Skizofreni: definition, symptomer, årsager og behandling

Ordet skizofreni kommer af to græske ord, der betyder at splitte og sind, fordi der er en "splittelse" mellem det, der foregår i personens sind, og det, der rent faktisk sker. En person med skizofreni skifter ikke mellem forskellige personligheder: de har kun én. Den tilstand, hvor en person har mere end én personlighed, hvilket betyder, at vedkommende opfører sig som en anden person på forskellige tidspunkter, er dissociativ identitetsforstyrrelse. Der findes ingen medicinske tests, der kan bruges til at sige, om en person har skizofreni eller ej, så at få en diagnose afhænger af, hvilken liste af symptomer der bruges. Det afhænger også af den læge eller psykolog, der taler med personen. Listerne over symptomer indeholder formuleringer som "uorganiseret [ikke organiseret eller mærkeligt organiseret] tale til stede i en betydelig del af tiden". Det er svært at blive enige om, hvad "uorganiseret tale" præcist er, og hvor uorganiseret den skal være. Det er også vanskeligt at blive enige om, hvor lang en "betydelig del af tiden" er. På grund af dette kan to læger eller psykologer, der forsøger at stille en diagnose, ofte være uenige. Den ene vil sige, at personen er skizofren, og den anden vil sige, at han eller hun ikke er skizofren.

Skizofreni har mange forskellige symptomer, og ikke alle med skizofreni har dem alle. Derfor mener nogle forskere, at skizofreni er flere forskellige sygdomme, som har nogle af de samme symptomer. Disse forskere hævder, at forskningen om skizofreni ikke er præcis, da forskellige forskere mener forskellige ting, når de bruger ordet "skizofreni" i videnskabelige undersøgelser.

Mange lægemidler (godkendte lægemidler til at helbrede eller behandle en sygdom) kan også forårsage de samme symptomer som skizofreni. De mest almindelige er antidepressiva (medicin til behandling af depression) og ADHD-medicin (medicin til behandling af ADHD, en tilstand, der påvirker hjernen, herunder hukommelse og fokusering på omgivelserne). Hvis en person har taget medicin mod kvalme (medicin til at forhindre, at vedkommende bliver syg) i et stykke tid og pludselig holder op, kan han eller hun få skizofrenisymptomer. Hundredvis af lægemidler har skizofrenisymptomer som sjældne bivirkninger (utilsigtede virkninger af at tage dem). Ulovlige stoffer som LSD, amfetamin, magiske svampe og kokain kan forårsage skizofreni-symptomer.

Medicinske sygdomme og behandling med visse lægemidler kan give symptomer, der minder meget om skizofreni. Faktisk er der over hundrede medicinske problemer, der kan forårsage de samme symptomer som skizofreni. Derfor er det vigtigt at udelukke, at en af disse ting kan være årsag til personens symptomer. Af denne grund bør personen få en grundig lægeundersøgelse for at udelukke problemer som f.eks;

• Ikke nok B12-vitamin, magnesium, natrium eller andre kemikalier, som kroppen har brug for
• Søvnforstyrrelser
• Et slagtilfælde eller en hjernetumor
• Et stofskifte (kemiske reaktioner, der holder personen i live), der er for højt eller for lavt

Personer med skizofreni har ofte vrangforestillinger eller hallucinationer. En skizofren vrangforestilling er en tro, der er meget forskellig fra det, som andre mennesker med samme livsform tror. Hallucinationer er som regel oplevelser af at høre stemmer, som ikke eksisterer. Disse stemmer siger ofte ubehagelige ting til personen. Mange mennesker kan høre sådanne stemmer uden at være skizofrene, f.eks. lige før de falder i søvn. Dette kaldes en hypnagogisk hallucination. Hjernen kan ikke skelne dem fra normale lyde, der høres. Dette er endnu ikke fuldt ud forstået af videnskaben.

Der er mange risikofaktorer, som kan medføre, at en person udvikler skizofreni. De omfatter traumer (skader forårsaget af stressende begivenheder) og genetik (skizofreni er familiært betinget). Det kan være meget stressende at have en skizofren forælder, og der kan også være gener, som påvirker udviklingen af skizofreni. Det er meget let at påvise, at traumer som f.eks. seksuelt misbrug (tvungen uønsket seksuel adfærd over for nogen) øger risikoen, men 40 års søgen efter de rigtige gener har ikke fundet noget, der er blevet bekræftet af uafhængige forskningsgrupper.

Personer med skizofreni kan også have andre psykiske lidelser, som f.eks. depression, angst og stofmisbrug. De har ofte problemer med at fungere i samfundet og har svært ved at beholde et arbejde. Der er dog en række mennesker med skizofreni, som får det godt og har opnået universitetsuddannelser og haft erhvervskarrierer. Elyn for eksempel. R. Saks med succes blevet juraprofessor ved University of Southern California og en udgivet forfatter.

I en familiebehandling kaldet "Åben dialog" i Finland "bliver otte ud af ti mennesker med skizofreni raske". I udviklingslandene, hvor lægerne bruger mindre medicin, bliver 2 ud af 3 patienter raske fra skizofreni. I de vestlige lande, hvor der anvendes medicin som behandling, bliver 1 ud af 3 raske, men mange lider af bivirkninger som diabetes, fedme og hjerneskader.

Behandling af skizofreni kan omfatte medicin til at hjælpe med at behandle symptomerne, forskellige typer psykoterapi (terapi udført af en professionel), såsom kognitiv adfærdsterapi og mange rehabiliteringsbehandlinger (terapier, der genopretter tingene til, hvordan de var før), såsom kognitiv afhjælpningsterapi. Kognitiv adfærdsterapi, CBT, er en samtaleterapi, der fokuserer på at hjælpe personen med at tænke på sine mærkelige ideer (vrangforestillinger) på mere realistiske måder.

Terapeuten kan udforme et adfærdseksperiment for paranoia (falsk tro på fare), som vil hjælpe personen med at finde ud af, om der virkelig er kameraer overalt i huset. For hallucinationer fokuserer kognitiv terapi på at normalisere: Mange mennesker hører stemmer uden at være stressede, og vi hører alle stemmer i form af tanker, det er bare sådan, at mennesker med skizofreni hører dem lidt tydeligere end de fleste mennesker.

De britiske nationale retningslinjer for behandling (NICE) foreslår følgende behandlinger:

• Tjek for reaktioner på traumatiske oplevelser
• Beslut sammen med en læge om at bruge medicin, idet du tager hensyn til bivirkningsrisikoen for at få diabetes, blive alvorligt overvægtig, få hjerneskade (tardive dyskinesi, 5% risiko pr år), mænd får voksende bryster og følelser, der beskrives som indre tortur (akathesia).

Retningslinjerne advarer også mod at bruge mere end ét antipsykotisk lægemiddel på samme tid. Både til personer, der er i risiko for at få skizofreni, og til personer, der har fået skizofreni, anbefaler de kognitiv adfærdsterapi (CBT) og familieterapi. Det anbefales også kraftigt at få støtte fra mennesker, der er blevet raske af skizofreni. I et familieorienteret behandlingsprogram i Finland, Open Dialog, bliver 8 ud af 10 personer med skizofreni raske uden medicin eller med meget begrænset medicinforbrug, ofte kun med angstmedicin.

Symptomerne på skizofreni kan inddeles i tre hovedkategorier: positive symptomer, negative symptomer og kognitive symptomer.

Positive symptomer

Positive symptomer er tanker, adfærd eller noget, der opleves med sanserne, som ikke deles af andre - som at høre stemmer, der ikke er der i virkeligheden. De kaldes "positive", ikke fordi de er gode, men fordi de er "tilføjet". Disse symptomer kan omfatte at have mærkelige tanker, der ikke giver mening (vrangforestillinger), uorganiserede tanker og tale samt at føle, høre, se, lugte eller smage ting, der ikke eksisterer (hallucinationer). Positive symptomer reagerer ofte på lægemiddelbehandling og kognitiv adfærdsterapi, CBT. Hvis man stopper for hurtigt med antipsykotisk medicin eller medicin mod opkastninger, kan det også forårsage disse symptomer.

Negative symptomer

Negative symptomer er tanker, adfærd eller følelser, som normalt er til stede hos en rask person, men som en person med en psykisk lidelse har mindre eller måske slet ikke har; de er "minus"-symptomer. Tegnet for minus er -; det er også tegnet for ordet "negativ". Negative symptomer omfatter en "flad affekt"; at have et tomt, udtryksløst ansigtsudtryk og/eller enslydende tale (tale, der altid lyder ens), der tales i en langsom monoton tone, få fagter, manglende interesse for noget som helst, herunder andre mennesker, og manglende evne til at handle spontant eller føle glæde. Disse problemer er også bivirkninger af antipsykotiske lægemidler. De kan også være symptomer på mange medicinske problemer som f.eks. et for lavt stofskifte.

Kognitive symptomer (eller kognitive mangler)

Kognitive symptomer er problemer med opmærksomheden, visse typer hukommelse, tidsbegrebet og evnen til at planlægge og organisere. Kognitive underskud forårsaget af skizofreni kan også være svære at genkende som en del af lidelsen. De er de mest invaliderende af symptomerne, fordi kognitive problemer påvirker hverdagens funktion. Disse problemer kan også være bivirkninger af antipsykotiske lægemidler, antidepressiva, sovemedicin og angstdæmpende lægemidler.

En kombination af, hvad der er sket med en person, og personens gener kan spille en rolle i udviklingen af skizofreni. Personer, der har familiemedlemmer med skizofreni, og som har oplevet en kort periode med psykotiske symptomer, har 20-40 procent chance for at få stillet diagnosen et år senere. Dette kan både være et resultat af stressende begivenheder på grund af familiemedlemmet og muligvis en genetisk effekt.

Arvelige faktorer

Det er svært at vide, om skizofreni er arveligt, fordi det er svært at finde ud af, om noget kommer fra generne eller miljøet. De, der har en forælder, en bror eller en søster med skizofreni, har en højere risiko for at udvikle skizofreni. Risikoen er endnu højere, hvis man har en enæggede tvillinger med skizofreni. Dette kan synes at vise, at skizofreni er arveligt. Det kan dog være den stress, der er forbundet med at leve med et skizofrent familiemedlem, som er traumatisk. Enæggede tvillinger er meget tættere på hinanden og behandles i langt højere grad på samme måde, og det kan være grunden til, at den ene af dem er mere tilbøjelig til at få skizofreni, hvis den anden har det. Dr. Jay Joseph har fundet mange problemer med de videnskabelige undersøgelser af arvelig skizofreni, herunder falsk rapportering af resultater. Joseph hævder også, at man i 40 års søgen efter skizofrenigenet ikke har fundet et eneste gen, som uafhængige forskningsgrupper har bekræftet.

Miljømæssige faktorer

Der kan være miljømæssige risikofaktorer for skizofreni som f.eks. stofmisbrug, stress før fødslen og i nogle tilfælde eksponering for smitsomme sygdomme (en sygdom, der spredes fra person til person). Desuden har det vist sig, at det at bo i en by i barndommen eller som voksen fordobler risikoen for skizofreni . Dette gælder selv efter at der er taget hensyn til stofmisbrug, race og størrelsen af ens sociale gruppe. Andre faktorer, der spiller en vigtig rolle, omfatter, om personen føler sig socialt isoleret, samt social modgang, racediskrimination (behandling af en person dårligt på grund af dennes race), at personens familie ikke arbejder ordentligt, arbejdsløshed og dårlige boligforhold. Der er beviser for, at oplevelser af misbrug eller traumer i barndommen er risikofaktorer for at udvikle skizofreni senere i livet.

Stofmisbrug

Flere stoffer er blevet sat i forbindelse med udvikling af skizofreni, og misbrug (skadelig brug) af visse stoffer kan forårsage symptomer som dem, der ligner skizofreni. Omkring halvdelen af de mennesker, der har skizofreni, bruger for meget narkotika eller alkohol, muligvis for at håndtere depression, angst, kedsomhed eller ensomhed. Hyppig brug af marihuana kan fordoble risikoen for alvorlig psykisk sygdom, herunder skizofreni.

Rygning

Flere mennesker med skizofreni ryger end den almindelige befolkning; det anslås, at mindst 60 % og op til 90 % af mennesker med skizofreni ryger. Nyere forskning tyder på, at cigaretrygning kan være en risikofaktor for udvikling af skizofreni. Rygning reducerer også virkningerne og bivirkningerne af antipsykotiske lægemidler, og dette kan være en af årsagerne til den høje rygningsprocent. Patienter, der tager antipsykotiske lægemidler, dør op til 20 år tidligere end andre, muligvis fordi medicinen gør dem overvægtige, giver dem diabetes og får dem til at ryge.

Faktorer før fødslen

Faktorer som iltmangel, infektion eller stress og mangel på sunde fødevarer hos moderen under graviditeten kan resultere i en lille stigning i risikoen for skizofreni senere i livet. Personer, der har skizofreni, har større sandsynlighed for at være født om vinteren eller om foråret (i hvert fald i den nordlige halvdel af verden). Dette kan hænge sammen med en højere grad af udsættelse for virus før fødslen. Denne forskel er på omkring 5 til 8 procent.

Hjernens struktur

Nogle mennesker med skizofreni har forskelle i deres hjernestruktur i forhold til dem, der ikke har sygdommen. Disse forskelle findes ofte i de dele af hjernen, der styrer hukommelse, organisation, følelser, kontrol af impulsiv adfærd og sprog. Der er f.eks. mindre hjernevolumen i den frontale cortex og i tindingelapperne og problemer i corpus callosum, det bånd af nervefibre, som forbinder venstre og højre side af hjernen. Personer med skizofreni har også en tendens til at have større laterale og tredje ventrikler. Ventriklerne er rum i hjernen, der er fyldt med cerebrospinalvæske.

Hjerneforbindelser

Den menneskelige hjerne har 100 milliarder neuroner, og hver af disse neuroner er forbundet med mange andre neuroner. En neuron kan have op til 20.000 forbindelser; der er mellem 100 billioner og 500 billioner neurale forbindelser i den voksne menneskehjerne. Der er mange forskellige dele eller "regioner" i hjernen. For at udføre en opgave - som f.eks. at huske en hukommelse - er der normalt mere end én hjerne region involveret, og de er forbundet af neurale netværk, som er som hjernens ledninger. Man mener, at der er problemer med hjernens ledninger i forbindelse med skizofreni.

DSM-IV-TR- eller ICD-10-kriterierne bruges til at afgøre, om en person har skizofreni. Disse kriterier anvender personens selvrapporterede oplevelser og rapporterede abnormiteter (usædvanlige hændelser) i personens adfærd, efterfulgt af en klinisk vurdering. Det kan kun fastslås, at en person har sygdommen, hvis symptomerne er alvorlige.

Differentialdiagnose

Der findes forskellige medicinske tilstande, andre psykiatriske tilstande og stofmisbrugsrelaterede reaktioner, som kan efterligne symptomerne på skizofreni (hvilket betyder, at de har nogle eller alle de samme symptomer). For eksempel kan delirium forårsage visuelle hallucinationer eller et uforudsigeligt skiftende bevidsthedsniveau. Skizofreni forekommer sammen med obsessiv-kompulsiv lidelse (OCD), en lidelse, hvor en person bliver besat af bestemte idéer eller handlinger. Det kan imidlertid være vanskeligt at adskille OCD's tvangstanker fra skizofreniens vrangforestillinger.

Der er ingen klare beviser for, at det er effektivt at behandle skizofreni tidligt med antipsykotiske lægemidler. De britiske NICE-retningslinjer anbefaler kognitiv adfærdsterapi til alle personer i risikogruppen. I en nyere undersøgelse blev 76 patienter i risiko for skizofreni delt op i to grupper. Den ene gruppe fik omega3 i 3 måneder, og den anden fik en dummy-pille (madolie). Efter 12 måneder havde kun 4,9 % af omega 3-gruppen fået skizofreni sammenlignet med 27,5 % i den anden gruppe. Der er noget, der viser, at tidlig behandling med lægemidler forbedrer resultaterne på kort sigt for mennesker, der har en alvorlig episode af psykisk sygdom. Disse foranstaltninger viser kun få fordele fem år senere. Forsøg på at forebygge skizofreni i den fase, der ligger forud for starten, med antipsykotiske lægemidler er af usikker fordel og anbefales derfor ikke (fra 2009). Forebyggelse er vanskelig, fordi der ikke er nogen pålidelig måde at finde ud af på forhånd, hvem der vil få skizofreni.

Behandlingen af skizofreni er baseret på den fase af sygdommen, som personen befinder sig i. Der er tre behandlingsfaser:

• Akut fase

Der er nogle mål i den akutte fase af behandlingen. Nogle af disse mål er at forebygge skader. For at forebygge skade skal den person, der behandles, have psykosens sværhedsgrad og dens symptomer reduceret. Disse symptomer omfatter agitation, aggression, negative symptomer, selvforstyrrelser og tankeforstyrrelser. Et andet mål er at finde og behandle de ting, der førte til episoden af psykose. Derefter vil personen blive behandlet ved at forsøge at gå tilbage til, hvordan vedkommende var før psykosen. Endelig vil personen blive hjulpet ved at skabe sociale forbindelser og finde ud af, hvilke behandlingsplaner der virker for vedkommende. Nogle behandlingsplaner kan være i lang tid, og andre kan være i kort tid.

• Stabiliseringsfase

Stabiliseringsfasen har også mål. Det ene er at reducere den stress, som personen føler. Et andet er at forhindre, at personen oplever en psykose igen. Derefter hjælpes personen videre med social tilknytning og med at få det bedre. Hvis personen har fået det bedre med en medicin, anbefales det, at vedkommende fortsætter med at tage den i mindst 6 måneder.

• Stabil fase

Den sidste fase af behandlingen er at sikre, at personen får det bedre. Hvis behandlingen har dårlige bivirkninger, kan den blive ændret i denne fase. Nogle behandlinger i denne fase er psykoterapi og medicin. Antipsykotisk medicin reducerer i høj grad risikoen for, at personen igen får en psykose. De anbefales kraftigt.

Medicinering

Den psykiatriske behandling af skizofreni er antipsykotisk medicin, som kan reducere de positive symptomer i løbet af syv til fjorten dage. Medicinen kan dog ikke forbedre de negative symptomer eller problemer med at tænke væsentligt. Mange antipsykotika er Dopaminantagonister (et stof, der forstyrrer, hvordan et andet stof virker.) Man mener, at høje koncentrationer af Dopamin er årsag til hallucinationer og vrangforestillinger. Af denne grund hjælper blokering af Dopaminmodtagelse mod hallucinationer og vrangforestillinger.

De britiske nationale retningslinjer for behandling (NICE) foreslår, at man undersøger, om man reagerer på traumatiske oplevelser, beslutter sammen med en læge om brug af medicin og tager hensyn til bivirkningsrisikoen for at få diabetes, blive alvorligt overvægtig, få hjerneskader (tardive dyskinesi, 5 % risiko pr. år), at mænd får bryster og følelser, der beskrives som indre tortur (akathesia). Retningslinjerne advarer mod at bruge mere end ét antipsykotisk lægemiddel på samme tid.

Nogle undersøgelser af forskning sponsoreret af producenterne af antipsykotiske lægemidler hævder, at ca. 40 til 50 procent af mennesker har et godt respons på medicin, 30 til 40 procent har et delvist respons, og 20 procent har et utilfredsstillende respons (efter 6 uger på to eller tre forskellige lægemidler). Andre undersøgelser fra The British Journal of Psychiatry var mere negative og hævdede, at "den kliniske relevans af antipsykotika er faktisk begrænset". Denne undersøgelse omfattede 22 428 patienter og 11 antipsykotiske lægemidler. Et lægemiddel kaldet clozapin er en effektiv behandling for personer, der reagerer dårligt på andre lægemidler, men clozapin kan sænke antallet af hvide blodlegemer hos 1-4 procent af de personer, der tager det. Dette er en alvorlig bivirkning.

Til personer, der ikke ønsker eller er ude af stand til at tage medicin regelmæssigt, kan man anvende injicerbare langtidsvirkende præparater af antipsykotika. Når de anvendes i kombination med mentale og sociale interventioner (behandling), kan sådanne præparater hjælpe folk med at fortsætte deres behandling.

Psykosociale terapier

Mange mentale og sociale tiltag kan være nyttige i behandlingen af skizofreni. Sådanne interventioner omfatter forskellige former for terapi, samfundsbaserede behandlinger, støttet beskæftigelse, træning af færdigheder, symbolske økonomiske interventioner og mentale interventioner for stof- eller alkoholbrug og vægtstyring. Familieterapi eller uddannelse, som henvender sig til hele den enkeltes familiesystem, kan reducere tilbagevenden af symptomer eller behovet for hospitalsindlæggelser (at skulle indlægges).) Der er voksende dokumentation for effektiviteten af kognitiv adfærdsterapi (også kendt som "samtaleterapi") .

De britiske nationale retningslinjer for behandling (NICE) anbefaler kognitiv adfærdsterapi (CBT) og familieterapi til både personer, der er i risiko for at få skizofreni, og personer, der har fået skizofreni. Det anbefales også kraftigt at få støtte fra mennesker, der er blevet raske af skizofreni. I et familieorienteret behandlingsprogram i Finland, Open Dialog, bliver 8 ud af 10 personer med skizofreni raske uden medicin eller med meget begrænset medicinforbrug, ofte kun medicin mod angst.

Skizofreni har store menneskelige og økonomiske omkostninger. Sygdommen medfører en nedsat forventet levetid på 12 til 15 år, primært på grund af dens sammenhæng med overvægt, manglende motion og rygning. En øget selvmordsrate (at en person begår selvmord) spiller en mindre rolle. Disse forskelle i forventet levetid er steget mellem 1970'erne og 1990'erne.

Skizofreni er en vigtig årsag til invaliditet, og aktiv psykose er den tredje mest invalidiserende tilstand. Ca. tre fjerdedele af alle mennesker med skizofreni har et vedvarende handicap med symptomer, der bliver ved med at komme tilbage. Nogle mennesker kommer sig fuldstændigt, og andre fungerer godt i samfundet. De fleste mennesker med skizofreni lever selvstændigt med støtte fra samfundet. Hos personer med en første episode af alvorlige psykiske symptomer har 42 procent et godt resultat på lang sigt, 35 procent har et mellemresultat og 27 procent et dårligt resultat. Resultaterne for skizofreni synes at være bedre i udviklingslandene end i de udviklede lande, selv om der er blevet sat spørgsmålstegn ved denne konklusion.

Selvmordsraten for mennesker med skizofreni anslås at være ca. 4,9 %, og det sker oftest i perioden efter de første symptomer eller den første indlæggelse på hospitalet. 20 til 40 procent forsøger at begå selvmord mindst én gang.

Skizofreni og rygning har vist en stærk sammenhæng i undersøgelser verden over. Brugen af cigaretter er særlig høj hos personer med skizofreni, og skønsmæssigt er 80-90 % af disse personer regelmæssige rygere sammenlignet med 20 % af den almindelige befolkning. De personer, der ryger, har en tendens til at ryge kraftigt og ryge cigaretter med et højt nikotinindhold.

Forskningen om skizofreni fortsætter. I foråret 2013 blev der i en ny undersøgelse påvist genetiske forbindelser mellem fem store psykiatriske lidelser: autisme, ADHD, bipolar lidelse, depression og skizofreni. I sommeren 2013 blev hjernevævets udvikling for første gang kopieret i tre dimensioner ved at forskere klonede en menneskelig "mini-hjerne" ved hjælp af stamceller. Dette kunne hjælpe med neurologisk forskning i skizofreni og autisme (forskning i forbindelse med hjernen).

I 2011 ramte skizofreni ca. 0,3-0,7 % af alle mennesker, eller 24 millioner mennesker på verdensplan, på et tidspunkt i deres liv. Flere mænd er ramt end kvinder: antallet af mænd med denne lidelse er 1,4 gange større end antallet af kvinder. Skizofreni viser sig normalt tidligere hos mænd. For mænd begynder symptomerne normalt fra 20 til 28 års alderen, og hos kvinder er det 26 til 32 års alderen. Symptomer, der starter i barndommen, i middelalderen eller i alderdommen, er langt sjældnere. På trods af den udbredte visdom om, at skizofreni forekommer i samme omfang på verdensplan, varierer sandsynligheden for skizofreni på tværs af verden, inden for lande og på lokalt plan. Sygdommen er årsag til ca. 1 % af de handicapjusterede leveår på verdensplan (med andre ord de år, der tilbringes med et handicap). Sandsynligheden for skizofreni varierer afhængigt af, hvordan den defineres.

Beretninger om et skizofrenilignende syndrom er sjældne før det 19. århundrede. Detaljerede caserapporter fra 1797 og 1809 anses for at være de tidligste tilfælde af lidelsen. Skizofreni blev første gang beskrevet som et særskilt syndrom, der rammer teenagere og unge voksne, af Bénédict Morel i 1853, som blev kaldt démence précoce (bogstaveligt talt "tidlig demens"). Udtrykket dementia praecox blev brugt i 1891 af Arnold Pick i en rapport om en psykotisk lidelse. I 1893 indførte Emil Kraepelin en ny sondring i klassifikationen af psykiske lidelser mellem dementia praecox og stemningsforstyrrelser (kaldet maniodepressivitet og omfattende både unipolar og bipolar depression). Kraepelin mente, at dementia praecox primært var en sygdom i hjernen og en form for demens, der adskilte sig fra andre former for demens som f.eks. Alzheimers sygdom, der normalt opstår senere i livet.

Eugen Bleuler opfandt begrebet "skizofreni", som i grove træk kan oversættes til "splittet sind", i 1908. Ordet skulle beskrive funktionsadskillelsen mellem personlighed, tænkning, hukommelse og perception. Bleuler indså, at sygdommen ikke var en demenssygdom, fordi nogle af hans patienter fik det bedre i stedet for at få det værre.

I begyndelsen af 1970'erne var kriterierne for fastlæggelse af skizofreni genstand for mange kontroverser. Skizofreni blev diagnosticeret langt oftere i USA end i Europa. Denne forskel skyldtes til dels, at kriterierne for at fastslå, om en person havde sygdommen i USA, hvor DSM-II-manualen blev anvendt, var mere lempelige. I Europa blev ICD-9-manualen anvendt. En undersøgelse fra 1972, der blev offentliggjort i tidsskriftet Science, konkluderede, at diagnosen skizofreni i USA ofte var upålidelig. Disse faktorer resulterede i offentliggørelsen af DSM-III i 1980 med strengere og mere definerede kriterier for diagnosen.

Negative sociale vurderinger er blevet identificeret som en stor hindring for helbredelsen af mennesker med skizofreni.

I 2002 blev betegnelsen for skizofreni i Japan ændret fra "Seishin-Bunretsu-Byō" 精神分裂病 ("mind-split-disease") til "Tōgō-shitchō-shō" 統合失調症 ("integrationsforstyrrelse") i et forsøg på at mindske følelsen af skam eller forlegenhed. Ideen om, at sygdommen skyldes flere faktorer (ikke kun én mental årsag), inspirerede det nye navn. Ændringen øgede procentdelen af personer, der blev informeret om diagnosen, fra 37 procent til 70 procent i løbet af tre år.

I USA blev omkostningerne ved skizofreni i 2002 anslået til 62,7 milliarder dollars, herunder direkte omkostninger (personer, der ikke blev indlagt, personer, der blev indlagt, medicin og langtidspleje) og omkostninger uden for sundhedsvæsenet (retshåndhævelse, nedsat produktivitet på arbejdspladsen og arbejdsløshed).

Bogen "A Beautiful Mind" og filmen af samme navn handler om John Forbes Nashs liv, en amerikansk matematiker og nobelpristager, der lider af skizofreni. Filmen "The Soloist" er baseret på Nathaniel Ayers' liv, en begavet musiker, der droppede ud af Julliard School i New York City, efter at symptomerne på skizofreni begyndte at vise sig. Han blev senere hjemløs i Los Angeles, Californien, i den berygtede afdeling Skid Row.