Bronzealderens sammenbrud

Regionale beviser

Anatolien

Alle vigtige anatolske steder i den foregående sene bronzealder har et ødelæggelseslag. Det ser ud til, at civilisationen ikke kom op på samme niveau som hittitternes før om yderligere tusind år. Hattusa, hittitternes hovedstad, blev brændt og forladt og aldrig genbesat. Troja blev ødelagt mindst to gange, før det blev forladt indtil romertiden.

Cypern

Plyndringen og afbrændingen af Enkomi, Kition og Sinda kan have fundet sted to gange, før de blev forladt. Oprindeligt har man foreslået to ødelæggelsesbølger, ca. 1230 f.Kr. af havfolkene og ca. 1190 f.Kr. af flygtninge fra Ægæerhavet.

Syrien

Syriske steder har tidligere vist tegn på handelsforbindelser med Egypten og Ægæerhavet i den sene bronzealder. Beviserne fra Ugarit viser, at ødelæggelsen fandt sted efter Merenptah's regeringstid.

Den sidste konge af Ugarit fra bronzealderen, Ammurapi, var en samtidig med hittitterkongen Suppiluliuma II. De nøjagtige datoer for hans regeringstid er ukendte. Et brev fra kongen er bevaret på en af de lertavler, der blev fundet brændt i forbindelse med byens ødelæggelse. Ammurapi understreger alvoren af den krise, som mange nærøstlige stater stod over for på grund af invasionen fra de fremadstormende havfolk, i et dramatisk svar på en bøn om hjælp fra kongen af Alasiya (Cypern):

Min Fader, se, fjendens skibe kom her, mine byer blev brændt, og de gjorde onde ting i mit land. Ved min far ikke, at alle mine tropper og vogne(?) er i Hatti-landet, og at alle mine skibe er i Lukka-landet?...Således er landet overladt til sig selv. Må min far vide det: fjendens syv skibe, der kom her, påførte os stor skade.

Desværre for Ugarit kom der ingen hjælp, og Ugarit blev brændt ned til grunden i slutningen af bronzealderen. En kileskrifttavle fundet i 1986 viser, at Ugarit blev ødelagt efter Merneptahs død, omkring 1178 f.Kr.

Levant

Alle centre langs en kystrute fra Gaza nordpå blev ødelagt og ikke genbesat i op til 30 år.

Grækenland

Ingen af de mykenske paladser fra den sene bronzealder har overlevet. Ødelæggelsen var størst ved paladser og befæstede steder. Theben var et af de tidligste eksempler herpå. Dens palads blev plyndret gentagne gange mellem 1300 og 1200 f.Kr. Til sidst blev det ødelagt af en brand.

På mange andre steder er det helt uklart, hvad der er sket. Det er klart, at Athen oplevede en betydelig nedgang i løbet af bronzealderens sammenbrud. Der er ingen tegn på nogen betydelig ødelæggelse på dette sted. Befæstningen på dette sted tyder på frygt for Athens nedgang. Det er muligt, at Athens forladelse ikke var en voldelig affære, og der er blevet foreslået andre årsager.

Peloponnes var langt det hårdest ramte område i Grækenland. Op til 90 % af de små lokaliteter i regionen blev forladt, hvilket tyder på, at der var tale om en større affolkning i regionen. Igen, som med mange af de ødelagte steder i Grækenland, er det uklart, hvordan denne ødelæggelse er sket. Byen Mykene blev f.eks. oprindeligt ødelagt ved et jordskælv i 1250 f.Kr. som det fremgår af tilstedeværelsen af knuste kroppe begravet i sammenstyrtede bygninger. Stedet blev imidlertid genopbygget for derefter at blive ødelagt i 1190 f.Kr. som følge af en række større brande. Robert Drews har foreslået, at brandene kunne være resultatet af et angreb på stedet og dets palads. Dette afvises af Eric Cline, som påpeger manglen på arkæologiske beviser for et angreb.

Vi ser en lignende situation i Tiryns i 1200 f.Kr., da et jordskælv ødelagde store dele af byen, herunder paladset. Det er dog sandsynligt, at byen fortsat var beboet i nogen tid efter jordskælvet. Der er derfor almindelig enighed om, at jordskælv ikke ødelagde Mykene eller Tiryns permanent, fordi fysisk ødelæggelse ikke fuldt ud kan forklare sammenbruddet. Årsagen til disse steders fortsatte forfald kunne være miljømæssig. Der var især mangel på hjemmedyrkede fødevarer. Paladserne var vigtige for forvaltningen og opbevaringen af importerede fødevarer. Deres ødelæggelse forværrede den mere afgørende faktor, nemlig fødevaremangel. Handelens betydning understøttes yderligere af manglen på beviser for voldsom eller pludselig nedgang i Mykene.

Ødelæggelsen af Pylos ved en brand omkring 1180 tyder på en voldsom ødelæggelse af byen. Der er visse tegn på, at Pylos forventede et angreb fra søsiden, idet tavler i Pylos omtaler "vagter, der vogter kysten". Tavlerne giver ingen oplysninger om, hvad der blev holdt øje med og hvorfor. Uanset hvad truslen fra havet var, spillede den sandsynligvis en rolle i nedgangen. Den ville have hindret handelen og måske den vigtige import af fødevarer.

Sammenbruddet i slutningen af bronzealderen markerede starten på en periode, der er blevet kaldt den græske mørke middelalder, og som varede i mere end 400 år. Nogle byer, som Athen, blev fortsat beboet, men deres eksistens var af en meget anderledes karakter. De havde en mere lokal indflydelsessfære, begrænset handel og en forarmet kultur. Det tog århundreder for Grækenland at komme sig igen.

Mesopotamien

Adskillige byer blev ødelagt, Assyrien mistede nordvestlige byer, som blev generobret af Tiglat-Pileser I, efter at han var blevet konge. Kontrollen over de babyloniske og assyriske områder strakte sig knap nok ud over bygrænserne. Babylon blev plyndret af elamitterne.

Egypten

Efter tilsyneladende at have overlevet i et stykke tid kollapsede det egyptiske imperium i midten af det 12. århundrede f.Kr. (under Ramses VI). Dette førte til den tredje mellemliggende periode, dvs. ikke-dynastiet.

Konklusion

Robert Drews beskriver sammenbruddet som "den værste katastrofe i oldtidens historie, endnu mere katastrofal end det vestromerske imperiums sammenbrud". En række mennesker har talt om de kulturelle minder om katastrofen som historier om en "tabt guldalder". Hesiod talte f.eks. om guld-, sølv- og bronzealderen, som var adskilt fra jernalderens moderne, barske og grusomme verden af heltenes tidsalder.

Mulige årsager til sammenbrud

Det var en periode, der var forbundet med centralmagtens sammenbrud, affolkning, især i byområderne, tab af læse- og skrivefærdigheder i Anatolien og Ægæerhavet og begrænsning af dem andre steder, forsvinden af etablerede mønstre for international fjernhandel og stadig mere ondskabsfulde magtkampe.

Der er fremsat forskellige teorier til forklaring af sammenbruddet, og mange af dem er forenelige med hinanden.

Vulkaner

Hekla 3-udbruddet fandt sted omkring dette tidspunkt og er dateret til 1159 f.Kr. af egyptologer og britiske arkæologer.

Jordskælv

Jordskælv har tendens til at opstå i sekvenser eller "storme", hvor et større jordskælv på over 6,5 på Richter-skalaen kan udløse senere jordskælv langs den svækkede brudlinje. Når et kort over jordskælvsforekomster lægges oven på et kort over de ødelagte steder i den sene bronzealder, er der en meget tæt overensstemmelse.

Vandringer og razziaer

Beviserne omfatter de udbredte fund af sværd af Naue II-typen (fra Sydøsteuropa) i hele regionen og egyptiske optegnelser om invaderende "nordboere fra alle lande". Ugarit-korrespondancen fra den tid nævner invasioner fra stammer af bl.a. de mystiske havfolk. Ligeledes rapporterede de sidste Linear B-dokumenter i Ægæerhavet (fra lige før sammenbruddet) om en stor stigning i pirateri, slaveplyndringer og andre angreb, især omkring Anatolien. Senere blev fæstninger langs den libyske kyst, som egypterne byggede og vedligeholdt efter Ramses II's regeringstid, bygget for at mindske antallet af plyndringer.

Denne teori styrkes af det faktum, at sammenbruddet falder sammen med mange nye etniske gruppers fremkomst i regionen. Indoeuropæiske stammer som f.eks. frygierne, thrakerne, makedonerne og de doriske grækere synes at være ankommet på dette tidspunkt - muligvis nordfra. Der synes også at have været en udbredt indvandring af aramæerne - muligvis fra sydøst.

De ultimative årsager til disse migrationer kan være tørke, udvikling i krigsførelse/våbenbrug, jordskælv eller andre naturkatastrofer. Det betyder, at migrationsteorien ikke er uforenelig med de andre teorier, der er nævnt her.

Jernbearbejdning

Bronzealderens sammenbrud kan ses i sammenhæng med en teknologisk historie, hvor jernbearbejdningsteknologien langsomt og forholdsvis kontinuerligt spredte sig i regionen, begyndende med en tidlig jernbearbejdning i det nuværende Bulgarien og Rumænien i det 13. og 12. århundrede f.Kr. Leonard R. Palmer foreslog, at jern, selv om det var ringere end bronzevåben, var mere rigeligt tilgængeligt, hvilket gjorde det muligt for større hære af jernbrugere at overmande de mindre hære af bronzevogne.

Det ser nu ud til, at afbrydelsen af fjernhandlen har afbrudt de nemme forsyninger af tin, hvilket gjorde det umuligt at fremstille bronze. Ældre redskaber blev genbrugt, og derefter blev der brugt jernsubstitutter.

Tørke

Tørken kunne let have fremskyndet eller fremskyndet socioøkonomiske problemer og ført til krige. For nylig har Brian Fagan vist, hvordan afledningen af vinterstorme fra Atlanterhavet til nord for Pyrenæerne og Alperne, som bragte vådere forhold til Centraleuropa, men tørke til det østlige Middelhavsområde, var forbundet med sammenbruddet i den sene bronzealder.

Ændringer i krigsførelsen

Robert Drews hævder, at det massive infanteri brugte nyudviklede våben og panser.^192ff Der blev brugt støbte snarere end smedede spydspidser og lange sværd, et revolutionerende skære- og stødvåben og spydspyd. Fremkomsten af bronzestøberier tyder på, "at masseproduktion af bronzegenstande pludselig var vigtig i Ægæerhavet". For eksempel bruger Homer "spyd" som et næsten synonym for "kriger", hvilket tyder på spydets fortsatte betydning i kamp.

Sådanne nye våben, der blev brugt af en proto-hoplit-model af infanteri, der kunne modstå angreb fra massevis af stridsvogne, ville destabilisere stater, der var baseret på den herskende klasses brug af stridsvogne. Dette fremskyndede et brat socialt sammenbrud, da røvere og/eller lejesoldater med infanteri begyndte at erobre, plyndre og brænde byerne.

Generelt systemkollaps

Et generelt systemkollaps er blevet foreslået som en forklaring på de kulturelle omvendinger. Denne teori rejser spørgsmålet om, hvorvidt dette sammenbrud var årsag til eller virkning af det omtalte sammenbrud i bronzealderen.

I Mellemøsten kan en række faktorer - herunder befolkningstilvækst, jordbundsforringelse, tørke og teknologier til produktion af støbejern og våben af bronze - have kombineret sig til at presse den relative pris på våben (sammenlignet med dyrkbar jord) til et niveau, der ikke var bæredygtigt for traditionelle krigeriske aristokratier. I komplekse samfund, som blev stadig mere skrøbelige, kan denne kombination af faktorer have bidraget til sammenbruddet.

De kritiske fejl ved den sene bronzealder er centralisering, specialisering, kompleksitet og top-tung politisk struktur. Disse mangler viste sig derefter gennem oprør, afhopninger, demografiske kriser (overbefolkning) og krige mellem stater. Andre faktorer, som kunne have lagt et stigende pres på de skrøbelige kongeriger, er bl.a. "havfolkenes" aggressioner, piraternes indvirkning på søhandelen, tørke, fejlslagne afgrøder og hungersnød.