Den britisk-indiske hær, officielt ofte omtalt som den indiske hær (Indian Army (IA)), var hæren i Britisk Indien under det britiske styre (1858–1947). Hæren fungerede både som en sikkerhedsstyrke i selve Indien og som et ekspeditionskorps, som blev sendt til felttog i udlandet — især under Første og Anden Verdenskrig.

Oprindelse og navngivning

Begrebet "indisk hær" blev især brugt efter det indiske mytteri i 1857–58, da kontrollen over Indiens militære styrker gradvist blev overført fra Ostindiske Kompagni til den britiske krone. Den første hær, der officielt blev kaldt "den indiske hær", blev oprettet af den indiske regering omkring 1895. I 1903 gennemførte Lord Kitchener en større omorganisering, hvor de tidligere tre præsidenthærer (Bengal Army, Madras Army og Bombay Army) blev samlet og genopbyggede en mere centraliseret struktur.

Organisation og sammensætning

Mellem 1903 og 1947 bestod den indiske hær reelt af to adskilte elementer: den indiske hær bestående af regimenter rekrutteret i Indien og den britiske hær i Indien, som bestod af regulære regimenter fra Det Forenede Kongerige udstationeret i Indien. Officersektionen var i begyndelsen overvejende britisk, men i begyndelsen af 1900-tallet voksede et pres for indianisering, så flere indiske officerer fik adgang til kommissioner.

  • Rekruttering: Rekrutter kom ofte fra bestemte regioner og befolkningsgrupper, som de britiske myndigheder klassificerede som "martial races" — fx sikher, gurkhaer, Pathaner, Rajputs og visse muslimske grupper.
  • Struktur: Hæren omfattede infanteri-, kavaleri-, artilleri- og ingeniørenheder samt støttefunktioner. Den kombinerede både lokale indiske regimenter og britisk-ledede bataljoner.
  • Uddannelse og officerer: Institutioner som Indian Military Academy (oprettet i 1932) bidrog til at uddanne indiske officerer, mens britiske officersskoler fortsat leverede mange ledere.

Rolle i fredstid og på grænsen

Ud over ekspeditioner uden for Subkontinentet var hærens primære opgave indre sikkerhed, grænsepatrulje og konfliktforebyggelse langs den nordvestlige grænse mod Afghanistan samt ved andre frontområder langs imperiets grænser. Den blev også anvendt ved politiske opgaver, naturkatastrofer og ved opretholdelse af offentlig orden.

Indsats i Første Verdenskrig

Under Første Verdenskrig kæmpede soldater fra den indiske hær i mange teatre: Vestfronten, Gallipoli, Mesopotamien, Egypten og Østafrika. En af de mest kendte operationer var den mesopotamiske kampagne, hvor den indiske hær sammen med britiske styrker kæmpede mod det osmanniske rige og erobrede store dele af det nuværende Irak under mesopotamiske kampagne. Over en million indiske soldater og understøttende personale tjente i løbet af krigen og ydede et væsentligt bidrag til de allieredes krigsindsats.

Udvikling mellem krigene

Mellem de to verdenskrige gennemgik hæren moderniseringer, reorganisering af regimenter og en gradvis stigning i antallet af indiske officerer. Samtidig voksede det politiske pres for mere selvstyre i Indien, hvilket også påvirkede diskussioner om hæren og dens rolle i et fremtidigt selvstændigt Indien.

Anden Verdenskrig

I Anden Verdenskrig gennemgik den indiske hær en rivende vækst og blev en af de største frivillige styrker, som kæmpede på de allieredes side — med over 2,5 millioner indiske soldater rekrutteret i løbet af konflikten. Indian Army deltog i kampagner i Nordafrika, Mellemøsten, Italien og især i Burma mod den japanske fremrykning, hvor den spillede en central rolle i genindtagelsen af Burma og sikringen af den østlige grænse.

Efterkrigstid og opløsning

Efter krigens afslutning steg kravene om indisk uafhængighed, og i 1947 førte delingen af Britisk Indien til oprettelsen af to suveræne stater: Dominion of India og Dominion of Pakistan. Den britisk-indiske hær blev i forbindelse med delingen opdelt i to nationale hære — den nye Indiske Hær og Pakistan Army — idet en række regimenter, materiel og personale blev overført efter aftalte forhandlinger.

Arven efter den britisk-indiske hær

Den britisk-indiske hær efterlod en varig militær arv i regionen: organisation, træningsmetoder, regimentskultur og institutioner som Indian Military Academy. Mange af de traditionelle regimenter fortsatte i de nye nationale hære, og erfaringerne fra de to verdenskrige påvirkede militær doktrin i Sydasien i årtier efter 1947.

Selvom den britisk-indiske hær var en del af et kolonialt system, var dens sammensætning og internationale indsats kompleks: den bestod af både britiske og indiske soldater og officerer, og dens historie rækker fra lokal sikkerhed i Indien til store globale konflikter.