Sharia: Islamisk lov – oprindelse, principper og moderne fortolkning

Folk fra forskellige religioner, der taler arabisk, bruger ordet sharīʿah til at beskrive en religiøs tradition, der stammer fra profeters lære. Kristne og jøder i Mellemøsten har brugt det til at beskrive deres egen religion. For mange muslimer betyder ordet "sharia" simpelthen "retfærdighed". De vil sige, at enhver lov er i overensstemmelse med sharia, så længe den bidrager til at opbygge et mere retfærdigt og velstående samfund.

De fleste muslimer mener, at sharia bør fortolkes af eksperter i islamisk lovgivning. På arabisk henviser ordet sharīʿah til Guds åbenbaring, som ikke ændrer sig. I modsætning hertil kaldes de adfærdsregler, som de lærde har skabt i deres forsøg på at forstå Guds åbenbaring, for fiqh. Disse regler kan ændre sig, og de islamiske lærde har ofte været uenige om dem.

Forskere er uenige om oprindelsen af ordet "sharia". Nogle siger, at "sharia" stammer fra det gamle arabiske ord, der betyder "vej, der skal følges". Det ville gøre det til et ord, der ligner halakha (den vej, der skal gå), det hebraiske ord for jødisk lov. Andre forskere mener, at ordet "sharia" oprindeligt betød "vej til vandhullet". De siger, at hvis man kendte vejen til et vandhul, kunne det redde et menneskes liv i de tørre ørkener, hvor mange arabere levede i oldtiden, og derfor kom ordet til at referere til Guds vejledning til mennesket.

De islamiske lærde, der levede i de første århundreder af islam, udviklede forskellige metoder til at fortolke sharia. De fleste af dem blev enige om, at shariareglerne skal udledes af følgende hovedkilder:

1. Koranen, som muslimer tror, blev åbenbaret af Gud til Muhammed gennem englen Gabriel (Jibril).
2. Muhammeds handlinger og ord, som kaldes sunna og er bevaret i samlinger kaldet hadith
3. Konsensus, når alle juridiske eksperter er enige om et retsspørgsmål
4. qiyās eller juridisk ræsonnement ved analogi

Processen med at udlede sharia-regler fra Koranen og hadith kaldes ijtihad. Shariareglerne klassificerer handlinger i en af følgende kategorier:

• Fard (handling, som man skal udføre)
• Mustahabb (anbefalet foranstaltning)
• Mubah (handling, der er tilladt)
• Makruh (handling, der er foragtet)
• Haram (forbudt handling)

Disse love har "materielle eller moralske" bestemmelser i henhold til sharia. Det straffes at opgive de handlinger, "der betragtes som fard, wajib og sunnah", og at udføre de forbudte handlinger, "der betragtes som makruh og haram". (hadd eller tazir straffe). F.eks.; at slå, fængsle og dræbe dem, der insisterer på ikke at bede, kan betragtes i denne sammenhæng.

Sharia i islam betragtes som Guds åbenbarede lov, som ikke kan ændres. På den anden side er fortolkningen af denne lov, kaldet fiqh, et arbejde, der udføres af juridiske lærde, som ofte har haft forskellige juridiske opfattelser. Nogle dele af shariaen svarer til det, som folk i Vesten kalder "lov", mens andre dele bedre kan forstås som regler for at leve livet i overensstemmelse med Guds vilje.

Der findes adskillige juridiske skoler i islam, hvoraf de vigtigste er Hanafi-, Maliki-, Shafi'i- og Hanbali-skolerne i sunniislam og Ja'fari-skolen i shia-islam.

Sharias opdelinger kaldes "grene" (furu) på arabisk. De vigtigste grene er ibadat (ritualer eller tilbedelseshandlinger) og mu'amalat (menneskelige interaktioner eller sociale relationer). Disse grene er opdelt i mange mindre grene, hvoraf nogle af dem er anført nedenfor:

1. De tilbedende handlinger, eller al-ibadat, der kaldes islams 5 søjler: trosbekræftelse, bøn, faste, velgørenhed og pilgrimsrejse.
2. Menneskelig interaktion, eller al-mu'amalat, som omfatter:
1. Finansielle transaktioner
2. Legater
3. Arvelovgivning
4. Ægteskab, skilsmisse og forældremyndighed
5. Mad og drikkevarer (herunder rituel slagtning og jagt)
6. Strafferetlige sanktioner
7. Krigsførelse og fred
8. Retlige spørgsmål (herunder vidner og bevismidler)

Tilbedelseshandlinger

De fem søjler i islam er:

1. Bekræftelse (Shahadah): Der er ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er hans budbringer.
2. Bøn (Salah): fem gange om dagen
3. Faste (Sawm under ramadanen)
4. Velgørenhed (Zakat)
5. Pilgrimsrejse til Mekka (Hajj)

Der er to festivaler, der anses for at være Sunnah.

1. Eid ul-Fitr
2. Eid ul-Adha

Der er nogle særlige ritualer, der anvendes under disse festivaler:

• Sadaqah (velgørenhed) før Eid ul-Fitr-bønnen.
• Bønnen og prædikenen på Eid-dagen.
• Takbirs (forherligelse af Gud) efter hver bøn i Tashriq-dagene (se fodnote for definition)
• Ofringen af et uplettet, firbenet, græssende dyr af passende alder efter bønnen for Eid ul-Adha i Tashriq-dagene. Dyret må ikke spildes; dets kød skal spises.

Kostlove

Den islamiske lov opregner kun nogle specifikke fødevarer og drikkevarer, som ikke er tilladt.

1. Svinekød, blod og ådslet kød er ikke tilladt. Det er heller ikke tilladt at spise dyr, der er blevet slagtet i en anden end Allahs navn.
2. Berusningsmidler (f.eks. alkohol og narkotika) er generelt ikke tilladt.

Mens islamisk lov forbyder allerede dødt kød, gælder dette ikke for fisk og græshopper. Hadith-litteraturen forbyder også dyr med skarpe hjørnetænder, fugle med kløer og kløer i fødderne, tamme æsler og alle stykker, der er skåret ud af et levende dyr.

Offer

Der er nogle specifikke regler for aflivning af dyr i islam.

1. Dyret skal aflives på den mest humane måde, nemlig ved at skære halsen over på det hurtigt.
2. Dyret må ikke være sygt.
3. Dyret må ikke have været udsat for afføring, orme og andre urenheder.
4. Alt blod skal løbe ud af dyret, inden det pakkes.

Familieliv

• En muslimsk kvinde kan kun gifte sig med en muslimsk mand, og en muslimsk mand kan kun gifte sig med en muslim eller en Ahl al-Kitāb. Han/hun kan ikke gifte sig med en ateist, agnostiker eller polyteist.
• En muslimsk mindreårig piges far eller værge skal have hendes samtykke, når han eller hun arrangerer et ægteskab for hende. Og bør kun gifte sig, når hun er myndig.
• Et ægteskab er en kontrakt, som kræver, at manden betaler eller lover at betale noget af det bryllup og de fornødenheder, som hustruen har brug for. Dette er kendt som Mahr eller Meher.
• En muslimsk mand kan være gift med op til fire kvinder ad gangen, selv om Koranen har understreget, at dette er en tilladelse og ikke en regel. Koranen har udtalt, at det er bedst at gifte sig med én, hvis man frygter, at man ikke kan yde retfærdighed mellem sine koner og respektive familier. Det betyder, at han skal være i stand til at huse hver kone og hendes børn i et andet hus, han må ikke give den ene kone fortrinsbehandling frem for den anden.
• En kvindelig arving arver halvdelen af det, som en mandlig arving arver. Idéen er, at islam lægger ansvaret for at tjene og bruge penge på familien på manden. Enhver formue, som kvinden tjener, er udelukkende til hendes eget brug. Kvinden arver også fra både sin nærmeste familie og gennem sin mands mellemkomst også fra svigerfamilien.

Sharia anerkender tre kategorier af kriminalitet:

1. Lovovertrædelser, der er nævnt i Koranen (hudud), og som anses for at være en overtrædelse af "Guds krav" og har faste straffe.
2. Forbrydelser mod personer (mord og mishandling), som kræver en straf svarende til forbrydelsen (qisas) eller betaling af erstatning (diya)
3. Anden forbudt adfærd, hvor en muslimsk dommer bruger sit skøn ved strafudmålingen (ta'zir og siyasa)

Selv om der er uenighed om, hvilke forbrydelser der er hudud-forbrydelser, omfatter de normalt tyveri, røveri, zina (sex med forbudte partnere), falsk beskyldning af nogen for zina og alkoholindtagelse. De foreskrevne straffe for disse forbrydelser spænder fra 80 piskeslag til døden. De klassiske jurister udviklede imidlertid meget strenge regler, der begrænser, hvornår disse straffe kan anvendes, så det i mange tilfælde blev næsten umuligt at dømme nogen i henhold til disse regler. F.eks. skal der være fire voksne mandlige muslimske vidner til en hudud-forbrydelse eller en tilståelse, der gentages fire gange, før nogen kan straffes. Hvis en forbryder ikke kunne blive dømt for en hudud-forbrydelse, kunne han stadig få en tazir-straffe.

• Qisas;

I den historiske praksis forekommer qisas på to måder. Den ene er straffen af gerningsmanden med en "modhandling", der er nøjagtig den samme som den begåede forbrydelse, ved forbrydelser mod personens kropslige integritet; et liv for et liv, øje for øje, tand for tand ... osv.

En anden anvendelse er relateret til gerningsmandens og offerets sociale status. Ifølge stammens forståelse vil en person, der dræber en kvinde, en slave eller en hæderlig person fra en anden stamme, til gengæld blive dræbt af en person "med samme status fra den stamme, som morderen tilhører". Som en generel skik blev drab på mester til slave, far til barn, mand til kone ikke straffet med gengældelse, og gengældelse blev som regel ikke anvendt på den mand, der dræbte kvinden. Betingelsen om "social lighed" i qisas betyder, at "hvis en socialt underlegen person dræber en person fra overklassen, vil qisas blive anvendt", mens "hvis en person fra overklassen dræber en person fra underklassen, kan den ikke anvendes". På baggrund af denne præislamiske forståelse blev diskussionen om, hvorvidt en muslim kunne henrettes for en ikke-muslim, tilføjet i den islamiske periode.

I disse tilfælde kan der udbetales erstatning (Diya) til den myrdede persons familie.

Det vigtigste vers til gennemførelse i islam er Al Baqara; 178 vers; : "Troende! Gengældelse er ordineret for jer med hensyn til de mennesker, der blev dræbt. Fri mod fri, fange mod fange, kvinde mod kvinde. Den, der får tilgivelse fra den dræbtes bror mod en pris, skal overholde skikken og betale prisen godt."

Mens gengældelse er sikker i forbindelse med mord ifølge verset(2:178)), er situationen ikke helt klar i forbindelse med forbrydelser, der indebærer såring. For sådanne (øje for øje, tand for tand osv.) straffe bruges udtrykket "Sådan har vi skrevet til dem (Israels børn) i bogen",. (5: 45)

Mord, personskader og materielle skader - forsætlige eller utilsigtede - betragtes som en civil retstvist i henhold til sharia-lovgivningen. Offeret, offerets arving(er) eller værge har mulighed for enten at tilgive gerningsmanden, kræve Qisas (ligeværdig gengældelse) eller acceptere en erstatning (Diyya). I henhold til sharialovgivningen er Diyya-kompensationen, som offeret eller offerets familie modtager, kontant.

Apostasi straffes med døden, medmindre den frafaldne accepterer at vende tilbage til islam.

Muftis

I den islamiske guldalder blev shariaen fortolket af eksperter i islamisk lov (muftis), hvoraf de fleste var uafhængige religiøse lærde. Enhver kunne stille dem et spørgsmål om loven, og det blev forventet, at de gav et gratis svar. Deres juridiske udtalelser blev kaldt fatwaer.

Gadis domstole

Når der var en juridisk tvist om familie- eller økonomiske spørgsmål, blev den behandlet i en domstol under ledelse af en qadi (dommer). Disse dommere havde også en juridisk uddannelse, og de blev udnævnt til deres post af herskeren. I enkle sager afsagde qadierne en dom baseret på deres egen viden om sharia. I mere vanskelige sager udtrykte de detaljerne i sagen i generelle vendinger og bad en mufti om hans juridiske udtalelse.

Mazalim domstole

Straffesager blev normalt behandlet ved maẓālim domstole. Disse domstole blev kontrolleret af herskerens råd. Mazalimdomstolene skulle følge "sharias ånd". Qadis og muftis var til stede ved disse domstole for at sikre, at dommene ikke gik imod den. Disse domstole fulgte dog ikke nødvendigvis lovens bogstav, og de havde færre juridiske begrænsninger end qadi-domstole. Mazalim-domstole behandlede også klager over embedsmænd. Deres formål med mazalim-domstolene var at "rette op på uretfærdigheder", som ikke kunne behandles gennem procedurerne i qadi-domstolene. Mindre alvorlige forbrydelser blev ofte behandlet af det lokale politi og markedsinspektører i henhold til lokale skikke, som kun var løst relateret til sharia.

Ikke-muslimer

Ikke-muslimske samfund, der levede under islamisk styre, havde lov til at følge deres egne love. Regeringen holdt sig ude af deres interne juridiske anliggender, undtagen når der var en tvist mellem folk med forskellige religioner. Sådanne sager blev behandlet af en qadi. Når det skete, gav shariareglerne muslimer nogle juridiske fordele i forhold til ikke-muslimer. Ikke-muslimer vandt dog ofte sager mod muslimer og endda mod høje embedsmænd, fordi folk troede, at sharia var en afspejling af den guddommelige retfærdighed, som skulle forsvare de svage mod de magtfulde.

I den moderne tidsalder kom de fleste dele af den muslimske verden under indflydelse eller kontrol af europæiske magter. Dette førte til store ændringer i disse landes retssystemer. I nogle tilfælde skyldtes dette, at muslimske regeringer ønskede at gøre deres stater mere magtfulde, og de tog europæiske stater som forbilleder for, hvordan en moderne stat bør se ud. I andre tilfælde var det fordi europæere, der koloniserede disse lande, tvang dem til at opgive dele af den islamiske lovgivning og i stedet følge europæiske love.

Tidlige retlige reformer

I moderne tid blev straffelovgivningen i den muslimske verden i vid udstrækning erstattet af kodekser, der var inspireret af europæisk lovgivning. Retsprocedurer og juridisk uddannelse blev også tilpasset den europæiske praksis. I forfatningerne i de fleste stater med muslimsk flertal nævnes sharia på en eller anden måde. De klassiske regler i shariaen blev dog mest bevaret i familielovgivningen. Tidligere blev shariaen fortolket af uafhængige lærde, som ofte var uenige med hinanden, og alle deres udtalelser blev aldrig skrevet ned på ét sted. I den moderne tid var det regeringen, der kontrollerede lovene. De forskellige stater skabte deres egne lovregler, hvor lovene var klart formuleret. Regeringerne ønskede at få familielovgivningen til at passe bedre ind i den moderne verden, men de ønskede stadig, at folk skulle opfatte dem som love baseret på sharia. For at gøre dette besluttede de lærde, der skrev disse love ned, at vælge regler fra de forskellige juridiske udtalelser, der var tilgængelige i de klassiske lovbøger. Når nogle af de love, de valgte, var uenige med de gældende samfundsnormer, forsøgte regeringen at løse dette problem ved at skabe yderligere retsprocedurer. Da f.eks. familielove i nogle stater syntes at behandle kvinder uretfærdigt i forhold til befolkningen, skabte regeringen procedurer, der gjorde det vanskeligere for mænd at udnytte disse love på en uretfærdig måde.

De seneste lovgivningsmæssige reformer

I den sidste fjerdedel af det 20. århundrede blev mange muslimer rundt om i verden skuffede over deres regeringer. Disse regeringer havde overtaget vestlige metoder i deres retssystemer og andre forhold, men mange mennesker betragtede deres handlinger som undertrykkende, korrupte og ineffektive. Flere og flere muslimer begyndte at tro, at tingene ville blive bedre, hvis deres regering vendte tilbage til de islamiske traditioner. De begyndte at kræve shariaen tilbage, og konservative medlemmer af offentligheden ønskede, at regeringen skulle behandle kriminalitet ved hjælp af alle de traditionelle metoder, herunder hudud-straffe. I nogle få lande indarbejdede regeringen nogle elementer af den klassiske strafferet i den juridiske kodeks. I nogle af disse lande (f.eks. Iran og Sudan) har højesteret dog sjældent godkendt de strengere hudud-straffe, mens højesteret i de andre lande, som har indført hudud-lovgivning (f.eks. Pakistan og Nigeria), aldrig har godkendt dem.

I nogle lande har progressive muslimske reformister været i stand til at ændre statens fortolkning af sharia-familielovgivningen, så den er mere retfærdig over for kvinder.

Saudi-Arabien

Saudi-Arabien er et undtagelsestilfælde i den muslimske verdens retshistorie. Landet har altid fortsat med at anvende sharia på forskellige retsområder, og det har aldrig kodificeret sine love. Dommerne har altid forsøgt at følge de traditionelle shariaregler for behandling af forbrydelser, og de idømmer ofte hårde straffe, som giver anledning til internationale protester. Disse straffe er dog ikke nødvendigvis foreskrevet af shariaen. Dommerne i Saudi-Arabien følger det klassiske princip, som siger, at hudud-straffe skal undgås, hvis det overhovedet er muligt, og de straffe, som de anvender, er normalt tazir-straffe, som de selv vælger. Saudi-Arabien kritiseres ofte for sine offentlige henrettelser, og deres hyppighed er steget i de seneste årtier. Henrettelserne blev hyppigere, fordi regeringen og domstolene besluttede at slå ned på voldskriminalitet, som blev hyppigere i løbet af 1970'erne, hvilket også skete i USA og Kina.

• Irth, farā'iḍ, eller wasāyā
• Fatwa
• Zakat - betaling af en del af ens formue til velgørenhed