Hvad er abnormalpsykologi? Definition, eksempler og behandling

Overnaturlige traditioner

En overnaturlig tro er en tro på en kraft, der ligger uden for videnskabelig forståelse. Der er mange kulturer, der tror på overnaturlige begivenheder. Disse kulturer omfatter religiøse kulturer samt de gamle kinesere, de gamle egyptere, hebræerne og de gamle grækere. Disse kulturer har skrifter, der siger, at unormal adfærd i form af overnaturlige begivenheder skabte dæmoner eller guder, der ville overtage en person og handle gennem disse mennesker. Dette blev kaldt besættelse. I den romersk-katolske kirke blev der udført uddrivelser for at få disse dæmoner til at forlade kroppen af de personer, de havde besat. Uddrivelse involverede bønner, lyde og trylledrikke. Folk, der havde unormal adfærd, fik ofte at vide, at de var besat.

I nogle kulturer blev der ofte anvendt trepanation. Her blev der lavet et hul i hovedet på en person for at slippe den "onde ånd" fri.

Asylcentre

"Sindssygehuse" var bygninger, hvor man opbevarede patienter med unormal adfærd. De blev populære i Europa med "Madhouse Act" fra 1774, selv om de fandtes før denne lov. Asylerne skulle tage sig af mennesker, der ikke kunne tage vare på sig selv. Men de var kendt for at være grusomme og voldelige over for deres patienter. Bygningerne var ofte beskidte og blev ikke passet særlig godt.

I slutningen af 1700-tallet lavede William Tuke et religiøst refugium for patienter. Dette var en afstikker fra de rædsler, der var kendetegnende for sindssygehospitalerne. I slutningen af 1700-tallet begyndte Philippe Pinel også at tilskynde til bedre behandling af sindssyge.

I dag eksisterer det 18. århundredes sindssygehospital ikke længere. De fleste af anstalterne blev lukket i slutningen af 1900-tallet på grund af opfindelsen af antipsykotiskelægemidler. I dag findes der psykiatriske hospitaler for mennesker med psykiske sygdomme. Heriblandt Broadmoor Hospital, som huser nogle af Storbritanniens farligste kriminelle med psykiske sygdomme.

Asylcentre i Amerika

I 1800-tallet kæmpede Dorothea Dix mod den dårlige behandling af patienter på sindssygehospitaler. Hun startede en "mentalhygiejnisk" gruppe for at tilskynde politikerne til at ændre behandlingen af sindslidende i USA. Da folk blev opmærksomme på de dårlige forhold på sindssygehospitaler, blev der indsamlet penge til at forbedre behandlingen af patienterne og asylerne. Dix menes at have været med til at oprette 32 sindssygehospitaler. I 1940 var der mere end 400.000 patienter, der boede på sindssygehospitaler.

De fleste behandlinger var stadig grusomme for patienterne og var ikke effektive. Anstalterne blev hurtigt overfyldte. Mary Jane Ward skrev i 1946 en bog med titlen "The Snake Pit", som gjorde opmærksom på den umenneskelige behandling af sindslidende patienter.

Det nationale institut for mental sundhed blev oprettet samme år. Organisationen tilbød uddannelse og støtte til psykisk syge og de ansatte, der tog sig af dem. Hill-Burton-loven blev vedtaget for at give penge til hospitalerne for psykisk sygehusvæsen.

Senere blev loven om sundhedstjenester i Fællesskabet fra 1963 vedtaget. Denne lov skabte ambulante bygninger, så patienterne kunne bo hjemme i stedet for på hospitaler. Der blev også bygget rehabiliteringscentre og centre for lokalpleje under denne lov.

Deinstitutionalisering

I slutningen af 1900-tallet var sindssygehospitaler mindre accepteret. Den grusomme behandling af patienterne og overbelægningen og leveviserne blev betragtet som unødvendige. Der blev givet færre penge til asylerne. Så mange lukkede rundt om i verden. Lukningen af sindssygehospitaler blev kendt som afinstitutionalisering. Flytningen fra anstalten til samfundet skulle hjælpe patienternes udvikling og helbredelse. Manglen på gode støtteprogrammer betød, at patienterne følte sig forladt og havde svært ved at passe ind i det normale liv. Det førte til, at mange blev hjemløse.

Tidligere var der tre måder at forklare unormal adfærd på. Disse var overnaturlige, biologiske og psykologiske forklaringer. Den vestlige medicin anvender ikke længere overnaturlige forklaringer. I stedet bruger vi biologiske og psykologiske forklaringer. Biologiske forklaringer bruger genetik og neurovidenskab til at forklare unormal adfærd. Den biologiske forklaring er baseret på, hvordan hjernen fungerer, og hvordan generne ændrer den måde, den fungerer på. Psykologiske forklaringer bruger den måde, hvorpå sindet fungerer, til at forklare unormal adfærd.

Overnaturlige forklaringer

De tidlige kulturer troede, at unormal adfærd skyldtes dæmoner, ånder og astrologi. Trepanation var, når der blev boret et hul i hovedet på en person. Dette blev gjort for at lukke ånderne eller dæmonerne ud af personens hoved.

Uddrivelse blev hovedsageligt praktiseret af den katolske kirke. Man mente, at eksorcisme kunne afværge ånderne fra den person, som de var besat af.

Denne praksis var normal i middelalderen. Det var dengang, da man troede, at unormal adfærd var et religiøst problem snarere end et psykologisk problem. Nogle unormale adfærdstyper blev anset for at være hekseri. Folk, der blev anklaget for hekseri, blev næsten altid straffet for handlingerne. I mange tilfælde bestod straffen i at blive myrdet.

Biologiske forklaringer

Den biologiske tilgang til at forklare unormal adfærd forudsætter, at adfærden kan forklares ved fysiske faktorer. Hippokrates var en mand, der levede i det 5. århundrede og af mange anses for at være faderen til den moderne medicin. Han accepterede ikke, at onde ånder eller astronomi var årsagerne til psykologiske lidelser. Hippokrates mente, at der var naturlige årsager til forstyrrelserne, og at man kunne finde passende behandlinger. Han fokuserede på de "fire humørstoffer" i hjernen. Han mente, at de fire humørstoffer skal være i balance for at opnå sunde mentale tilstande, og når et humørstof var stærkere, ville forskellige lidelser opstå. For at skabe balance mellem humørerne bad Hippokrates patienterne om at ændre deres livsstil.^p. 11 Der er nu nye idéer, når man taler om de biologiske forklaringer på psykologiske lidelser. Men Hippokrates' fokus på mentale processer og klinisk praksis var et revolutionerende koncept.

En anden græsk læge ved navn Galen havde også en videnskabelig tilgang til årsagerne til psykiske lidelser. Han inddelte dem i fysiske og psykiske kategorier. Blandt Galens årsager var hovedskader, alkoholmisbrug og livserfaringer. I løbet af det 18. århundrede påvirkede Galens begreber den medicinske industri. Galens fokus var på de biologiske årsager til psykiske lidelser. ^p. 13

Psykologiske forklaringer

Psykologiske forklaringer på unormal adfærd er undertiden baseret på en adfærdsmæssig tilgang, hvor positiv adfærd forstærkes, mens negativ adfærd ikke forstærkes. Denne tilgang er mere fokuseret på at ændre en persons faktiske adfærd end på den egentlige årsag til den.

Sigmund Freud var en af de mest populære psykologiske teoretikere i det 20. århundrede. Den metode, han brugte til at studere og behandle patienter, var kendt som psykoanalyse. Freud, men også Franz Mesmer og læger i Nancy-skolen anvendte hypnosemetoder. Freud forsøgte imidlertid at få sine patienter til at bekende deres dybeste og mest sande følelser, hvilket blev kaldt en katarsis. Han fik sine patienter til at tale frit om sig selv i fri association. Han foretog også drømmeanalyser, hvor patienterne registrerede og diskuterede deres drømme. Freuds arbejde førte til andre store psykoanalytiske teoretikere som Carl Jung, Alfred Adler og Harry Stack Sullivan. Wilhelm Wundt og William James blev krediteret for at have åbnet de første laboratorier for eksperimentel psykologi. Dette førte til mange undersøgelser og psykologiske metoder, såsom klassisk konditionering under ledelse af Ivan Pavlov og John B. Skinner, mens Edward Thorndike og B. F. Skinner var de førende inden for studiet af operant konditionering. ^p. 18

DSM

Den nordamerikanske opslagsbog, som psykiatere og psykologer bruger til at diagnosticere og behandle psykiske lidelser, er kendt som Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM). Den udarbejdes af den amerikanske psykiatriske forening (APA). Den seneste version blev udgivet i maj 2013 og er kendt som DSM-5. Klinikere, sygeforsikringsselskaber, medicinalfirmaer og det juridiske system benytter DSM som reference til at forstå og identificere psykiske lidelser. DSM inddeler psykiske lidelser i grupper og giver beskrivende tegn og symptomer, der definerer hver enkelt lidelse. Desuden indeholder den statistikker for hver enkelt lidelse, der spænder fra hyppigheden i den almindelige befolkning til den mest effektive behandlingsform.

Før en fagperson diagnosticerer en person med en bestemt psykisk lidelse, skal han/hun først afgøre, om personen faktisk lider af en psykisk lidelse. DSM definerer en psykisk lidelse som en tilstand, der:

• Er primært psykologisk og ændrer adfærd, personlighed eller motivation,
• Når den er fuldt udviklet, forårsager den stress, nedsat social funktionsevne eller en adfærd, som man gerne frivilligt ville stoppe, fordi den udgør en trussel mod den fysiske sundhed, og
• Er forskellig fra andre tilstande og anses for at kunne behandles.

Når man bruger DSM, er en komplet psykiatrisk diagnose opdelt i fem dimensioner, kaldet "akser", som vedrører forskellige karakteristika ved handicap eller lidelse:

• Akse I indeholder alle kategorier af psykiske lidelser undtagen mental retardering og personlighedsforstyrrelser. En lidelse inden for denne akse svarer til en sygdom i almen medicin og omfatter depression, angstlidelse, autismespektrumforstyrrelse, bipolar lidelse og anoreksi.
• Akse II indeholder mental retardering og personlighedsforstyrrelser som paranoid personlighedsforstyrrelse, antisocial personlighedsforstyrrelse og tvangspræget personlighedsforstyrrelse. Denne akse indeholder et stort antal lidelser, som alle vedrører den måde, hvorpå en person tænker og handler i forhold til verden.
• Akse III omfatter generelle medicinske tilstande, mindre alvorlige medicinske tilstande og eventuelle fysiske lidelser hos den enkelte. Når de tre første akser anvendes, kan man se sammenhænge, og det bliver lettere for fagfolk at finde årsagen til psykiske lidelser og behandle en person effektivt.
• Akse IV indeholder alle miljømæssige eller sociale faktorer, der kan spille en rolle i forbindelse med diagnosticering af en person. Dårlige sociale relationer, en elsket persons død eller fyring fra sit arbejde er alle stressfaktorer, der kan bidrage til udviklingen af psykiske lidelser.
• Akse V anvendes af fagfolk til personer under 18 år. Børn vurderes ud fra, hvor godt de i øjeblikket håndterer deres situation. Global Assessment of Functioning anvendte en skala fra 0-100, men er i DSM-5 blevet erstattet af et spørgeskema og et afkrydsningsfelt, der er mindre subjektivt.

De separate akser i DSM er ofte forbundet med hinanden i forbindelse med udviklingen af psykiske lidelser.

ICD-10

Den internationale statistiske klassifikation af sygdomme og relaterede sundhedsproblemer (ICD) blev udarbejdet af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og er det universelle diagnosesystem for psykiske lidelser. ICD er godkendt af sundhedsmyndigheder fra 193 WHO-medlemslande og er gratis tilgængelig på internettet. Formålet er at hjælpe landene med at reducere de problemer, der er forbundet med psykiske lidelser. Det kodningssystem, der anvendes i DSM, er udformet til at være kompatibelt med det system, der anvendes i ICD; nogle koder kan dog være uoverensstemmende, fordi de to publikationer revideres på forskellige tidspunkter. ICD-10 blev offentliggjort i 1994, og den seneste opdatering fandt sted i 2010. Kapitel 5 i ICD-10 dækker over 300 psykiske og adfærdsmæssige lidelser, som er opdelt i følgende kategorier:

• F00-F09 Organiske psykiske lidelser
• F10-F19 Psykiske og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af stofbrug
• F20-F29 Skizofreni og vrangforestillinger
• F30-39 Humørsygdomme
• F40-49 Neurotiske, stressrelaterede lidelser
• F50-59 Adfærdsforstyrrelser i forbindelse med kropslige forstyrrelser og fysiske faktorer
• F60-F69 Personligheds- og adfærdsmæssige forstyrrelser hos voksne
• F70-F79 Psykisk udviklingshæmning
• F80-F89 Forstyrrelser i den psykologiske udvikling
• F90-F98 Adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser, der udvikles i barndommen
• F99 Uspecificerede psykiske lidelser

Online ICD-10 kan findes i sin helhed her

Psykoanalyse

Psykoanalyse er en terapiform, der er baseret på psykoanalytisk teori. Ifølge denne teori er menneskets adfærd styret af ubevidste kræfter som f.eks. instinktet, og at der ikke findes noget som fri vilje. Mange ideer, der findes i den psykoanalytiske teori, kan spores tilbage til den berømte psykolog Sigmund Freud. Freud mente, at psykiske lidelser er et resultat af undertrykte minder og følelser fra barndommen; psykoanalysen er designet til at søge efter disse skjulte minder og følelser og bringe dem frem i patientens bevidsthed. Teknikker som hypnose bruges til at trænge ind i det ubevidste sind i håb om at finde kilden til forstyrrelsen. Freud mente også, at drømme havde skjulte betydninger, og han bad ofte patienterne om at optage deres drømme med henblik på analyse. På grund af manglen på videnskabelig dokumentation til støtte for de fleste freudianske idéer anvendes psykoanalyse sjældent af kliniske psykologer og er blevet erstattet af mere effektive terapiformer.

Adfærdsterapi

Adfærdsterapi er baseret på behaviorisme-teorien, som siger, at al menneskelig adfærd er et resultat af en stimulus og forstærkning. Berømte behaviorister er bl.a. James Watson, B.F. Skinner og Joseph Wolpe. Målet med denne terapi er at øge ens positive eller socialt forstærkende adfærd. Adfærdsterapi kan opdeles i tre områder:

1. Anvendt adfærdsanalyse (ABA) anvender en form for operant konditionering, hvor positiv forstærkning bruges til at ændre adfærd.
2. Kognitiv adfærdsterapi (CBT) fokuserer på at konditionere de negative tanker og følelser, der ligger bag patienternes adfærd, for at ændre denne adfærd.
3. Social læringsteori anvendes i behandlingen og forståelsen af angstlidelser. Den går videre end den traditionelle klassiske konditionering, der går ud på, at frygt og angst skal læres direkte; social indlæringsteori antyder, at et barn f.eks. kan erhverve sig frygt for slanger ved at observere et familiemedlem, der viser frygt for slanger.

Humanistisk terapi

Humanistisk terapi er en metode, der stammer fra Carl Rogers, og som har til formål at fokusere på klienten som menneske frem for på det problem, som han/hun har. En terapeut kan tilpasse miljøet og stemningen i en session på en måde, der efterligner en normal samtale. Dette hjælper ofte patienten til at indse de problemer, han/hun har, og dele dem med terapeuten med større succes end i en traditionel rådgivningssession. Humanistisk terapi skaber et effektivt middel til at komme til kilden til et problem og behandle det korrekt.

Rogers egen betegnelse var "klientcentreret terapi", som har den idé, at terapeuten hjælper klienten med at blive en ægte psykologisk voksen person.