London-traktaten af 1839 var en traktat, der blev underskrevet den 19. april 1839 mellem de europæiske stormagter, Det Forenede Kongerige Nederlandene og Kongeriget Belgien. Den er også kendt som den første traktat af London, konventionen af 1839 og London-adskillelsestraktaten.

Baggrund

Traktaten fulgte op på Belgien-revolutionen (1830–1831) og de forhandlinger, der resulterede i den såkaldte "traktat om de XXIV artikler" fra 1831. Nederlandene nægtede dog indledningsvis at acceptere denne 1831-aftale, hvilket gjorde en ny, international garanteret løsning nødvendig. London-traktaten skulle skabe varig fred og klarhed om grænser, suverænitet og status for de involverede områder.

Hovedpunkter i traktaten

De vigtigste bestemmelser i traktaten var:

  • Den internationale anerkendelse af Belgien som et selvstændigt kongerige.
  • Bekræftelse og justering af grænserne mellem Holland og Belgien samt en formel deling af Luxembourg: en del overgik til Belgien, mens den resterende del forblev Grand-Duché under den hollandske konge i personlig union og var medlem af den tyske forbundsorden.
  • En central bestemmelse var, at Belgien skulle være evigt neutralt og ubetinget beskyttet af underskriverne. De stormagter, der underskrev traktaten, forpligtede sig til at garantere og beskytte denne neutralitet, hvis Belgien blev angrebet.

Signatarer

Traktaten blev godkendt af de store europæiske magter på det tidspunkt — herunder Storbritannien, Frankrig, Preussen, Østrig og Rusland — samt af både Det Forenede Kongerige Nederlandene og Kongeriget Belgien. Dette gav aftalen en bred international legitimitet.

Betydning og efterspil

London-traktaten fik stor betydning for Europas magtbalance i det 19. århundrede ved at etablere Belgien som en neutral bufferstat i Vest‑Europa. Den juridiske garanti af neutraliteten blev senere ofte nævnt som en vigtig del af Europas sikkerhedsarkitektur.

Traktaten er også blevet tillagt stor betydning i forbindelse med begyndelsen af Første Verdenskrig. I august 1914 invaderede det tyske kejserrige Belgien som led i Schlieffen‑planen, og få dage senere, den 4. august 1914, erklærede Storbritannien krig mod Tyskland. Den britiske regering fremholdt traktatens garantibestemmelser som en af begrundelserne for krigserklæringen, selvom historikere peger på, at beslutningen også var påvirket af bredere balance‑of‑power og strategiske overvejelser.

Langsigtede konsekvenser

På trods af traktatens garanti kunne neutraliteten ikke forhindre, at Belgien blev invaderet og besat i både 1914–18 og igen i 1940. Efter 2. verdenskrig ændrede Europas sikkerhedsarkitektur sig væsentligt: Belgien opgav den gamle neutralitetspolitik og blev i stedet en aktiv deltager i fælles sikkerhedsordninger — herunder NATO (Belgien var medstifter i 1949) — hvilket markerede et principielt brud med den neutralitetstradition, som London-traktaten havde søgt at sikre.

London-traktaten fra 1839 står tilbage som et centralt dokument i 1800-tallets diplomati: både som et redskab til international konfliktløsning og som et eksempel på, hvordan juridiske garantier kan få stor politisk betydning — men også begrænset effektivitet — i mødet med stormagternes strategiske interesser.