Skyttegravskrig
Skyttegravskrig er en krigstaktik eller en måde at kæmpe på. Den blev almindeligvis brugt på Vestfronten under Første Verdenskrig, men også i andre krige og andre steder.
I skyttegravskrig gravede de to sider, der kæmpede mod hinanden, skyttegrave på en slagmark. Disse skyttegrave havde mange forskellige dele, f.eks. sovepladser, hovedkvarterer, lagerpladser og artilleri og maskingeværer. Mellem de forreste skyttegrave på en slagmark var der et område, der blev kaldt "ingenmandsland". Dette område var ofte dækket af pigtråd og landminer. Soldater på begge sider forsøgte at krydse ingenmandslandet for at nå frem til fjendens skyttegrav og angribe. Tanks blev almindeligvis brugt til at krydse dette område.
Skyttegravskrig blev brugt, fordi den gav soldaterne dækning, mens de forsvarede sig mod angreb. Det gav også soldaterne køjer at sove i, selv om køjerne var meget urene og ubehagelige.
Første Verdenskrig begyndte i 1914 og sluttede i 1918. Mens soldaterne kæmpede, havde de brug for selvforsvar. Så de gravede huller. Hullerne var to meter dybe. Disse huller blev kaldt skyttegrave. De fleste soldater kæmpede i skyttegravene. Skyttegravene lå ikke særlig langt fra hinanden. Der kunne f.eks. være så kort som tredive meter mellem hver skyttegrav. Dette åbne område blev kaldt for Ingenmandsland. Døden var hyppig, selv når der ikke blev kæmpet (f.eks. på grund af sygdomme). Dette blev kaldt skyttegravskrig.
Skyttegravskrig var også en vigtig del af krigen mellem Iran og Irak.
En skyttegrav i slaget ved Somme, juli 1916
Livet i skyttegravene
Skyttegravene var beskidte. De kolde, våde og uhygiejniske forhold gjorde mange soldater syge. For eksempel var "skyttegravsfod" en svampesygdom. Den rådnede folks fødder af. Lus spredte sig i alle skyttegravene. De spredte en sygdom kaldet skyttegravsfeber. Den forårsagede feber og en voldsom smerte i hovedet. Rotter invaderede skyttegravene og spredte sygdomme overalt. De brune rotter var den mest forhadte slags. De spiste menneskelige rester. Nogle blev lige så store som katte. Mudderet var meget tykt. Nogle mænd forsvandt ned i mudderet, fordi det var så tykt.
Der var en forfærdelig lugt i skyttegravene. Det skyldtes manglen på badefaciliteter, de døde lig og de overfyldte toiletter. Det første, som en ny rekrut ville bemærke på vej til frontlinjen, var lugten. Lig rådnede op i lavvandede grave, mænd havde ikke vasket sig i ugevis, fordi der ikke var nogen faciliteter, kloakkerne var overfyldte, og der blev brugt creosol eller kalkklorid for at afværge den konstante trussel om sygdom og infektion. De kunne lugte cordit, den langvarige lugt af giftgas, rådnende sandsække, stillestående mudder, cigaretrøg og madlavning. Selv om de nye ankomne i begyndelsen var overvældet, vænnede de sig hurtigt til lugten og blev til sidst en del af den med deres egen kropslugt.
Grøftesystemet
Frontlinjegrave var normalt omkring syv fod dybe og seks fod brede. Skyttegravens forside var kendt som brystværnet. De øverste to eller tre fod af brystværnet og parados (den bageste side af skyttegraven) bestod af en tyk række sandsække for at absorbere kugler eller granatsplinter.
I en grøft af denne dybde var det umuligt at se over toppen, så der blev tilføjet en to eller tre fods afsats, kendt som et brandtrin. Grøfterne blev ikke gravet i lige linjer. Hvis fjenden ellers havde en successiv offensiv og kom ind i dine skyttegrave, kunne de skyde lige langs linjen. Hver skyttegrav blev gravet med skiftevis ildbåse og traverser.
Der blev også andebrædder placeret i bunden af skyttegravene for at beskytte soldaterne mod problemer som f.eks. skyttegravsfod. Soldaterne lavede også gravhuller og huller i siden af skyttegravene for at give dem en vis beskyttelse mod vejret og fjendtlig beskydning.
De forreste skyttegrave var også beskyttet af pigtrådsforhindringer og maskingeværposter. Korte skyttegrave, kaldet saps, blev gravet fra frontgraven ind i ingenmandsland. Sap-hovederne, som normalt lå ca. 30 meter foran frontlinjen, blev derefter brugt som lytteposter.
Bag de forreste skyttegrave var der støtte- og reservegrave. De tre rækker af skyttegrave dækkede mellem 200 og 500 meter jord. Kommunikationsgravene blev gravet i en vinkel på frontlinjegraven og blev brugt til at transportere mænd, udstyr og madforsyninger.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er skyttegravskrig?
A: Skyttegravskrig er en krigstaktik eller en måde at kæmpe på, som blev almindeligt anvendt på Vestfronten under Første Verdenskrig og i andre krige, f.eks. i Iran-Irak-krigen. Den indebærer, at to sider graver skyttegrave på en slagmark med forskellige dele til sovepladser, hovedkvarterer, lagerpladser, artilleri og maskingeværer.
Spørgsmål: Hvad er "ingenmandsland"?
A: Ingenmandsland er et område mellem de forreste skyttegrave på en slagmark, som ofte er dækket af pigtråd og landminer. Soldater fra hver side forsøgte at krydse dette område for at nå frem til fjendens skyttegrav og angribe dem.
Spørgsmål: Hvorfor brugte hærene skyttegravskrig?
Svar: Hærerne brugte skyttegravskrig, fordi det gav soldaterne dækning, mens de forsvarede sig mod angreb, og fordi de havde sovepladser, som de kunne sove i, selv om de normalt var urene og ubekvemme.
Spørgsmål: Hvordan krydsede soldaterne ingenmandsland?
Svar: Soldaterne krydsede ingenmandsland ved hjælp af kampvogne, som kunne bryde igennem pigtråd og navigere sikkert rundt om landminer.
Spørgsmål: Hvad var der i skyttegravene?
Svar: Skyttegrave havde mange forskellige dele, herunder sovepladser, hovedkvarterer, lagerpladser, artilleri og maskingeværer.
Spørgsmål: Hvor blev skyttegravskrig almindeligvis anvendt?
A: Skyttegravskrig blev almindeligt anvendt på Vestfronten under Første Verdenskrig og også i andre krige som f.eks. krigen mellem Iran og Irak.
Spørgsmål: Hvordan gav skyttegravene soldaterne beskyttelse?
Svar: Skyttegrave gav soldaterne beskyttelse ved at give dem dækning mod fjendtlige angreb, mens de forsvarede sig selv.
