Johann Wolfgang von Goethe

Tidligt liv

Goethe blev født i Frankfurt am Main i Tyskland. Hans far var veluddannet og meget streng. Hans mor var kun atten år, da han blev født. Da Goethe var en lille dreng, begyndte han at skrive historier og skuespil for sine venner. I sin ungdom lærte han græsk, latin og fransk. Han studerede jura i Leipzig fra 1765 til 1768. Han skrev også nogle breve, der betragtes som smukke, og som viste hans løfte som forfatter. Han fortsatte sine studier i Strasbourg fra 1770 til 1771. Han sluttede sig til andre unge mænd, der ønskede at ændre den måde, tyskerne skrev på. Han mente, at folk som Johann Christoph Gottsched var for strenge i forhold til at skrive digte. I stedet for oplysningstidens idéer ønskede han, at digtere skulle være kreative og lave deres egne regler.

En mand, der havde mange nye idéer, var en digter ved navn Johann Gottfried von Herder. Herder kunne godt lide Shakespeares skuespil (som han havde lært på tysk) samt folkepoesi. Disse ideer var spændende for Goethe, og han hjalp Herder med at samle folkedigtning. Begge mænd mente, at poesi altid skulle komme fra hjertet, og at den skulle være baseret på digterens erfaringer i stedet for på en gammeldags idé om, hvad et godt digt skulle være. Nogle af Goethes mest kendte digte blev skrevet i denne periode, såsom Heidenröslein, Der König in Thule og Erlkönig.

Goethe forelskede sig i flere kvinder i løbet af sit liv. I den tidlige del af sit liv var han forelsket i en pige ved navn Friederike Brion, datter af en præst. Flere af hans digte er inspireret af hende. Han var meget ked af det, da de gik fra hinanden. Følelsen af at blive forladt af en elsket findes i mange af Goethes værker. De er alle baseret på hans egne erfaringer. Hans skuffelse over kærligheden inspirerede ham, da han skrev om Werther i Die Leiden des jungen Werthers og Gretchen i sit store skuespil Faust. Hans digte viser også hans tanker om videnskab og filosofi.

Die Leiden des jungen Werthers (Den unge Werthers lidelser) er en bog, der er skrevet i form af breve. Werther er en ung mand, der forelsker sig lidenskabeligt i en pige ved navn Lotte, som er gift med en anden. Werther begår til sidst selvmord. Bogen blev en stor succes i hele Europa. Folk talte om "Werther-feberen". Mange unge mænd, der var skuffede i kærlighed, kopierede Werther og begik selvmord.

Goethes mest berømte værk er et meget langt skuespil kaldet Faust. Han brugte det meste af sit liv på at arbejde på det. Han skrev den første udgave af Faust på dette tidspunkt. Det er baseret på en legendarisk figur og fortæller om en mand ved navn Faust, der er træt af at studere og ønsker at få den størst mulige lykke. Djævelen (kaldet Mephistopheles i stykket) fortæller Faust, at han kan hjælpe ham med at opnå dette, men at Faust i sidste ende må give ham sin sjæl og tage med ham til helvede. Faust bruger magi i håb om, at den vil fortælle ham alt om livet.

Sideløbende med sit forfatterskab udviklede Goethe en karriere som jurist. På 1772tilbragte han fire måneder i Wetzlar ved den kejserlige domstol i Wetzlar. Her fik han nye venner, bl.a. en ung pige, som allerede var forlovet med en anden.

Mellemste periode: Ankomst til Weimar indtil Schillers død (1775-1805)

Goethe var veluddannet og var god til at organisere og komme i kontakt med vigtige personer. I elleve år arbejdede han ved hoffet i Weimar for en ung hertug ved navn Karl August. Han blev medlem og senere formand for hertugens kabinet. Han skulle organisere vejbygningsprojekter og passe parker og bygninger. Han studerede geologi, mineralogi, botanik og anatomi. Han forelskede sig i en kvinde ved navn Charlotte von Stein, som var gift og havde flere børn. Han skrev kærlighedsbreve til hende, og hun inspirerede ham til at skrive mange digte. På dette tidspunkt følte han, at en mands opgave i livet var at være nyttig. Heltene i hans bøger på denne tid var ofte almindelige mennesker i stedet for genier.

Efter et stykke tid indså han, at alt hans arbejde med regeringsopgaver ikke gav ham tid til at skrive, så han tog til Italien i 18 måneder. Han elskede landskabet og lavede masser af skitser, og han læste de gamle digtere og bøger om kunsthistorie. Han skrev et skuespil på rim kaldet Iphigenie auf Tauris, som kombinerer klassicismens skønhed med stor poesi.

Da han vendte tilbage fra Italien, bosatte han sig igen i Weimar. Han besøgte Italien endnu en gang. Han blev gode venner med den berømte digter og dramatiker Friedrich Schiller. De to mænd talte om mange af deres ideer og hjalp hinanden ved at give hinanden kritik af deres værker. Han skrev korte værker som Hermann und Dorothea, der handler om livet i en lille tysk by på tidspunktet for den franske revolution.

To værker af største betydning optog ham i denne periode. Det ene er romanen Wilhelm Meisters Lehrjahre. Det er et eksempel på det, der på tysk kaldes en "Bildungsroman", hvilket betyder noget i retning af "uddannelsesroman". Det betyder en roman, som viser et menneske, der vokser op og udvikler sin karakter og lærer om verden. Denne bog havde en meget vigtig indflydelse på den romantiske roman fra det 19. århundrede og på alle tyske selvbiografiske romaner lige siden. Goethe brugte mange år på at arbejde på denne bog.

Det andet værk af enorm betydning var hans teaterstykke Faust. Han ændrede den oprindelige version og satte alle de små dele sammen til et stort stykke. Schiller gav ham råd, mens han skrev det. Faust indgår en pagt med djævelen Mephistopheles, som lover ham alt, hvad hans sjæl kan ønske sig: et godt liv, guld, kvinder og ære. Han underskriver pagten med sit blod.

Senere liv (1805-1832)

Napoleon førte krige i hele Europa på dette tidspunkt. Tyskland, som stadig bestod af mange små lande, var Frankrigs fjende. Goethe har altid betragtet Napoleon som en helt. Hans ideer om politik var stadig baseret på ideer fra det 18. århundrede. Han hadede krig, og derfor deltog han ikke i politik, men koncentrerede sig om videnskab og litteratur. Han skrev en bog, der hedder Die Wahlverwandtschaften (valgforbindelser), som handler om et skilsmisseproblem. Nogle af hans videnskabelige idéer bruges i historien, da han taler om den måde, hvorpå to kemiske forbindelser kan gå fra hinanden og danne nye foreninger. Han sammenligner dette med personerne i sin historie. Hans digte i Westöstlicher Divan er nogle af hans største. Han bruger ideer fra Persien og andre østlige lande sammen med ideer fra Vesten. Der er mange lignelser om menneskelivet.

Mange interessante ting, som Goethe sagde, blev nedskrevet i en bog af hans ven Eckermann, som udgav dem i en bog med titlen Samtaler med Goethe. Goethe skrev også om sit eget liv i sin selvbiografi, som han kaldte Dichtung und Wahrheit (Poesi og sandhed). Bogen fortæller om hans ungdom frem til hans ankomst til Weimar. Den er opdelt i fire dele. Den fjerde del blev udgivet efter hans død. Han valgte titlen for at vise, at han fortalte sandheden om sit liv, men at han havde ændret rækkefølgen af nogle begivenheder for at gøre den til en poetisk bog.

Goethe skrev en fortsættelse (en del, der følger efter) til Wilhelm Meister med titlen Wilhelm Meisters Wanderjahre (Wilhelm Meisters vandringsår). Den består af flere afsnit, der er som separate fortællinger. De fortæller om Wilhelm Meisters forhold til samfundet, og om hvordan han må ændre sin måde at leve på for at passe ind i samfundet.

Goethes Faust havde gjort ham til den største person i den europæiske litteratur. Ved slutningen af sit liv afsluttede han anden del af Faust. Den er ret svær at læse og er mere et langt digt end et dramatisk skuespil. Den fortæller om hans tanker om allegorier, videnskab og filosofi.

Goethe døde i Weimar den 22. marts 1832. Han var begyndt som en stor klassisk forfatter i det 18. århundrede og sluttede som en ung romantiker i det 19. århundrede. Ingen anden havde så stor indflydelse på datidens kunst og litteratur.

Hans vigtigste værker

• Götz von Berlichingen mit der eisernen Hand, 1774
• Prometheus, 1774
• Die Leiden des jungen Werthers, 1774
• Iphigenie auf Tauris, 1779
• Torquato Tasso, 1780 - 1790
• Römische Elegien, 1788-90
• Venezianische Epigramme, 1790
• Faust. Ein Fragment, 1790
• Wilhelm Meisters Lehrjahre, 1795/96
• Faust. Eine Tragödie, 1808
• Teori om farver, 1810
• West-östlicher Divan, 1819
• Faust II, 1833