Alzheimers sygdom | en hjernesygdom, der langsomt ødelægger hjerneceller

Tværs og plak

To af de vigtigste kendetegn, der findes i hjernen hos personer med Alzheimers sygdom, er neurobrillary tangles ("tangles"), som består af et protein kaldet tau, og senile plaques (som hovedsagelig består af et andet protein kaldet beta-amyloid, de kaldes også nogle gange beta-amyloidbundter eller "bundter"). De tau-proteiner, der danner tangles, holdt tidligere sammen en struktur inde i neuronerne kaldet mikrotubuli, som er en vigtig del af neuronen; den udgør en del af cytoskelettet (cellens skelet), som er det, der opretholder cellens form, og mikrotubuli spiller en rolle i cellekommunikationen.

Både tangles og plaques kan være forårsaget af andre sygdomme, såsom Herpes simplex virus type 1, som undersøges som en mulig årsag eller medvirkende årsag til udvikling af Alzheimers. Det vides ikke med sikkerhed, om tangles og plaques er en del af det, der forårsager Alzheimers, eller om de er resultatet.

Mikrotubuli

Mikrotubuli består af et protein kaldet tubulin. Tubulinet er polymeriseret, hvilket er når molekyler danner de samme former igen og igen, som er forbundet sammen i grupper, og disse grupper er forbundet med hinanden. De kan danne lange kæder eller andre former; i dette tilfælde danner det polymeriserede tubulin mikrotubuli. Mikrotubuli er stive rør som mikroskopiske sugerør, der er hule indeni. Mikrotubuli er med til at holde neuronets form og er med til at sende signaler gennem neuronet.

Tau

Tau er et protein, der hovedsageligt findes i neuroner i centralnervesystemet. De er med til at holde mikrotubuli i neuronerne sammen, og når der sker ændringer i den måde, som Tau-proteinerne skal fungere på, går mikrotubuli i stykker. De tau-proteiner, der ikke længere holder mikrotubuli sammen, danner strenge kaldet fibriller, som derefter klumper sammen inde i neuronen og danner det, der kaldes neurofibrillære tangles . Disse klumper, også kendt som "tau-tangler", er alt, hvad der er tilbage, efter at en nervecelle er død.

Braak Staging af Alzheimers sygdomsrelaterede neurofibrillære forandringer. Dette anvendes i øjeblikket kun til forskningsformål
Scene	Neurofibrillære sammenfiltringer i:	Symptomer
I/II Transentorhinalt stadium	Transentorhinal region og entorhinal region	Ingen symptomer
III/IV  Limbisk stadium	Hippocampusformationen og dele af det limbiske system og amygdala	Begyndende Alzheimers sygdom Kognitive forringelser: hukommelsesproblemer, rumlig kognition
V/VI Isokortikalt stadium	I hele hjernebarken	Demens: fuldt udviklet Alzheimers sygdom

Beta-amyloid

Beta-amyloid (Aβ) (også kaldet "amyloid beta") plaques starter med et protein kaldet amyloid precursor protein (APP). APP er et af de proteiner, der udgør cellens membran eller ydre belægning, som beskytter cellen. I dette tilfælde er en neuron... Da APP laves inde i cellen, stikker det ud gennem cellens membran.

I forskellige dele af cellen, herunder den yderste del af cellemembranen, skærer kemikalier kaldet enzymer APP'en i små stykker. Disse enzymer, der foretager denne deling, er alfa-sekretase, beta-sekretase og gamma-sekretase. Afhængigt af hvilket enzym, der skærer af, og hvilke dele af APP'en, der skæres af, kan der ske to forskellige ting. En, der er nyttig, og en, der forårsager dannelsen af beta-amyloidplakater.

Plakkerne dannes, når beta-sekretase skærer APP-molekylet af i den ene ende af beta-amyloidpeptidet og frigiver sAPPβ fra cellen. Gamma-sekretase skærer derefter de stykker APP, der er tilbage, og som stadig stikker ud af neuronens membran, i den anden ende af beta-amyloidpeptidet. Efter denne klipning frigives beta-amyloidpeptidet i rummet uden for neuronen og begynder at klæbe til andre beta-amyloidpeptider. Disse stykker klæber sammen og danner oligomerer. Forskellige oligomerer af forskellig størrelse flyder nu rundt i mellemrummene mellem neuronerne, hvilket kan være ansvarlig for at reagere med receptorer på naboceller og synapser og påvirke deres evne til at fungere.

Nogle af disse oligomerer fjernes fra hjernen. De, der ikke bliver fjernet, klumper sammen med flere stykker beta-amyloid. Efterhånden som flere stykker klumper sammen, bliver oligomererne større og større, og den næste størrelse kaldes protofibriller, og den næste størrelse efter det kaldes fibriller. Efter et stykke tid klumper disse fibriller sammen med andre proteinmolekyler, neuroner og andre celler, der flyder rundt i rummet mellem cellerne, og danner det, der kaldes plaques.

Cerebral amyloid angiopati (CAA)

Der dannes også aflejringer af beta-amyloid i væggene (i tunica media, det midterste lag, og tunica adventitia eller tunica externa, det yderste lag) af små og mellemstore arterier (og nogle gange vener) i hjernebarken og leptomeninges (leptomeninges er de to inderste lag - pia mater og arachnoid - af meninges, en beskyttende 3-lags membran, der dækker hjernen).

CAA findes hos 30 % af personer over 60 år, som ikke har nogen demens, men findes hos 90-96 % af personer med Alzheimers sygdom og er alvorlig i en tredjedel til to tredjedele af disse tilfælde.

 

 

 

 

Faser

Det første område af hjernen, der påvirkes af Alzheimers, er den "transentorhinale region", som er en del af den mediale tindingelap, der ligger dybt inde i hjernen. Neuroner begynder først at dø i dette område. Derefter breder det sig til den tilstødende entorhinale cortex (EC), der fungerer som et centralt knudepunkt for et omfattende netværk, der håndterer signaler til hukommelse og bevægelse (som en hovedbanegård med togspor til forskellige områder).

EC er det vigtigste kommunikationsområde mellem hippocampus og neocortex - som er den ydre del af hjernen, der er ansvarlig for højere funktioner, f.eks. hvordan hjernen opfatter information fra de fem sanser (lugt, syn, smag, berøring og hørelse; f.eks. at se en persons ansigt og genkende ham), genererer motoriske kommandoer (f.eks. at bevæge en arm eller et ben, gå, løbe), rumslig ræsonnement, bevidst tænkning og sprog.

Sygdommen spreder sig derefter til hippocampus, som er en del af det limbiske system. Hippocampus er den del af hjernen, der er involveret i at danne nye minder, organisere dem og lagre dem for senere at kunne genkalde dem. Det er også her, at følelser og sanser som f.eks. lugt og lyd knyttes til specifikke erindringer. Eksempel 1.: Et minde kan gøre dig glad eller trist. Eksempel 2: En lugt kan fremkalde et bestemt minde.

Hippocampus sender derefter minderne videre til de forskellige dele af hjernehalvdelene, hvor de lagres på langtidslagring, og hjælper med at hente dem frem, når det er nødvendigt. Eksempel: En voksen, der forsøger at huske navnet på en klassekammerat fra børnehaven.

Ud over at håndtere hukommelsen er hippocampus også involveret i følelsesmæssige reaktioner, navigation (at komme rundt) og rumlig orientering (at kende sin fornemmelse af stedet, når man bevæger sig rundt): Kendskab til dit soveværelse, selv når lyset er slukket).

Der er faktisk to dele af hippocampus, som er formet som en hestesko, hvoraf den ene er placeret i venstre del af hjernen og den anden i højre del af hjernen.

 
Den transentorhinale region, et smalt område af den mediale temporallap, rammes først af Alzheimers sygdom, hvorefter den spreder sig til det nærmeste område i temporallappen, den entorhinale region (eller entorhinal cortex).  



 

Diagnoser

Præklinisk

Med den nuværende forskning, der anvender fremskridt inden for neuroimaging såsom FDG-PET- og PIB-PET-scanninger og analyser af cerebrospinalvæske (CSF), er det nu muligt at opdage de begyndende processer ved Alzheimers sygdom, der opstår, før symptomerne begynder. Forskningen tyder på, at klinisk normale ældre mennesker (ingen symptomer overhovedet) har biomarkørbeviser for ophobning af amyloid-beta (Aβ) i hjernen. Denne amyloid beta (Aβ) er forbundet med ændringer i hjernens struktur og funktion, som ligner det, der ses hos personer med mild kognitiv svækkelse (MCI) - som kan føre til Alzheimers - og personer med Alzheimers.

Disse små prækliniske forandringer (ingen symptomer) i hjernen kan forekomme mange år eller endda et par årtier før en person får diagnosen Alzheimers. Med et stadium, hvor der er et vist hukommelsestab eller en mild kognitiv svækkelse. Disse forandringer sætter en person i risiko for at udvikle de kliniske symptomer på fuldblods Alzheimers, men ikke alle, der har disse forandringer, får sygdommen. Selv om der ikke findes nogen kur mod Alzheimers, er der nye behandlinger under udvikling, som vil virke bedre i de allerførste stadier af sygdommen.

På nuværende tidspunkt forskes der stadig i præcis hvad der udgør den prækliniske fase af Alzheimers, f.eks. hvorfor nogle mennesker med udvikler Alzheimers og andre ikke gør det. Derfor bruges udtrykket præklinisk fase kun i forbindelse med forskning. Der er en verdensomspændende indsats i forskellige lande, der forsker på dette område, og som er kendt som World Wide Alzheimer's Disease Neuroimaging Initiative (WW-ADNI), som er paraplyorganisation for neuroimaging-undersøgelser, der gennemføres gennem den nordamerikanske ADNI, den europæiske ADNI (E-ADNI), den japanske ADNI, den australske ADNI (AIBL), den taiwanske ADNI, den koreanske ADNI, den kinesiske ADNI og den argentinske ADNI.

Begyndende faser

"Fejldiagnoser i meget tidlige stadier af Alzheimers er et stort problem, da der er mere end 100 sygdomme, der kan efterligne sygdommen. Hos personer med lette hukommelsesproblemer er vores nøjagtighed knap så god som tilfældighederne," siger forsker P. Murali Doraiswamy, MBBS, professor i psykiatri og medicin ved Duke Medicine, "Da den endelige guldstandard for diagnosticering af Alzheimers er obduktion, har vi brug for en bedre måde at se ind i hjernen på."

 
Denne PiB-PET-scanning viser en masse amyloid beta (Aβ) i hjernen hos en person med Alzheimers sygdom. Pib står for Pittsburgh-forbindelse B (PiB), som er en type farvestof, der sprøjtes ind i en person, før scanningen udføres. Amyloid beta absorberer PiB; når PET-scanningen udføres, fluorescerer (lyser) de områder, hvor der er Pib. PiB-PET-scanninger anvendes nu i forskningen til at påvise amyloid beta (Aβ) i den prækliniske fase (før der er symptomer).  

Historie

I 1901 blev en 51-årig kvinde ved navn Auguste Deter indlagt på Städtischen Anstalt für Irre und Epileptische (Städtischen Anstalt für Irre und Epileptische) i Frankfurt am Main, Tyskland, som havde tilnavnet "Irrenschloss" (de sindslidendes slot). Hun var gift og havde et normalt liv indtil otte måneder før indlæggelsen, hvor hun begyndte at få psykologiske og neurologiske problemer, såsom problemer med hukommelse og sprog, paranoia, desorientering og hallucinationer.

Hun blev undersøgt af en læge i personalet ved navn Alois Alzheimer (1864-1915). Alzheimer blev interesseret i hendes tilfælde på grund af hendes alder; selv om man dengang kendte til følgerne af senil demens, begyndte de normalt ikke at vise sig, før en person var i begyndelsen til midten af tresserne. Hendes tilfælde var også bemærkelsesværdigt på grund af den hurtige indtræden af demens, kun otte måneder fra de første rapporterede symptomer, til hun blev indlagt.

Under en af sine undersøgelser af fru Deter bad han hende om at udføre en række enkle skriveopgaver. Da hun ikke var i stand til at gøre det, der blev bedt om, f.eks. at skrive sit navn, sagde hun: "Jeg har så at sige mistet mig selv" ("Ich habe mich sozusagen selbst verloren").

Alzheimer forlod hospitalet i Franfkurt i 1902 for at begynde at arbejde sammen med Emil Kraepelin på det psykiatriske universitetshospital i Heidelberg-Bergheim, og i 1903 begyndte både han og Kraepelin at arbejde på Ludwig Maximilian Universitetet i München.

Da fru Deter døde af blodforgiftning den 8. april 1906, blev Alzheimer informeret, og hendes hjerne blev sendt til München, så han kunne studere den. Ved at studere prøver af hendes hjerne i et mikroskop bemærkede han neurofibrialliske sammenfiltringer og bundter af beta-amyloidplak, som er to af de vigtigste kendetegn ved sygdommen. Den 3. november 1906 fremlagde Alzheimer resultaterne af sine fund i Augustes tilfælde på konferencen for sydvesttyske psykiatere i Tübingen, og han offentliggjorde sine resultater i sagen i 1907.

I 1910 gav Emil Kraepelin sygdommen navnet "Alzheimers sygdom". Alzheimers sygdom rammer normalt mennesker i alderen 60-65 år, men i fru Deters tilfælde - som var 55 år gammel, da hun døde - havde hun en form for det, der nu er kendt som Alzheimers sygdom i en tidlig alder.

 
"Irrenschloss" (De sindssyges slot) Det var her, på byens asyl for sindssyge og epileptikere i Frankfurt am Main i Tyskland, at Auguste Deter blev indlagt som 51-årig, kun otte måneder efter at hendes symptomer begyndte. Hun var den første person, der blev diagnosticeret med det, der nu er kendt som Alzheimers sygdom, i hendes tilfælde den tidlige type.  



 

Berømte tilfælde

Alle kan få Alzheimers sygdom, både rige og fattige, kendte og ukendte mennesker. Nogle af de berømte mennesker, der har fået Alzheimers sygdom, er USA's tidligere præsident Ronald Reagan og den irske forfatter Iris Murdoch, som begge var genstand for videnskabelige artikler, der undersøgte, hvordan deres kognitive evner blev dårligere med sygdommen.

Andre tilfælde omfatter den pensionerede fodboldspiller Ferenc Puskás, de tidligere premierministre Harold Wilson (Storbritannien) og Adolfo Suárez (Spanien), skuespillerinden Rita Hayworth, nobelpristageren Raymond Davis, Jr., skuespillerne Charlton Heston og Gene Wilder, forfatteren Terry Pratchett, politikeren og aktivisten Sargent Shriver, bluesmusikeren B.B. King, instruktøren Jacques Rivette, den indiske politiker George Fernandes og modtageren af nobelprisen i fysik i 2009, Charles K. Kao. I 2012 blev nobelprisforfatteren Gabriel García Márquez diagnosticeret med sygdommen. Den tidligere finske præsident Mauno Koivisto døde af sygdommen i maj 2017. Countrysangeren Glen Campbell døde af sygdommen i august 2017.

 
Ronald Reagan led af Alzheimers i 10 år