Jainismen er en religion, der oprindeligt stammer fra Indien. Den lærer, at "alle begivenheder i universet er selvforårsaget, tilfældige, faste og uafhængige af tidligere begivenheder eller eksterne årsager eller gud": Jain-filosofien er en af Indiens ældste filosofier og skelner klart mellem krop (materie) og sjæl (bevidsthed). Ifølge jainismen er universet evigt, og ethvert levende væsen har en sjæl (jiva), som potentielt kan opnå fuld viden og befrielse. En sjæl, der har overvundet indre lidenskaber som tilknytning, grådighed og stolthed, kaldes jina, hvilket betyder erobrer eller sejrherre over uvidenhed. Jainismens vigtige tekstsamlinger omfatter blandt andre værker som Pravachansara.

Trosgrundlag og mål

Central i jainismen står forestillingen om jiva (sjæl) og ajiva (ikke-sjæl/materie). Sjælen er iboende ren og besidder kundskab, bevidsthed og lykke, men er fanget i cyklisk genfødsel (samsara) på grund af karmisk binding. Målet er moksha — frigørelse fra samsara — som opnås ved at rense sjælen fra karma gennem etik, erkendelse og askese.

Etik og praksis

  • Ahimsa (ikke-vold): Det mest kendte og centrale princip. Jainister undgår at skade levende væsener og praktiserer ofte meget streng ikke-vold, også mod små væsener.
  • Fem store løfter (mahavratas) for munke/nunner: ikke-vold, sandhed (satya), tyveriforbud (asteya), kyskhed (brahmacharya) og ikke-besiddelse (aparigraha).
  • Tre juveler (ratnatraya): rigtig tro, rigtig viden og rigtig praksis — de vejleder adfærden mod frigørelse.
  • Askese og selvdisciplin: Mange jainister, især munke og nonner, praktiserer streng askese, faste og meditation. Sekulære tilhængere praktiserer etik, fasteperioder og velgørenhed.
  • Kost og livsstil: De fleste jainister er vegetarer; nogle undgår også rå grøntsager som kartofler og løg for at reducere skade på mikroorganismer og planter. Mange følger desuden strenge hygiejne- og forsigtighedsregler for at undgå at skade levende væsener gennem daglige handlinger.

Kosmologi og teologi

Jainismen er ikke-teistisk i den forstand, at den ikke anser en skabergud for at være ansvarlig for universets ophav eller styring. I stedet eksisterer universet evigt med naturlige love. Tirthankaraerne (åndelige vejledere) — hvoraf Mahavira, den 24. Tirthankara, er den mest kendte historiske skikkelse (omkring 6. århundrede f.Kr.) — fungerer som lærere, der demonstrerer vejen til frigørelse.

Sekter og forskelle

Der er to store hovedretninger i jainismen:

  • Svetambara: Navnet betyder "de, der bærer hvide klæder". Svetambara-munke bærer hvide klæder og anerkender visse skriftlige traditioner, som andre sekter ikke gør.
  • Digambara: Navnet betyder "de, der bærer himlen (dvs. nøgenhed)". Digambara-munke praktiserer ofte nøgenhed som symbol på fuldstændig afholdenhed og mener, at fuld frigørelse kræver afkald, som traditionelle klædte munke ikke kan opnå.

Hellige skrifter og højtider

Jainismen har en række canons og kommentarer. Blandt tekstlige værker nævnes i traditionen skrifter som Pravachansara og andre trossamlinger, især inden for Svetambara-litteraturen. Væsentlige højtider omfatter Paryushana (en vigtig årlig periode for bod, skriftemål og faste) og Mahavir Jayanti (fejringen af Mahaviras fødsel).

Symboler, templer og kultur

Velkendte jain-symbeler inkluderer hånden med et hjul (symbol på ahimsa) og svastikaen som symbol på de fire tilstande af eksistens. Jain-templer, som f.eks. Dilwara-templerne og tempelkomplekserne i Palitana, er kendt for deres arkitektoniske udsmykning og pilgrimsaktiviteter.

Udbredelse og indflydelse

Jainismen er en forholdsvis lille religiøs gruppe i forhold til Indiens samlede befolkning, men den har haft stor kulturel og etisk indflydelse, især inden for handel, uddannelse og social etik i visse regioner. Jainister er ofte bemærket for deres vægt på ikke-vold, forretningsetik og filantropisk støtte til uddannelse, sundhed og bevarelse af kulturarv.

Bemærkninger

Jainismen fremstår som en systematisk filosofi og livspraksis, der kombinerer streng etik med dyb metaphysik og spirituel disciplin. Dens vægt på ikke-vold og selvdisciplin gør den til en markant og distinkt tradition inden for Indiens religiøse mangfoldighed.