Operant konditionering
Operant konditionering er en form for indlæring. I den ændrer et individ sin adfærd på grund af konsekvenserne (resultaterne) af adfærden.
Personen eller dyret lærer, at dets adfærd har en konsekvens. Denne konsekvens kan være
- Forstærkning: en positiv eller belønnende begivenhed. Dette får adfærden til at optræde oftere
- Straf: en negativ eller straffende begivenhed. Dette får adfærden til at forekomme mindre ofte
- Udryddelse: Der følger ingen begivenhed, så adfærden har ingen konsekvenser. Når en adfærd ikke har nogen konsekvenser, vil den forekomme sjældnere.
Der er fire forskellige kontekster i operant konditionering. Her anvendes begreberne "positiv" og "negativ" ikke i deres grundlæggende betydning; positiv betyder, at der tilføjes noget, og negativ betyder, at der fjernes noget:
- Positiv forstærkning (ofte blot "forstærkning") forekommer, når der er en belønning for en bestemt adfærd. Dette vil øge den hyppighed, hvormed adfærden forekommer. I Skinner-eksperimentet er belønningen i form af mad, når rotten trykker på et håndtag.
- Negativ forstærkning (undertiden "flugt") opstår, når en aversiv stimulus fjernes. Dette vil øge den hyppighed, hvormed adfærden forekommer. I Skinner-forsøget var der en høj lyd, som blev fjernet, når rotterne trykkede på håndtaget.
- Positiv straf opstår, når der tilføjes en stimulus, som resulterer i, at adfærden forekommer mindre ofte. Eksempler på stimuli kan være høj støj, elektrisk stød (rotte) eller smæk (barn).
- Negativ straf opstår, når en stimulus fjernes, hvilket resulterer i, at adfærden forekommer mindre ofte. Et eksempel kan være, at et barns legetøj tages væk, når barnet udviser en uønsket adfærd.
Idéen om operant konditionering blev først opdaget af Edward Thorndike og analyseret af B.F. Skinner.
Operant konditionering er forskellig fra Pavlovs klassiske konditionering. Operant konditionering beskæftiger sig med frivillig ændring af adfærd, mens klassisk konditionering beskæftiger sig med træning af en refleks.
Thorndike's lov om virkning
Operant konditionering, undertiden kaldet instrumentel indlæring, blev først studeret af Edward L. Thorndike (1874-1949). Han observerede kattes adfærd, når de forsøgte at flygte fra hjemmelavede puslespilskasser. Når kattene først blev sat i æskerne, tog det lang tid for dem at flygte. Med erfaringen blev de vellykkede svar hyppigere, hvilket gjorde det muligt for kattene at flygte på kortere tid. I sin lov om virkning teoretiserede Thorndike, at adfærd, der følges af tilfredsstillende konsekvenser, har tendens til at blive gentaget, mens adfærd, der giver ubehagelige konsekvenser, er mindre tilbøjelig til at blive gentaget. Kort sagt, nogle konsekvenser styrkede adfærden, og nogle konsekvenser svækkede adfærden. Thorndike udarbejdede de første kendte indlæringskurver ved hjælp af denne fremgangsmåde.
B.F. Skinner (1904-1990) udarbejdede en mere detaljeret analyse af operant konditionering. Skinner opfandt det operante konditioneringskammer, som gjorde det muligt for ham at måle responshastigheden som en vigtig afhængig variabel. Han brugte en registrering af tryk på håndtag eller tastetryk.
Principper for operant konditionering:
- Diskrimination, generalisering og kontekstens betydning.
- Læring finder sted i sammenhænge.
- Det meste af adfærden er under stimuluskontrol: en bestemt reaktion opstår kun, når der er en passende stimulus til stede.
- Stimuluskontrol er effektiv, selv om stimulussen ikke har nogen betydning for respondenten.
- Udslettelse: operant adfærd udslettes, når forstærkningen ophører.
- Forstærkningerne sker først, når den rette reaktion er blevet givet, og måske ikke engang på det tidspunkt. Adfærd svækkes og uddør ikke på grund af dette.
- Resultaterne afhænger til dels af, hvor ofte man modtager forstærkning.
- Skemaer for forstærkning: Tidspunktet for forstærkningerne er afgørende.
- Skema med faste intervaller: forstærkere præsenteres på faste tidspunkter, forudsat at der gives den rette respons.
- Skema med variable intervaller: En adfærd forstærkes på grundlag af den gennemsnitlige tid, der er gået siden den sidste forstærkning. Forholdsskemaer: baseret på forholdet mellem reaktioner og forstærkninger.
- Skema med faste intervaller: forstærkning gives efter et bestemt antal reaktioner. Det særlige tilfælde, hvor der gives forstærkning efter hver reaktion, kaldes kontinuerlig forstærkning.
- Skema med variable intervaller: Leveringsforstærkningen er baseret på et bestemt gennemsnitligt antal svar.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er operant konditionering?
A: Operant konditionering er en form for indlæring, hvor et individ ændrer sin adfærd på grund af konsekvenserne (resultaterne) af adfærden.
Q: Hvad er de fire kontekster af operant konditionering?
Svar: De fire kontekster for operant konditionering er positiv forstærkning, negativ forstærkning, positiv straf og negativ straf.
Spørgsmål: Hvordan virker positiv forstærkning?
A: Positiv forstærkning forekommer, når der er en belønning for en form for adfærd, hvilket vil øge den hyppighed, hvormed adfærden forekommer.
Spørgsmål: Hvordan virker negativ forstærkning?
Svar: Negativ forstærkning finder sted, når der fjernes en aversiv stimulus, hvilket vil øge den hyppighed, hvormed adfærden forekommer.
Spørgsmål: Hvordan virker positiv afstraffelse?
A: Positiv afstraffelse finder sted, når der tilføjes en stimulus, hvilket medfører, at adfærden forekommer sjældnere.
Spørgsmål: Hvordan virker negativ afstraffelse? Svar: Negativ straf forekommer, når en stimulus fjernes, hvilket resulterer i, at adfærden forekommer sjældnere.
Spørgsmål: Hvem opdagede operant konditionering først?
Svar: Edward Thorndike opdagede først operant konditionering, og den blev senere analyseret af B.F. Skinner.
