænoverførsler til meget høje omkostninger. Taktikker udviklede sig over tid — bl.a. indførtes "creeping barrage" (rullende artilleribeskydning), infiltrationstaktikker med specialtrænede styrker, natlige raid og miner under fjendens linjer — men et besluttende gennembrud udeblev indtil krigens sidste år.

Ny militærteknologi

For at forsøge at bryde dødvandet blev ny militærteknologi og metoder taget i brug. Giftgas blev anvendt første gang i stor skala i 1915 (bl.a. klor, senere phosgen og sennepsgas), og det tvang frem hurtig udvikling af gasmasker og modforanstaltninger. Fly blev først brugt til rekognoscering, men udviklede sig hurtigt til jagerfly og bombefly, hvilket ændrede efterretnings- og observationsbilledet på fronten. De første kampvogne dukkede op i 1916 og kunne bryde pigtråd og give støtte mod maskingeværer, men de var i begyndelsen langsomme og teknisk upålidelige.

I løbet af 1918 blev disse teknologier og taktikker bedre koordineret — kombinationen af artilleri, infanteri, kampvogne og luftstøtte bidrog til at skabe de gennembrud, der førte til afslutningen af krigen.

Soldaternes hverdag, moral og disciplin

Skyttegravslivet var hårdt: mudder, rotter, lopper, kulde, sygdomme som trench foot og vedvarende stress og psykologiske belastninger (senere kaldt "shell shock") var dagligdag for frontsoldaterne. Efterhånden som krigen udviklede sig til en udmattelseskrig, steg antallet af døde og sårede, og både frontsoldater og bagland blev mere trætte og opgivende.

For at opretholde kampkraften brugte regeringer og militære ledere både propaganda, rationering, rotationssystemer og streng disciplin. I nogle hære førte dette til hårde straffe mod desertion og unddragelse; militærretter og i visse tilfælde henrettelser fandt sted for at forsøge at afskrække tilbageholdenhed og flugt. Den franske hær oplevede især alvorlige moralske problemer efter Nivelle-offensiven i 1917, som udløste omfattende mytterier, og britiske enheder oplevede også tilfælde af opstande og nægtelse af ordre i mindre omfang. Samtidig satte befolkningens krav om fred og krigens økonomiske byrder sig igennem i politikken.

Tilsammen skabte kombinationen af teknologisk udvikling, taktiske ændringer og politisk/økonomisk pres et nyt kampbillede, hvor lønsomme gennembrud først blev realistiske i 1918, da mere effektiv kombination af styrker og friske amerikanske tropper hjalp Ententemagterne til at bryde den tyske front og bringe krigen mod sin afslutning.