Hjerneskader: Definition, årsager, typer og behandling

Lær om hjerneskader: definition, årsager, typer og effektiv behandling. Symptomer, rehabilitering og forebyggelse samlet i én guide.

Hjerneskader er skader på hjernen som følge af enten sygdomme eller skader. Hjernecellerne beskadiges, hvilket ofte påvirker hjernen på en måde, der forhindrer hjernen i at tænke eller reagere på samme måde, som den gjorde, før hjernen blev beskadiget.

Fysisk skade på hjernen kaldes traumatisk hjerneskade (TBI). Det har fundet sted siden oldtiden, og der findes gamle lægejournaler.

Hvad menes med hjerneskade?

En hjerneskade dækker over en meget bred gruppe af tilstande. Skaden kan være lokal (afgrænset til et område) eller diffus (udbredt over mange områder) og kan ramme storhjernen, lillehjernen eller hjernestammen. Konsekvenserne afhænger af skadens omfang og placering og kan være midlertidige eller permanente.

Årsager

• Traumatiske årsager: Blunt vold mod hovedet, fald, trafikuheld, sportsulykker og voldeligt overfald. Disse fører ofte til kontusioner, blødninger eller diffuse aksiale skader.
• Ikke-traumatiske årsager:
  • Blodprop (iskæmisk stroke) eller blødning i hjernen (hæmoragisk stroke).
  • Ilttab (anoksi eller hypoksi) f.eks. ved drukning, hjertestop eller alvorlig respirationssvigt.
  • Infektioner som meningitis eller encephalitis.
  • Tumorer, neurodegenerative sygdomme (f.eks. Alzheimers) og metabolske forstyrrelser.

Typer og sværhedsgrad

• Mild hjerneskade: Ofte omtalt som commotio eller hjernerystelse. Symptomer kan være hovedpine, svimmelhed, koncentrationsbesvær og hukommelsesproblemer. De fleste genopretter sig over uger til måneder, men nogle får postcommotionelle symptomer længerevarende.
• Moderat til svær hjerneskade: Kan indebære bevidsthedstab, langvarig forvirring, kramper, betydelige neurologiske udfald og varig funktionsnedsættelse.
• Diffus aksonal skade: Skader på hvid substans og nervecelleforbindelser ved kraftig acceleration/deceleration. Ofte alvorlig med udbredt påvirkning af bevidsthed og kognition.
• Fokale skader: Lokaliserede blødninger, kontusioner eller infarkt, som giver specifikke neurologiske udfald afhængigt af lokalisationen.

Symptomer

Symptomerne varierer, men kan omfatte:

• Kognitive forandringer: Hukommelsesproblemer, nedsat opmærksomhed, langsommere tænkning.
• Fysiske symptomer: Hovedpine, svimmelhed, koordinationsproblemer, lammelser, synsforstyrrelser og kramper.
• Sensoriske forandringer: Føleforstyrrelser, ændret smag eller lugtesans.
• Emotionelle og adfærdsmæssige ændringer: Irritabilitet, depression, angst, impulsivitet eller personlighedsændringer.
• Søvnbesvær og trætbarhed.

Diagnostik

Diagnosen stilles på baggrund af klinisk vurdering, anamnese og undersøgelser. Typiske undersøgelser er:

• Neurologisk undersøgelse og vurdering af bevidsthed (fx Glasgow Coma Scale).
• CT-scanning akutt: Hurtig vurdering for blødninger og knoglebrud.
• MRI: Mere følsom til at påvise diffust vævsskifte og mindre læsioner.
• EEG: Ved mistanke om kramper eller encephalopati.
• Neuropsykologisk testning: Kort- og langsigtede kognitive konsekvenser og genoptræningsbehov.

Behandling

Behandling afhænger af årsag og sværhedsgrad og omfatter ofte flere faser:

• Akut behandling:
  • Livsopretholdende behandling (ABC — luftvej, vejrtrækning, kredsløb).
  • Kontrol af intrakranielt tryk (fx diuretika, hyperventilation, opretholdelse af normal blodtryk og iltmætning).
  • Kirurgi ved blødninger, store hæmatomer eller behov for dekompression.
• Medicinsk behandling: Antikonvulsiva ved anfald, smertestillende, behandling af infektion, forebyggelse af blodpropper mv.
• Rehabilitering:
  • Fysioterapi for styrke, balance og mobilitet.
  • Ergoterapi for dagligdags funktioner og tilpasning af aktiviteter.
  • Logopædi ved tal-, sprog- eller synkebesvær.
  • Neuropsykologisk rehabilitering for kognition, adfærd og emotionelle vanskeligheder.
• Langtidsstøtte: Socialt og arbejdsrelateret tilpasning, pårørendesupport og eventuelt psykiatrisk behandling ved vedvarende psykiske symptomer.

Prognose

Prognosen varierer meget. Faktorer som alder, skadens omfang og placering, tidspunkt for behandling og samtidig sygdom påvirker udfaldet. Nogle mennesker genvinder næsten fuld funktion, mens andre får betydelige og varige funktionsnedsættelser. Tidlig og målrettet rehabilitering øger chancerne for bedst mulig bedring.

Forebyggelse

• Brug af sikkerhedsudstyr: Hjelme ved cykling, sport og i visse arbejdssituationer.
• Sele og airbag i biler, samt sikkerhedstiltag ved børn i biler.
• Forebyggelse af fald hos ældre: Sikring af hjemmet, ganghjælpemidler og styrketræning.
• Kontrol af risikofaktorer for stroke: Behandling af højt blodtryk, diabetes, kolesterol og rygestop.
• Hurtig behandling af infektioner og korrekt håndtering af hjertestop/respirationsstop for at undgå iltmangel.

Komplikationer og støtte

Komplikationer kan omfatte epilepsi, kronisk hovedpine, varige kognitive og adfærdsmæssige forandringer samt psykiske lidelser som depression og angst. Multidisciplinær støtte — medicinsk, terapeutisk og social — er ofte nødvendig for at optimere funktion og livskvalitet. Pårørende og netværk spiller en vigtig rolle i rehabilitering og tilpasning til nye livsomstændigheder.

Hvis du eller en nær oplever symptomer efter hovedtraume eller ændringer i funktion, er det vigtigt at søge lægehjælp straks. Tidlig vurdering og behandling kan reducere risikoen for alvorlige følger.

Historie

Man kendte allerede i oldtiden til hovedskader og deres virkninger.

De gamle mesopotamier kendte til hovedskader og nogle af deres virkninger, herunder kramper, lammelser og tab af syn, hørelse og tale. Edwin Smith Papyrus, der er skrevet omkring 1650-1550 f.Kr., beskriver forskellige hovedskader og symptomer og klassificerer dem ud fra deres præsentation og træthed. De gamle græske læger, herunder Hippokrates, forstod, at hjernen er tankens centrum, sandsynligvis på grund af deres erfaringer med hovedtraumer.

Det første tilfælde af personlighedsændring efter en hjerneskade er måske Phineas Gage. Han overlevede en ulykke i 1848, da en stor jernstang blev kørt gennem hans hoved og ødelagde i det mindste hans venstre frontallap.

Han kom sig uden synlige sensoriske, bevægelsesmæssige eller store kognitive skader. Hans adfærd ændrede sig dog så meget, at venner beskrev ham som "ikke længere Gage". Dette tyder på, at de beskadigede områder er involveret i "højere funktioner" som f.eks. personlighed. Siden da er der blevet rapporteret om mange tilfælde af personlighedsændringer efter hjerneskader.

I 1970'erne voksede bevidstheden om TBI som et folkesundhedsproblem. Siden da er der sket store fremskridt inden for forskning i hjernetraumer, f.eks. opdagelsen af primær og sekundær hjerneskade. I 1990'erne blev der udviklet og udbredt standardiserede retningslinjer for behandling af TBI med protokoller for en række spørgsmål som f.eks. lægemidler og håndtering af intrakranielt tryk. Forskningen siden begyndelsen af 1990'erne har forbedret overlevelsen af TBI. Dette årti blev kaldt "hjernens årti" på grund af de fremskridt, der blev gjort inden for hjerneforskningen.

 
Phineas Gage's ulykke  

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er hjerneskade?

Q: Hvad er årsagerne til hjerneskade?

Q: Hvordan påvirker hjerneskade hjernen?

Q: Hvad er traumatisk hjerneskade (TBI)?

Q: Har man kendt til hjerneskade siden oldtiden?

Q: Findes der forskellige typer af hjerneskade?

Q: Kan en hjerneskade behandles?

Søg efter bogstav