Muslingerne er en stor klasse af bløddyr, også kendt som pelecypoder. De har en hård kalkskal, der består af to dele eller "ventiler". De bløde dele befinder sig inden i skallen. Skallen er normalt bilateralt symmetrisk.

Anatomi og funktion

Toskallede dyr har to sammenføjede skaller forbundet af et hængsel og en elastisk ligament, som gør det muligt at åbne og lukke ventilerne. Skallen holdes lukket af én eller to adduktormuskler. Indeni findes en kappe (mantle) der producerer skallen, og ctenidia (gæller), som hos langt de fleste arters vigtigste funktion bruges både til ånding og til fødeoptagelse.

Mange arter har særlige strukturer:

  • Sifoner (ind- og udåndingssifoner) hos gravende arter, der suger vand ind og fører filtreret vand ud.
  • Byssustråde hos f.eks. blåmuslinger, der gør det muligt at hæfte sig til faste underlag.
  • Svømmeevne hos kammuslinger (Pectinidae), som kan springe ved at klappe skallerne sammen kraftigt.

Føde og ernæring

De fleste toskallede er filterædere. De filtrerer mikroskopiske alger, partikler og organisk materiale fra vandet ved hjælp af gællernes cilier, som skubber fødepartikler mod mundåbningen. Under evolutionen har de fleste mistet deres radula (rivende tunge), som andre bløddyr benytter.

Der findes dog undtagelser: nogle få grupper er kødædende og indfanger større byttedyr. Eksempler er visse septibranch-bivalver, der bruger en modificeret gælle til at slå bytte ihjel og indtage større smådyr.

Habitat og økologi

Toskallede dyr lever udelukkende i vandmiljøer. Ifølge nuværende opgørelser findes der over 30.000 arter inklusiv fossile arter; omkring 9.200 nulevende arter fordelt på 1.260 slægter og 106 familier. De fleste lever i havet eller i brakvand, mens nogle findes i ferskvand.

De optager forskellige nicher:

  • Intertidale og subtidale stenbundsmiljøer: arter som blåmuslinger danner tætte bestande på klipper.
  • Sand- og mudderbund: mange muslinger og klapper lever begravet med sifoner ud i vandet.
  • Revsystemer og østersbanker: østers kan danne store kalkrige rev, som skaber levesteder for andre arter.
  • Dybhavs-økosystemer: visse bivalver lever ved hydrotermiske sprækker eller sulfide-rige områder i symbiose med bakterier, der udnytter kemiske energikilder.

Reproduktion og livscyklus

Mange toskallede dyr har ekstern befrugtning, hvor hanner og hunner udsender sæd og æg i vandet. Æggene udvikler sig ofte til fritsvømmende larver (trochophora og senere veliger), som kan spredes med havstrømme, før de sætter sig og metamorfoserer til voksne. Nogle arter har intern befrugtning eller beskytter æg og unger i kappen eller i en særlig brodækning.

Økologiske roller og menneskelig betydning

Toskallede dyr spiller væsentlige roller i økosystemet: de filtrerer store mængder vand og forbedrer vandkvaliteten, de fungerer som føde for fisk, fugle og andre dyr, og de skaber strukturer (f.eks. østersbanker) der øger biologisk mangfoldighed. De er vigtige i næringsstofkredsløb og kan akkumulere både næringsstoffer og forurenende stoffer.

Mange arter er økonomisk vigtige som føde (østers, muslinger, kammuslinger) og i akvakultur. Nogle arter producerer perler. Samtidig kan invasive arter (fx Dreissena-slægten, der omfatter zebra- og quagga-muslinger) og sygdomme medføre store økologiske og økonomiske problemer.

Evolution og fossiler

Rækken har en lang fossilhistorie og er velrepræsenteret i jordens lag. Fossile toskallede giver værdifuld information om fortidige miljøer. Mange moderne familier har dybe evolutionære rødder, og gruppens taksonomi revideres løbende med nye molekylære og morfologiske data.

Trusler

Toskallede dyr påvirkes af overfiskeri, habitatødelæggelse, eutrofiering, havforsuring og klimaforandringer. Disse faktorer kan reducere bestandene og forringe de økosystemtjenester, de leverer.

De bedst kendte eksempler på toskallede dyr er muslinger, muslinger, kammuslinger og østers.