Ikonoklasme betyder, at symboler for en kultur (som ikoner eller monumenter) ødelægges af folk fra den samme kultur. Dette sker normalt af religiøse eller politiske årsager. Ofte sker det sammen med større politiske eller religiøse ændringer. Det adskiller sig generelt fra ødelæggelser foretaget af udlændinge, f.eks. af spanske erobrere i Amerika. Udtrykket omfatter generelt ikke den specifikke ødelæggelse af billeder af en hersker efter hans død eller omstyrtelse (damnatio memoriae), f.eks. Akhenaton i det gamle Egypten.

Folk, der deltager i eller støtter ikonoklasme, kaldes ikonoklastere. Dette ord bruges også om folk, der er imod etablerede dogmer eller konventioner. På samme måde kaldes folk, der ærer eller ærer religiøse billeder, for afgudsforkæmpere. I en østlig ortodoks sammenhæng kaldes de ikonoduler eller ikonofile.

Hvad er ikonoklasme nærmere?

Ikonoklasme er både en praktisk handling (at ødelægge eller fjerne billeder og monumenter) og et symbolsk sprog: det skal vise brud med tidligere autoriteter, forestillinger eller magtforhold. Handlingerne kan være organiserede og statsdrevne eller spontane og udført af folkemasser. Ordet kommer af græsk eikon (billede) og klastes (knuser), altså bogstaveligt "billedknusning".

Årsager og motiver

  • Religiøse motiver: En bogstavelig fortolkning af forbuddet mod afgudsdyrkelse — fx en streng læsning af de ti bud — har ofte været drivkraft. Aniconisme i visse former for jødedom og islam har også ført til fjernelse eller forbud mod religiøse billeder.
  • Politiske og ideologiske motiver: Ødelæggelse af symboler kan markere et regime- eller systemskifte, f.eks. ved at fjerne kongelige eller religiøse symboler for at legitimere en ny magthaver.
  • Sociale og kulturelle forandringer: Ikonoklasme kan være udtryk for social oprør, ønsket om at rense samfundet for "gammel tro" eller at ophæve kulturelle praksisser, der anses som undertrykkende.
  • Økonomiske årsager: Nedtagning og ødelæggelse kan også være motiveret af plyndring, salg af værdifulde materialer eller eliminering af en konkurrent's prestige.

Historiske eksempler

Der findes mange berømte eksempler på ikonoklasme gennem tiden:

  • Byzantinsk ikonoklasme (8.–9. århundrede): De to byzantinske udbrud i det 8. og 9. århundrede var usædvanlige, fordi brugen af billeder var hovedspørgsmålet i striden og ikke et biprodukt af mere generelle problemer. Kejser Leo III indledte en række forbud mod billeder; den ortodokse kirkes genindførelse af ikoner blev fejret ved den såkaldte "Triumph of Orthodoxy" i 843.
  • Reformationen og protestantisk ikonoklasme: I det 16. århundrede fjernede og ødelagde calvinister og andre reformatoriske grupper ofte billeder og alterudsmykning i kirker i Schweiz, Holland, England og Nordtyskland. I 1566 førte den hollandske Beeldenstorm til omfattende hærværk mod katolske kirker.
  • Franske Revolution: Under revolutionen blev kongelige og kirkelige symboler fjernet eller ødelagt som del af opgøret med ancien régime.
  • Moderne destruktion af kulturarv: Eksempler fra det 20. og 21. århundrede omfatter Talibanens sprængning af Bamiyans buddhiststatuer i 2001 og senere ødelæggelser udført af militante grupper som ISIS, der målrettet har destrueret arkæologiske steder og museer i Irak og Syrien.
  • Dannatio memoriae vs. ikonoklasme: Som teksten ovenfor nævner, skelnes ofte mellem intern ikonoklasme og mere målrettet udradering af en leder eller dynasti (damnatio memoriae), selvom grænserne kan overlappe i praksis.

Metoder og følger

Ikonoklasme kan antage mange former: ødelæggelse (brænding, sprængning, nedrivning), defacement (afskæring af hoveder, overmaling), fjernelse af genstande fra offentlige rum, lovgivning der forbyder bestemte billeder, eller masseaktioner hvor folk angriber symboler under optøjer. Følgerne kan være:

  • Varigt tab af kunst og historisk viden og dermed et tab af kulturel arv.
  • Polarisering og forværring af konflikter, fordi nedrivning af symboler ofte opleves som et angreb på identitet.
  • Nogle gange en efterfølgende restauration eller genopbygning, som fx genindførelsen af ikoner i Byzantium i 843 eller bevarelsesindsatser efter moderne ødelæggelser.
  • Retlige og etiske debatter om, hvordan man bedst beskytter kulturarv uden at ignorere legitime krav om forandring fra dele af befolkningen.

Ikonoklasme i moderne betydning

Ud over fysisk ødelæggelse bruges ordet ofte metaforisk om personer eller bevægelser, der angriber etablerede ideer, værdier eller institutioner — altså dem, der "knuser" kulturelle eller intellektuelle ikoner. I denne forstand kan en "ikonoklast" være en tænker, kunstner eller politiker, der bryder med konventioner.

Afsluttende bemærkning

Ikonoklasme er et komplekst fænomen, der ligger i krydsfeltet mellem religion, politik, kultur og identitet. Det kan være både et redskab for reform og et middel til destruktion af uvurderlig kulturarv. Forståelsen af motivet bag en enkelt handling er ofte nødvendig for at vurdere dens etiske og historiske betydning.