Det latinske (romerske) alfabet: Definition, historie og brug i moderne sprog
Opdag det latinske (romerske) alfabet: definition, historie, udvikling og dets rolle i moderne sprog verden over — lær, hvordan bogstaverne formede vores skriftsystem.
Latin eller romersk skrift er et skriftsystem, der bruges til at skrive mange moderne sprog. Det er i dag det mest udbredte skriftsystem i verden. Det er officiel skrift for størstedelen af Vesteuropas sprog og for en række østeuropæiske sprog. Desuden anvendes det af adskillige ikke-europæiske sprog, f.eks. tyrkisk, vietnamesisk, malaysisk, somali, swahili og tagalog. Det fungerer også som alternativt skriftsystem eller som grundlag for translitteration for sprog som hindi, urdu, serbisk og bosnisk.
Oprindelse og historisk udvikling
Alfabetet stammer fra en vestlig variant af det græske alfabet. Forløberen blev først videreudviklet af etruskerne, der havde lånt og omformet græske bogstaver; romerne overtog og tilpassede denne skrift, som gradvist udviklede sig til det klassiske latinske alfabet. Over tid ændrede lydværdien for nogle bogstaver sig, enkelte bogstaver forsvandt, og nye blev tilføjet. Der opstod også forskellige skriftstile (såkaldte "hænder") gennem århundrederne.
Vigtige historiske stadier omfatter blandt andet:
- Oldlatin og klassisk latinsk skrift i antikken.
- Uncial- og half-uncial-hænder i senantik og tidlig middelalder.
- Carolingisk minuskel (8.–9. århundrede), som er den væsentlige forløber for vores moderne små bogstaver.
- Gothisk (blackletter) i højmiddelalderen, anvendt især i Nordeuropa.
- Renæssancehumanisternes skrift, som førte til de runde former, der i høj grad har præget nutidens typografi.
Store og små bogstaver
En karakteristisk udvikling var etableringen af to sæt bogstaver: store (versaler) og små (minuskler). De moderne store bogstaver ligner i dag i høj grad deres romerske forgængere, mens små bogstavers former i højere grad er resultat af middelalderens håndskrifter og senere standardiseringer. Kombinationen af versaler og minuskel giver os den alfabetiske tekststruktur, vi bruger i dag.
Bogstaver, diakritika og regionale varianter
Det latinske alfabet i sin grundform har 26 bogstaver (A–Z) i moderne engelsk. Mange sprog tilpasser alfabetet ved at tilføje diakritiske tegn (á, ñ, ç, å, ø, ä osv.), særlige bogstaver (æ, œ) eller ligaturer for at gengive sproglyde, som ikke findes i klassisk latin. Resultatet er et stort antal regionalt varierede udgaver af alfabetet.
- Nordiske sprog bruger fx å, æ og ø.
- Fransk og portugisisk anvender diakritika som é, ç, ã for at markere udtale og historisk stavning.
- Central- og Østeuropæiske sprog benytter bogstaver med accenter og haček (č, š, ž) for at angive konsonantlyde.
Udbredelse og spredning
Den globale udbredelse af det latinske alfabet skyldes dels romersk ekspansion i Europa, men i høj grad også europæisk kolonialisme og missionsarbejde fra 1500-tallet og frem. Missionærer og kolonimagter introducerede latinsk skrift til mange ikke-europæiske sprogfællesskaber, hvor man ofte udviklede nye ortografier baseret på latinske bogstaver.
Skriftstile og typografi
Moderne typografi skelner mellem serifferede (fx Times) og sans-serif (fx Arial) skrifttyper, kursiv, fed og mange andre varianter. Historiske skriftformer som majuskler, minuskler, gotisk skrift og humanistiske håndskrifter har alle efterladt spor i moderne typografi og håndskrift.
Computere, kodning og Unicode
I computing er det latinske alfabet repræsenteret i forskellige tegnsæt. Det tidlige ASCII-format dækkede en begrænset grundmængde (engelsk A–Z og a–z samt tal og tegn), mens ISO-8859-1 (Latin-1) udvidede dette for vesteuropæiske sprog. I dag er Unicode den centrale standard, som indeholder Latin-1 og mange udvidede latinblokke (Latin Extended-A, -B osv.) for at dække diakritika, ligaturer og historiske tegn. Det gør det muligt at repræsentere stort set alle varianter af latinsk skrift digitalt.
Brug i sprogvidenskab og translitteration
Det latinske alfabet anvendes også i international transskription og romanisering af ikke-latinske skrifter (fx pinyin for kinesisk, ISO-normer for kyrillisk). I sprogforskning og fonetik benyttes latinske bogstaver ofte som grundlag for symboler i bl.a. det internationale fonetiske alfabet (IPA), hvor latinske tegn suppleret med specialtegn og diakritika angiver lyde præcist.
Sammenfatning
Det latinske (romerske) alfabet er et dynamisk og fleksibelt skriftsystem med rødder i oldtidens Middelhavsområde. Gennem historien er det blevet tilpasset og udvidet, så det i dag dækker et stort spektrum af sprog, skriveformer og teknologiske behov. Dets udbredelse har haft afgørende betydning for kommunikation, uddannelse, trykning og digital informationsudveksling på globalt plan.
Bogstaver i alfabetet
Det oprindelige latinske alfabet
Det latinske alfabet, der blev brugt af romerne:
| Symbol | A | B | C | D | E | F | G | H | I | K | L | M | N | O | P | Q | R | S | T | V | X | Z |
| Bogstavets latinske navn: | ā | bē | kē | dē | ē | ef | gē | hā | ī | kā | el | em | på | ō | pē | qū | er | es | tē | ū | ex | zēta |
| Latinsk navn (IPA): | [aː] | [beː] | [keː] | [deː] | [eː] | [ɛf] | [geː] | [haː] | [iː] | [kaː] | [ɛl] | [ɛm] | [ɛn] | [oː] | [peː] | [kuː] | [ɛr] | [ɛs] | [teː] | [uː] | [ɛks] | ['zeːta] |
Nyt alfabet
Den moderne version af alfabetet bruges til at skrive mange sprog. Indoeuropæiske sprog, især de vesteuropæiske sprog, skrives for det meste med det latinske alfabet. Disse sprog omfatter de germanske sprog (som omfatter engelsk, tysk, svensk og andre) og de romanske sprog (som omfatter fransk, spansk, italiensk, portugisisk og andre). Der findes naturligvis indoeuropæiske sprog, som ikke bruger det latinske alfabet, f.eks. græsk og russisk, og der findes også ikke-indoeuropæiske sprog, som bruger det latinske alfabet, f.eks. vietnamesisk.
Næsten alle sprog, der bruger det romerske alfabet, har diakritiske tegn, som er symboler, der findes over eller under bogstaverne. De bruges bl.a. til at angive toner og udtale. Engelsk er det eneste større europæiske sprog, der ikke har nogen af disse tegn, i hvert fald ikke for modersmålsord. Ord, der er taget fra andre sprog, bruger undertiden diakritiske tegn for at tydeliggøre den korrekte udtale.
Grundalfabetet består af følgende bogstaver:
| Store bogstaver | A | B | C | D | E | F | G | H | I | J | K | L | M | N | O | P | Q | R | S | T | U | V | W | X | Y | Z |
| Små bogstaver | a | b | c | d | e | f | g | h | i | j | k | l | m | n | o | p | q | r | s | t | u | v | w | x | y | z |
Andre versioner
Den romerske skrift har færre bogstaver end lydene i nogle af de sprog, der bruger den. Nogle sprog kompenserer for manglen på bogstaver ved at bruge diakritiske tegn, f.eks. ă, â, á, á, é, í, î, ó, ẹ, ị, ọ, ụ, ã, ả, ẻ, ỉ, ỏ, ỏ, ủ, ñ, č, ď, ě, í, ň, ř, š, ș, ť, ț, ú, ů, ž og đ. Dette øger i realiteten antallet af bogstaver i deres alfabet. Sprog, der anvender nogle af disse tegn, er fransk, tjekkisk, polsk, magyarisk (ungarsk), rumænsk, spansk, tagalog, vietnamesisk, esperanto og igbo.
Mange sprog ændrede deres skriftsystemer til den latinske skrift. I nogle lande tvang europæerne indfødte folk til at bruge det. Det vietnamesiske sprog blev skrevet med kinesiske tegn, og der findes et kinesisk baseret vietnamesisk skriftsystem kaldet chunom. Problemet med kinesisk skrift er det store antal tegn, som man skal lære, før man virkelig kan læse og skrive. Den vietnamesiske regering skiftede til det latinske alfabet i begyndelsen af det 20. århundrede for at kunne øge landets læse- og skrivefærdigheder. Vietnameserne fortsatte med at bruge det latinske alfabet selv efter uafhængigheden, da det var meget hurtigere at lære end kinesiske tegn (chu nom).
Efter Første Verdenskrig, da Det Osmanniske Rige faldt, blev det latinske alfabet i de tyrkiske lande indført af Kemal Atatürk i Tyrkiet. Da Sovjetunionen brød op, begyndte nogle af dens mindre sprog at bruge det latinske alfabet. Det bruges nu i Turkmenistan, Usbekistan og Aserbajdsjan. Kasakhstan meddelte i 2018, at det latinske alfabet ville blive det kasakhiske sprogs vigtigste skriftsystem.
At ændre et sprogs skriftform til latinske bogstaver kaldes romanisering. Mange mennesker, der ikke taler sproget, læser en romaniseret version for at vide, hvordan ordene lyder, selv om det ikke er den normale måde at skrive sproget på. Nogle sprog, f.eks. kinesisk og japansk, bruger det latinske alfabet i deres sprog, så de lettere kan skrives på en computer. På det kinesiske fastland er pinyin den officielle romanisering for mandarin-kinesisk, og det bruges til at skrive kinesiske tegn på computeren ved at skrive dem fonetisk. Selv om mange japanske computere har kana-tastaturer til at skrive japansk på computeren, kan japansk også skrives med det latinske alfabet. Software kaldet IME (input method editor) konverterer de latinske bogstaver, der kaldes romaji på japansk, til japanske kana og kanji.
Tegn på portugisisk, som bruger ç
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er latinsk eller romersk skrift?
A: Latinsk eller romersk skrift er et skriftsystem, der bruges til at skrive mange moderne sprog. Det er det mest anvendte skriftsystem i verden i dag.
Q: Hvilke sprog bruger latinsk eller romersk skrift som deres officielle skrift?
A: Latinsk eller romersk skrift er den officielle skrift for næsten alle sprog i Vesteuropa og nogle østeuropæiske sprog.
Q: Hvilke ikke-europæiske sprog bruger latinsk eller romersk skrift?
A: Latinsk eller romersk skrift bruges af nogle ikke-europæiske sprog som tyrkisk, vietnamesisk, malaysisk, somali, swahili og tagalog.
Q: Bruges latinsk eller romersk skrift som et alternativt skriftsystem til nogle sprog?
A: Ja, latin eller romersk skrift er et alternativt skriftsystem for sprog som serbisk og bosnisk.
Q: Hvordan udviklede det latinske eller romerske alfabet sig?
A: Alfabetet er et skriftsystem, som udviklede sig fra en vestlig variant af det græske alfabet. Det var etruskerne, der først udviklede det efter at have lånt det græske alfabet, og romerne videreudviklede det.
Q: Ændrede lyden af nogle bogstaver sig under udviklingen af den latinske eller romerske skrift?
A: Ja, lyden af nogle bogstaver ændrede sig, nogle bogstaver gik tabt og kom til, og der blev udviklet flere skrivestile ("hænder").
Q: Hvad er de to skrivestile, der blev kombineret til én skrift?
A: To skrivestile blev kombineret til én skrift med store og små bogstaver ('versaler' og 'små bogstaver'). Moderne store bogstaver adskiller sig kun lidt fra deres romerske modstykker, og der er kun få regionale variationer.
Søge