Nautiloider er en stor og varieret gruppe af marine blæksprutter (Mollusca) i underklassen Nautiloidea. De begyndte i det senere Kambrium. Nautilus er den eneste overlevende slægt.

Nautiloider er karakteriseret ved en hård, ofte spiralformet eller rettet skal inddelt i kamre (camerae) adskilt af skillevægge (septa). Et tyndt rør kaldet siphuncle forbinder kamrene og bruges til at regulere gassammensætningen og dermed opdriften – en af de vigtigste tilpasninger, som gjorde gruppen succesfuld i mange miljøer. Sammenlignet med de beslægtede ammonitter har nautiloider typisk simple suturelinjer (mønstret hvor septa møder skalvæggen).

Udvikling og fossilregister

Nautiloider blomstrede i den tidlige palæozoiske æra, hvor de var blandt de dominerende rovdyr i havene. I løbet af palæozoikum og senere tider udviklede de et usædvanligt stort udvalg af skalmorfologier: fra lange, rette (orthocone) skaller til tæt spiralformede og endda kroget formede skaller. Der kendes ca. 2.500 fossile arter af nautiloider, men kun få arter er bevaret i dag.

Historiske massedødsbegivenheder, særligt i slutningen af perm, reducerede gruppens mangfoldighed kraftigt. I mesozoikum konkurrerede ammonoider og nyere rovdyr også med nautiloider, så deres rolle i marine fødenet ændrede sig over tid. Et par linjer overlevede til nutiden; de bedst kendte nulevende repræsentanter er slægten Nautilus (og i nogle nyere klassifikationer også slægten Allonautilus).

Vigtige anatomiske træk

  • Siphuncle: rørformet forbindelse mellem kamrene, vigtig for opdrift.
  • Camerae og septa: kammerinddeling gør det muligt at regulere vægtfylde.
  • Skalmorphologi: planispiral, orthocone og andre former afspejler forskellige levesteder og måder at svømme på.
  • Suturlinjer: relativt enkle hos nautiloider sammenlignet med ammonitter.

Fossile arter — eksempler

Nogle velkendte fossile nautiloide genera omfatter blandt andre Orthoceras, Endoceras og Actinoceras. Disse findes i mange sedimentære aflejringer over hele verden og viser stor variation i størrelse og form — fra få centimeter til flere meter i længde for de største rette skaller.

Økologi og bevaring

De nulevende nautiloider lever typisk i tropiske og subtropiske havområder (fx det vestlige Stillehav), ofte ved kontinentalskråninger og i dybere vand i dagtimerne, hvor de søger føde natten igennem. Nautiloider er altædende eller opportunistiske rovdyr/scavengere, og de har lav reproduktionsrate med få, relativt store unger og direkte udvikling. Dette gør dem sårbare over for overfiskeri (særligt indsamling for smykke- og souvenirsmarkedet), tab af habitat og klimaændringer. Flere arter er i dag vurderet som truede eller sårbare i internationale vurderinger.

Taksonomi og forskning

Taksonomien for nautiloider er kompleks: gruppen omfatter en lang række uddøde ordener og slægter, og historiske navngivninger er ofte genstand for revision, når nye fossile fund eller teknikker (fx CT-scanning) kaster lys over intern morfologi. Nautiloider er vigtige for forståelsen af blækspruttens evolution og marina økosystemers historie, og deres fossiler bruges i stratigrafiske analyser, paleoekologi og studier af morfologisk udvikling over geologisk tid.

Sammenfattende: Nautiloider er en gammel, biologisk og paleontologisk vigtig gruppe af bløddyr. Deres karakteristiske kamrede skaller og siphuncle gjorde dem til effektive svømmere og opdriftsregulatorer, og selvom langt de fleste arter er uddøde, giver de levende nautiloider og de rige fossile fund et unikt indblik i flere hundreder millioner års evolution og økologisk forandring.