Ammonitter – uddøde havblæksprutter og deres karakteristiske fossiler
Opdag ammonitter: uddøde havblæksprutter med riflet, spiralformet skal — fascinerende fossiler fra 400–65 mio. år siden, deres udvikling, typer og paleontologiske betydning.
Ammonitter var marine blæksprutter af underklassen Ammonoidea. De optræder hyppigt i fossillag og er blandt de mest karakteristiske og let genkendelige fossiler fra palæozoikum og mesozoikum.
Deres meget kendte fossiler viser en riflet spiralformet skal, i hvis sidste rum det tentaklede dyr boede. Disse skabninger levede i havene fra begyndelsen af Devonperioden og frem til slutningen af Kridttiden — altså i et tidsrum på flere hundrede millioner år (omtrent 419–66 millioner år siden). De uddøde ved K/T-uddøen (Cretaceous–Paleogene-uddøen). Deres nærmeste nulevende slægtninge er blæksprutter, blæksprutter, blæksprutter og Nautilus, selvom ammonitterne udviser særlige træk i skalopbygning og suturmønstre, som adskiller dem fra nutidens blæksprutter og nautilus.
Udseende og anatomi
- Skallen: Ammonittens skal var oftest planispiral (fladt spiralrullet) og opdelt i en række kamre adskilt af vægge kaldet septa. Det levende dyr holdt sig i det yderste (seneste) kammer.
- Suturmønstre: De indre kanter mellem septa og skal danner karakteristiske mønstre (sutur). Man skelner fx mellem simple goniatit-, mellemliggende ceratit- og komplekse ammonit-suturer — en vigtig gruppering inden for Ammonoidea.
- Siphuncle og opdrift: Et rørformet organ (siphuncle) og regulerede gasser gjorde det muligt at justere skalens opdrift, så ammonitter kunne holde sig i bestemte vandsøjler.
- Størrelse og formvarianter: Størrelsen varierede fra få centimeter til flere meter i diameter (nogle få slægter som fx Parapuzosia nåede betydelige dimensioner). Der findes også heteromorfe ammonitter med utraditionelle, delvist ukrummede skaller.
Levevis og økologi
Ammonitter var formentlig aktive svømmere (nektoniske) og jagede små byttedyr som fisk og krebsdyr. Mange havde hydrodynamiske skaller, der gjorde dem hurtige nok til at fange bytte eller undslippe rovdyr. Variation i form og ornamentik afspejler ofte forskellige levesteder — fra frie svømmere i åbent hav til former, der sandsynligvis levede nær havbunden.
Fossiler og videnskabelig betydning
- Bevaring: Ammonitfossiler findes ofte som hele skaller, indre aftryk eller som pyritiserede (jern-sulfid) eksemplarer. De forekommer især i kalk, mergel og marine sedimentære bjergarter.
- Index-fossiler: På grund af ammonitternes hurtige evolution og vidt udbredte forekomst bruges de som fremragende alderstolkere i biostratigrafi — de hjælper geologer med at datere og korrelere sedimentære lag over store afstande.
- Populære fund: Ammonitfossiler er populære blandt samlere og i museer. Nogle lokaliteter er berømte for særligt velbevarede eller usædvanligt store eksemplarer.
Tidsrum, udvikling og uddøen
Ammonitter dukkede op i Devon og oplevede flere storstrålende radiations- og diversificeringsfaser gennem palæozoikum og mesozoikum. De overlevede flere masseuddøen begivenheder, men gik tilsyneladende helt ud ved den store uddøen ved grænsen mellem Kridt og Paleogen (K/T- eller K–Pg-uddøen) for ca. 66 millioner år siden. Årsagerne til deres endelige forsvinden omfatter de samme globale miljøpåvirkninger, som ramte mange andre grupper — bl.a. asteroidenedslag, klimaændringer og massiv vulkansk aktivitet.
Systematik
Der findes ni ordener i Ammonoidea: fem i det palæozoiske og fire i det mesozoiske område. Ordene adskiller sig især ved suturmønstre, skalform og ornamentik. Ved at studere disse træk kan palæontologer rekonstruere ammonitternes evolutionære slægtskabsforhold og spore ændringer i havmiljøet gennem geologisk tid.
Kort sagt: Ammonitter var en særligt succesfuld og varieret gruppe af uddøde havblæksprutter. Deres fossiler giver både et smukt indblik i fortidens havliv og et vigtigt redskab til geologisk datering og forståelse af jordens historie.
Parapuzosia seppenradensis, den største kendte ammonit
Den anderledes formede ammonit Didymoceras stevensoni
Nogle af de mange forskellige former for ammonitter
Evolution
Ammonitterne dukkede først op i den tidlige devoniske periode. De udviklede sig fra en lille Bactridian med lige skaller, som var en tidlig Nautiloid. De udviklede sig hurtigt til en række forskellige former og størrelser, herunder nogle, der var formet som hårnåle. I løbet af deres udvikling blev ammonitterne udsat for ikke mindre end fire katastrofale begivenheder, som i sidste ende førte til deres uddøen. Den første hændelse fandt sted i Øvre Devon og den anden i slutningen af Perm (for 250 millioner år siden), hvor kun to linjer overlevede P/Tr-udryddelsen. De overlevende arter udstrålede og blomstrede i hele Trias-peroden. I slutningen af denne periode (for 206 millioner år siden) var de igen tæt på at uddø igen, da kun én slægt overlevede. Denne begivenhed markerede slutningen af Trias og begyndelsen af Jura, hvor antallet af ammonitarter igen voksede. Den endelige katastrofe indtraf i slutningen af kridttiden, hvor alle arter blev udslettet, og ammonitterne uddøde.
De unge ammonitter levede i planktonet nær havets overflade. De spiste mest små yngel, mens de voksede. Det gjorde dem særligt sårbare over for enhver hændelse, der kunne forstyrre planktonzonen.
Livet
Ammonitterne begyndte deres liv som små planktoniske væsener med en diameter på under 1 mm. I deres barndom ville de have været sårbare over for angreb fra andre rovdyr, herunder mosasaurer og fisk. Deres skal gav dog deres bløde dele en vis beskyttelse. Der er blevet diskuteret meget om eksistensen af seksuel dimorphisme med større hunner og mindre hanner.p244 Spørgsmålet er stadig åbent, men i det mindste er der hos nogle arter fundet aflejringer med to størrelser og ingen mellemformer.
Efterhånden som skallen voksede, blev de bageste rum forseglet med en semi-permeabel membran. Et enkelt rør, sifunklen, gik gennem midten af hver skillevæg og forbandt kamrene. Dyret kunne tilføre eller trække gas ud efter behov for at sikre opdriften. På indersiden af skallen er rummene markeret med udførlige suturer. Disse kan let ses på de fossiler, som er indvendige forme, hvilket de fleste er.p241 Ammonitter var aktive rovdyr, og de blev ofte selv spist af fisk og havreptiler. Fossilerne findes næsten altid med det ydre rum afbrudt, sandsynligvis som følge af netop et sådant angreb.
Ammonitterne svømmede med jetdrev, ligesom de fleste andre cepalopoder. Vand kom ind i kappehulen, passerede over gællerne og blev sprøjtet ud. Nautilus har også en flugtmekanisme, hvor en sammentrækning af branchialkammeret (gæller) får dyret til at hoppe ud af vejen for et rovdyr.p232 Det ville være rimeligt at antage, at ammonitterne havde en lignende mekanisme.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er ammonitter?
A: Ammonitter var marine blækspruttebløddyr i underklassen Ammonoidea.
Q: Hvordan ser fossiler af ammonitter ud?
A: Ammonitfossiler viser en ribbet spiralformet skal, hvor dyret med tentakler levede i det yderste rum.
Q: Hvornår levede ammonitterne?
A: Ammonitter levede i havene fra mindst 400 til 65 millioner år siden.
Q: Hvornår uddøde ammonitterne?
A: Ammonitterne uddøde ved K/T-udryddelsen.
Q: Hvad er ammonitternes nærmeste nulevende slægtninge?
A: Ammonitternes nærmeste nulevende slægtninge er blæksprutter, blæksprutter, blæksprutter og Nautilus.
Q: Hvor mange ordener er der i Ammonoidea?
A: Der er ni ordener i Ammonoidea: fem i palæozoikum og fire i mesozoikum.
Q: Hvilken underklasse tilhører ammonitterne?
A: Ammonitter hører til underklassen Ammonoidea.
Søge