Apostlen Paulus, tidligere kendt som Saulus af Tarsus og nu ofte kaldet Sankt Paul (omtrent 9–67 e.Kr.), var en messiansk jødisk-romersk forfatter og rabbiner. Han konverterede til kristendommen. Det menes, at han skrev tretten bøger i Bibelen, der tilsammen kaldes Paulus-epistlerne. De er breve til kirker og kristne. Han skrev disse breve for at opmuntre dem, for at hjælpe dem med at forstå den kristne lære og for at hjælpe dem med at leve et kristent liv.

Baggrund og omvendelse

Paulus blev født i Tarsus i det nuværende Tyrkiet og var borger af Romerriget. Han var jødisk, uddannet som farisæer og ifølge egne udtalelser undervist af rabbinen Gamaliel. Oprindeligt forfulgte han de tidlige kristne, indtil han oplevede en dramatisk omvendelse under en rejse mod Damaskus. Ifølge beretningen (særligt i Apostlenes Gerninger) så han et blændende lys og hørte Kristi stemme; efterfølgende blev han døbt og begyndte sit arbejde som missionær.

Missionærrejser og arbejde

Efter omvendelsen foretog Paulus flere længere rejser i hele det østromerske område, især i Lilleasien og Grækenland. På disse rejser grundlagde han menigheder og holdt kontakt ved hjælp af breve. Han omtaler ofte, at han arbejdede som tæppe- eller teltsyer for at forsørge sig selv, hvilket har givet ham tilnavnet tentmaker i nogle traditioner.

  • Han deltog i det såkaldte Jerusalemråd, hvor spørgsmålet om hedningernes forhold til jødisk praksis blev drøftet.
  • Paulus var kendt for at søge både jødiske og ikke-jødiske tilhørere, men hans arbejde var særligt vigtigt for udbredelsen af kristendommen blandt hedninger (ikke-jøder).

Paulus' breve og forfatterskab

Traditionelt tilskrives Paulus tretten breve i Det Nye Testamente. Moderne forskning skelner ofte mellem breve, som de fleste forskere anser for autentisk skrevet af Paulus, og andre, hvor forfatterskabet er omdiskuteret:

  • Almindeligt anerkendte (autentiske) breve: Romerbrevet, 1. og 2. Korintherbrev, Galaterbrevet, Filipperne, 1. Thessalonikerbrev og Filemon.
  • Omstridte eller senere tilskrivelser: Efeserbrevet, Kolossenserbrevet, 2. Thessalonikerbrev og de såkaldte pastorale breve (1. og 2. Timotheus, Titus).

Brevene er ofte occasional – skrevet til bestemte menigheder eller personer for at løse konkrete problemer, give undervisning eller opmuntre til tro og praksis. De rummer både teologiske refleksioner og praktisk vejledning for menighedslivet.

Teologiske hovedtemaer

Paulus' teologi har haft stor indflydelse på kristendommens udvikling. Nogle centrale temaer er:

  • Retfærdiggørelse ved tro: Ideen om, at mennesket bliver retfærdigt stillet foran Gud ikke gennem overholdelse af lovens krav alene, men gennem tro på Jesus Kristus.
  • Kristus' rolle og opstandelse: Et stærkt fokus på Kristi død og opstandelse som afgørende for frelsen og for menighedens håb.
  • Lov og nåde: Diskussioner om forholdet mellem Moseloven og den kristne frihed, særlig i relation til hedningekristne.
  • Etik og menighedsordning: Råd om kirkens struktur, lederroller, samvittighedsspørgsmål og etisk opførsel i hverdagen.

Historisk betydning og moderne forskning

Paulus er en af de mest indflydelsesrige skikkelser i kristendommens tidlige historie. Hans breve var med til at forme teologien i de tidlige kirker og har haft stor betydning for senere kristen tænkning og teologi. Samtidig er Paulus også genstand for omfattende historisk og tekstkritisk forskning. Forskere diskuterer bl.a. spørgsmål om:

  • Hvilke breve der er ægte pauline værker.
  • Paulus' præcise syn på forholdet mellem jødedom og kristendom.
  • Hans rolle i spredningen af kristendommen til ikke-jødiske befolkninger.

Afslutning og død

Traditionen siger, at Paulus led martyrdøden i Rom under kejsersk forfølgelse (ofte knyttet til Nero) omkring midten af 60'erne e.Kr. De nøjagtige historiske omstændigheder er uklare, men hans indflydelse lever videre gennem de breve, som har været centrale for kirkelærdom og kristent liv gennem århundreder.