Personlighedsspaltning

Definitioner

DSM IV bruger udtrykkene "identitet", "personlighedstilstande" og "alternative identiteter" når man taler om DID, og andre mennesker bruger udtrykket "alters" til at betyde det samme. Disse ord kan være forvirrende, da ikke alle bruger den samme definition. Fagfolk er ikke blevet enige om en specifik definition af en personlighed; andre udtryk, herunder dissociation og amnesi, kan også defineres forskelligt af forskellige fagfolk. Når man taler om DID, betyder det at sige, at en person skifter personlighed eller ændrer sig, at personen taler og handler anderledes og normalt reagerer på et andet navn.

Dissociation er et symptom. De fleste mennesker oplever normal dissociation, hvor de holder op med at være opmærksomme på, hvad der sker omkring dem. Mennesker med DID har patologisk dissociation, som er meget mere alvorlig. Det indebærer problemer med hukommelse og opmærksomhed, som gør det svært for folk at arbejde, handle og have relationer med andre mennesker. Alle kan dissociere, men nogle mennesker kan gøre det meget lettere og i en ekstrem grad, der kan være usund. Nogle læger mener, at traumer er årsag til den dissociation, der ses i lidelser som DID.

Tegn og symptomer

Ifølge DSM-IV er symptomerne på DID "tilstedeværelsen af to eller flere forskellige identiteter eller personlighedstilstande" (som ofte kaldes "alters"), samt at man glemmer ting, som man normalt ikke glemmer. Symptomerne kan heller ikke være forårsaget af stoffer eller normale lege i barndommen. Folk kan rapportere, at de har mange alters eller kun et par stykker. De fleste personer, der er diagnosticeret med DID, har mindre end ti, selv om nogle har sagt, at de har flere tusinde. En person, der er diagnosticeret med DID, kan ikke diagnosticeres med en anden dissociativ lidelse. Fordi personer med DID hører stemmer fra forskellige alters, kan det forveksles med skizofreni. De to problemer er dog meget forskellige, og læger kan normalt fortælle, om en patient har DID eller skizofreni ved at stille de rigtige spørgsmål. DID diagnosticeres altid ud fra, hvad patienterne fortæller deres læger, og hvad lægen mener, at dette betyder. Der findes ingen objektive tests med blod eller maskiner, der kan fortælle, om en person har DID. Selv om folk har forsøgt at diagnosticere og studere DID ved hjælp af medicinsk billeddannelse eller hjernescanning.

 

Diagnoser

DSM bruger følgende kriterier til at diagnosticere DID:

• Mindst to "forskellige identiteter", der skifter kontrol over adfærd
• Manglende evne til at huske "vigtige personlige oplysninger, der er for stor" til at kunne tilskrives "almindelig glemsomhed"
• Ingen af ovenstående skyldes de direkte fysiologiske virkninger af et stof eller en generel medicinsk tilstand

I den internationale klassifikation af sygdomme-10 (ICD-10) anvendes udtrykket multipel personlighedsforstyrrelse i stedet for dissociativ identitetsforstyrrelse. Den klassificerer DID i afsnit F44.8, "Andre dissociative [konverterings]forstyrrelser".

Årsager

Der er to hovedopfattelser om, hvad der forårsager DID, men der er stadig uenighed om, hvilken der er den rigtige. Traumamodellen siger, at DID skyldes forældre eller familie, der misbruger eller forsømmer deres børn. Nogle af disse børn benægter, at misbruget sker, eller lader som om det sker for en anden, og dette bliver til sidst til en anden identitet eller et alter. De fleste mennesker med diagnosen DID siger, at de husker, at de blev misbrugt af deres forældre eller andre omsorgspersoner, da de var børn. Når patienter med DID bliver spurgt om deres barndom, er der større sandsynlighed for, at de siger, at de blev misbrugt eller forsømt, end personer med andre diagnoser. Tanken om, at DID udvikles i barndommen, er dog omstridt, fordi barndomsminder ikke er særlig pålidelige, og det er ikke klart, om misbruget faktisk fandt sted. Selv om DID er blevet diagnosticeret hos børn, er der grund til at tro, at diagnosen skyldes forældres og lægers indflydelse snarere end misbrug. Der er ikke nok gode videnskabelige beviser for DID i barndommen til at være sikker på, at DID faktisk skyldes misbrug eller noget andet.

Den iatrogene eller sociokognitive model (SCM) af DID siger, at den opstår under psykoterapi, når terapeuten skaber falske minder, og patienterne bliver overbevist om, at de har flere personligheder. Nogle patienter kan være mere tilbøjelige til at udvikle DID under disse omstændigheder, fordi de naturligt er mere tilbøjelige til at acceptere, at deres terapeuter har ret med hensyn til DID. SCM-tilhængere mener også, at patienterne har set DID i film og bøger, og at dette viser dem, hvordan mennesker med DID formodes at opføre sig, hvilket gør det lettere for dem at ændre adfærd, når de formodes at være en ny alterperson. De siger også, at de kriterier, der anvendes i DSM, er uklare, hvilket gør det svært at blive enige om, hvorvidt en patient har DID eller en anden diagnose.

En midterposition siger, at traumer kan ændre den måde, hvorpå hjernen husker ting, hvilket gør det lettere at huske ting, der faktisk ikke er sket. Det er også blevet foreslået, at tidlige traumer kan gøre børn mere tilbøjelige til at bruge deres fantasi til at lade som om, at misbrug eller andre smertefulde situationer ikke sker, og hvis de går i terapi, når de er ældre, er det lettere for terapeuterne at overbevise dem om, at de har DID.

Behandling

Der findes ingen behandlingsmetode, der er videnskabeligt bevist, at den virker. De fleste terapeuter, der behandler patienter med DID, bruger flere forskellige metoder. Terapien varer normalt i flere år og virker ikke altid. Nogle terapeuter forsøger at reducere eller fjerne alterpersonerne, så patienten kun har én personlighed, mens andre ikke gør det. ISSTD anbefaler først at forbedre patientens evne til at håndtere symptomer og leve et mere normalt liv og derefter at forsøge at håndtere traumatiske erindringer. Det sidste skridt er at bringe alle identiteterne sammen, så patienten kan få adgang til alle sine erindringer.

Prognose

Nogle gange får patienter med DID det bedre uden hjælp, men det er ikke almindeligt. Patienter med flere diagnoser end blot DID er ofte længere tid om at få det bedre.

Epidemiologi

Der er ikke foretaget nogen omfattende undersøgelser for at finde ud af, hvor udbredt DID er. ISSTD siger, at DID forekommer hos mellem 1 og 3 % i den almindelige befolkning og mellem 1 og 5 % i patientgrupper på hospitaler. DID er mere almindelig hos kvinder end hos mænd, men det kan skyldes, at mænd med DID bliver sendt i fængsel i stedet for på hospitaler. Antallet af personer, der er diagnosticeret med DID, er steget fra ca. 200 i 1970 til ca. 20 000 i 1990'erne. Ifølge ISSTD skyldes dette, at lægerne ikke havde uddannelse eller erfaring til at genkende DID. I stedet diagnosticerede de folk med depression, PTSD eller borderline personlighedsforstyrrelse. Folk, der støtter SCM, siger, at stigningen i antallet af diagnoser skyldes, at et lille antal læger diagnosticerede et stort antal mennesker, og at et stort antal terapeuter begyndte at bruge typer af psykoterapi, der fik folk til at tro, at de havde DID.

Historie og kultur

Før 1900 troede man, at DID blev forårsaget af ånder eller spøgelser, som kontrollerede folks adfærd. Det første tilfælde af DID, der blev beskrevet i medicin, blev beskrevet i 1646 af den schweiziske læge Paracelsus. DID var meget ualmindeligt indtil 1970'erne. Mellem 1980 og 1990 steg antallet af tilfælde, der blev rapporteret i lægevidenskaben, fra ca. 200 til mere end 20 000. I 1994 blev den fjerde udgave af DSM offentliggjort, som ændrede navnet fra "multiple personlighedsforstyrrelse" til "dissociativ identitetsforstyrrelse". DSM ændrede også den måde, hvorpå DID blev diagnosticeret. Der blev skrevet mange videnskabelige artikler om DID i samme periode, men efter 1995 faldt antallet af artikler, der blev offentliggjort hvert år, dog efter 1995. I dag er der kun lidt forskning om DID.

Selv om DID er meget sjældent, findes der mange bøger, skuespil og film om mennesker med DID. I 1886 udgav Robert Louis Stevenson den korte bog The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde, som var meget populær. Senere mente folk, at Dr. Jekyll og Mr. Hyde var eksempler på en person med DID. The Three Faces Of Eve var en film fra 1957 om en kvinde med DID. Sybil, en populær bog om en kvinde med DID, blev udgivet i 1973. Den blev filmatiseret i 1976 og endnu en gang i 2007. En undersøgelse foretaget i 2001 blandt amerikanske og canadiske psykiatere viste, at der var stor uenighed og skepsis omkring diagnosticering af DID, og om diagnosen var baseret på tilstrækkelig god kvalitetsvidenskab.

Bogen The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde handlede om en person med en "splittet personlighed", og senere blev den en historie, som folk forbandt med DID.

DID i det retlige system

Advokater og læger, der arbejder med lovgivningen, anser også DID for at være meget kontroversielt. Siden 1990'erne er DID blevet mere almindeligt forekommende i domstolene. Folk har forsøgt at undgå at komme i fængsel for forbrydelser som mord og serievoldtægt ved at hævde, at de har DID, og advokater og dommere er bekymrede over folk, der foregiver at have DID for at undgå at komme i fængsel. Første gang dette skete var i 1976, og siden da er de fleste mennesker, der begår forbrydelser, som hævder, at det var på grund af DID, kommet i fængsel.