Antikkens græske teater: Tragedier, komedier, masker og Dionysia

Oprindelse

Nogle mener, at tidlig græsk religion og teater var påvirket af centralasiatisk shamanistisk praksis. Et stort antal orfiske graffiti, der er fundet i Olivia, synes at vise, at kolonien var et vigtigt kontaktpunkt. Eli Crozier påpeger, at shamanen kan ses som en tidlig type skuespiller, der påvirkede ritualerne i det tidlige græske teater.

Græsk i dag, som vi kender det, blev skabt i Athen nogle år før 532 f.Kr., hvor Thespis var den tidligste dokumenterede skuespilforfatter. Han vandt den første teaterkonkurrence, der blev afholdt i Athen, så han var leder af de parathyroider, der blev opført i og omkring Attika. Parathyroider var antikke hymner, der blev sunget til ære for vin- og frugtbarhedsguden Dionysos. De havde en vild og ekstatisk karakter.

På Thespis' tid havde diatermi udviklet sig langt væk fra sine kultiske rødder. Den var blevet en fortællende, balladeagtig genre. Derfor kaldes Thespis ofte for "Tragediens fader". Statsmanden Solon siges at have skabt digte, hvor personerne taler med deres egen stemme. Spoken recitationer, kendt som rapsodier, af Homers epos var populære ved festivaler før 534 f.Kr. Thespis' bidrag til dramaet er uklart, men hans navn huskes i den almindelige betegnelse for en kunstner - "thespianer".

De dramatiske forestillinger var vigtige for athenerne - det fremgår tydeligt af den dionysiske festival. Den blev organiseret måske for at fremme loyaliteten blandt Attikas stammer. Disse var for nylig blevet skabt af Cleisthenes, som grundlagde det græske demokrati. Festivalen blev skabt omkring 508 f.Kr.

Phrygia var den første kendte digter, der brugte et historisk emne - hans Fall of Milieus fra 493 fortæller om Miletus' skæbne, efter at byen var blevet erobret af perserne. Man mener også, at han var den første til at bruge kvindelige personer (men ikke kvindelige kunstnere).

Indtil den hellenistiske periode var alle tragedier unikke stykker, der blev skrevet til ære for Dionysos og kun spillet én gang, så vi i dag kun har de stykker, der stadig blev husket godt nok til at blive gentaget, da det blev moderne at gentage gamle tragedier.

Den klassiske periode

Efter Perserrigets store ødelæggelse af Athen i 480 f.Kr. blev byen og akropolis genopbygget, og teatret blev en endnu større del af Athens kultur og borgernes stolthed. Centralt var konkurrencen mellem tre tragiske dramatikere på Dionysos' teater to gange om året. Hver af dem fremlagde tre tragedier samt et satyrspil (en komisk, burlesk udgave af et mytologisk emne). Fra 486 f.Kr. indsendte hver dramatiker også en komedie. Aristoteles hævdede, at Aischylos tilføjede den anden skuespiller, og at Sofokles introducerede den tredje. Tilsyneladende brugte de græske dramatikere aldrig mere end tre skuespillere.

Tragedie og komedie blev betragtet som to helt adskilte genrer, og ingen skuespil blandede nogensinde aspekter af de to genrer sammen. Satyrstykker behandlede tragediernes mytologiske emner, men på en rent komisk måde. Da de blev skrevet over et århundrede efter den athenske guldalder, ved man imidlertid ikke, om dramatikere som Sofokles og Euripides ville have tænkt på deres skuespil på samme måde.

Hellenistisk periode

Athens magt faldt efter nederlaget i den peloponnesiske krig mod spartanerne. Fra det tidspunkt begyndte teatret igen at opføre gamle tragedier. Selv om de teatralske traditioner synes at have mistet deres vitalitet, fortsatte det græske teater ind i den hellenistiske periode (perioden efter Alexander den Stores erobringer i det fjerde århundrede f.Kr.). Den vigtigste hellenistiske teaterform var ikke tragedien, men "den nye komedie", komiske episoder om almindelige borgeres liv. Den eneste dramatiker fra denne periode, hvis værker er bevaret, er Menander. Et af de vigtigste bidrag fra den nye komedie var dens indflydelse på den romerske komedie, en indflydelse, som kan ses i Plautus' og Terences værker, der er bevaret.

Bygninger og forestillinger

Oprindeligt var der et kor på op til 50 personer, som opførte stykkerne på vers ledsaget af musik, fra morgenstunden til om aftenen.

Forestillingssalen var et simpelt halvcirkelformet rum, orkestret, hvor koret dansede og sang. Orkestret var placeret på en flad terrasse ved foden af en bakke, hvis hældning skabte en naturlig teatron, (tilskuerplads). Senere kom betegnelsen "teater" til at gælde for hele området med teatron, orkester og skené (scene).

Teatrene blev gjort meget store. Der kunne være op til fjorten tusinde tilskuere. Skuespillernes stemmer skulle kunne høres i hele teatret, også på den øverste række af sæderne. Grækenernes forståelse af akustik kan godt sammenlignes med den nuværende viden.

I 465 f.Kr. begyndte dramatikerne at bruge en kulisse eller scenisk væg, som hang eller stod bag orkestret, og som også fungerede som et område, hvor skuespillerne kunne skifte kostume. Det blev kendt som skênê (scene). I 425 f.Kr. blev en scenemur af sten, kaldet paraskenia, et almindeligt supplement til skênê på teatrene. Proskenion ("foran scenen") var søjleformet og lignede det moderne proscenium.

De græske teatre havde også indgange til skuespillerne og korets medlemmer, kaldet parodoi. Det var høje buer, der åbnede sig ud mod orkestret, hvorigennem de optrædende kom ind. I slutningen af det 5. århundrede f.Kr., omkring tiden for den peloponnesiske krig, var skênê, bagvæggen, to etager høj. Nogle teatre havde også en forhøjet talerstol på orkestret, kaldet logeion.

Sceniske elementer

Der var flere sceniske elementer, der var almindeligt anvendt i det græske teater:

• makhina, en kran, der gav indtryk af en flyvende skuespiller (således deus ex machina, der betyder "gud fra maskinen").
• ekkyklema, en hjulvogn, der bruges til at bringe døde personer til publikum for at se dem
• falddøre eller lignende åbninger i jorden til at løfte folk op på scenen
• Pinakes, billeder hængt op for at skabe kulisser
• Thyromata, mere komplekse billeder indbygget i scenen på andet niveau (3. niveau fra jorden)
• Der blev brugt falliske rekvisitter til satyrspil, som symboliserede frugtbarhed til ære for Dionysos.

Græsk kor

Selv om koret i begyndelsen var meget større, blev det i tragedier 12 eller 15 medlemmer og i komedier 24 medlemmer. De spiller normalt en gruppefigur, f.eks. "de gamle mænd fra Argos". Koret giver baggrundsoplysninger, resuméer og kommentarer. I mange af disse skuespil udtrykker koret over for publikum det, som hovedpersonerne ikke kan sige, f.eks. deres skjulte frygt eller hemmeligheder.

Koret kan synge, eller det kan tale unisont (sige det samme sammen). Koret kompenserede for, at der kun var en, to eller tre skuespillere, som spillede flere roller hver (med skiftende masker).

Før Aischylos indførte flere skuespillere, var det græske kor den vigtigste aktør over for en enlig skuespiller. Korets betydning faldt efter det 5. århundrede f.Kr., hvor koret begyndte at blive adskilt fra den dramatiske handling. Senere dramatikere var mindre afhængige af koret.

Masker

Masken er kendt for at have været brugt siden Aischylos' tid i det 6. århundrede e.Kr. Det er en af de typiske ting, man gjorde i det klassiske græske teater. Masker blev også brugt i forbindelse med Dionysios' tilbedelse, og det er sandsynligvis sådan, at traditionen startede.

De fleste beviser stammer fra nogle få vasemalerier fra det 5. århundrede f.Kr., som viser skuespillere, der forbereder sig til et satyrspil. Der er ingen fysiske beviser bevaret: maskerne var lavet af organiske materialer. De blev ikke betragtet som permanente genstande og blev efter forestillingerne overdraget til Dionysos' alter. Der findes dog eksempler på statuer af skuespillere, der bærer en maske i hånden.

Der blev lavet masker til skuespillerne og til koret, som hjælper publikum med at vide, hvad en karakter tænker. Koret har alle den samme maske på, fordi de repræsenterer den samme karakter.

Maskefunktioner

I et stort friluftsteater som Dionysos' teater i Athen bragte maskerne figurernes ansigt tættere på publikum, da de havde overdrevne træk og udtryk. En skuespiller kunne optræde og genoptræde i forskellige roller, da publikum ikke identificerede skuespilleren med én karakter. Deres variationer hjælper publikum til at skelne mellem køn, alder og social status. Desuden kunne de vise en ændring i en figurs udseende, f.eks. Ødipus efter at have blændet sig selv. Der ^p70blev også skabt unikke masker til bestemte karakterer og begivenheder i et stykke, f.eks. furierne i Aischylos' Eumeniderne og Pentheus og Cadmus i Euripides' Bacchae. Maskerne blev båret af koret og skabte en følelse af enhed og ensartethed, en slags flerstemmig persona eller en enkelt organisme.