Den peloponnesiske krig (431–404 f.Kr.) var en gammel græsk militærkonflikt, der blev udkæmpet af Athen og dets allierede mod den peloponnesiske liga, ledet af Sparta. Athen og Sparta var de største vindere af de tidligere græsk-persianske krige.

Athen stod for demokratiet og Sparta for oligarkiet, selv om de kæmpede lige så meget af økonomiske årsager, nemlig handel og dominans i deres respektive ligaer.

Sparta vandt i sidste ende den peloponnesiske krig. Athen blev aldrig mere den samme igen.

Baggrund

Efter de græsk-persianske krige havde Athen opbygget et stærkt søimperium gennem Delian League, hvor bystater betalte bidrag til Athen i bytte for fælles beskyttelse. Dette udviklede sig til en form for atenisk dominans, som skabte misundelse og frygt hos Sparta og dens allierede på Peloponnes. Sparta var til gengæld den førende landmagt med et hårdt militært system og en konservativ, oligarkisk indretning. Kombinationen af politisk forskel, konkurrence om handel og alliancer førte til øget spænding, som til sidst udløste åben krig.

Krigens hovedfaser

  • Archidamiske krig (431–421 f.Kr.): Den første fase var præget af spartanernes årlige landstød i Attika og athenske søraid mod Peloponnes. Athen under ledelse af Perikles satsede på at trække befolkningen bag bymuren og udnytte sin flåde. I denne periode ramte et voldsomt udbrud af pest Athen (430–426 f.Kr.), som dræbte mange, herunder Perikles, og svækkede byen både menneskeligt og moralsk.
  • Vreden og midlertidig fred (421–415 f.Kr.): Efter nogle år med udmattelse blev der i 421 indgået en våbenhvile kendt som Freden i Nikias, men den var skrøbelig og blev undermineret af fortsatte konflikter og magtspil blandt ledere på begge sider.
  • Siciliensfelttoget (415–413 f.Kr.): Athen iværksatte et stort felttog mod byen Syrakus på Sicilien, et af de mest skæbnesvangre beslutninger i krigen. Ekspeditionen mislykkedes totalt; de athenske styrker blev tilintetgjort, og mange soldater blev dræbt eller taget til fange. Felttoget svækkede Athen dramatisk militært og økonomisk.
  • Den anden fase og persisk indblanding (413–404 f.Kr.): Efter Sicilien fandt Sparta ny fart ved at modtage økonomisk støtte fra Persien til at bygge en flåde, som kunne udfordre Athens sømagt. Under ledelse af generalen Lysander opnåede Sparta afgørende sejre til søs. Krigen kulminerede i slaget ved Aigospotamoi (405 f.Kr.), hvor den athenske flåde blev fanget og ødelagt.
  • Overgivelse og fred (404 f.Kr.): Efter tabet af flåden og en hård økonomisk blokade måtte Athen overgive sig i 404 f.Kr. Sparta pålagde Athens betingelser, fjernede byens mure, fratog flåden størstedelen af dens krigsfartøjer og indførte en pro-spartansk oligarkisk regering i byen (de såkaldte Tredivs Tyranner på kort sigt).

Nøglepersoner

Flere ledere og generaler spillede centrale roller: Perikles (Athen) var vigtig i krigens begyndelse; Brasidas (Sparta) markerede sig i nord; Nicias og Cleon var viktige athenske politikere; Alcibiades, en karismatisk og kontroversiel athener, skiftede side og påvirkede især Siciliensfelttoget; og Lysander (Sparta) var den strateg, hvis flådeindsats sikrede Spartas endelige sejr.

Konsekvenser og betydning

Krigens varige følge var, at størstedelen af de græske bystater blev svækket – økonomisk, demografisk og politisk. Athen mistede sin dominans på havet og sin politiske uafhængighed for en tid, og demokratiet blev i praksis brudt af oligarkiske styrer støttet af Sparta. Sparta blev i en periode den dominerende magt i Grækenland, men kunne ikke konsolidere et langvarigt fredeligt herredømme.

Historisk set betragtes den peloponnesiske krig som et vendepunkt: den afslørede sårbarheder i de klassiske græske institutioner, svækkede bystaterne og banede vej for interne konflikter og udenlandsk indblanding, hvilket i sidste ende gjorde det lettere for nordlige magter som Makedonien under Filip II og Alexander den Store at opnå overherredømme over det græske område.

Væsentlige læringspunkter: krigen viser, hvordan langvarig konflikt kan udmatte selv de mest magtfulde samfund, hvordan interne politiske splittelser og epidemi kan ændre krigens gang, og hvordan udenlandsk økonomisk støtte (fx fra Persien) kan tippe styrkeforholdet.