Det umayyadiske kalifat var det andet af de fire store islamiske kalifater, der blev oprettet efter Muhammeds død. Det udviklede sig til det største imperium i verden på sin tid og regnes i dag som det femte største imperium i historien.

Oprindelse og dynasti

Kalifatet blev regeret af Umayyad-dynastiet (arabisk: بنو أمية, Banu Umayyah), der stammede fra Mekka i det område, som i dag er Saudi-Arabien. Dynastiet gik i praksis i arv fra en familie i stedet for at følge den tidligere model med valg blandt ledende muslimer, og Umayyaderne samlede stor politisk magt under lederfigurer som Muʿāwiya I (den første umayyadiske kalif).

Geografi, centrale byer og periode

Under Umayyaderne strakte rigerne sig fra Den Iberiske Halvø i vest til grænserne ved Indusdalen og Centralasien i øst. Damaskus fungerede som hovedstad fra 661–744 (Damaskus), mens magtcentralen kortvarigt flyttede til Harrran i årene 744–750. Efter Abbasidernes magtovertagelse i 750 flygtede en gren af Umayyaderne til den vestlige del af riget og grundlagde et uafhængigt centrum i eksil: Córdoba (756–1031), hvor de opbyggede den umayyadiske emir- og senere kalifestat i Al-Andalus.

Politik, administration og reformer

  • Umayyaderne centraliserede administrationen og udviklede et effektivt embedsværk med registrering (diwān), skatteopkrævning og militær organisation.
  • Under kaliffen Abd al-Malik (regent 685–705) gennemførtes gennemgribende reformer: arabisk blev formaliseret som embeds- og forvaltningssprog, og der indførtes muslimsk sølv- og guld-møntfod (dinar og dirham) med islamiske symboler.
  • Styret bevægede sig tydeligere mod arvelig monarkisk praksis, hvilket skabte spændinger med ikke-arabiske ny-konverterede (mawālī) og bidrog til interne konflikter.

Kultur, videnskab og arkitektur

Umayyaderne var vigtige for udbredelsen af islamisk kultur og kunst. De byggede en række storslåede moskéer og monumenter, hvoraf Den Store Moské i Damaskus og Kuplen på Klippen i Jerusalem er blandt de mest kendte eksempler. Under deres styre blomstrede håndværk, administrationsteknik og tidlige oversættelser, som senere dannede grundlag for den mere omfattende intellektuelle blomstring i den abbasidiske periode.

Militær ekspansion

Umayyaderne udvidede rigeområderne markant: de erobrede store dele af Nordafrika og sikrede en umiddelbar udgang til Den Iberiske Halvø, hvor de etablerede muslimsk styre i det, der blev kendt som Al-Andalus. Mod øst nåede de ind i Centralasien og pressede på ved den byzantinske grænse — herunder militære felttog og belejringer af Konstantinopel.

Nedgang og eftermæle

Det centrale umayyadiske styre i Levanten blev væltet af Abbasidernes oprør i 750. Mange medlemmer af den umayyadiske familie blev dræbt, men enkelte overlevede og flygtede vestpå; den mest kendte overlevende var Abd al-Rahman I, som i Córdoba grundlagde det umayyadiske emirat i Spanien. I Al-Andalus udviklede efterkommerne sig til en selvstændig umayyadisk stat, der i 929 blev omdannet til et kalifat under Abd al-Rahman III og bestod indtil begyndelsen af 1000-tallet.

Betydning

Umayyaderne har en varig betydning for islamisk historie og verdenshistorien generelt. De:

  • etablerede en stor politisk og administrativ struktur, som senere islamiske riger byggede videre på;
  • spredte arabisk sprog og kultur over et enormt område;
  • lagde politiske og kulturelle fundamenter i Al-Andalus, som senere blev et centrum for lærdom og kulturudveksling mellem den islamiske verden og Europa;
  • bidrog til at forme den tidlige opdeling mellem forskellige politiske og religiøse grupperinger i den muslimske verden (herunder forholdet mellem sunnier og shiaer samt spændinger mellem araber og ikke-araber).

Kort sagt: Det umayyadiske kalifat var en afgørende fase i islams tidlige historie — præget af hurtig ekspansion, administrative reformer, kulturelle bedrifter og politiske omvæltninger, hvis effekter mærkes i både Mellemøsten og Iberia flere hundrede år senere.