Erstatninger efter Første Verdenskrig – Versailles, beløb og konsekvenser
Analyse af Versailles-erstatninger efter Første Verdenskrig: beløb, politiske konsekvenser og økonomiske eftervirkninger — hvorfor kravene formede det 20. århundredes Europa.
Ved erstatninger fra Første Verdenskrig forstås de betalinger og overførsler af ejendom og udstyr, som Tyskland blev tvunget til at foretage efter nederlaget under Første Verdenskrig. Disse erstatninger omfattede ikke kun penge, men også levering af kul og industrivarer, overdragelse af skibe, patenter samt tab af territorium og økonomisk råderum.
Artikel 231 i Versailles-traktaten (klausulen om "krigsskyld") erklærede Tyskland og dets allierede ansvarlige for alle "tab og skader", som de allierede havde lidt under krigen, og dannede et juridisk og politisk grundlag for krav om erstatning. Klausulen var omstridt, fordi den gav en enkel forklaring på krigens årsag og samtidig blev brugt som begrundelse for de økonomiske krav, hvilket i Tyskland blev opfattet som ydmygende.
Beløb og omstrukturering
I januar 1921 fastsatte en inter-allieret kommission det samlede krav til 132 milliarder guldmark, svarende til cirka 6,6 milliarder pund eller 33 milliarder dollars (ca. 393,6 milliarder amerikanske dollars i 2005). Mange økonomer og politikere både uden for og i Tyskland mente, at beløbet var urealistisk højt i forhold til, hvad den tyske økonomi kunne bære.
De oprindelige krav og måden, de blev håndhævet på, førte til flere revisioner og internationale aftaler:
- Ruhr-krisen og hyperinflation: I 1923 besvarede Frankrig og Belgien forsinkede leverancer ved at okkupere Ruhrområdet for at tage råstoffer som erstatning. Som reaktion reagerede den tyske regering med passiv modstand og udstedte store pengesedler, hvilket bidrog til den voldsomme hyperinflation i 1923.
- Dawes-planen (1924): En midlertidig omstrukturering af betalingerne, finansieret gennem amerikanske lån, som lettede byrden og stabiliserede den tyske økonomi i en periode.
- Young-planen (1929): En mere permanent aftale, der nedsatte og omstrukturerede de samlede forpligtelser (bl.a. blev det samlede krav reduceret til et lavere beløb, ofte omtalt som omkring 112 milliarder Reichsmark) og fastsatte en betalingsplan over mange år.
Betalinger, stop og endelig afslutning
Tyskland nåede kun at betale en brøkdel af kravene før 1933; omkring en ottendedel af de samlede erstatninger var betalt, da Hitlers nazistiske parti kom til magten og hævede en politik om at ophøre med betalingerne. Ophøret med betalingerne var en del af en bredere politik med afvisning af Versailles-systemet.
Efter Anden Verdenskrig skiftede fokus sig fra Versailles-erstatninger til de nye politiske realiteter. Gælds- og erstatningsspørgsmål blev delvist behandlet i efterkrigstidens aftaler, herunder London Debt Agreement (1953), som reorganiserede tysk udenlandsgæld og lettede den økonomiske byrde for den daværende Forbundsrepublik Tyskland.
Af historisk interesse blev de sidste betalinger relateret til Første Verdenskrig foretaget den 3. oktober 2010, præcis 20 år efter den tyske genforening. Betalingerne var af begrænset økonomisk størrelse og havde langt mere symbolsk karakter end økonomisk vægt efter så mange omstruktureringer og årtiers politiske ændringer.
Konsekvenser
Erstatningskravene efter Første Verdenskrig fik flere vigtige konsekvenser:
- Økonomiske: De stramme krav og de krævede naturale overførsler svækkede dele af den tyske industri og bidrog til økonomisk usikkerhed, kreditbehov og til tider ekstreme finanspolitiske svar (f.eks. hyperinflationen i 1923).
- Politiske: Kravene blev en stærk kilde til politisk vrede og nationalt forbitrelse i Tyskland. Mange politikere og vælgere så Versailles som en uretfærdig ydmygelse, hvilket blev udnyttet af nationalistiske og radikale kræfter.
- Internationale relationer: Håndteringen af erstatningerne skabte spændinger mellem Tyskland og de vestallierede, men førte også til internationale forsøg på at stabilisere og genopbygge økonomien gennem planer som Dawes- og Young-planerne samt senere gældsaftaler.
Sammenfattende spillede erstatningerne efter Første Verdenskrig en central rolle i 1920'ernes politiske og økonomiske historie i Europa. De økonomiske krav, de diplomatiske svar og de sociale følger dannede baggrund for mange af de begivenheder, der fulgte i årtierne efter krigen.
Udviklingen af erstatninger
| Begivenhed | Germangold | GuldstandardU | 2011 US$ |
| Den inter-allierede kommission for erstatning 1921 | 269 | 64.0 | 785 |
| Young Plan 1929 | 112 | 26.6 | 341 |
| Lausanne-konferencen 1932 | 20 | 4.8 | 81 |
Der var en stor debat om retfærdigheden og den sandsynlige virkning af de besluttede erstatninger. John Maynard Keynes trådte tilbage fra det britiske finansministerium i 1919 for at protestere mod det store beløb, der blev krævet.
Dawes-planen fra 1924 ændrede Tysklands reparationsbetalinger. I maj 1929 reducerede Young-planen yderligere betalinger til 112 milliarder guldmark (28,35 milliarder dollars over en periode på 59 år, hvilket var i 1988). Desuden opdelte Young-planen den årlige betaling, der var fastsat til to milliarder guldmark (473 millioner dollars), i to dele: en del svarende til en tredjedel af beløbet, som ikke kunne udsættes, og en del, der kunne udsættes, for de resterende to tredjedele.
På grund af den store depression blev der gjort forsøg på at udsætte yderligere betalinger. Det mislykkedes, men på Lausanne-konferencen i 1932 blev det besluttet at annullere erstatningerne. På dette tidspunkt havde Tyskland betalt en ottendedel af det beløb, der krævedes i henhold til Versailles-traktaten. Men Tyskland nægtede at fortsætte med at betale, da Hitler kom til magten.
Udtalelser i Tyskland
Kun få tyskere accepterede, at de havde tabt krigen. Den tyske overkommando gav skylden til mange civile dele af samfundet, især socialister, kommunister og jøder. Ideen blev kendt som Dolchstoßlegende (Dolchstoßlegende). Tyskerne var utilfredse med summen af erstatninger, som virker forfærdelig, bl.a. fordi de tyske ledere ikke kunne repræsentere i beslutningen.
Virkninger for den tyske økonomi
De økonomiske problemer i forbindelse med betalingerne blev anset for at være en vigtig faktor, der førte til Weimarrepublikkens afslutning og Adolf Hitlers diktatur. John Maynard Keynes, en britisk økonom, sagde, at dette ville svække både den tyske økonomi og den tyske politik. Mange historikere var dog uenige med ham. Margaret MacMillan, en canadisk historiker, viste sin idé om, at Tyskland kunne have betalt alle betalingerne, hvis de havde ønsket det. Hun sagde, at problemet var, at Tyskland ikke ville bryde sig om at betale.
Sally Marks, en amerikansk historiker, mente også, at Tyskland kunne betale erstatningerne. Hun sagde, at tyskerne betalte erstatningerne fuldt ud og til tiden, så længe franskmændene besatte Düsseldorf i 1921, men at de stoppede, efter at franskmændene ikke længere var stationeret der i 1922. Senere samme år blev problemet mere alvorligt, da franske og belgiske repræsentanter opfordrede til en besættelse af Ruhrområdet for at tvinge Tyskland til at betale, mens briterne ønskede at sænke erstatningerne. Besættelsen af Ruhrområdet begyndte i januar 1923. De allierede var helt sikre på, at den tyske regering havde til hensigt at nægte at betale til test, hvis de allierede ville gennemtvinge reparationer.
Som en "stille kamp" i Ruhrområdet indledte den tyske regering den hyperinflation, der ødelagde den tyske økonomi i 1923. I 2008 sagde den britiske historiker Richard J. Evans, at den tyske regering var ansvarlig for hyperinflationen, da den foretrak dette frem for at betale erstatning. Tyskerne vandt verdens medlidenhed, og herefter blev franskmændene tvunget til at gå med til Dawes-planen fra april 1924, som sænkede erstatningerne. I henhold til denne nye plan betalte Tyskland 1 milliard mark i 1924 og nåede op på 2,25 milliarder i alt i 1927. Efter dette år kunne Tyskland betale 2,5 milliarder mark om året. Tyskerne stoppede dog stadig med at betale erstatningerne. For at håndtere dette mødtes de allierede på en konference i London i juli-august 1924, og det var første gang, at Tyskland anfægtede Versaillestraktaten.
Tyskerne klagede over, at betalingerne under Dawes-planen stadig var for høje, så Young-planen fra 1928 blev indført, og tyskerne skulle ikke betale mere end 2,5 milliarder før 1988. Gustav Stresemann krævede, at Rhineland skulle tilbageleveres til Tyskland for at Tyskland kunne acceptere planen. Under stærkt pres forlod franskmændene Rhinlandet i juni 1930.
Den britiske historiker A. J. P. Taylor skrev, at erstatningerne var hårde nok til at blive betragtet som en straf, men ikke nok til at forhindre Tyskland i at genvinde sin stormagtsstatus, og at de kan bebrejdes for Adolf Hitlers fremkomst.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad var erstatningerne for Første Verdenskrig?
A: Reparationer fra Første Verdenskrig var betalinger og overførsler af ejendom og udstyr, som Tyskland blev tvunget til at foretage efter sit nederlag under Første Verdenskrig.
Q: Hvad var grundlaget for erstatningerne?
A: Artikel 231 i Versaillestraktaten (krigsskyldsklausulen) erklærede Tyskland og dets allierede ansvarlige for alle de allieredes "tab og skader" under krigen og skabte grundlaget for erstatningerne.
Q: Hvornår blev den samlede erstatningssum besluttet?
A: Den samlede erstatningssum blev fastsat i januar 1921 af en interallieret erstatningskommission.
Q: Hvor stor var den samlede erstatningssum?
A: Den samlede erstatningssum var 132 milliarder guldmark, hvilket svarer til ca. 6,6 milliarder pund eller 33 milliarder dollars (ca. 393,6 milliarder amerikanske dollars i 2005).
Q: Hvorfor mente mange økonomer, at beløbet var for stort?
A: Mange økonomer mente, at beløbet var for stort, fordi det var en byrde, som Tyskland ikke kunne bære.
Q: Hvornår holdt Tyskland op med at betale erstatninger?
A: Tyskland stoppede med at betale erstatninger, da Hitlers nazistparti kom til magten i 1933, og omkring en ottendedel af erstatningerne var blevet betalt på det tidspunkt.
Q: Hvornår blev de sidste betalinger foretaget?
A: De sidste betalinger blev foretaget på dagen præcis 20 år efter den tyske genforening.
Søge