Amerikanske dollar

Den amerikanske dollar er den officielle valuta eller penge i USA og anvendes også i en række andre lande uden for USA. Det er også standardvalutaen på internationale markeder, hvor der sælges varer som f.eks. guld og olie (benzin). Når man skriver, er symbolet for den amerikanske dollar dollar dollartegnet ($). Dollars kan også være kendt som USD (U.S. Dollar).

Den amerikanske 1-dollarseddel har et billede af George Washington. Der findes i øjeblikket papirsedler (valuta) på 1, 2, 5, 10, 20, 50 og 100 dollars.

Alle amerikanske dollarvalutaer har haft samme størrelse siden 1928, i modsætning til nogle lande, hvor pengesedler eller papirpenge med forskellige værdier har forskellige størrelser.

USA har også dollarmønter. Nogle er sølvfarvede, og andre er guldfarvede. Automater giver ofte dollarmønter som byttepenge, da det er lettere for automaterne at give mønter end papirpenge. Nogle af de mere avancerede salgsautomater giver papirpenge som byttepenge. Paperdollars er langt mere almindelige end dollarmønter.

Den amerikanske dollar er opdelt i cents, og 100 cents er lig med 1 dollar. En cent kan skrives som enten 0,01 dollar eller 1¢. Cent eller "penny" (ikke at forveksle med den engelske penny sterling) er den mønt, der er mindst værd, og som anvendes i USA. Der findes flere forskellige mønter med forskellige centværdier af forskellige materialer og størrelser. Der er penny (1 ¢ eller 0,01 $), nickel (5 ¢ eller 0,05 $), dime (10 ¢ eller 0,10 $), quarter (25 ¢ eller 0,25 $) og den meget sjældnere half-dollar (50 ¢ eller 0,50 $). Alle mønter og pengesedler har berømte amerikaneres ansigter på forsiden.

Papiret "dollarsedlen" kaldes faktisk en "Federal Reserve Note". Federal Reserve-sedler er lovlige betalingsmidler. De tolv Federal Reserve Banks udsteder dem i henhold til Federal Reserve Act fra 1913. En forretningsbank, der er medlem af Federal Reserve System, kan få Federal Reserve-sedler fra Federal Reserve Bank i sit distrikt, når den ønsker det, ved at betale dem fuldt ud, dollar for dollar, fra sin konto i Federal Reserve Bank.

Federal Reserve Banks får sedlerne fra det amerikanske Bureau of Engraving and Printing (BEP). Den betaler BEP for omkostningerne ved at fremstille sedlerne, som derefter bliver Federal Reserve Banks' gæld og forpligtelser for den amerikanske regering.

Kongressen har specificeret, at en Federal Reserve Bank skal besidde sikkerhed svarende til værdien af de Federal Reserve-sedler, som banken modtager. Denne sikkerhed består hovedsageligt af guldcertifikater og amerikanske værdipapirer. Dette giver sikkerhed for seddeludstedelsen. Tanken var, at hvis kongressen opløste Federal Reserve System, ville USA overtage sedlerne (passiverne). Dette ville opfylde kravene i afsnit 411, men regeringen ville også overtage aktiverne, som ville være af samme værdi. Federal Reserve-noter repræsenterer en første pant i alle Federal Reserve-bankernes aktiver og i den sikkerhed, der specifikt er stillet mod dem.

Federal Reserve-sedler kan ikke indløses i guld, sølv eller andre varer og har ingen sikkerhed i noget som helst. Dette har været tilfældet siden 1933. Sedlerne har ingen værdi for sig selv, men for det, de kan købe. I en anden forstand er Federal Reserve-sedler, fordi de er lovlige betalingsmidler, "bakket op" af alle varer og tjenesteydelser i økonomien.

Coinage Act of 1965, nærmere bestemt § 31 U.S.C. 5103, med overskriften "Lovligt betalingsmiddel", hvori det hedder: "De Forenede Staters mønter og valuta (herunder Federal Reserve Notes og cirkulerende sedler fra Federal Reserve Banks og nationalbanker) er lovligt betalingsmiddel for al gæld, offentlige afgifter, skatter og gebyrer."

Denne lov betyder, at alle USA's penge som anført ovenfor er et gyldigt og lovligt tilbud om betaling af gæld, når de overdrages til en kreditor. Der findes imidlertid ingen forbundslov, der forpligter en privat virksomhed, en person eller en organisation til at acceptere valuta eller mønter som betaling for varer og/eller tjenesteydelser. Private virksomheder kan frit udvikle deres egne politikker for, om de vil acceptere kontanter eller ej, medmindre der findes en statslig lov, der siger noget andet. En buslinje kan f.eks. forbyde betaling af billetpriser med småmønter eller dollarsedler. Desuden kan biografer, nærbutikker og tankstationer nægte at tage imod store pengesedler (normalt sedler over 20 dollars) som et spørgsmål om politik.

Forsiden af en amerikansk dollarseddel

Tilpasning til den variable efterspørgsel efter kontanter

Offentligheden får typisk sine kontanter fra bankerne ved at hæve kontanter fra pengeautomater eller ved at indløse checks. Den mængde kontanter, som offentligheden har, varierer efter årstid, månedens dag og endda ugens dag. F.eks. efterspørger folk en stor mængde kontanter til indkøb og ferier i juleferien. Desuden hæver folk typisk kontanter i hæveautomater i weekenden, så der er flere kontanter i omløb mandag end fredag.

For at imødekomme kundernes behov får bankerne kontanter fra Federal Reserve Banks. De fleste mellemstore og store banker har reservekonti i en af de 12 regionale Federal Reserve Banks, og de betaler for de kontanter, de får fra Fed, ved at få disse konti debiteret. Nogle mindre banker opretholder deres obligatoriske reserver hos større "korrespondentbanker". De mindre banker får kontanter gennem korrespondentbankerne, som opkræver et gebyr for denne service. De større banker får valuta fra Fed og sender den videre til de mindre banker.

Når offentlighedens efterspørgsel efter kontanter falder - f.eks. efter feriesæsonen - finder bankerne ud af, at de har flere kontanter, end de har brug for, og de deponerer det overskydende beløb hos Fed. Da bankerne betaler Fed for kontanter ved at få deres reservekonti debiteret, falder niveauet af reserver i landets banksystem, når offentlighedens efterspørgsel efter kontanter stiger; på samme måde stiger niveauet igen, når offentlighedens efterspørgsel efter kontanter aftager, og bankerne sender kontanter tilbage til Fed. Fed opvejer variationer i offentlighedens efterspørgsel efter kontanter, som kan skabe volatilitet på kreditmarkederne, ved at gennemføre markedsoperationer.

De seneste års udbredelse af pengeautomater har øget offentlighedens efterspørgsel efter valuta og dermed også den mængde valuta, som bankerne bestiller hos Fed. Det er interessant, at indførelsen af pengeautomater har fået nogle banker til at anmode om brugte sedler, der passer, i stedet for nye sedler, fordi de brugte sedler ofte fungerer bedre i pengeautomaterne.

Vedligeholdelse af en kontantbeholdning

Hver af de 12 Federal Reserve Banks har en opgørelse over kontantbeholdningen for at opfylde behovene hos de indlånsgivende institutioner i deres distrikt. Udvidede opbevaringssteder på flere kontinenter fremmer brugen af amerikansk valuta internationalt, forbedrer indsamlingen af oplysninger om valutastrømme og hjælper de lokale banker med at opfylde offentlighedens efterspørgsel efter amerikansk valuta. Tilføjelser til dette udbud kommer direkte fra de to afdelinger i finansministeriet, som producerer kontanter: Bureau of Engraving and Printing, som trykker penge, og United States Mint, som fremstiller mønter. Det meste af beholdningen består af indskud fra banker, der havde flere kontanter, end de havde brug for til at betjene deres kunder, og som deponerede det overskydende beløb hos Fed for at hjælpe med at opfylde deres reservekrav.

Når en Federal Reserve Bank modtager et kontantindskud fra en bank, kontrollerer den de enkelte sedler for at afgøre, om de er egnet til fremtidig cirkulation. Omkring en tredjedel af de sedler, som Fed modtager, er uegnede, og Fed destruerer dem. Som det fremgår af nedenstående tabel, varierer en sedels levetid alt efter dens pålydende værdi. F.eks. forbliver en $1-seddel, som bliver mest brugt, i gennemsnit i omløb i 5,9 år; en $100-seddel holder i gennemsnit i ca. 15 år. Federal Reserve Bank of New York søndag aften Cole