Koranen (arabisk: القرآن) er islams hellige bog. Muslimer anser Koranen for at være "Allahs (Guds) ord". Denne bog adskiller sig fra andre religiøse tekster, idet den anses for at være Guds bogstavelige ord gennem profeten Muhammed. Nogle muslimer kalder den det endelige testamente.
Den har været skrevet og læst udelukkende på arabisk i mere end 1.400 år. Men da mange muslimer rundt om i verden ikke forstår arabisk, er Koranens betydning også angivet på andre sprog, så læserne bedre kan forstå, hvad de arabiske ord i Koranen betyder. Disse bøger er som ordbøger til Koranen - de læses ikke som en del af islams religion for at erstatte den arabiske Koran. Muslimer mener, at disse oversættelser ikke er den sande Koran; kun den arabiske kopi er den sande Koran. Koranen bruges sammen med hadith til at fortolke sharia-lovgivningen.
Oprindelse og åbenbaring
Koranen menes ifølge islamisk tro at være blevet åbenbaret for profeten Muhammed gennem englen Gabriel over en periode på cirka 23 år (fra ca. 610 til 632 e.Kr.). Åbenbaringerne fandt sted i både Mekka og Medina og blev senere organiseret i kapitler kaldet suraer. Traditionelt inddeles suraerne i mekkanske og medinensiske åbenbaringer, afhængig af om de blev åbenbaret før eller efter profetens udvandring til Medina.
Sammenskrivning og bevarelse
Under Muhammeds levetid blev mange åbenbaringer husket af hans tilhængere og skrevet ned på forskellige materialer. Efter hans død foretog man flere samlinger af teksterne. Den mest kendte standardisering skete under kalif ʿUthmān ibn ʿAffān, cirka 20 år efter profetens død, hvor en fælles tekst (ofte kaldet Uthman-kodexen) blev udsendt for at sikre én ensartet version af Koranen. Den arabiske tekst er bevaret i en række meget tidlige manuskripter, og traditionen for mundtlig overlevering (tilbage til profeten) har været central i islams syn på tekstens autentitet.
Opbygning og sprog
- Antal suraer: Koranen indeholder 114 suraer (kapitler) af forskellig længde.
- Vers (ayat): Hver sura består af vers, kaldet ayat, som varierer i antal.
- Sprog: Den er skrevet på klassisk arabisk, og teksten har haft stor betydning for udviklingen af arabisk sprog og litteratur.
- Startformel: Mange suraer indledes med basmalaen ("I Guds, den Barmhjertiges, den Nådiges navn").
Recitation, qira'at og memorisering
Koranen reciteres højt og melodisk i muslimsk praksis, og recitationsreglerne kendes som tajwīd. Der findes flere autoriserede recitationsmåder (qira'at), som har små forskelle i udtale og ordvalg, men som alle er accepteret inden for traditionen. Memorering af hele Koranen, at blive hafiz, er et udbredt religiøst ideal og praksis i mange muslimske samfund.
Fortolkning (tafsir) og brug i lov og etik
Koranen tolkes gennem en vid videnskab kaldet tafsir. Fortolkning bygger ofte på:
- Kontexten for åbenbaringen (asbāb al-nuzūl),
- Profetens handlinger og udtalelser (hadith),
- Grammatik og arabisk sprogforståelse,
- Tidligere fortolkningstraditioner (lærd ekspertise).
Koranen er en central kilde til sharia-lovgivningen, men bliver normalt brugt sammen med hadith, konsensus (ijmāʿ) og retsanalogier (qiyās) for at drage juridiske konklusioner.
Oversættelser og forståelse
Da Koranen er skrevet på klassisk arabisk, læses og reciteres den primært på arabisk. Oversættelser til andre sprog fungerer ofte som forklaringer eller fortolkninger af betydningen snarere end som "den sande Koran" i traditionel forstand. Derfor betragtes den arabiske tekst fortsat som autoritativ, mens oversættelser hjælper ikke-arabisk-talende troende og læsere med at forstå indholdet.
Koranens rolle i hverdagslivet
Koranen er ikke alene et teologisk dokument, men en levende del af mange muslimers daglige liv: den reciteres i de daglige bønner, bruges ved vigtige begivenheder (f.eks. fødsler, vielser og begravelser), studeres i religiøs undervisning og citeres i moralske og juridiske diskussioner. Den anses også som en kilde til trøst, vejledning og religiøs disciplin.
Kritik, forskningsperspektiver og moderne debat
Inden for moderne akademisk forskning studeres Koranens komposition, tidlige manuskripter og historiske kontekst ved hjælp af filologiske og historiske metoder. Der findes en bred vifte af synspunkter om tekstens tilblivelse, dens historiske udvikling og fortolkningsmetoder, hvilket også afspejler sig i nutidige diskussioner om moderne læsninger, oversættelser og rettigheder for fortolkning.
Afsluttende bemærkninger
Koranen er central i islamisk tro og praksis, både som religiøs tekst og som kulturelt og sprogligt referencepunkt. Dens recitation, bevarelse og fortolkning har præget muslimske samfund i mere end 1.400 år og fortsætter med at være genstand for religiøs hengivenhed, lærdom og akademisk interesse.
