Beskedenhed: Definition og betydning for påklædning, adfærd og status

Kulturelle forskelle

De største kulturelle forskelle i forhold til beskedenhed handler om privatliv og køn. Beskedenhed er en del af sociale relationer og gælder måske ikke, når man er alene eller har intime relationer. Beskedenhed handler om seksualitet, som historisk set har haft forskellige normer inden for enkeltkønsgrupper, men som er ved at ændre sig i takt med definitionen af køn og køn.

Religionen bestemmer, hvad mange mennesker tror om beskedenhed. I mange kulturer kræves der beskedenhed i mange kulturer, baseret på de abrahamitiske religioners tro, der betragter menneskekroppen som skamfuld. Den ortodokse jødedom og islam kræver, at troende skal bære tøj, der dækker alt det seksuelle på kroppen. For kvinder omfatter dette hele kroppen undtagen hænder og ansigt, herunder håret. Kristne gendøbergrupper overholder fortsat rent funktionel "almindelig påklædning". Det gælder bl.a. amish- og mennonitterne i USA. Mindre strenge, men konservative religiøse grupper anvender også en mere beskeden påklædning og adfærd end det, der accepteres af flertallet.

Indfødte folk i varme klimaer, som havde mindre behov for tøj, udviklede kulturer uden begrebet kropslig skam. I hverdagen er det normalt ikke ubeskeden at dække kroppen mere end nødvendigt. Dette kan omfatte at være nøgen. Denne mangel på beklædning blev af koloniale opdagelsesrejsende opfattet som umoralsk, og den bliver fortsat misforstået. Vestligt tøj bæres over hele verden med tilpasninger til lokale kulturer. Tøj, der afslører kroppen, bæres fortsat i landdistrikterne og ved særlige lejligheder for at bevare de oprindelige traditioner.

Kunstneriske optrædener og festligheder har til formål at tiltrække opmærksomhed. Alle samfund har normer, der anerkender, at der gælder forskellige regler for udøvende kunstnere.

Privatliv

Private situationer er generelt begrænset til personer, der kender hinanden godt, f.eks. livspartnere, ægtefæller, familiemedlemmer eller nære venner. Der er nogle steder, der er halvprivate, som omfatter mindre kendte personer som f.eks. bekendte og kolleger. Situationer kan også være halvoffentlige, herunder andre, der ikke er kendte, men som er begrænset til personer med et fælles kendetegn, f.eks. alder eller køn. Offentlige steder er åbne for alle. Nogle sociale roller tillader undtagelser fra reglerne om privatlivets fred, f.eks. når man bliver undersøgt eller behandlet af en læge.

Forskelle mellem kønnene

Der er kun få oplysninger om ligestilling mellem kønnene i forhistorien, men der er nogle indikationer på forskelle fra den ene gruppe til den anden. Baseret på begravelsesmetoden og de artefakter, der blev anbragt i gravene, havde både mænd og kvinder en høj stilling i nogle stammer, i andre kun mænd. Det samme mønster findes i nutidens fourageringssamfund. Kvindernes status i dag varierer også, og der er mere ligestilling mellem kønnene i Skandinavien end i andre dele af verden. Uligheden er størst i de islamiske lande.

I vestlige kulturer var det indtil dette århundrede ikke usædvanligt, at drenge var nøgne i offentligheden, mens piger var påklædte. Kvinder forventes generelt at være mere beskedne end mænd. I situationer med kun ét køn var mænd nøgne, når det var nødvendigt, og det blev betragtet som umanerligt ikke at gøre det. Mænd og drenge svømmede nøgne i YMCA's og offentlige skolers indendørs svømmebassiner, indtil de blev blandet kønsopdelt i 1960'erne.

I islamiske lande er der kun få steder, hvor man kan være nøgen uden for hjemmet, og det fælles bad i dampbadet (hammam) er kun for mænd, og man undgår fuldstændig nøgenhed, idet man kun bærer et bæltetørklæde. I lande, hvor der ikke findes bade i hjemmet, findes der offentlige bade kun for kvinder.

Åbenhed over for homoseksualitet har ført til strengere niveauer af beskedenhed i situationer med personer af samme køn, f.eks. i omklædningsrum. Flere steder har man ændret fælles brusere for at sikre privatlivets fred. Mange studerende tager ikke længere brusebad efter træning. Desuden har mobiltelefonkameraer ændret opfattelsen af privatlivets fred i fælles rum.

Badedragter er en indikation af ændringer i standarderne for beskedenhed. Før 1930'erne var det generelt forbudt for mænd at vise brystet, når der var kvinder til stede. I mange år var løse badebukser typiske, men efter 1960'erne blev formstøbte ("Speedo") dragter populære, og det er de stadig i Europa. I USA er man generelt vendt tilbage til posede, oversize badetøj, der viser mindre af kroppen.

Kvinder i de vestlige samfund fik ofte ikke lov til at vise sig offentligt andet end fuldt påklædt før 1920'erne. Kvinders badedragter har løbende afsløret mere og mere, idet bikinien er blevet typisk for de unge, mens dragter, der dækker overkroppen, er blevet mere beskedne for de mere beskedne. I 1960'erne blev bikinitrusser alene populære i Europa, men er faldet i takt med, at kvinderne er blevet opmærksomme på voyeurisme på internettet. Organisationer går ind for, at kvinder skal have de samme rettigheder til at blotte brystet som mænd. En gruppe overtrådte bevidst loven i staten New York ikke kun for at omstøde loven, men også for at gøre den forfatningsstridig. I 1992 fastslog statens højeste domstol, at New Yorks lov ikke fandt anvendelse, når der ikke var nogen seksuel hensigt, som ved solbadning. Argumentet om lige rettigheder i henhold til forfatningen blev dog afvist.

Historisk set var det kvindelige bryst ikke en del af kroppen, der skulle skjules, da amning var en nødvendig og naturlig funktion for at pleje børn. Antagelsen om, at amning altid skal foregå privat, er en nyere ændring i samfund, hvor det er blevet sjældent. I samfund, hvor amning fortsat er normen, er det mere almindeligt, at brysterne ikke er tildækket i andre situationer. I nogle samfund er amning i det offentlige rum blevet gjort til en lovfæstet rettighed, men mødre kan være tilbageholdende med at amme offentligt, fordi andre mennesker kan være imod det.

Vestlige normer

Det, der kaldes vestlig kultur, forventer, at seksuelle kropsdele altid er tildækkede på offentlige steder. Der er undtagelser for steder, hvor folk skifter tøj, da der er et omklædningsrum for mænd og et andet for kvinder. Andre undtagelser omfatter saunaer, som ofte er steder med blandet køn, hvor et håndklæde er tilstrækkeligt til at opretholde beskedenhed.

Der gælder også særlige regler for bade- og solbadningssteder. Det gælder ikke kun strande, men også parker, hvoraf nogle ligger i byer. Typiske badedragter ville ikke være passende andre steder.

I mange europæiske lande kan kvinder være topløse under solbadning, og nogle steder er det tilladt at være helt nøgen, mens det er tilladt at være helt nøgen.

Afklædningstilstand blandt nære familiemedlemmer i hjemmet fastsættes individuelt. Små børn op til fem-seks års alderen kan have lyst til at være nøgne, og forældrene kan tillade det, selv når andre er til stede. Børn bliver naturligt beskedne, når de nærmer sig puberteten. Nogle forældre er også nøgne, når de bader små børn.

Den hurtige og effektive måde at fjerne kemiske eller biologiske trusler på er at få ofrene til at tage deres tøj af og blive sprøjtet med vand. Katastrofeplanlæggere finder det vanskeligt at indføre sådanne regler, da mange hellere vil være døde end nøgne i offentligheden.

Naturisme

Naturister (eller nudister) ser nøgenhed som menneskets naturlige tilstand i forbindelse med mange aktiviteter. Nøgenhed anses for at være gavnligt for både den fysiske og mentale sundhed. Beskedenhed opretholdes ved en adfærd, hvor man undgår seksualitet, mens man er nøgen. Vestlige religiøse opfattelser afviser tanken om, at nøgenhed nogensinde kan være ikke-seksuel. Naturisme praktiseres på feriesteder og campingpladser over hele verden, men er en normal del af hverdagen i Skandinavien og Tyskland.

Religion

Kun de abrahamitiske religioner (jødedommen, kristendommen og islam) forbinder nøgenhed med seksuel synd. I gamle civilisationer var nøgenhed måske pinligt som et tegn på lav status, men ikke skammeligt med hensyn til seksualitet. Nøgenhed blev heller ikke forbundet med seksualitet, fordi fiskere, hyrder og andre arbejdere var nøgne under arbejdet.

I øjeblikket anvender moderate medlemmer af disse religioner versioner af lokal påklædning, der opfylder deres tro på beskedenhed. Ortodokse eller konservative medlemmer fortsætter ofte med at bære traditionelt tøj. I lande, hvor de er i flertal, har de islamiske regler om beskedenhed lovkraft.

Jødedom

I ortodoks jødisk lov (Halakha) er kvinder ansvarlige for at opretholde dydigheden beskedenhed (Tzniut) ved at dække deres krop, herunder deres hår. For jødiske mænd var nøgenhed begrænset til at blotte penis. I dagligdags aktiviteter kan det være nødvendigt med mandlig nøgenhed, men det skal undgås. Kvindelig nøgenhed var ikke en krænkelse af Gud, men handlede kun om at vække mænds seksuelle lidenskaber.

Kristendom

De kristne normer for beskedenhed handler primært om, at kvinder skal undgå at friste mænd til seksuel synd. Pave Pius XII erklærede i 1940, at kvinder skal dække overarme og skuldre, at deres nederdele skal dække mindst til knæet, og at halsudskæringen ikke må afsløre noget. Mary A. Kassian, professor i kvindestudier ved Southern Baptist Theological Seminary, skriver om det uretfærdige i at lægge ansvaret for at modstå fristelser på kvinder. Hun bemærker, at adfærdsstandarderne varierer fra kirke til kirke. Med henvisning til skriften finder hun, at beskedenhed handler om ærbødighed og ikke kun om beklædning, og hun finder intet i Bibelen om kjolelængde eller om, at bestemte dele af kroppen skal være tildækket. Amerikansk seksualundervisning lærer ofte unge mennesker, at den menneskelige krop er skamfuld.

Islam

Det islamiske samfund mener, at beskedenhed er vigtig, men der er forskellige fortolkninger af, hvilken påklædning der skal betragtes som beskeden. Mange muslimske kvinder bærer et hovedtørklæde (hijab) som et tegn på beskedenhed. Mere konservative samfund forventer, at kvinderne dækker hele kroppen, undtagen hænder og ansigt.

En kvinde, der vælger også at dække ansigt og hænder, siges at være udtryk for større "beskedenhed og hellighed". I nogle islamiske samfund bærer kvinder niqab, en altomfattende beklædning, der har til formål at skjule alle dele af kroppen, nogle gange også øjnene. Det er almindeligt at bære niqab (undertiden benævnt burka, selv om dette udtryk teknisk set kun gælder for en afghansk altomfattende beklædning) i nogle lande med en muslimsk flertalsbefolkning.

Mere konservative lande som Afghanistan og Iran har love om, hvilken slags tøj en kvinde skal bære. Hvis man ikke overholder disse love, kan det føre til hårde straffe.

Ligeledes skal mænd ifølge nogle islamiske fortolkninger af Hadith dække alt fra "navlen til knæet". Nogle mænd vælger at udvide dette til at omfatte den traditionelle islamiske hovedbeklædning taqiyah (hue), den mandlige pendant til hijab, som minder meget om den jødiske yarmulke, men er lidt større i størrelse. Taqiyah-huen kan variere i form, størrelse og farve ligesom hijab'en, og der er mange regionale forskelle i henhold til tradition og personlig smag.

En burqini er en badedragt til muslimske kvinder, der dækker hele kroppen undtagen ansigtet, hænderne og fødderne, og som gør det muligt for dem at opfylde de muslimske krav til blufærdighed og samtidig gøre det muligt for dem at deltage i svømmeaktiviteter. Dette accepteres af moderate muslimer, men er ikke tilladt af den konservative islam, som kræver, at kvinders klæder skal være løse og uden angivelse af kvindekroppens form.

Buddhisme

I buddhismen er beskedenhed en egenskab ved at være uhøjtidelig i sine handlinger. Ægte beskedne mennesker er i stand til at se sig selv, som de virkelig er, og glæde sig over deres gode egenskaber uden at blive forfængelige og erkende deres fejl uden at skamme sig.

Adfærd uden for normen

Når beskedenhed går ud over det normale, kaldes det for snerpethed. Gymnofobi er en frygt for at være nøgen, hvor det er normalt, f.eks. i skolens brusebadeværelse. Exhibitionisme er handlingen eller trangen til at blotte kønsorganerne for fremmede, en mental forstyrrelse, der rammer 2-4 procent af mændene. Anden offentlig eksponering af kroppen, som f.eks. striber, er ikke exhibitionisme, men en alternativ social norm til fejring eller protest.