Toskallede dyr (Bivalvia): definition, arter og økologi
Opdag Toskallede dyr (Bivalvia): definition, 9.200 nulevende arter, økologi og levevis. Lær om muslinger, kammuslinger, østers og deres rolle som filterædere i havet.
Muslingerne er en stor klasse af bløddyr, også kendt som pelecypoder. De har en hård kalkskal, der består af to dele eller "ventiler". De bløde dele befinder sig inden i skallen. Skallen er normalt bilateralt symmetrisk.
Anatomi og funktion
Toskallede dyr har to sammenføjede skaller forbundet af et hængsel og en elastisk ligament, som gør det muligt at åbne og lukke ventilerne. Skallen holdes lukket af én eller to adduktormuskler. Indeni findes en kappe (mantle) der producerer skallen, og ctenidia (gæller), som hos langt de fleste arters vigtigste funktion bruges både til ånding og til fødeoptagelse.
Mange arter har særlige strukturer:
- Sifoner (ind- og udåndingssifoner) hos gravende arter, der suger vand ind og fører filtreret vand ud.
- Byssustråde hos f.eks. blåmuslinger, der gør det muligt at hæfte sig til faste underlag.
- Svømmeevne hos kammuslinger (Pectinidae), som kan springe ved at klappe skallerne sammen kraftigt.
Føde og ernæring
De fleste toskallede er filterædere. De filtrerer mikroskopiske alger, partikler og organisk materiale fra vandet ved hjælp af gællernes cilier, som skubber fødepartikler mod mundåbningen. Under evolutionen har de fleste mistet deres radula (rivende tunge), som andre bløddyr benytter.
Der findes dog undtagelser: nogle få grupper er kødædende og indfanger større byttedyr. Eksempler er visse septibranch-bivalver, der bruger en modificeret gælle til at slå bytte ihjel og indtage større smådyr.
Habitat og økologi
Toskallede dyr lever udelukkende i vandmiljøer. Ifølge nuværende opgørelser findes der over 30.000 arter inklusiv fossile arter; omkring 9.200 nulevende arter fordelt på 1.260 slægter og 106 familier. De fleste lever i havet eller i brakvand, mens nogle findes i ferskvand.
De optager forskellige nicher:
- Intertidale og subtidale stenbundsmiljøer: arter som blåmuslinger danner tætte bestande på klipper.
- Sand- og mudderbund: mange muslinger og klapper lever begravet med sifoner ud i vandet.
- Revsystemer og østersbanker: østers kan danne store kalkrige rev, som skaber levesteder for andre arter.
- Dybhavs-økosystemer: visse bivalver lever ved hydrotermiske sprækker eller sulfide-rige områder i symbiose med bakterier, der udnytter kemiske energikilder.
Reproduktion og livscyklus
Mange toskallede dyr har ekstern befrugtning, hvor hanner og hunner udsender sæd og æg i vandet. Æggene udvikler sig ofte til fritsvømmende larver (trochophora og senere veliger), som kan spredes med havstrømme, før de sætter sig og metamorfoserer til voksne. Nogle arter har intern befrugtning eller beskytter æg og unger i kappen eller i en særlig brodækning.
Økologiske roller og menneskelig betydning
Toskallede dyr spiller væsentlige roller i økosystemet: de filtrerer store mængder vand og forbedrer vandkvaliteten, de fungerer som føde for fisk, fugle og andre dyr, og de skaber strukturer (f.eks. østersbanker) der øger biologisk mangfoldighed. De er vigtige i næringsstofkredsløb og kan akkumulere både næringsstoffer og forurenende stoffer.
Mange arter er økonomisk vigtige som føde (østers, muslinger, kammuslinger) og i akvakultur. Nogle arter producerer perler. Samtidig kan invasive arter (fx Dreissena-slægten, der omfatter zebra- og quagga-muslinger) og sygdomme medføre store økologiske og økonomiske problemer.
Evolution og fossiler
Rækken har en lang fossilhistorie og er velrepræsenteret i jordens lag. Fossile toskallede giver værdifuld information om fortidige miljøer. Mange moderne familier har dybe evolutionære rødder, og gruppens taksonomi revideres løbende med nye molekylære og morfologiske data.
Trusler
Toskallede dyr påvirkes af overfiskeri, habitatødelæggelse, eutrofiering, havforsuring og klimaforandringer. Disse faktorer kan reducere bestandene og forringe de økosystemtjenester, de leverer.
De bedst kendte eksempler på toskallede dyr er muslinger, muslinger, kammuslinger og østers.
Verdens største musling (187 cm), en Sphenoceramus steenstrupi fossil fra Grønland på Geologisk Museum i København
Et stort antal toskallede venerider med synlige siphoner
Tom skal af kæmpemusling (Tridacna gigas)
Shell
Muslinger har to skaller eller ventiler, der er forbundet med et hængsel med hængseltænder. De er lavet af et kalkholdigt mineral, calcit eller aragonit. Ventilerne er dækket af et periostracum, som er en organisk hornagtig substans. Dette danner det velkendte farvede lag på skallen.
Skallerne holdes normalt lukket af stærke adduktormuskler. Kammuslinger kan bruge deres muskler til at klappe med klapperne og svømme.
Fødevarer
En toskallet musling tager imod vand, der har plankton og andre ting, der flyder i det.
Nogle (men ikke alle) bløddyr har en del af deres kappe, som kaldes sifon (et rør). Hvis der findes sifoner, er de parvis, en til at suge ind og en til at udstøde.
Alt, der er lille nok til at kunne komme ind i hullet i dens indgående sifon, kommer ind i muslingen. Når det flydende materiale kommer ind, sidder det fast i det slimede slim, der er på overfladen af muslingens gæller. Maden flyttes ned til munden, som ligger på den anden side af sifonen. Maden fordøjes i muslingens mave og tarm, og alt det, der ikke fordøjes, går ud gennem den anden sifon sammen med vand.
Sifonerne er en tilpasning af de gravende bløddyr. De, der lever over substratet (sedimentet), som f.eks. kammuslinger og østers, har ikke brug for dem.
Fodringstyper
Der findes fire typer, der defineres ved deres gællestruktur:
- Protobrancher bruger udelukkende deres ctenidier til at trække vejret og labialpalperne til at æde
- Septibranchier har en skillevæg på tværs af kappehulen, som pumper føde ind.
- Filibranchier og lamellibranchier fanger føde med en slimhindebelægning på ctenidierne; filibranchier og lamellibranchier adskiller sig fra hinanden ved den måde, hvorpå ctenidierne er forbundet
Bevægelse
Grave
Som gruppe er toskallerne tilpasset til at trænge ind i og bevæge sig horisontalt langs blødt underlag som mudder og sand. Almindelige eksempler herpå er knivmuslinger, som kan grave sig ned i sandet med stor hastighed for at undslippe fjender, og hjertemuslinger.
Svømning
Kammuslinger og filemuslinger kan svømme for at undslippe et rovdyr ved at klappe deres klapper sammen for at skabe en vandstråle. Kammuslinger kan bruge deres fod til at springe fra fare. Disse metoder udmatter dog hurtigt dyret. Hos knivmuslingerne kan sifonerne brække af for senere at vokse ud igen.
Afværge sekreter
Filtskallerne kan producere et skadeligt sekret, når de bliver truet, og vifteskallerne i samme familie har et unikt, syreproducerende organ.
Sammenligning med brachiopoder
På overfladen ligner toskallerne brachiopoderne, men skallen er helt anderledes opbygget i de to grupper. Hos brachiopoderne sidder de to ventiler på ryg- og bugfladen af kroppen, mens de hos toskallerne sidder på venstre og højre side.
Muslinger dukkede op sent i den kambriske eksplosion og kom til at vokse i palæozoikum og dominerede over brachiopoder i mesozoikum. Man mente, at toskallede dyr var bedre tilpasset til livet i vand end brachiopoderne, og det fik brachiopoderne til at blive udkonkurreret og henvist til mindre nicher.
Men efter Perm-Trias-udryddelsen havde toskallede dyr en enorm tilpasningsevne, mens brachiopoderne blev ødelagt og mistede 95 % af deres mangfoldighed.
"Den formodede udskiftning af brachiopoder med muslinger er ikke gradvis og sekventielt. Den er et produkt af én begivenhed: den permiske uddøen (som ramte brachiopoderne meget og muslingerne relativt lidt)".
Resultatet var, at toskallerne overtog de ønskværdige kystnære levesteder. Brachiopoderne lever nu på dybere vand, hvor der er mindre føde.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er toskallede dyr?
A: Muslinger er en klasse af bløddyr, også kendt som pelecypoder, der har en hård kalkskal, som består af to dele eller "ventiler".
Sp: Hvordan er en toskalles skal opbygget?
Svar: Den toskallede skal består af to dele eller "ventiler", som er hårde og kalkholdige.
Sp: Hvor mange arter af toskallede dyr findes der?
Svar: Der findes over 30.000 arter af toskallede dyr, herunder de fossile arter.
Sp: Hvor lever toskallerne?
A: Alle toskallede dyr lever i vandet, de fleste af dem i havet eller i brakvand. Nogle lever i ferskvand.
Spørgsmål: Hvad spiser toskallede dyr?
Svar: Alle toskallede dyr er filterædere, hvilket betyder, at de spiser små mikroalger. Nogle få er dog kødædende og spiser meget større byttedyr.
Spørgsmål: Hvad er nogle eksempler på toskallede dyr?
A: Muslinger, muslinger, kammuslinger og østers er nogle velkendte eksempler på toskallede dyr.
Spørgsmål: Hvor mange levende arter af toskallede dyr findes der?
Svar: Der findes ca. 9 200 levende arter af toskallede dyr fordelt på 1 260 slægter og 106 familier.
Søge