Stimulus (psykologi): Definition, typer og betydning i perception og adfærd

Stimulus (psykologi): Klar definition af stimulus, typer, distale/proximale forskelle og deres betydning for perception, klassisk konditionering og adfærd.

En stimulus i psykologi er en ændring i energi eller information i miljøet (f.eks. lys, lyd, berøring eller kemiske stoffer), som sanserne kan registrere og som kan udløse en fysiologisk eller adfærdsmæssig reaktion. Begrebet bruges forskelligt afhængigt af teoretisk perspektiv og anvendelseskontekst.

Definition og grundlæggende egenskaber

• Modalitet: hvilken sans der aktiveres (visuel, auditiv, taktil, olfaktorisk, gustatorisk, interoceptiv).
• Intensitet: hvor stærk stimulusen er (f.eks. høj lyd vs. lav lyd).
• Varighed: hvor længe stimulusen varer (kort pulslignende vs. vedvarende).
• Frekvens og temporal struktur: gentagelseshastighed og mønster (f.eks. en rytmisk tone).
• Rummet/placering: hvor i sansefeltet stimulusen forekommer (f.eks. højre vs. venstre synsfelt).

Typer af stimulus i perception

• Distal stimulus: det faktiske objekt eller begivenhed i omgivelserne (f.eks. en lampe eller en bil), som er kilden til stimulusen.
• Proximal stimulus: den energi, der når sanseorganet (f.eks. det lysmønster, der rammer nethinden). I perceptionspsykologien er sondringen vigtig for at forstå, hvordan vi rekonstruerer verden ud fra sanseindtryk.
• Absolutte og relative tærskler: den mindste stimulusintensitet, der kan detekteres (absolut tærskel) og den mindste ændring, som kan opdages (just-noticeable difference).

I forskellige psykologiske retninger

• I klassisk konditionering og behaviorisme er en stimulus ofte betragtet som den ydre begivenhed, der danner grundlaget for en betinget eller ubetinget adfærd. Her fokuserer man på stimulus–respons-forholdet og på hvordan associationer dannes.
• I perceptionspsykologien er stimulusen udgangspunktet for perception. Her studeres, hvordan proximal stimulus transformeres og fortolkes til en meningsfuld repræsentation af den distale stimulus.
• I eksperimentel psykologi beskriver man ofte en stimulus som den begivenhed eller det objekt, som en respons måles i forhold til. Ikke alt, hvad der vises for en deltager, betragtes dog som en stimulus i eksperimentel forstand; f.eks. bruges et fikseringskors ofte kun til at centrere blikket og regnes ikke altid som en eksperimentel stimulus.

Stimulus i læring og adfærd

• Klassisk konditionering: en neutral stimulus kan blive betinget ved at blive parret med en ubetinget stimulus, så den neutrale stimulus alene senere fremkalder en reaktion.
• Operant konditionering: stimuli kan fungere som belønninger eller straf (konsekvenser) og dermed styre sandsynligheden for en adfærd. Desuden findes stimuluskontrol, hvor bestemte diskriminerende stimuli signalerer, hvornår en adfærd bliver forstærket.
• Generalisering og diskrimination: efter indlæring kan en respons overføres til lignende stimuli (generalisering) eller differentieres mellem lignende stimuli (diskrimination).

Eksperimentel brug og metodiske overvejelser

• Forskere specificerer præcist stimulusens egenskaber (styrke, varighed, modalitet) for at kunne tolke målinger af responsen.
• Signal Detection Theory skelner mellem evnen til at opdage en stimulus og beslutningskriterier; derfor er respons ikke blot et spørgsmål om sanseevne, men også om tærskel og bias.
• Kontrolstimuli (f.eks. fikseringskors) anvendes for at standardisere deltagernes blik eller opmærksomhed, men regnes ikke altid for eksperimentelle stimuli.
• Etiske hensyn: når der anvendes nociceptive (smertefulde) stimuli eller meget belastende indtryk, skal forsøg planlægges forsigtigt og godkendes af etisk udvalg.

Klinisk betydning — vurdering af bevidsthed og koma

Stimuli anvendes i kliniske vurderinger for at teste sensorisk funktion og bevidsthedsniveau. Eksempler:

• Glasgow Coma Scale (GCS): reagerer patienten på auditive (tal), taktile (berøring) eller nociceptive (smerte) stimuli med øjenåbning, verbal respons og motorisk respons — score på disse indikerer coma-grad.
• Reflekser og hjernestammefunktion: lysstimulering af øjet (pupillereaktion), cornealrefleks og vestibulookulære responser testes for at vurdere hjernestammens integritet.
• Evoked potentials: elektrisk/akustisk/visuel stimuli bruges til at fremkalde hjerneresponsmål (f.eks. BAER/ABR, VEP, SSEP), som kan påvise bevaret sensorisk pathway-funktion hos bevidsthedssvækkede patienter.
• Valg af stimulus i klinisk sammenhæng skal tage hensyn til patientens tilstand, sikkerhed og etiske rammer — smertefulde stimuli anvendes kun når nødvendigt og i kontrollerede former.

Nøglefænomener relateret til stimulus

• Habituation: svækkelse af respons ved gentagen præsentation af en uforanderlig stimulus.
• Sensitisering: øget respons efter intens eller skadelig stimulation.
• Adaptation: sensorisk system tilpasser sig vedvarende stimuli (f.eks. duft, støj), så opfattelsen falder over tid.
• Stimuluskomponenter: komplekse stimuli kan analyseres i deres dele (f.eks. farve, form, bevægelse i et visuelt stimulus) for at forstå hvilke elementer der driver perception eller adfærd.

Samlet set er begrebet stimulus centralt i både teoretisk og anvendt psykologi: det forbinder fysiske forhold i miljøet med sansemæssige input, perception, indlæring, adfærd og kliniske vurderinger.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er en stimulus i psykologi?

Q: Hvordan adskiller brugen af begrebet stimulus sig i klassisk konditionering og behaviorisme i forhold til perceptuel psykologi?

Q: Hvad er den distale stimulus?

Q: Hvad er den proksimale stimulus?

Q: Hvordan bruges begrebet 'stimulus' i eksperimentel psykologi?

Q: Er alt, der præsenteres for deltagerne i eksperimentel psykologi, en stimulus?

Q: Kan en stimulus bruges til at afgøre, om en person er i koma, og hvilken type koma det er?

Søg efter bogstav