Ammonitter var marine blæksprutter af underklassen Ammonoidea. De optræder hyppigt i fossillag og er blandt de mest karakteristiske og let genkendelige fossiler fra palæozoikum og mesozoikum.

Deres meget kendte fossiler viser en riflet spiralformet skal, i hvis sidste rum det tentaklede dyr boede. Disse skabninger levede i havene fra begyndelsen af Devonperioden og frem til slutningen af Kridttiden — altså i et tidsrum på flere hundrede millioner år (omtrent 419–66 millioner år siden). De uddøde ved K/T-uddøen (Cretaceous–Paleogene-uddøen). Deres nærmeste nulevende slægtninge er blæksprutter, blæksprutter, blæksprutter og Nautilus, selvom ammonitterne udviser særlige træk i skalopbygning og suturmønstre, som adskiller dem fra nutidens blæksprutter og nautilus.

Udseende og anatomi

  • Skallen: Ammonittens skal var oftest planispiral (fladt spiralrullet) og opdelt i en række kamre adskilt af vægge kaldet septa. Det levende dyr holdt sig i det yderste (seneste) kammer.
  • Suturmønstre: De indre kanter mellem septa og skal danner karakteristiske mønstre (sutur). Man skelner fx mellem simple goniatit-, mellemliggende ceratit- og komplekse ammonit-suturer — en vigtig gruppering inden for Ammonoidea.
  • Siphuncle og opdrift: Et rørformet organ (siphuncle) og regulerede gasser gjorde det muligt at justere skalens opdrift, så ammonitter kunne holde sig i bestemte vandsøjler.
  • Størrelse og formvarianter: Størrelsen varierede fra få centimeter til flere meter i diameter (nogle få slægter som fx Parapuzosia nåede betydelige dimensioner). Der findes også heteromorfe ammonitter med utraditionelle, delvist ukrummede skaller.

Levevis og økologi

Ammonitter var formentlig aktive svømmere (nektoniske) og jagede små byttedyr som fisk og krebsdyr. Mange havde hydrodynamiske skaller, der gjorde dem hurtige nok til at fange bytte eller undslippe rovdyr. Variation i form og ornamentik afspejler ofte forskellige levesteder — fra frie svømmere i åbent hav til former, der sandsynligvis levede nær havbunden.

Fossiler og videnskabelig betydning

  • Bevaring: Ammonitfossiler findes ofte som hele skaller, indre aftryk eller som pyritiserede (jern-sulfid) eksemplarer. De forekommer især i kalk, mergel og marine sedimentære bjergarter.
  • Index-fossiler: På grund af ammonitternes hurtige evolution og vidt udbredte forekomst bruges de som fremragende alderstolkere i biostratigrafi — de hjælper geologer med at datere og korrelere sedimentære lag over store afstande.
  • Populære fund: Ammonitfossiler er populære blandt samlere og i museer. Nogle lokaliteter er berømte for særligt velbevarede eller usædvanligt store eksemplarer.

Tidsrum, udvikling og uddøen

Ammonitter dukkede op i Devon og oplevede flere storstrålende radiations- og diversificeringsfaser gennem palæozoikum og mesozoikum. De overlevede flere masseuddøen begivenheder, men gik tilsyneladende helt ud ved den store uddøen ved grænsen mellem Kridt og Paleogen (K/T- eller K–Pg-uddøen) for ca. 66 millioner år siden. Årsagerne til deres endelige forsvinden omfatter de samme globale miljøpåvirkninger, som ramte mange andre grupper — bl.a. asteroidenedslag, klimaændringer og massiv vulkansk aktivitet.

Systematik

Der findes ni ordener i Ammonoidea: fem i det palæozoiske og fire i det mesozoiske område. Ordene adskiller sig især ved suturmønstre, skalform og ornamentik. Ved at studere disse træk kan palæontologer rekonstruere ammonitternes evolutionære slægtskabsforhold og spore ændringer i havmiljøet gennem geologisk tid.

Kort sagt: Ammonitter var en særligt succesfuld og varieret gruppe af uddøde havblæksprutter. Deres fossiler giver både et smukt indblik i fortidens havliv og et vigtigt redskab til geologisk datering og forståelse af jordens historie.