Schlieffenplanen var en strategisk plan udarbejdet af grev Alfred Graf von Schlieffen (født 28. februar 1833 i Berlin, Brandenburg, Preussen – død 4. januar 1913 i Berlin, Brandenburg, Tyskland). Schlieffen var en højtstående officer i den preussiske og senere kejserlige tyske hær og sluttede sin aktive tjeneste som chef for den tyske generalstab i 1906. Planen blev formuleret omkring 1905 og var tænkt som en løsning på krig på to fronter mod Frankrig i vest og Rusland i øst. Den grundidé var at slå Frankrig hurtigt ved at omgå de stærke franske grænsebefæstninger og angribe gennem neutrale Belgien, sætte en stor indkredsende højre flanke ind nord om Paris og derved tvinge Frankrig til kapitulation, før den langsommere russiske mobilisering truede Tyskland i øst. Planen tog udgangspunkt i samtidens togtransport, mobiliseringstider og antagelser om, at en hurtig sejr i vest var nødvendig for at undgå faren på to fronter.

Schlieffens baggrund og tanker om forsvar

Alfred von Schlieffen havde omfattende erfaring fra preussiske hær-operationer i perioden 1853–1906 og var chef for Generalstaben fra 1891 til 1906. Han mente, at forsvaret ofte havde fordel, fordi forsvarerens soldater kunne flyttes hurtigt med tog til kritiske steder, mens angriberen måtte marchere. Derfor forslog Schlieffen en manøvre, hvor Tyskland slog hurtigt og beslutsomt i vest, før østfronten udviklede sig. Han pegede også på, at skyttegrave, maskingeværer og pigtråd gav forsvaret store fordele, og at teknologiske skift kunne ændre kampens karakter.

Implementering i 1914 og hvorfor planen mislykkedes

Schlieffen trak sig tilbage i 1906, og ved udbruddet af Første Verdenskrig i august 1914 tog den tyske hær ledet af generalstaben under Helmuth von Moltke den yngre udgangspunkt i Schlieffens idéer. Men Moltke ændrede planen i væsentlige detaljer: han svækkede den kraftige højre flanke, flyttede tropper til øst for at imødegå hurtigere russisk mobilisering og undervurderede mandskabs- og forsyningsproblemer. Resultatet blev, at planen ikke førte til den hurtige afgørelse, Schlieffen havde forestillet sig.

Hovedårsager til fiasko:

  • Underestimeret belgisk modstand og besættelsen af belgiske fæstninger.
  • Indgriben fra den britiske ekspeditionsstyrke og briternes erklæring om krig som reaktion på krænkelser af belgisk neutralitet.
  • Logistiske vanskeligheder og lange forsyningslinjer, især for en så stor udadgående kolonne.
  • Moltkes ændringer af den oprindelige styrkefordeling, der svækkede omkredsningen nord om Paris.
  • Hurtigere russisk mobilisering end forventet, som tvang Tyskland til at flytte tropper mod øst.
  • Ny militærteknologi og taktikker (maskingeværer, skyttegrave, moderne artilleri), der gav forsvaret fordele og førte til stabil front og skyttegravskrig.

Disse faktorer førte til, at fronten på Vestfronten hurtigt udviklede sig til en fastlåst skyttegravskrig i stedet for til en hurtig manøvrekampagne. Schlieffens antagelser om tempo, transport og den politiske situation (herunder alliancer) viste sig ude af trit med virkeligheden i 1914.

Eftervirkninger og indflydelse på Anden Verdenskrig

Schlieffenplanens idé om at omgå Frankrig gennem lavlandet påvirkede senere militære tænkemåder. Under Anden Verdenskrig brugte tyske generaler som Erich von Manstein og Heinz Guderian principper om hurtig, koncentreret pansret fremrykning og overraskelse, men de ændrede samtidigt metoden markant. I 1940 foretog Tyskland en gennembrudskampagne (blandt andet gennem Ardennerne og ikke kun nordlige Belgien), hvor panserstyrker kombineret med fly og tæt samarbejde med artilleri gav en langt hurtigere og mobile sejr end i 1914. Dette førte bl.a. til indespærringen af allierede styrker ved Nordfrankrig og evakueringen fra Dunkerque, og til sidst Frankrigs kapitulation i juni 1940.

Konklusion

Schlieffenplanen var et produkt af sin tid: den byggede på datidens antagelser om mobilisering, transport og krigsførelse. Som idé om en hurtig afgørende manøvre havde den stor indflydelse, men i praksis slog virkeligheden – politiske reaktioner, teknologiske forandringer og operationelle modifikationer – planen i stykker. Planens skæbne i 1914 og de lærdomme, die tyske generaler trak af den, viser både begrænsningerne ved teoretiske operationsplaner og vigtigheden af fleksibilitet, logistik og realisme i krigsplanlægning.