Bronzealderens sammenbrud kaldes sådan af historikere, der studerer bronzealderens afslutning og overgangen til nye politiske og økonomiske strukturer i det østlige Middelhav omkring det 12. århundrede f.Kr. Paladsøkonomierne i Ægæerhavet og Anatolien i den sene bronzealder blev til sidst erstattet af landsbykulturerne i den "græske mørke middelalder", hvor centraliserede administrationer, skriftlige arkiver og omfattende langdistancehandel i høj grad forsvandt.

Hvad skete der omkring 1200–1150 f.Kr.?

Mellem 1200 og 1150 f.Kr. afbrød det kulturelle sammenbrud af de mykenske kongeriger, hittitterriget i Anatolien og Syrien og det egyptiske rige i Syrien og Kanaan handelsruterne og udslettede læse- og skrivefærdighederne i mange områder. I den første fase af denne periode blev næsten alle byer mellem Troja og Gaza voldsomt ødelagt og ofte efterladt ubeboet: Hattusa, Mykene og Ugarit er eksempler på byer med tydelige ødelæggelseslag.

Årsager — en kombination af faktorer

Forskere peger i dag på, at sammenbruddet ikke skyldes én enkelt begivenhed, men på en kæde af indbyrdes forstærkende faktorer:

  • Voldelige angreb og folkevandringer: Ægyptiske kilder og lokale beretninger omtaler grupper, ofte kaldet "havfolkene" (Sea Peoples), som angreb kystbyer og skabte ustabilitet. Arkæologiske destrueringer stemmer ofte overens med sådanne voldelige episoder.
  • Økonomisk sammenbrud og afbrudt handel: Paladserne var afhængige af langdistancehandel med råstoffer og luksusvarer. Når handelsruterne brød sammen, mistede paladsøkonomierne deres indtægtsgrundlag, hvilket førte til fald i administration og redistribution.
  • Klima og miljøforandringer: Paleoklimatiske undersøgelser peger på tørkeperioder og afgrødeproblemer i slutningen af bronzealderen. Langvarig tørke kan have svækket fødevareproduktionen og forværret sociale spændinger.
  • Jordskælv og naturkatastrofer: I nogle regioner findes tegn på store jordskælv, der kan have forårsaget omfattende byskader og økonomiske tab.
  • Intern sammenbrud og oprør: Centraliserede paladsstater kunne være sårbare over for interne oprør, magtkampe eller administrative svigt, når eksterne pres og økonomiske problemer tilføjedes.
  • Teknologiske og sociale forandringer: Overgangen i våbenteknologi (f.eks. bredere udbredelse af jern) og ændringer i sociale organisationer kan have sammenbragt traditionelle magtstrukturer i kollaps.

Samlet peger beviserne på, at flere af disse faktorer virker samtidigt eller i serie, hvilket gjorde komplekse samfund særligt sårbare over for sammenbrud.

Konsekvenser

Konsekvenserne af sammenbruddet var vidtrækkende og varierede fra region til region:

  • Byforfald og tab af administration: Mange paladscentre blev ødelagt eller opgivet. Centraliserede administrative systemer, som førte registre og fordelte ressourcer, forsvandt.
  • Tab af skriftlighed i visse områder: Skriftsystemer som Linear B forsvandt stort set i den ægæiske verden, og mange arkiver i Anatolien og Syrien gik tabt, hvilket har givet navnet "mørke middelalder" til visse områder.
  • Demografiske ændringer og migration: Befolkninger flyttede, enten som følge af vold eller for at søge bedre levevilkår. Nogle grupper etablerede nye politiske enheder, andre trak sig tilbage til mere landsbybaserede samfund.
  • Fremvækst af nye magter: Efter århundreders ustabilitet ses i midten af det 10. århundrede f.Kr. fremkomsten af ny-hettiske aramæiske kongeriger og senere det ny-assyriske imperium, som reorganiserede regionens politiske landskab.
  • Økonomisk omstilling: Langdistancehandel i den gamle form var svær at opretholde, men i kølvandet opstod nye handelsnetværk—blandt andet ser vi en styrket rolle for kystbyer og handelsfolk fra Levanten, der senere udviklede sig til blandt andet fønikiske handelsstater.
  • Kulturelle forandringer: I den ægæiske verden førte sammenbruddet til den såkaldte græske mørke middelalder, hvor bykultur, monumental arkitektur og elitekultur ændrede form, indtil nye polisstater og alfabetisk skrift senere opstod.

Kilder og arkæologisk dokumentation

Viden om bronzealderens sammenbrud kommer fra flere typer kilder:

  • Arkæologiske lag: Ødelæggelseslag, brændte lag og pludselig kulturel forandring i fundmaterialet i byer som Hattusa, Mykene og Ugarit dokumenterer vold og ophør af tidligere institutionsformer.
  • Skift i skriftlige kilder: Ægyptiske inskriptioner (fx Ramses III ved Medinet Habu) omtaler angreb fra havfolkene; brevpapirer og arkiver i Anatolien og Syrien stopper eller forsvinder i denne periode.
  • Paleoklimatiske data: Treringe, sedimentanalyser og andre naturvidenskabelige metoder giver indikationer af klimaforværring i nogle områder.
  • Materialekultur: Ændringer i redskaber, våben og keramisk tradition afspejler ændringer i produktion, økonomi og militær organisation.

Forskningen er stadig aktiv, og debatten om vægtningen af de enkelte årsager fortsætter. Det mest sandsynlige billede er et samspil mellem interne svagheder i paladsstaterne og eksterne chok (vold, klimatiske og økonomiske) — et klassisk eksempel på, hvordan komplekse samfund kan kollidere under kombinerede belastninger.