Ammonit

Evolution

Ammonitterne dukkede først op i den tidlige devoniske periode. De udviklede sig fra en lille Bactridian med lige skaller, som var en tidlig Nautiloid. De udviklede sig hurtigt til en række forskellige former og størrelser, herunder nogle, der var formet som hårnåle. I løbet af deres udvikling blev ammonitterne udsat for ikke mindre end fire katastrofale begivenheder, som i sidste ende førte til deres uddøen. Den første hændelse fandt sted i Øvre Devon og den anden i slutningen af Perm (for 250 millioner år siden), hvor kun to linjer overlevede P/Tr-udryddelsen. De overlevende arter udstrålede og blomstrede i hele Trias-peroden. I slutningen af denne periode (for 206 millioner år siden) var de igen tæt på at uddø igen, da kun én slægt overlevede. Denne begivenhed markerede slutningen af Trias og begyndelsen af Jura, hvor antallet af ammonitarter igen voksede. Den endelige katastrofe indtraf i slutningen af kridttiden, hvor alle arter blev udslettet, og ammonitterne uddøde.

De unge ammonitter levede i planktonet nær havets overflade. De spiste mest små yngel, mens de voksede. Det gjorde dem særligt sårbare over for enhver hændelse, der kunne forstyrre planktonzonen.

Livet

Ammonitterne begyndte deres liv som små planktoniske væsener med en diameter på under 1 mm. I deres barndom ville de have været sårbare over for angreb fra andre rovdyr, herunder mosasaurer og fisk. Deres skal gav dog deres bløde dele en vis beskyttelse. Der er blevet diskuteret meget om eksistensen af seksuel dimorphisme med større hunner og mindre hanner.^p244 Spørgsmålet er stadig åbent, men i det mindste er der hos nogle arter fundet aflejringer med to størrelser og ingen mellemformer.

Efterhånden som skallen voksede, blev de bageste rum forseglet med en semi-permeabel membran. Et enkelt rør, sifunklen, gik gennem midten af hver skillevæg og forbandt kamrene. Dyret kunne tilføre eller trække gas ud efter behov for at sikre opdriften. På indersiden af skallen er rummene markeret med udførlige suturer. Disse kan let ses på de fossiler, som er indvendige forme, hvilket de fleste er.^p241 Ammonitter var aktive rovdyr, og de blev ofte selv spist af fisk og havreptiler. Fossilerne findes næsten altid med det ydre rum afbrudt, sandsynligvis som følge af netop et sådant angreb.

Ammonitterne svømmede med jetdrev, ligesom de fleste andre cepalopoder. Vand kom ind i kappehulen, passerede over gællerne og blev sprøjtet ud. Nautilus har også en flugtmekanisme, hvor en sammentrækning af branchialkammeret (gæller) får dyret til at hoppe ud af vejen for et rovdyr.^p232 Det ville være rimeligt at antage, at ammonitterne havde en lignende mekanisme.