Filippinernes Samfund (spansk: Commonwealth de Filipinas, Tagalog: Komonwelt ng Pilipinas) var Filippinernes navn fra 1935 til 1946, da det stadig var under amerikansk kontrol. Det filippinske Commonwealth blev oprettet ved Tydings–McDuffie-loven, som den amerikanske kongres vedtog i 1934. Loven fastsatte en tiårig overgangsperiode med egen regering og forfatning, som skulle føre til fuld uafhængighed. Manuel L. Quezon blev valgt til præsident i 1935 og var den første filippinske præsident for en nationalt valgt regering efter den amerikanske kolonitid.

Oprettelse og forfatning

Som grundlag for Commonwealths styre lå forfatningen af 1935, der etablerede en stærk udøvende magt og en national højesteret. Forfatningen afspejlede ønsket om at bygge et stabilt, demokratisk system og samtidigt gennemføre institutionelle reformer og modernisering af staten. Tydings–McDuffie-loven gav også retningslinjer for gradvis overgang af ansvar fra USA til Filippinerne, herunder spørgsmål om handel, økonomisk politik og forsvar i overgangsperioden.

Regering, lederskab og parlament

Præsidentembedet havde betydelig magtbeføjelser og blev støttet af en kabinetadministration og en højesteret. Den lovgivende magt var oprindeligt organiseret som en en-kammer nationalforsamling (National Assembly) domineret politisk af Nacionalista-partiet. Gennem forfatningsændringer i 1940 blev systemet ændret til et to-kammersystem med et Senat og et Repræsentanternes Hus, hvilket skulle styrke repræsentationen og parlamentarisk balance.

Under Anden Verdenskrig flygtede den valgte ledelse i Commonwealth — først ledet af Quezon — til eksil i USA, hvorfra regeringen fortsatte sit arbejde som eksilregering indtil befrielsen af Filippinerne. Quezon døde i eksil i 1944, og hans vicepræsident Sergio Osmeña overtog præsidentskabet og ledede Commonwealth videre mod genoprettelse efter krigen.

Sprog, valgret og sociale reformer

I 1937 valgte regeringen Tagalog, sproget i Manila, som grundlag for et fælles nationalsprog; dette var led i en målrettet indsats for at udvikle en national identitet. Samme periode så også væsentlige sociale reformer: kvinder fik stemmeret efter en folkeafstemning i 1937, hvor et flertal af kvinder stemte for valgret. Commonwealth-regeringen indførte desuden uddannelses- og sundhedsprogrammer samt indsats for landbrugsreformer og kolonisation af uudnyttet jord.

Økonomi

Økonomisk oplevede Filippinerne både fremskridt og udfordringer i Commonwealth-perioden. Der var vækst i visse sektorer, men også begrænsninger som følge af verdensøkonomiens tilstand i 1930'erne og særlige handelsarrangementer med USA under overgangsperioden. Regeringen prioriterede infrastruktur, modernisering af landbruget og industriel udvikling for at øge landets selvforsyning og eksportkapacitet.

Besættelsen under Anden Verdenskrig

I december 1941 angreb Japan Filippinerne og tvang Commonwealth-regeringen på flugt i 1942. Under besættelsen etablerede Japan en provisorisk regering, kendt som den anden filippinske republik, ledet af José P. Laurel (1943–1945), men denne blev af mange set som en marionetregering under japansk kontrol. Den legitime Commonwealth-regering fungerede i eksil i USA under Quezon og senere Osmeña.

Allierede styrker ledet af USA og Filippinske guerillagrupper begyndte befrielsesoperationer i 1944–1945, og Filippinerne blev gradvis befriet. Efter befrielsen blev Commonwealth-regeringen genoprettet i landet i 1945, selvom krigens ødelæggelser havde store konsekvenser for økonomien og infrastrukturen.

Overgang til uafhængighed

Efter krigen fortsatte forløbet mod fuld uafhængighed. I 1946 blev der afholdt valg, og politiske forhandlinger med USA førte til, at Filippinerne officielt fik uafhængighed den 4. juli 1946. Dermed ophørte Commonwealth-perioden, og den tredje filippinske republik blev etableret med Manuel Roxas som præsident for den ny selvstændige stat.

Betydning: Commonwealth-perioden var en nøglefase i Filippinernes historie: den lagde institutionelle og politiske grundlag for en moderne nationalstat, indførte vigtige sociale rettigheder, styrkede national identitet gennem sprogpolitik og førte — trods krig og besættelse — til endelig uafhængighed i 1946.