Slaget ved Plataea (479 f.Kr.) – afgørende græsk sejr over perserne

Slaget ved Plataea (479 f.Kr.) – afgørende græsk sejr over perserne; Spartas og Athens styrke knuste Mardonius og afsluttede den persiske invasion.

Slaget ved Plataea var det sidste slag på land under den anden persiske invasion af Grækenland. Det var en afgørende sejr for grækerne, da det afsluttede denne krig. Slaget fandt sted i 479 f.Kr. nær byen Plataea i Bøotien. Det blev udkæmpet mellem de græske allierede (bystaterne Sparta, Athen, Korinth og Megara) og det persiske imperium under Xerxes I.

Baggrund

Året før havde den persiske invasionsstyrke, ledet af Xerxes personligt, vundet slagene ved Thermopylæ og Artemisium og erobret Thessalien, Bøotien og Attika. I det sidste søslag ved Salamis havde den allierede græske flåde imidlertid vundet en overraskende sejr, og det stoppede erobringen af hele Peloponnesus. Xerxes vendte derefter hjem med en del af sin hær og overlod sin general Mardonius til at gøre grækerne færdige det næste år.

Efter Salamis blev det klart for perserne, at en direkte erobring af det græske fastland var vanskelig. Mardonius blev tilbage med en stor styrke for at fortsætte kampagnerne i Grækenland, mens Xerxes trak størstedelen af flåden og hæren hjem. Grækerne samlede på deres side et usædvanligt stort militært korps af hoplitter fra flere bystater for at møde den tilbageværende persiske trussel.

Styrker og ledelse

I sommeren 479 f.Kr. samlede grækerne en efter datidens standarder enorm hær og marcherede ud fra Peloponnesus. Perserne trak sig tilbage til Bøotien og byggede en befæstet lejr nær Plataea. Grækerne nægtede at lade sig trække ind på det åbne kavaleriområde nær den persiske lejr, og dette førte til et dødvande, der varede elleve dage.

De græske styrker var primært hoplitter organiseret i en tungt panseret phalanx, hvor Sparta leverede den mest berømte og veltrænede del af hæren. Ledelsen var i høj grad spartansk; den spartanske kommandant Pausanias nævnes som central i kampens forløb, mens athenske bidrag og officerer (bl.a. Aristides ifølge nogle kilder) også spillede væsentlige roller. På persisk side stod Mardonius som den øverstkommanderende i felten.

Antallet af soldater er usikkert: samtidige kilder som Herodot giver ofte meget høje tal, mens moderne historikere regner med langt mindre, men stadig betydelige, styrker på begge sider. En vigtig forskel var dog typen af tropper: grækerne var tunge hoplitter, perserne havde mange lette infanterister, bueskytter og et stærkt kavaleri.

Forløb og taktisk udvikling

Under den elleve dages stillingskrig nægtede grækerne at flytte ud på det åbne slette, hvor persiske kavaleriangreb ville være mest effektive. Situationen ændrede sig, da grækernes forsyningslinjer blev truet; for at sikre proviant foretog dele af den græske hær en tilbagetrækning mod vejene, og kamplinjen blev midlertidigt fragmenteret.

Mardonius tolkede den græske bevægelse som panik og beordrede sine styrker til forfølgelse. Her vendte hovedmassen af grækerne - i særdeleshed spartanerne, tegeanerne og athenerne - overraskende om og angreb. Den tunge græske hoplitform blev her en fordel: i nævekamp kunne den letbevæbnede persiske infanteri ikke holde stand imod de tætte rækker af bevæbnede grækere. Kampen kulminerede med, at Mardonius blev dræbt under kampens hede, hvilket førte til sammenbrud og kaos i de persiske rækker.

En stor del af den persiske hær blev fanget i deres lejr og slagtet. Ifølge nogle kilder fandt der samme dag et søslag sted ved Mycale, hvor rester af den persiske flåde blev slået; om dels begivenhederne præcist skete samme dag, findes der forskellige opfattelser, men samlet betød nederlagene ved Plataea og Mycale, at persernes offensive kapacitet i Grækenland ophørte.

Efterspil og betydning

Ødelæggelsen af Mardonius' hær og de samtidige sønederlag afsluttede den persiske trussel mod det græske fastland i denne invasion. Efter Plataea og Mycale ville de græske allierede gå i offensiven mod perserne, hvilket markerede en ny fase i de græsk-persiskekrige. Grækernes sejr styrkede bystaternes selvtillid og førte i kølvandet til en række militære og politiske ændringer, herunder den athenske dominans til søs og opbygningen af Delianerforbundet.

Selv om Plataea på alle måder var en afgørende sejr, synes den (selv på det tidspunkt) ikke at have været lige så berømt som den athenske sejr i slaget ved Marathon eller endog det allierede nederlag ved Thermopylæerne. Dels hænger det sammen med, at Marathon havde en særlig symbolsk betydning for Athen, og Thermopylæ blev mytologiseret som et ideal om tapperhed og selvopofrelse.

Kilder, usikkerheder og arv

Den vigtigste samtidige kilde til Plataea er Herodot, som beskriver begivenhederne med mange detaljer, men også med de begrænsninger og kolorit, som kendetegner oldtidens historieskrivning. Mange tal og detaljer er omstridte: moderne historikere forsøger at korrigere overdrivelser og sammenholde øjenvidneberetninger med arkæologiske fund og geografi for at nå frem til mere sandsynlige skøn over styrker og tab.

I eftertiden blev Plataea et symbol på græsk enhed og samarbejde mod en fælles fjende. Slaget viste også, hvor afgørende tungt panser og disciplineret fodkamp kunne være mod letbevæbnede tropper i tæt kamp. Monumenter og fund i området minder i dag om de dramatiske begivenheder, og Plataea indgår i den klassiske fortælling om den græske frigørelse fra persisk dominans.

• Nøglepunkter: Plataea 479 f.Kr. var det sidste store landslag i den persiske invasion; Mardonius’ død og persernes nederlag satte en stopper for invasionsprogrammet.
• Betydning: Åbnede vej for græsk offensiv i det østlige Middelhav og banede vejen for Athens stigende magt.
• Kildeadvarsler: Antal og detaljer er usikre; Herodot er hovedkilden, men moderne forskning justerer hans skildringer.

Legacy

Monumenter til minde om slaget

En bronzesøjle i form af sammenflettede slanger (slangesøjlen) blev fremstillet af smeltede persiske våben og blev rejst i Delfi. Den mindede om alle de græske bystater, der havde deltaget i slaget, og opregnede dem på søjlen, hvilket bekræftede nogle af Herodots påstande. Det meste af den er stadig bevaret i Hippodromen i Konstantinopel (det nuværende Istanbul), hvor den blev båret af Konstantin den Store under grundlæggelsen af hans by på den græske koloni Byzans.

Slangesøjlen, der blev indviet af de sejrende grækere

Spørgsmål og svar

Q: Hvad var slaget ved Plataea?

Spørgsmål: Hvornår fandt det sted?

Spørgsmål: Hvem var involveret i dette slag?

Spørgsmål: Hvad skete der før dette slag?

Spørgsmål: Hvordan endte det?

Spørgsmål: Var det mere berømt end andre slag som Marathon eller Thermopylæerne?

Søg efter bogstav