Selvskade – Hvad er det? Årsager, tegn og hvordan få hjælp

Selvskade er et generelt begreb, der omfatter mange forskellige former for forsætlig skade på kroppen. Der er mange ting, der kan betragtes som selvskade. Hvis nogen for eksempel arbejder for hårdt på deres krop, kan det betragtes som en mild form for selvskade. I andre milde tilfælde kan en selvskadende person med vilje pille sårskorper af for at forhindre, at sår eller rifter heler. Kompulsivt hårtrækning (trichotillomani) og kompulsivt hudpluk (dermotillomani) er impulskontrolforstyrrelser, som også er milde former for selvskade.

I mere alvorlige tilfælde kan en selvskærer brække eller forstuve en knogle eller miste en farlig mængde blod. Andre former for selvskade er at bide, brænde og skære sig selv. Overdosering af medicin er en anden almindelig form for selvskade.

Selvskaden kan blive værre, jo længere tid en person har gjort det. Det skyldes, at en persons krop opbygger en tolerance over for (vænner sig til) smerten fra skaderne. På grund af dette er de nødt til at skade sig selv mere for at få den samme effekt. I nogle tilfælde kan dette føre til dødelige eller næsten dødelige skader.

En person kan opleve frivillige smerter af andre årsager, som normalt ikke betragtes som selvskade. Et selvforskyldt sår er, når en person skader sig selv for at undgå noget og ikke på grund af psykiske problemer. Nogle mennesker giver sig selv et selvforskyldt sår i krigstid, så de ikke behøver at tjene i militæret.

Nogle mennesker gennemgår smerte for at ændre deres udseende, f.eks. ved ørepiercing. Dette kaldes kropsmodifikation. Kropsmodifikation er ikke en form for selvskade.

Skarifikation er en form for kropsmodifikation, hvor man skærer eller brænder sin hud for at dekorere den. Dette kan omfatte branding, hvilket er almindeligt i nogle broderskaber. Det kan også være at skære huden gentagne gange i et mønster eller design. Dette vil skabe meget store ar. Nogle afrikanske stammer bruger scarification som et symbol på skønhed og styrke.

Eksperter anslår, at ca. 1 % af befolkningen har selvskadet sig selv. Selv om folk i alle aldre og etniske grupper har selvskadet sig selv, er der nogle grupper, der er mere tilbøjelige til at selvskadede sig end andre. Alder, køn og race kan være faktorer, der spiller ind på risikoen for selvskader. Noget tyder på, at selvskade også er mere almindeligt hos personer, der har en familiehistorie med selvmord eller selvskade.

Alder

Generelt behandles flere unge mennesker for selvskade end nogen anden aldersgruppe. Ifølge en australsk undersøgelse siger 30 % af teenagerne, at de har selvskadet sig selv. Det er mere udbredt blandt personer med psykiske sygdomme. En ud af fire (25 %) af teenagere med psykiske sygdomme har selvskadet sig selv. Selvskade hos kvinder er mest udbredt i alderen 15-24 år. Mænd er mest tilbøjelige til at selvskadebehandle sig i alderen 25-34 år.

Nyere forskning, der fokuserer på unge, viser, at 10 % af de 15-16-årige har gjort skade på sig selv. I dette tilfælde er selvskaden som regel sket ved at skære sig.

Køn

En undersøgelse i Oxford i 2000 viste, at ca. 300 pr. 100.000 (0,3 %) af mænd i alderen 15-24 år og 700 pr. 100.000 (0,7 %) af kvinder i samme alder blev indlagt på et hospital efter selvskade. På baggrund af statistikker som disse er de fleste enige om, at unge hvide kvinder er mest tilbøjelige til at skade sig selv. Muligvis på grund af dette antages det normalt, at kvinder har højere selvskadefrekvens end mænd. Dette er dog muligvis ikke sandt, fordi kvinder er mere tilbøjelige til at få hjælp til deres selvskade. Mænd kan have samme eller lignende selvskadefrekvens som kvinder. Nogle resultater har endda antydet, at der i aldersgruppen midt i 30'erne er flere mænd end kvinder, der behandles for selvskader.

Diskrimination

Minoritetsgrupper, der udsættes for diskrimination, er også mere tilbøjelige til at skade sig selv. Hvis nogen bliver mobbet, fordi de er anderledes (f.eks. på grund af deres race, etnicitet eller seksuelle orientering), kan det føre til lavt selvværd og en følelse af hjælpeløshed over for følelser. Dette kan få nogle mennesker til at skade sig selv.

Personlig historie

Undersøgelser har vist, at personer, der er blevet misbrugt, er mere tilbøjelige til at skade sig selv. Seksuelt misbrug, fysisk misbrug og følelsesmæssigt misbrug kan forårsage lavt selvværd, især hos børn. Det kan også forårsage andre følelsesmæssige problemer. Nogle mennesker kan ty til selvskade for at lindre disse følelser. Lavt selvværd hos ofre for misbrug kan få dem til at tro, at misbruget var deres egen skyld. De kan vende sig til selvskade på grund af dette.

Ustabile levevilkår som f.eks. arbejdsløshed eller skilsmisse kan også gøre en person mere tilbøjelig til at gøre skade på sig selv.

Fanger er også mere tilbøjelige til at skade sig selv. Det kan skyldes de vedvarende traumer, der opstår i fængslerne, herunder seksuel og fysisk vold og intimidering. I et miljø som fængslet, hvor de indsattes muligheder er begrænsede, kan fanger ty til selvskade. I England og Wales siger en rapport fra The Howard League, at over 22 000 fanger gjorde skade på sig selv i 2007.

Personer med indlærings- og udviklingsforstyrrelser som f.eks. autisme er mere tilbøjelige til at gøre skade på sig selv. Årsagen til dette er uklar. Nogle casestudier har vist, at det kan være en form for selvstimulering. Det kan også være, at autistiske børn, der selvskader sig selv, forsøger at udtrykke frustrationer, som de ikke kan forklare med ord. Autistiske børn, der selvskader sig selv, kan gøre det ved at slå sig i hovedet eller bide sig selv.

Selvskade er en vanedannende adfærd. Når en person først begynder at skade sig selv, er det svært for vedkommende at stoppe, selv om han eller hun gerne vil. Dette gør professionel hjælp og behandling til en vigtig del af helbredelsen af selvskader.

Hvilken type behandling der er mest effektiv, er forskellig fra person til person. Der findes mange forskellige typer terapi, som er blevet brugt til at hjælpe mennesker, der skader sig selv.

Kognitiv adfærdsterapi kan hjælpe en person med at forstå, hvorfor han/hun skader sig selv. Kognitiv adfærdsterapi bruges til at hjælpe patienterne med at forstå årsagerne til deres problem. Dette sker for at patienten kan lære, hvad der forårsager deres selvskade, og lære at håndtere disse problemer på en anden måde end ved selvskade.

Terapier, der anvendes til behandling af posttraumatisk stresslidelse, kan også hjælpe. Det skyldes, at mange mennesker, der skader sig selv, har været ofre for overgreb. Eye Movement Desensitization and Reprocessing therapy (EMDR) er et eksempel herpå.

Der kan også bruges medicin til at behandle selvskade. Man mener, at selvskade kan frigøre kemiske endorfiner i hjernen. Med tiden kan disse kemikalier blive vanedannende. Der findes nogle lægemidler, som kan hjælpe på denne afhængighed, men det er ikke bevist, at de hjælper folk, der selvskader. Naltrexon og naloxon er to lægemidler, der forskes i til denne form for behandling. Forskning, der involverer endorfiner, er for det meste blevet udført med dyr. Det er uklart, om deres hjernekemi ændrer resultatet af forskningen.