Commonwealth of the Philippines

Navne

Det filippinske Commonwealth var også kendt som Commonwealth of the Philippines, eller blot som Commonwealth. Det havde officielle navne på Malasariling Pamahalan ng Pilipinas (pɪlɪˈpinɐs) og Mancomunidad Filipina (fɪlɪlɪˈpinɐ). I forfatningen fra 1935 angives Filippinerne som landets kortformsbetegnelse og Filippinerne øer anvendes kun til at henvise til status og institutioner fra før 1935. Under det tidligere styre, der mest formelt var kendt som Territory of the Philippine Islands, havde begge udtryk officiel status.

Struktur

Det filippinske Commonwealth havde sin egen forfatning, som var gældende indtil 1973, og var selvstyrende, selv om udenrigspolitik og militære anliggender var under USA's ansvar, og visse love krævede den amerikanske præsidents godkendelse.

Det havde en meget stærk præsident, en enkelt nationalforsamling og en højesteret, der alle var sammensat udelukkende af filippinere, samt en valgt resident kommissær til USA's Repræsentanternes Hus (ligesom Puerto Rico har i dag). En amerikansk højkommissær og en amerikansk militærrådgiver var også til stede i regeringen, mens en feltmarskal havde ansvaret for den filippinske hær.

I 1939-40 blev der efter en forfatningsændring genindført en over- og underkongres bestående af et filippinsk senat og et repræsentantskab, som erstattede nationalforsamlingen.

Historie

Start

Før 1935 blev den amerikanske territoriale administration, eller insulære regering, ledet af en generalguvernør, der blev udnævnt af USA's præsident. I december 1932 vedtog den amerikanske kongres Hare-Hawes-Cutting Act (First Philippine Independence Act) med det formål at give filippinerne uafhængighed. Bestemmelserne i loven omfattede bl.a. at reservere flere militær- og flådebaser til USA samt at indføre toldsatser og kvoter på filippinsk eksport. Præsident Herbert Hoover nedlagde veto, men den amerikanske kongres tilsidesatte hans veto i 1933 og vedtog lovforslaget. Lovforslaget blev imidlertid modsat af den daværende filippinske senatspræsident Manuel L. Quezon og blev også afvist af det filippinske senat.

Dette førte til udarbejdelsen og vedtagelsen af et nyt lovforslag kendt som Tydings-McDuffie Act, eller Philippine Independence Act, som gjorde det muligt at oprette Commonwealth of the Philippines med en 10-årig periode med en fredelig overgang til fuld uafhængighed. Commonwealth blev officielt indviet den 15. november 1935.

Et forfatningskonvent blev indkaldt i Manila den 30. juli 1934. Den 8. februar 1935 blev republikken Filippinernes forfatning af 1935 godkendt af konventet med 177 stemmer mod 1. Forfatningen blev godkendt af præsident Franklin D. Roosevelt den 23. marts 1935 og ratificeret ved en folkeafstemning den 14. maj 1935.

I oktober 1935 blev der afholdt præsidentvalg i Filippinerne. Blandt kandidaterne var den tidligere præsident Emilio Aguinaldo, den filippinske uafhængige kirkeleder Gregorio Aglipay og andre. Manuel L. Quezon og Sergio Osmeña fra Nacionalista-partiet blev udråbt som vindere og vandt henholdsvis præsident- og vicepræsidentposten.

Commonwealth-regeringen blev indsat om morgenen den 15. november 1935 ved en ceremoni på trappen til den gamle kongresbygning i Manila. Begivenheden blev overværet af en menneskemængde på omkring 300.000 mennesker.

Før Anden Verdenskrig

Den nye regering gik i gang med ambitiøse politikker for nationsopbygning som forberedelse til økonomisk og politisk uafhængighed. Disse omfattede nationalt forsvar (såsom den nationale forsvarslov fra 1935, som organiserede en værnepligt til tjeneste i landet), større kontrol over økonomien, perfektionering af demokratiske institutioner, reformer inden for uddannelse, forbedring af transport, fremme af lokal kapital, industrialisering og kolonisering af Mindanao.

Usikkerheden, især i den diplomatiske og militære situation i Sydøstasien, i omfanget af USA's engagement i den fremtidige filippinske republik og i økonomien som følge af den store depression, viste sig imidlertid at være et stort problem. Situationen blev yderligere kompliceret af landbrugsuroligheder og magtkampe mellem Osmeña og Quezon, især efter at Quezon fik lov til at blive genvalgt efter en seksårig periode.

Det er vanskeligt at foretage en egentlig evaluering af politikkernes effektivitet eller fiasko på grund af den japanske invasion og besættelse under Anden Verdenskrig.

Anden Verdenskrig

Japan indledte et overraskelsesangreb på Filippinerne den 8. december 1941. Den filippinske regering indkaldte den filippinske hær til de amerikanske hærstyrker i Fjernøsten, som skulle modstå den japanske besættelse. Manila blev erklæret for en åben by for at forhindre dens ødelæggelse, og den blev besat af japanerne den 2. januar 1942. I mellemtiden fortsatte kampene mod japanerne på Bataanhalvøen, Corregidor og Leyte, indtil de amerikansk-filippinske styrker endelig overgav sig i maj 1942.

Quezon og Osmeña blev eskorteret af tropper fra Manila til Corregidor, og senere rejste de til Australien og derefter til USA, hvor de etablerede en eksilregering, som deltog i Pacific War Council og i FN's erklæring. I løbet af sit eksil blev Quezon syg af tuberkulose, og senere døde han af den. Osmeña afløste ham som præsident.

I mellemtiden organiserede det japanske militær en ny regering i Filippinerne, kendt som den anden filippinske republik, som blev ledet af præsident José P. Laurel. Denne regering endte med at blive meget upopulær.

Modstanden mod den japanske besættelse fortsatte i Filippinerne. Den omfattede Hukbalahap ("Folkets hær mod japanerne"), som bestod af 30.000 bevæbnede mennesker og kontrollerede store dele af det centrale Luzon. Rester af den filippinske hær kæmpede også mod japanerne gennem guerillakrig, og det lykkedes, idet alle undtagen 12 af de 48 provinser blev befriet.

Den amerikanske general Douglas MacArthurs hær gik i land på Leyte den 20. oktober 1944, og de blev alle modtaget som befriere sammen med filippinske Commonwealth-tropper, da andre amfibie-landinger snart fulgte. Kampene fortsatte i fjerntliggende hjørner af Filippinerne, indtil Japans kapitulation i august 1945, som blev underskrevet den 2. september i Tokyobugten. De filippinske tab blev anslået til en million, og Manila blev voldsomt beskadiget, da visse japanske styrker nægtede at forlade byen (mod deres ordre fra den japanske overkommando).

Efter krigen i Filippinerne blev det filippinske statssamfund genoprettet, og en etårig overgangsperiode som forberedelse til uafhængighed begyndte. Valget fandt sted i april 1946, og Manuel Roxas blev den første præsident for den uafhængige Republik Filippinerne, mens Elpidio Quirino blev vicepræsident. På trods af de mange års japansk besættelse blev Filippinerne uafhængige præcis som planlagt et årti tidligere, den 4. juli 1946.

Uafhængighed

Commonwealth ophørte, da USA anerkendte Filippinernes uafhængighed den 4. juli 1946 som planlagt. Økonomien forblev dog afhængig af USA. Dette skyldtes Bell Trade Act, også kendt som den filippinske handelslov, som var en forudsætning for at modtage krigsrehabiliteringstilskud fra USA.

23. marts 1935 : Forfatningskonventet. Siddende, fra venstre til højre: George H. Dern, præsident Franklin D. Roosevelt og Manuel L. Quezo.


Manuel L. Quezon på besøg hos Franklin D. Roosevelt i Washington, D.C., mens han var i eksil


General MacArthur og præsident Osmeña vender tilbage til Filippinerne

Politikker

Oprør og landbrugsreformer

På det tidspunkt havde forpagternes klager ofte rod i gæld, der skyldtes andelslandbrugssystemet og den dramatiske befolkningstilvækst, som øgede det økonomiske pres på forpagternes familier. Som følge heraf iværksatte Commonwealth et landbrugsreformprogram. Programmets succes blev imidlertid hæmmet af vedvarende sammenstød mellem forpagtere og godsejere.

Et eksempel på disse sammenstød er det, som Benigno Ramos tog initiativ til gennem sin Sakdalista-bevægelse, der gik ind for skattelettelser, jordreformer, opløsning af de store godser eller haciendas og afbrydelse af de amerikanske forbindelser. Opstanden, der fandt sted i det centrale Luzon i maj 1935, kostede omkring 100 mennesker livet.

Nationalt sprog

På grund af det store antal forskellige filippinske sprog blev der i den filippinske forfatning fra 1935 udarbejdet et program for "udvikling og vedtagelse af et fælles nationalt sprog baseret på de eksisterende indfødte dialekter". Commonwealth oprettede et Surian ng Wikang Pambansa (nationalt sproginstitut), som bestod af Quezon og seks andre medlemmer fra forskellige etniske grupper. Der blev afholdt en drøftelse, og tagalog (på grund af dets omfattende litterære tradition) blev valgt som grundlag for det "nationale sprog", der skulle kaldes "filippinsk".

I 1940 gav Commonwealth tilladelse til at udarbejde en ordbog og en grammatikbog for sproget. Samme år blev Commonwealth Act 570 vedtaget, som gjorde det muligt at gøre pilipino til et officielt sprog efter uafhængigheden.

Økonomi

Commonwealths økonomi var hovedsagelig baseret på landbrug, da den var landbrugsbaseret. Landmændene dyrkede abaca, kokosnødder og kokosolie, sukker og tømmertræer. Andre udenlandske indtægter kom fra penge, der blev brugt på de amerikanske hær-, flåde- og luftbaser i Filippinerne, såsom flådebasen i Subic Bay og Clark Air Base. Økonomien var god, indtil Anden Verdenskrig stoppede væksten.

Demografiske data

I 1941 blev Filippinerne anslået til at have 17.000.000 indbyggere, mens Manila havde 684.000 indbyggere. Antallet af kinesere steg til 117.000. Der var også 30.000 japanere, hvoraf 20.000 boede i Davao, og 9.000 amerikansk-mexicanere. Engelsk blev talt af 27 % af befolkningen. Spansk blev kun talt af 3 %.

I det følgende er det anslåede antal talere af de dominerende sprog angivet:

• Cebuano: 4.620.685
• Tagalog: 3,068,565
• Ilocano: 2.353.518
• Hiligaynon: 1.951.005
• Waray-Waray: 920,009
• Kapampangan: 621,455
• Pangasinan: 573.752

Liste over præsidenter

Farverne angiver det politiske parti eller de politiske grupper, som hver præsident tilhørte på valgdagen.

#	Formand		Tiltrådte sit embede	Forlod kontoret	Fest	Næstformand	Betegnelse
1		Manuel L. Quezon	15. november 1935	1. august 1944 1	Nacionalista	Sergio Osmeña	1
							2
2		Sergio Osmeña	1. august 1944	28. maj 1946	Nacionalista	ledige
3		Manuel Roxas	28. maj 1946	4. juli 1946²	Liberal	Elpidio Quirino	3

¹
 Døde af tuberkulose i Saranac Lake, New York.
² Slut med Commonwealth-regeringen, den uafhængige republik begyndte.