Muslinger

Shell

Muslinger har to skaller eller ventiler, der er forbundet med et hængsel med hængseltænder. De er lavet af et kalkholdigt mineral, calcit eller aragonit. Ventilerne er dækket af et periostracum, som er en organisk hornagtig substans. Dette danner det velkendte farvede lag på skallen.

Skallerne holdes normalt lukket af stærke adduktormuskler. Kammuslinger kan bruge deres muskler til at klappe med klapperne og svømme.

Fødevarer

En toskallet musling tager imod vand, der har plankton og andre ting, der flyder i det.

Nogle (men ikke alle) bløddyr har en del af deres kappe, som kaldes sifon (et rør). Hvis der findes sifoner, er de parvis, en til at suge ind og en til at udstøde.

Alt, der er lille nok til at kunne komme ind i hullet i dens indgående sifon, kommer ind i muslingen. Når det flydende materiale kommer ind, sidder det fast i det slimede slim, der er på overfladen af muslingens gæller. Maden flyttes ned til munden, som ligger på den anden side af sifonen. Maden fordøjes i muslingens mave og tarm, og alt det, der ikke fordøjes, går ud gennem den anden sifon sammen med vand.

Sifonerne er en tilpasning af de gravende bløddyr. De, der lever over substratet (sedimentet), som f.eks. kammuslinger og østers, har ikke brug for dem.

Fodringstyper

Der findes fire typer, der defineres ved deres gællestruktur:

• Protobrancher bruger udelukkende deres ctenidier til at trække vejret og labialpalperne til at æde
• Septibranchier har en skillevæg på tværs af kappehulen, som pumper føde ind.
• Filibranchier og lamellibranchier fanger føde med en slimhindebelægning på ctenidierne; filibranchier og lamellibranchier adskiller sig fra hinanden ved den måde, hvorpå ctenidierne er forbundet

Bevægelse

Grave

Som gruppe er toskallerne tilpasset til at trænge ind i og bevæge sig horisontalt langs blødt underlag som mudder og sand. Almindelige eksempler herpå er knivmuslinger, som kan grave sig ned i sandet med stor hastighed for at undslippe fjender, og hjertemuslinger.

Svømning

Kammuslinger og filemuslinger kan svømme for at undslippe et rovdyr ved at klappe deres klapper sammen for at skabe en vandstråle. Kammuslinger kan bruge deres fod til at springe fra fare. Disse metoder udmatter dog hurtigt dyret. Hos knivmuslingerne kan sifonerne brække af for senere at vokse ud igen.

Afværge sekreter

Filtskallerne kan producere et skadeligt sekret, når de bliver truet, og vifteskallerne i samme familie har et unikt, syreproducerende organ.

Sammenligning med brachiopoder

På overfladen ligner toskallerne brachiopoderne, men skallen er helt anderledes opbygget i de to grupper. Hos brachiopoderne sidder de to ventiler på ryg- og bugfladen af kroppen, mens de hos toskallerne sidder på venstre og højre side.

Muslinger dukkede op sent i den kambriske eksplosion og kom til at vokse i palæozoikum og dominerede over brachiopoder i mesozoikum. Man mente, at toskallede dyr var bedre tilpasset til livet i vand end brachiopoderne, og det fik brachiopoderne til at blive udkonkurreret og henvist til mindre nicher.

Men efter Perm-Trias-udryddelsen havde toskallede dyr en enorm tilpasningsevne, mens brachiopoderne blev ødelagt og mistede 95 % af deres mangfoldighed.

"Den formodede udskiftning af brachiopoder med muslinger er ikke gradvis og sekventielt. Den er et produkt af én begivenhed: den permiske uddøen (som ramte brachiopoderne meget og muslingerne relativt lidt)".

Resultatet var, at toskallerne overtog de ønskværdige kystnære levesteder. Brachiopoderne lever nu på dybere vand, hvor der er mindre føde.