Anorexia nervosa (normalt bare kaldet anoreksi) er en spiseforstyrrelse. Personer med anoreksi har et forvrænget billede af deres krop og en stærk, vedvarende frygt for at tage på i vægt.

Mennesker med anoreksi tror, at de er tykke, eller frygter desperat at blive tykke, selv om de ofte er meget tynde. For at forsøge at tabe sig undlader de at spise tilstrækkeligt eller bruger andre metoder (fx overskydende motion, opkastning eller afføringsmidler) for at undgå vægtøgning. Når de spiser, spiser de ikke den mængde mad, som deres krop har brug for, i et forsøg på at undgå at tage på i vægt. Dette kan føre til hurtigt og skadeligt vægttab og en række alvorlige helbredsproblemer.

Symptomer

  • Kropsvægt: Markant vægttab og body mass index (BMI) under det forventede for alder og højde.
  • Angst for vægtøgning: Intens frygt for at tage på, selv når personen er undervægtig.
  • Forstyrret kropsopfattelse: Oplevelse af at være "tyk" på trods af tydelig undervægt.
  • Spisemønstre: Meget restriktivt indtag, undgåelse af bestemte fødevarer, ritualer omkring mad, skjult spisning eller udeblivelse fra måltider.
  • Kompenserende adfærd: Overdreven motion, opkastning, afføringsmidler eller vanddrivende midler.
  • Fysiske tegn: Træthed, svimmelhed, lav puls, lavt blodtryk, kuldefølelse, sårbar hud, hårtab, menstruationsophør hos piger/kvinder.
  • Psykiske tegn: Depression, irritabilitet, koncentrationsbesvær, angst og social tilbagetrækning.

Årsager og risikofaktorer

Der er sjældent én enkelt årsag. Anoreksi opstår typisk som resultat af en kombination af biologiske, psykologiske og sociale faktorer, fx:

  • Arvelige eller genetiske dispositioner.
  • Personlighedstræk som perfektionisme og høj selvkritik.
  • Omgivelsespres om kropsidealer, vægt og udseende.
  • Stressende livsbegivenheder eller traumer.
  • Andre psykiske lidelser som angst eller depression.

Diagnose

Diagnosen stilles af en læge eller psykiater på baggrund af klinisk vurdering, vægtudvikling, spise- og adfærdsmønstre og ofte blodprøver og andre lægeundersøgelser for at vurdere de fysiske konsekvenser. De diagnostiske kriterier fokuserer typisk på lav kropsvægt, intens frygt for vægtøgning og forvrænget kropsopfattelse.

Behandling

Behandling af anoreksi er tværfaglig og kan omfatte læger, diætister, psykologer/psykoterapeuter og socialrådgivere. Behandlingen tilpasses sygdommens sværhedsgrad, patientens alder og sociale situation. Hovedkomponenter er:

  • Næringsgenopretning: Gradvis genopbygning af vægt og stabilisering af ernæringstilstand under lægeligt tilsyn.
  • Psykoterapi: Behandlingsformer som familie-baseret terapi (FBT/Maudsley-metoden), kognitiv adfærdsterapi (CBT-E) og andre terapiformer hjælper med at ændre tanker og adfærd omkring mad og krop.
  • Medicinsk behandling: Ingen medicin helbreder anoreksi, men medicin kan være nødvendig ved komplikationer eller for at behandle samtidig depression eller angst.
  • Indlæggelse: Ved alvorlig undervægt, væskebalanceproblemer eller risiko for livstruende komplikationer kan hospitalsindlæggelse være nødvendig.

En specifik tilgang for unge er Maudsley-metoden (familiebaseret terapi). I denne metode spiller familien en aktiv rolle i at genoprette normal spisning og vægt. I nogle studier har Maudsley-metoden vist, at op imod to tredjedele af unge patienter kan opnå betydelig forbedring eller remission ved behandlingens afslutning.

Komplikationer og prognose

Anoreksi kan give mange alvorlige fysiske komplikationer: hjerterytmeforstyrrelser, elektrolytforstyrrelser, nedsat knogletæthed (osteoporose), hormonforstyrrelser og organsvigt ved svær og langvarig sygdom. Derudover har anoreksi en forhøjet risiko for selvmord. Generelt har anoreksi en af de højeste dødeligheder blandt psykiske lidelser, både pga. somatiske komplikationer og øget selvmordsrisiko.

Prognosen varierer: nogle oplever fuld bedring, andre har tilbagefald eller kronisk sygdom. Tidlig opsporing og tidlig behandling forbedrer prognosen markant.

Hvad kan pårørende gøre?

  • Tag symptomerne alvorligt og vær støttende uden skyld eller skam.
  • Undgå at fokusere på mad som moralsk problem—fokuser på sundhed og følelser.
  • Opfordr til professionel hjælp (læge, psykolog, spiseforstyrrelsesklinik).
  • Tilbyd praktisk støtte (følge med til lægebesøg, hjælpe med kommunikation til behandlere).
  • Søg også støtte til dig selv—pårørende kan have brug for råd og aflastning.

Hvornår skal du søge hjælp?

Søg læge eller psykiatrisk vurdering ved vedvarende vægttab, ændret spiseadfærd, kraftig træthed, besvimelsestendens eller hvis der er mistanke om en spiseforstyrrelse. Ring akut til lægevagten eller akutafdeling ved svære symptomer som bevidsthedstab, alvorlig svimmelhed, brystsmerter eller tegn på elektrolytforstyrrelser. Ved selvmordstanker skal der straks rettes henvendelse til alarmcentralen eller akut psykiatrisk hjælp.

Vigtigt: Anoreksi er en alvorlig sygdom, men behandling kan hjælpe. Tidlig indsats øger chancerne for bedring.