Solnhofen-kalkstenen: Berømt jura-fossilsted i Bayern med Archaeopteryx

Opdag Solnhofen-kalkstenen i Bayern — verdensberømt jura-fossilsted med detaljerede Archaeopteryx-fossiler, afgørende for forståelsen af fuglens tidlige evolution.

Forfatter: Leandro Alegsa

Solnhofen-kalkstenen er verdens mest berømte fossilfundsted. Det er et lagersted af kalksten fra den øvre jura, som har bevaret mange fossiler i stor detalje. Eksemplarerne af Archaeopteryx er måske verdens mest værdifulde fossiler, fordi de er de tidligste fossiler af en fugl, der er i stand til at flyve.

Solnhofen-bedene ligger i den tyske delstat Bayern (Bayern), halvvejs mellem Nürnberg (Nürnberg) og München (München). De blev oprindeligt brudt som kilde til tag- og gulvfliser og senere til litografisk trykning.

Geologi og dannelse

Solnhofen-kalkstenen er en meget finkrystallinsk, micritisk kalksten dannet i lagdelte sedimenter i små, lavvandede laguner for omkring 150 millioner år siden (sen jura). Lagunene var ofte isolerede fra åbent hav og kunne udvikle sig i ret stillestående, iltfattige (anoxiske) bundforhold. Disse forudsætninger forhindrede nedbrydning og rokade af dødt organisk materiale, så selv bløde dele som fjer, hud og bløddelsstrukturer ofte blev bevaret i usædvanlig detaljerigdom.

Fossilindhold og bevarelse

Solnhofen er et klassisk eksempel på en Lagerstätte — et sedimentært aflejringsmiljø med usædvanlig fossilisering. Ud over de berømte Archaeopteryx-eksemplarer findes et stort udvalg af andre bevarede organismer, fx:

  • fisk (både små og mellemstore arter),
  • blæksprutter og belemnitter,
  • krebsdyr og andre leddyr,
  • pterosaurer (flyvende krybdyr),
  • fuglelignende former og dinosaurer,
  • planter og insekter med fine detaljer bevaret.

Den fine kornstørrelse i stenene gør, at selv fjer, hudstrukturer og blødt væv kan ses — ofte som mørke aftryk på kalkstenen. Fossilerne findes typisk som flade impressioner i lagdele, og de fremkommer ved, at skiferagtige plader spaltes langs naturlige lag.

Archaeopteryx og videnskabelig betydning

Archaeopteryx fra Solnhofen har haft enorm betydning for forståelsen af overgangsformer mellem dinosaurer og fugle. Siden det første fund i 1861 er der kendt omkring tolv (12) komplette eller delvise eksemplarer plus enkelte isolerede fjeraftryk. Fundene viser kombinationen af dinosaur-lignende træk (fx tænder og lange krumme kløer) og fuglelignende træk (fx fjer og vinger), hvilket gjorde Archaeopteryx til et nøglebevis for evolutionsteoriens forklaring af fuglenes oprindelse.

Industrien: litografi og bruddrift

Solnhofen-stenens fine struktur gjorde den ideel til litografisk trykning i 1800-tallet — deraf navnet "litografisk kalksten". Før litografiens tid blev stenen også brugt til tag- og gulvfliser. Bruddriften var omfattende, og mange fossiler er fundet under udvindingen. I dag er kommerciel indvinding begrænset, og mange gamle brud er lukkede eller beskyttede.

Arkæologi, bevaring og forskning

Fossiler fra Solnhofen er genstand for intensiv forskning. Udgravning og præparation kræver stor forsigtighed: fossilerne skæres ofte ud i hele plader, og detaljeret konservatorarbejde med specialværktøj afslører den fine anatomiske information. Mange vigtige eksemplarer er udstillet i naturhistoriske museer i Tyskland og internationalt.

Besøg og praktiske oplysninger

Området omkring Solnhofen (i Jura-området i Bayern) rummer museer og besøgscentre med fossiler og information om geologi og historie. Et par praktiske bemærkninger:

  • Adgang til aktive eller private brud er ofte reguleret — det kræves normalt tilladelse for at samle fossiler.
  • De vigtigste fund er udstillet på museer, hvor man kan se detaljerede prøver og lære mere om opbevaring og forskning.
  • Hvis du vil studere eller fotografere fossiler, bør du respektere lokal lovgivning og museernes regler for håndtering.

Betydning i dag

Solnhofen-kalkstenen er fortsat et af de vigtigste vinduer til verdens dyreliv i sen jura. Dets fremragende bevarelser giver unik indsigt i anatomi, økologi og evolution og illustrerer, hvordan særlige sedimentære forhold kan skabe ekstraordinære fossilregistre.

Rhamphorhynchus fra SolnhofenZoom
Rhamphorhynchus fra Solnhofen

Palæomiljø

I slutningen af Jura var dette område en øgruppe i udkanten af Tethyshavet. Det omfattede fredelige laguner, som havde begrænset adgang til det åbne hav, fordi de var omgivet af koralrev. Vandafstrømningen fra landjorden var lav, og under solen var fordampningen høj. Saltholdigheden steg så meget, at den resulterende saltvandssalt ikke kunne bære liv, undtagen i toppen af vandsøjlen.

Det laveste vand var ikke kun meget salt, men også hypoxisk: meget lavt iltindhold. Dette skyldtes den manglende vandblanding. Mange almindelige ådselædere var fraværende fra lagunens bund. Af vandets tilstand følger det, at næsten alle de fossilerede dyr ikke levede i lagunen. De må have levet på land, i luften eller ude på havet uden for revet. Når de så døde, faldt de ned, drev eller blev skyllet ind i lagunen fra luften, havet eller land. Lejlighedsvise storme på havet kan have dræbt flyvende dyr og ført fisk over revet i en opslæbning af fint dispergeret kalk. Her sank ligene ned i den døde zone og blev bevaret.

Når de først var i lagunen, blev ligene begravet i blødt karbonatslam. På den måde undgik mange sarte væsner at blive ædt af ådselædere eller blive revet i stykker af strømmene. Libellens vinger, aftrykkene fra vildfarne fjer og landplanter, der blev skyllet ind i lagunerne, blev alle bevaret.

"De mange forskellige fossiler og det antal fossiler, der er kendt, er vildledende. Forekomsten af fossiler er ret lille. En arbejder kan faktisk grave i stenbrud i en hel dag og ikke finde et eneste. Det er de hundredvis af år med stenbrydning, der får dem til at virke så tilsyneladende almindelige".

Udvalget af fossile arter giver et omfattende billede af et lokalt økosystem fra juraen. Til tider tørrede lagunerne næsten ud og blotlagde klæbrig karbonatslam, som fangede insekter og endda nogle få små dinosaurer. Der er blevet identificeret over 600 arter. Der er fundet syv slægter og op til 29 arter af pterosaurer. Det tyder på, at pterosaurer i dette økosystem var mere almindelige og mere forskelligartede end fugle. Pterosaurernes størrelse varierede fra størrelsen af en spurv til 1,2 m i længden.

Den finkornede tekstur af det mudder, der danner kalkstenen, er ideel til fremstilling af litografiske plader til trykning af illustrationer. Omfattende stenbrydning i det 19. århundrede afslørede mange fossile fund, hvilket mindes med navnet Archaeopteryx lithographica, hvoraf alle eksemplarer stammer fra disse aflejringer. Den nærmeste moderne analogi til Solnhofen-forholdene siges at være Orca Basin i den nordlige del af Den Mexicanske Golf, selv om dette område er meget dybere end Solnhofen-lagunerne.

Biota

Solnhofen-biotaen består af de dyr og planter, der levede i området. De blev alle fundet i kalkstensbruddene.

Produktion af karbonat

Karbonatet blev hovedsagelig fremstillet ved:

Begge disse grupper producerer skeletstrukturer af calciumcarbonat.

Planter

Nogle af resterne af landplanterne kom ned i lagunen. De var næsten alle gynmospermer.

Hvirveldyr

Krybdyr (Sauropsida)

Hvirvelløse dyr

Nøddyr

  • Scyphozoa (vandmænd): syv slægter
  • Hydrozoa: tre slægter
  • Koraller (Anthozoa): en slægt

Pighuder

Bløddyr

Insekter

Krebsdyr

Andre

Konklusioner

Dataene viser nogle ting om regionens biota.

  1. Der var en stor variation af liv i nærheden af lagunen.
  2. Biller var allerede den mest almindelige insektart, og guldsmede var også almindelige. Nogle andre insekttyper (hymenoptera og fluer) var ikke så almindelige som i dag.
  3. Pterosaurer var på det tidspunkt langt mere succesfulde end fugle. De var meget mere almindelige og mere forskelligartede.
  4. De nyudviklede pterodaktyler var allerede mere mangfoldige end Rhamphorhynchoiderne, men den enkelte slægt Rhamphorhynchus var stadig meget almindelig.
  5. Der blev ikke fundet pattedyr her.


Søge
AlegsaOnline.com - 2020 / 2025 - License CC3