Første Verdenskrig erstatninger

Udviklingen af erstatninger

Der var en stor debat om retfærdigheden og den sandsynlige virkning af de besluttede erstatninger. John Maynard Keynes trådte tilbage fra det britiske finansministerium i 1919 for at protestere mod det store beløb, der blev krævet.

Dawes-planen fra 1924 ændrede Tysklands reparationsbetalinger. I maj 1929 reducerede Young-planen yderligere betalinger til 112 milliarder guldmark (28,35 milliarder dollars over en periode på 59 år, hvilket var i 1988). Desuden opdelte Young-planen den årlige betaling, der var fastsat til to milliarder guldmark (473 millioner dollars), i to dele: en del svarende til en tredjedel af beløbet, som ikke kunne udsættes, og en del, der kunne udsættes, for de resterende to tredjedele.

På grund af den store depression blev der gjort forsøg på at udsætte yderligere betalinger. Det mislykkedes, men på Lausanne-konferencen i 1932 blev det besluttet at annullere erstatningerne. På dette tidspunkt havde Tyskland betalt en ottendedel af det beløb, der krævedes i henhold til Versailles-traktaten. Men Tyskland nægtede at fortsætte med at betale, da Hitler kom til magten.

Udtalelser i Tyskland

Kun få tyskere accepterede, at de havde tabt krigen. Den tyske overkommando gav skylden til mange civile dele af samfundet, især socialister, kommunister og jøder. Ideen blev kendt som Dolchstoßlegende (Dolchstoßlegende). Tyskerne var utilfredse med summen af erstatninger, som virker forfærdelig, bl.a. fordi de tyske ledere ikke kunne repræsentere i beslutningen.

Virkninger for den tyske økonomi

De økonomiske problemer i forbindelse med betalingerne blev anset for at være en vigtig faktor, der førte til Weimarrepublikkens afslutning og Adolf Hitlers diktatur. John Maynard Keynes, en britisk økonom, sagde, at dette ville svække både den tyske økonomi og den tyske politik. Mange historikere var dog uenige med ham. Margaret MacMillan, en canadisk historiker, viste sin idé om, at Tyskland kunne have betalt alle betalingerne, hvis de havde ønsket det. Hun sagde, at problemet var, at Tyskland ikke ville bryde sig om at betale.

Sally Marks, en amerikansk historiker, mente også, at Tyskland kunne betale erstatningerne. Hun sagde, at tyskerne betalte erstatningerne fuldt ud og til tiden, så længe franskmændene besatte Düsseldorf i 1921, men at de stoppede, efter at franskmændene ikke længere var stationeret der i 1922. Senere samme år blev problemet mere alvorligt, da franske og belgiske repræsentanter opfordrede til en besættelse af Ruhrområdet for at tvinge Tyskland til at betale, mens briterne ønskede at sænke erstatningerne. Besættelsen af Ruhrområdet begyndte i januar 1923. De allierede var helt sikre på, at den tyske regering havde til hensigt at nægte at betale til test, hvis de allierede ville gennemtvinge reparationer.

Som en "stille kamp" i Ruhrområdet indledte den tyske regering den hyperinflation, der ødelagde den tyske økonomi i 1923. I 2008 sagde den britiske historiker Richard J. Evans, at den tyske regering var ansvarlig for hyperinflationen, da den foretrak dette frem for at betale erstatning. Tyskerne vandt verdens medlidenhed, og herefter blev franskmændene tvunget til at gå med til Dawes-planen fra april 1924, som sænkede erstatningerne. I henhold til denne nye plan betalte Tyskland 1 milliard mark i 1924 og nåede op på 2,25 milliarder i alt i 1927. Efter dette år kunne Tyskland betale 2,5 milliarder mark om året. Tyskerne stoppede dog stadig med at betale erstatningerne. For at håndtere dette mødtes de allierede på en konference i London i juli-august 1924, og det var første gang, at Tyskland anfægtede Versaillestraktaten.

Tyskerne klagede over, at betalingerne under Dawes-planen stadig var for høje, så Young-planen fra 1928 blev indført, og tyskerne skulle ikke betale mere end 2,5 milliarder før 1988. Gustav Stresemann krævede, at Rhineland skulle tilbageleveres til Tyskland for at Tyskland kunne acceptere planen. Under stærkt pres forlod franskmændene Rhinlandet i juni 1930.

Den britiske historiker A. J. P. Taylor skrev, at erstatningerne var hårde nok til at blive betragtet som en straf, men ikke nok til at forhindre Tyskland i at genvinde sin stormagtsstatus, og at de kan bebrejdes for Adolf Hitlers fremkomst.