Dementia praecox er en historisk betegnelse, som Bénédict Augustin Morel først brugte i 1860 til at beskrive en ung person, der trak sig tilbage fra samfundet og begyndte at vise symptomer, der lignede demens. Morel så tilstanden som en form for tidlig (latin: praecox) forringelse af sindet – derfor navnet. Demens i almindelighed er en psykisk sygdom, som oftest forekommer hos ældre mennesker, men betegnelsen hos Morel pegede på, at lignende træk kunne optræde tidligt i livet.
Historisk udvikling
Senere systematiserede psykiateren Emil Kraepelin begrebet og brugte dementia praecox til at adskille denne tilstand fra den sygdom, han kaldte manisk-depressiv sygdom (i dag kendt som bipolar lidelse). Kraepelin beskrev dementia praecox som en kronisk og ofte fremadskridende sygdom med dårligere langtidsprognose, hvorimod bipolar lidelse ofte forløber i tydelige episoder med perioder, hvor personen ser relativt normal ud.
I 1911 foreslog Eugen Bleuler et nyt begreb: at det, Kraepelin havde kaldt dementia praecox, i virkeligheden var en anden sygdom, som han kaldte skizofreni. Bleuler lagde vægt på, at sygdommen ikke nødvendigvis var ensbetydende med en tidlig, irreversibel demens, men snarere bestod af en række centrale symptomer som tankeforstyrrelser og følelsesmæssig affladning. Ordet skizofreni blev først taget bredere i brug i årtierne efter Bleuler, og navnet fik først gennemslagskraft omkring 1920'erne.
Moderne forståelse
Begrebet dementia praecox anvendes i dag ikke længere i klinisk praksis. Modern psykiatri bruger i stedet diagnosen skizofreni, som opfattes som et samlet sæt af symptomer og ikke som én entydig sygdom med én årsag. Skizofreni omfatter typisk:
- positive symptomer: hallucinationer, vrangforestillinger
- negative symptomer: tilbagetrækning, affektforfladning, manglende motivation
- kognitive vanskeligheder: problemer med opmærksomhed, hukommelse og planlægning
Den moderne diagnostik bygger på kriterier i internationale klassifikationer (ICD) og i DSM, der også anerkender, at sygdommens forløb kan variere meget: nogle får gentagne episoder med god funktion mellem, andre oplever vedvarende symptomer, og nogle opnår betydelig bedring med behandling og støtte.
Forekomst og forløb
Skizofreni opstår typisk i sene teenageår til tidlig voksenalder. Der er en tendens til, at mænd får sygdommen noget tidligere end kvinder, men den kan forekomme i begge køn. Den samlede livstidsprævalens anslås groft til omkring 1 % i befolkningen, men præsentation og forløb varierer meget fra person til person.
Behandling og støtte
Behandlingen i dag kombinerer medicin (primært antipsykotika) med psykosociale indsatser: psykoedukation, kognitiv adfærdsterapi for psykoselidelser, rehabilitering, støtte til uddannelse og job, og familiearbejde. Tidlig indsats ved de første psykoser (early intervention) har vist bedre prognose for mange. Langtidsforløbet kan forbedres betydeligt med korrekt og vedvarende behandling samt social støtte.
Betydning af navneskiftet
Navnet dementia praecox afspejlede en tidlig forståelse, hvor man forventede et uundgåeligt, tidligt tab af mentale funktioner. Modern viden har vist, at det billede var for unuanceret. Skizofreni dækker i dag et bredere spektrum af symptomer og forløb, og fokus ligger i højere grad på individuel vurdering, behandling og rehabilitering frem for en forudbestemt dom om livsvarigt forfald.
Forståelsen af disse tilstandes historiske udvikling er vigtig både for at se, hvordan psykiatrien har udviklet sig, og for at minde om, at sprog og diagnoser påvirker holdninger, behandlingstilbud og patienters mulighed for bedring.
