Gastropoder (snegle): Definition, arter, levesteder og evolution

Snegle har torsion, en proces, hvor kroppen vikler sig ind til den ene side under udviklingen. Betydningen af denne procedure er endnu ikke klarlagt.

De har et veldefineret hoved med to eller fire sensoriske tentakler. De har også en hovedfod, som de bevæger sig på. Øjnene på spidsen af fangarmene varierer fra enkle til mere komplekse øjne.

De fleste medlemmer har en skal, som er i ét stykke og er spiralformet eller spiralformet; den åbner normalt i højre side (set med spidsen af skallen pegende opad). Nogle arter har et operculum, et låg eller en lukkedør til at lukke skallen. Hos nogle, sneglene, er skallen ikke til stede, og kroppen er strømlinet. De mest kendte snegle er landsnegle og snegle, men mere end halvdelen af alle arter lever i et havmiljø. Havsnegle omfatter planteædere, detritusædere, kødædere og nogle få ciliære ædere, hvor radulaen er reduceret eller ikke findes. Radulaen er normalt tilpasset den føde, som en art spiser.

De enkleste snegle er stenbiderne og abalones, som begge er planteædere, der bruger deres hårde radulaer til at rive alger på stenene. Mange havsnegle er gravere og har sifoner eller rør, der går ud fra kappen og nogle gange fra skallen. De fungerer som snorkler og gør det muligt for dyret at fortsætte med at trække en vandstrøm med ilt og føde ind i kroppen. Sifonerne bruges også til at opdage byttedyr på afstand. Disse sneglearter trækker vejret med gæller. Nogle ferskvandsarter og næsten alle terrestriske arter har udviklet lunger.

Snegle fra flere forskellige familier kaldes havsnegle. De er ofte prangende farvet. Det kan enten være som en advarsel, hvis de er giftige, eller for at camouflere dem på de koraller og alger, hvor mange af dem lever. Deres gæller er ofte fjerformede fjer på ryggen. Det er dette, der giver navnet til nøgensneglene. Nøglesnegle med glat eller vorteagtig ryg har ingen synlige gællemekanismer, og åndedrættet kan foregå direkte gennem huden. Nogle få af havsneglene er planteædere, og nogle er kødædere. Mange har tydelige kostpræferencer og optræder regelmæssigt sammen med visse arter.

Gastropoda-taksonomien er under konstant revision: to større revisioner er blevet offentliggjort i de sidste tyve år. Der vil helt sikkert blive foretaget andre revisioner på grundlag af data fra DNA-sekventering. På nuværende tidspunkt kan taksonomien for Gastropoda være forskellig fra forfatter til forfatter.

I henhold til moderne kladisme bør taksonomien af Gastropoda skrives i form af strengt monofyletiske grupper. Det vil sige, at der kun er én slægt af snegleplanter i hver gruppe. Det vil være vanskeligt at gøre dette og stadig have en praktisk taxonomi for arbejdende biologer. Klassificering af dyr i praksis betyder, at man bruger morfologi (hvordan de ser ud). Men der er forskelle mellem de ældre grupperinger, der er baseret på morfologi, og dem, der er baseret på genomsekvenser. Konvergent evolution, som ofte har fundet sted hos gastropoder, kan være en af forklaringerne herpå.

Dette var den traditionelle inddeling i fire underklasser:

• Prosobranchia: (gæller foran hjertet).
• Opisthobranchia: (gæller til højre og bag hjertet).
• Gymnomorpha: (ingen skal)
• Pulmonata: (med lunger i stedet for gæller)

De første sneglehatte var udelukkende marine. De første af denne gruppe optrådte i det øvre Kambrium (Chippewaella, Strepsodiscus). I Ordovicium var sneglehusene en varieret gruppe, der fandtes i nogle få akvatiske levesteder. Fossile snegle fra stenene fra den tidlige palæozoiske æra er ofte for dårligt bevaret til at kunne identificeres nøjagtigt. Alligevel indeholder den siluriske slægt Poleumita femten identificerede arter. Fossile snegle er mindre almindelige i Palæozoikum end toskallede snegle.

De fleste snegle fra den tid hører til primitive grupper. Nogle få af disse grupper overlever stadig i dag. I karbonperioden kan mange af de former, der ses hos levende snegle, findes i fossilerne. På trods af disse ligheder i udseende er de fleste af disse ældre former ikke direkte beslægtet med levende former. Det var i Mesozoikum, at forfædrene til mange af de levende snegle udviklede sig. En af de tidligst kendte landlevende snegle er Maturipupa, som findes i kulmåtterne fra karbonperioden i Europa. Hvad angår det almindelige fossil Bellerophon fra de karboniske kalksten i Europa, ved man ikke, om det er en gasropod eller ej.

Slægter af de moderne landsnegle er sjældne før Kridt-perioden. Den velkendte Helix dukkede først op i denne periode.

I sten fra den mesozoiske æra er snegle mere almindelige som fossiler, og deres skal er ofte velbevaret. Deres fossiler forekommer i lag i både ferskvands- og havmiljøer. Purbeck Marble fra juratiden og Sussex Marble fra den tidlige kridttid, som begge forekommer i Sydengland, er kalksten, der indeholder de tæt pakkede rester af damsneglen Viviparus.

Bjergarter fra Kainozoikum har et meget stort antal sneglefossiler i sig. Mange af disse fossiler er nært beslægtede med moderne levende former. Mangfoldigheden af snegle er steget markant i begyndelsen af denne æra, sammen med mangfoldigheden af toskallede dyr.

Gastropoder er en af de grupper, der registrerer de ændringer i faunaen, som skyldes iskappernes frem- og tilbagetrækning i løbet af den pleistocæne epoke.

Disse sider illustrerer de mange forskellige former for snegle. Abalone; konkylie; kuhli; sumpskaller; nakkemusling; havsnegl; snegl; snegl; snegl; hvilling.