Søstjerner (Asteroidea): Havets pighuder – arter, anatomi og adfærd

Opdag søstjerner (Asteroidea): arter, anatomi og adfærd. Lær om deres arme, endoskelet, fødevaner og liv i havets zoner — over 1500 arter og fascinerende tilpasninger.

Søstjerner eller søstjerner er pighuder i klassen Asteroidea. ^p35 De er marine hvirvelløse dyr med karakteristisk stjerneform, oftest med fem arme, men mange arter kan have flere arme eller variere i armantal gennem livet.

Udbredelse og levesteder

De lever alle i havet, som bundlevende dyr. Nogle arter lever på lavt vand tæt ved kysten, andre på meget dybt vand. Flere arter findes i den mellemliggende zone, mellem lavvande og højvande, hvor de tåler udsving i temperatur og salinitet. Globale forekomster spænder fra tropiske koralrev til kolde polarområder.

Anatomi og bevægelse

Selvom søstjerner er hvirvelløse dyr, har de en form for skelet. Kroppen består af kalkholdige plader (ossikler), ofte med pigge eller granulater, der tilsammen udgør et indre endoskelettet, som giver støtte og beskyttelse.

Under pladerne har søstjerner et særligt hydraulisk system, kaldet vandkar-systemet eller ambulakralystemet, som ved hjælp af sugefødder (tube feet) muliggør bevægelse og greb. Tubeføderne styres af muskler og vandtryk og kan skabe kraftig sugeevne, så en søstjerne kan åbne skaller på muslinger og andre byttedyr. Armenes antal er ofte angivet med arme, og disse arme rummer både sugeføder, sanseceller og øjenpletter i armspidserne, så dyret kan opdage lys og retningsinformation.

Nervesystem og indre funktioner

Søstjerner har et relativt primitivt nervesystem, bestående af en ringnerve omkring munden og radiære nerver ud i hver arm, men de mangler en central hjerne. Denne opbygning giver alligevel mulighed for koordineret bevægelse og simple adfærdsmønstre.

De har ikke normalt blod, men transporterer næringsstoffer og gas gennem vandkar-systemet; de bruger havvand til at pumpe væske rundt i kroppen og i tubefødderne, som dermed fungerer både til bevægelse og gasudveksling.

Føde og adfærd

Der findes over 1500 forskellige arter af søstjerner. De fleste søstjerner er rovdyr eller ådselsædere. Mange arter specialiserer sig i at spise muslinger, muslinger og andre toskallede dyr, men nogle spiser også små fisk, snegle, koralpolyper eller blødt væv fra bundplanter og dyr.

En bemærkelsesværdig spiseadfærd er tømmelsen af byttet ved at vende eller eversere maven: søstjernen kan bukke sin mavedel ud gennem munden for at fordøje byttet udefra og dermed få adgang til byttets bløde væv, selv når skallen er lukket.

Reproduktion, udvikling og regeneration

De fleste søstjerner formerer sig seksuelt ved at frigive æg og sæd til vandet (broadcast spawning), hvor befrugtning og planktoniske larvestadier følger. De almindelige larvestadier kaldes blandt andet bipinnaria og brachiolaria, som til sidst metamorfoserer til bundlevende juvenil stadier.

Nogle arter udviser også ukønnet formering ved fragmentering: en arm eller del af kroppen kan vokse til et nyt individ hos visse arter. Regeneration er udbredt — tabte arme vokser ofte ud igen, og i nogle tilfælde kan hele et helt nyt individ genvokse fra en arm med en del af centralkroppen.

Økologisk rolle og trusler

Søstjerner spiller ofte en vigtig rolle i marine økosystemer som rovdyr, der kan regulere bestande af toskallede dyr og dermed påvirke sammensætningen af bundsamfundet. Nogle arter, fx den såkaldte tornekronestjerne, kan være skadelige for koralrev ved at spise koralpolypper — dette er et eksempel på, hvordan en art kan påvirke et helt økosystem.

Trusler mod søstjerner omfatter sygdomme (f.eks. sea star wasting disease), klimaændringer, havforsuring, habitatødelæggelse og forurening. Store udsving i temperatur og ændret havkemi kan reducere overlevelsen af både voksne dyr og planktoniske larver.

Udvalgte arter og bemærkninger

• Pycnopodia helianthoides — solsikkestjernen er blandt de største arter; fuldt udvokset kan armspændet nå omkring en meter.
• Tornekronestjernen (ofte nævnt som Acanthaster planci) er kendt for at spise koralpolypper og kan i udbrud skade koralrev.
• Mange mindre arter lever skjult under sten eller i klitter og har specialiserede fødestrategier (deposit- eller suspensionsspisere).

Forskning i søstjerner omfatter taksonomi, økologi, fysiologi og bevaringsarbejde. På grund af deres rolle i marine fødenet og deres særlige biologiske egenskaber er søstjerner både interessante for videnskaben og vigtige at beskytte i bevarelsen af sunde havmiljøer.

Fodring

Sanser

Søstjernernes bevægelser styres af deres følesans og synssans. Der er fem "øjne", lysfølsomme puder, et for enden af hver arm. Disse og rørfødderne er forbundet med nervefibre, så disse dyr er mere komplekse, end man skulle tro.

Rørfødder

Selv om søstjerner startede som filterfoder, udviklede de sig til at blive store rovdyr af skaldyr (brachiopoder og toskallede fisk). De kan også spise små krebsdyr og fisk. Deres rørfødder har udviklet sugekopper, måske oprindeligt for at forbedre deres bevægelsesmuligheder. Senere blev de brugt til at åbne skaldyr.

"Suttende rørfødder har muligvis ikke været til stede hos nogen palæozoisk søstjerne".

Fodringsmetoder

Skallerne på brachiopoder og toskallede dyr holdes sammen af stærke muskler. Det, søstjernen gør, er at holde fast i dem på begge sider med sine rørfødder og trække støt og roligt. Med sine muskler og sit hydrauliske system kan søstjernen trække i meget længere tid, end nogen toskalles muskler kan holde til. Tilsyneladende er ti minutter normalt nok til at åbne skallen en smule. Derefter glider søstjernen sin mave ind i skallen. Magen kan komme igennem en så smal spalte som 0,1 mm. Derefter opløser søstjernen bløddyret, hvor den lever, og optager næringsstofferne. Denne fordøjelsesproces tager meget længere tid end at åbne skallen, måske et par dage.

Nogle arter sluger skallen hel og opløser indholdet i maven og skubber skallen ud bagefter. ^p45

Søstjernernes evne til at spise brachipoder og toskallede fisk udviklede sig i Mesozoikum, især i Jura og Kridt. Dette var en del af den mesozoiske marine revolution, som ændrede faunaen på havbunden. Svagt forsvarede og statiske skaldyr forsvandt, og mere stærkt pansrede eller mere mobile skaldyr blomstrede op.

Spiser en musling: bemærk rørfødderne

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er en søstjerne?

Sp: Hvor lever de fleste søstjerner?

Spørgsmål: Hvor store kan de blive?

Spørgsmål: Har de et skelet?

Spørgsmål: Har de blod?

Spørgsmål: Hvor mange arter er der?

Søg efter bogstav